Jens' brætspils-weblog

Hvor er bloggen? :-)

2007-08-23T08:57:00.000+02:00

Som man vil kunne se, er denne blog ikke blevet opdateret længe. Det betyder dog ikke at jeg ikke skriver noget, men istedet at bloggen kan findes på en anden adresse.

Så peg istedet din browser hen til blog.amun.dk og få de nyeste indlæg med. ;-)

Jeg har dog ikke helt opgivet denne blogger.com blog, og vil ikke udelukke at man en dag kan finde nye indlæg her også - men indtil videre er de altså på blog.amun.dk det foregår...

KBK: Ra, Ostia, Einfach Genial, Kingdoms

2006-04-25T12:53:00.000+02:00

Første spil på programmet var Ra, med Rasmus, Ken, det nye ansigt Clemens og mig som deltagere. Efter et hurtigt og meget heldpræget spil ( :-) ) stod Rasmus som sejrherre, med Ken og mig på en delt sidsteplads.

Aftenens nye spil var Ostia, som Rasmus også havde købt og endda læst reglerne til. Jeg forventede mig ikke det store, for spillet er blevet hårdt kritiseret af mange forskellige på Boardgamegeek. Meeen, nu skal man jo ikke tro på alt hvad man hører, og jeg var faktisk positivt overrasket over Ostia. I princippet er det et simpelt auktions/hemmeligt bud spil, hvor varekort bliver auktioneret mellem spillerne hver tur. Efter dette allokerer hver spiller hemmeligt, hvilke varer der skal gå til forummet (giver indkomst) eller til senatet (victory points). Enkelte kort kan gemmes fra tur til tur hvis man investerer i varehuse. Dette gentages 5 ture, hvorefter man fordeler afsluttende victory points og ser hvem der har vundet.

Nu er jeg jo en stor fan af auktionsspil generelt, så det kan ikke overraske at jeg kunne lide Ostia, som har mange, mange auktioner. Spillet har også nogle elementer af (og føles derfor lidt som) et meget tungere spil; det at der er mange forskellige ressourcetyper (penge, VP, varer) er et eksempel på noget man normalt vil finde i et tungere, større spil. Og det er ikke så ringe for mig, da jeg generelt bedre kan lide tunge spil end letvægtsspil. Ostia har også et interessant feel, lidt ligesom Amun-Re faktisk, hvor der er stor forskel på det at tjene penge og det at få VP: Godt nok er penge naturligvis en forudsætning for at kunne lave VP, men bare fordi man har en høj indkomst betyder det ikke at man scorer mange VP... Man skal vide hvordan man konverterer fra det ene til det andet.

Spillet er ikke uden problemer: Det er lidt langt og repetitivt i forhold til hvad man får ud af det, den hemmelige bud-fase virker meget tilfældig umiddelbart efter den meget analytiske auktionsfase, og spillet som helhed kan godt virke lidt tørt. Jeg var heller ikke vild med "sælger kan selv vælge hvilket bud han vil acceptere" reglen da det virker som om det potentielt kan lede til en del king-making.

Men alt i alt var det en positiv oplevelse. Mens Ostia nok aldrig bliver nogen klassiker, virkede spillet OK, det havde den-der følelse af at være et meget tungere spil end det egentlig er, og det var i det hele taget bare sjovt! Og så vandt jeg en kneben tie-break sejr over Clemens, så det var ikke så dårligt. :-)

Ovenpå Ostia foreslog Rasmus at vi skulle prøve Einfach Genial, og som sagt så gjort. Det var første gang jeg prøvede det med fire spillere (vi spillede alle-mod-alle), og til trods for en lille sejr til Ken var det faktisk rigtigt sjovt. Fire spillere giver selvfølgelig et lidt mere kaotisk spil end hvis man bare er to, men det ændrer ikke på at det bare er et godt spil - et abstrakt Knizia-spil når det er bedst.

Sidste spil på aftenens program blev et to-personers Kingdoms mellem Rasmus og mig. Rasmus forklarede regler - de er meget simple - og spillet var faktisk også meget sjovt. Godt nok er det en letvægts-Knizia titel som jeg generelt ikke er så meget til (i forhold til hans tunge spil, i hvert fald!), men med to spillere var Kingdoms faktisk meget OK (men ikke noget jeg har behov for at spille meget tit). Hvad angår resultatet vil jeg nøjes med at sige, at Rasmus lidt inde i spillet begyndte at brokke over at jeg var meget heldig, og at spillet generelt var et heldspil - så kan man selv gætte hvordan det endte. :-)

Nyt spil

2006-04-25T12:52:00.000+02:00

Endnu et spil fra Fantasks liste af brugte krigsspil havde fristet mig, så i dag tog jeg ind og købte det. Det drejer sig om et spil fra GDW, Sands of War + udvidelsen til samme. Det er et stort spil om taktisk kamp i Nordafrika og Mellemøsten fra 1941 (2. Verdenskrig) til 1991 (1. Golfkrig), med kampe fra alle Israels krige derimellem repræsenteret også. Reglerne er opdelt i et sæt "quick start" regler på 4-5 sider, og de rigtige regler på 21 (en del af disse sider er dog avancerede regler der ikke bruges i alle scenarier). Det meste af den meget tykke regelbog går dog med at beskrive de 30+ scenarier der er inkluderet. Brættene er 16 små, geomorfiske kort holdt i den sædvanlige, pæne GDW stil, og hvert scenarie bruger fra et til fire af disse kort. Derudover er der omkring 800 brikker, grimme som bar pokker, men sikkert funktionelle nok. ;-)

Spændende ser det jo ud (siger han, og stiller spillet over til de mange andre uprøvede krigsspil i samlingen)...

Nye spil

2006-04-21T12:52:00.000+02:00

Fantask har fået til opgave at sælge en stor spilsamling på kommision. Der er overvejende tale om ældre krigsspil, primært fra Avalon Hill, men der er dog også en del andre spil repræsenteret. Marit sendte mig en kopi af listen, og jeg endte med at købe fire af spillene:

Turning Point: Stalingrad, tredie spil i AH's area/impulse serie. Jeg havde egentlig allerede haft dette spil tidligere, men havde solgt det i et svagt øjeblik for nogle år siden (hvilket jeg siden havde ærgret mig over).

EastFront, et klassisk blokspil fra Columbia Games, og af mange anset som det bedste blokspil (for ikke at sige et af de bedste krigsspil) overhovedet.

Wagram, et gammelt SPI krigsspil fra 70'erne om dette slag mellem Napoleon og østrigerne i 1809. Jeg kender ikke noget til spillet, men til en tyver var det svært at afslå.

Credo. Til sidst et ikke-krigsspil, men til gengæld noget så aparte som et lille kortspil (fra Chaosium) om den tidlige kristne kirke! Spillerne repræsenterer forskellige kristne fraktioner, som forsøger at tiltrække så mange troende som muligt til netop deres udgave af kristendommen. Og i disse tider, med Da Vinci Mysteriet og Judas-evangeliet i den offentlige bevidsthed, er det jo et lille super-trendy spil jeg her har fået fat i. :-)

Der var flere andre nogenlunde interessante ting på listen, men altså ikke andet jeg følte jeg måtte have i dette øjeblik.

KBK: Commands & Colors: Ancients (x2), Blokus (x2)

2006-04-11T12:50:00.000+02:00

Denne gang havde jeg forinden aftalt med Tobias at vi skulle prøve Commands & Colors: Ancients, som han også lige havde købt, men endnu ikke prøvet. Som sagt, så gjort og efter regelforklaring nåede vi to scenarier: Akragas, det første scenarie i spillet, samt Ticinus River. Akragas er et slag mellem Karthago og Syracuse, og med mig som de brave syrakusere (?) endte det med en sikker sejr til mig (balancen i scenariet er vist også til Syrakuses fordel). Andet slag er et mærkeligt slag mellem Karthago (som udelukkende har let og tungt kavaleri her) og Rom (kun medium kavaleri og let infanteri!). Igen var Tobias Karthago, og også dette lidt aparte scenarie endte med mig som vinder.

Så to underholdende scenarier nåede vi. Tobias var (ligesom jeg) af den holdning at spillet er sjovt, ikke mindst når man kender systemet, styrkerne og kortene godt, og spillet derfor kan køre i et hurtigt tempo. Jeg synes dog stadig at spillet er en anelse skuffende rent tematisk/simulationsmæssigt, for sandt at sige føles det ikke meget som kamp i antikken, ikke mindst når man sammenligner med f.eks. GMT's Great Battles of History. Men som beer & pretzels spil er det super.

Senere på aftenen blev det til to spil Blokus, med Sune, Ken og Jorid som mine modstandere. Første spil blev en sejr til mig, mens andet spil endte i en knusende sejr til Ken, som ikke alene vandt men endda gjorde det ved at komme af med alle sine brikker! Flot må man sige, og Ken var selvfølgelig slet ikke til at styre efterfølgende. :-)

KBK: Elasund: The First City of Catan, Medici, Geschenkt (x3)

2006-03-28T10:55:00.000+02:00

Jeg havde endnu en gang Elasund med i tasken, og fik ved ankomsten lokket Jorid, Rasmus og Poul med til at prøve det. Vores startspil var præget af at Rasmus kom rigtigt godt i gang, mens resten af os stagnerede noget. Kaldet, nej, mantraet "slå på Rasmus!" blev dog derfor snart det mest hørte omkring bordet, og selvom det i første omgang virkede svært at sætte en stopper for hans indkomstmaskine, lykkedes det lige pludselig. Rasmus fik bygget et par af sine bygninger over, og fra det ene øjeblik til det næste gik han fra indkomst næsten hver tur til stort set ingen indkomst.

Så kunne han lære det, nemlig, og midtspillet blev da også karakteriseret af at både jeg, Poul og (faktisk også) Rasmus avancerede side om side, mens kun Jorid sakkede lidt bagud. I slutspillet stod Poul stærkest, men i en afgørende tur fik Rasmus sat en stopper for Pouls potentielle næste-tur sejr, hvilket dog blot åbnede muligheden for at jeg et par ture senere kunne vinde. Hurra, sikket et godt spil! :-)

Sjovt var det, og jeg morede mig rigtigt godt - og det ville jeg også, selv hvis jeg ikke havde vundet. Men jeg må erkende, at dette spil havde noget mere slå-på-lederen end mit første spil, og jeg er ikke sikker på om det ikke er for meget. Vi var i stand til at banke Rasmus tilbage fra en klar tidlig førsteplads til en bundplads, og i slutspillet var det Rasmus' slå-på-Poul træk som gav mig mulighed for at vinde. Men på den anden side avancerer jo spillet jo tilsyneladende frem mod sin slutning uanset hvad, så slå-på-lederen mekanismen er om ikke andet ikke stærk nok til helt at stoppe spillets udvikling.

Egentlig tror jeg blot at Elasund er lidt mere konfrontationelt end vi er vant til fra vores sædvanlige repertoire af tyske spil. Jeg tror at hvis man er forberedt på det, vil de fleste kunne lide spillet, da spilmekanismerne iøvrigt er fantastiske.

Efter Elasund blev det på min opfordring til et spil Medici. Nu er Reiner's abstrakte auktionsspil jo ikke lige min stærke side; både Ra, Medici, og i særdeleshed Modern Art har jeg virkelig svært ved at finde ud af. Det gik heller ikke så godt denne gang, hvor jeg endte på en sikker sidsteplads, med Ken som vinder og med Rasmus og Poul i midten af feltet.

Og Ken, Rasmus, Poul og jeg var ikke færdige endnu: Geschenkt kom på bordet og blev spillet, ikke én men tre gange: Det blev til en sejr hver til henholdsvis Ken, mig og Poul, mens Rasmus overhovedet ikk<this post has been edited by an administrator at 2006-04-03 10:49:34 CET>get.

Så en hyggelig aften - som sædvanligt, fristes jeg næsten til at sige. :-)

KBK i radioen!

2006-03-22T15:01:00.000+01:00

KBK var for et par måneder siden blev kontaktet af Thomas Holmby Hansen fra Danmarks Radio, som ville lave et radioindslag til P2 og gerne ville have nogle af os med i det. Søren, Rasmus og jeg havde meldt os, og havde sidste måned et møde med Thomas, hvor vi blev briefet om programmets indhold.

De primære gæster i programmet ville være de to designere af fodboldbrætspillet "Goals & Glory", og konceptet for programmet var at vi skulle spille spillet med dem i studiet, samtidig med at vi blev interviewet om brætspil generelt. Mødet sidste måned med Thomas bestod både i at høre om programmet, men også i at prøve fodboldspillet på forhånd, så vi kunne det inden udsendelsen.

I går var så den store dag, og vores time i mediernes søgelys var en sjov oplevelse. Vi var en del af programmet "p2plus" og vores vært hed Steen Bille. Med musikalske indslag og andre afbrydelser var det faktisk ikke så meget vi fik sagt, men vi kom da omkring emner såsom hvorfor vi spillede brætspil, hvad vi foretrak i brætspil, om vi selv var designere, hvor meget vi brugte på spil, og flere andre ting. De to spildesignere blev desuden spurgt om deres erfaringer som designere og producenter. Udover snak med os i studiet blev der afspillet et telefoninterview Thomas tidligere havde lavet med dansk-amerikaneren Cristian T. Petersen, som er chef for Fantasy Flight Games. Det blev også til et telefoninterview med en legetøjsforsker, som kunne berette at spil var super for intellektet (han har vist aldrig mødt Ken!), samt et mindre indslag om DVD/bræt-hybridspil.

Hvad P2's lyttere generelt har fået ud af en times snak om brætspil ved jeg ikke, men som deltager kan jeg kun konkludere at det var skægt. :-)

KBK: St. Petersburg, Amun-Re

2006-03-14T15:00:00.000+01:00

Denne tirsdag havde vi besøg af to nye, Rasmus og Maëlle. Da jeg ankom var Ken lige blevet færdig med at forklare regler til St. Petersburg som de to andre ikke havde prøvet før, og det spil hæftede jeg mig på. Til trods for Kens og mine gentagne forsikringer om at det var rigtigt, rigtigt vigtigt at have mange forskellige orange kort, var det os to der trak det længste strå i den sammenhæng. Begynderne måtte se den føring de havde opbygget gennem spillet tilintetgjort af Kens og mine ekstra slutpoints, og resultatet var da også en snæver sejr til mig, med Ken på andenpladsen.

Da vi allerede var så godt i gang med at introducere klassikere, faldt valget bagefter på Amun-Re, som Rasmus (bestyrelses-Rasmus, altså!) også valgte at være med til. Seks ture senere stod "gamle" Rasmus som sejrherre, med mig på en ynkelig fjerdeplads. Et held-spil, siger jeg! :-)

Der spilles Amun-Re

En hyggelig aften med godt selskab, dejlig fransk påskeøl og billig chokolade. :-)

Elasund: The First City of Catan, Ra, Geschenkt

2006-02-28T14:41:00.000+01:00

Bevæbnet med mit spritnyeste spil, Elasund, drog jeg ned i klubben i håb om at finde nogle modspillere. Og nyheder er jo altid populære, så det var ikke svært at finde frivillige. Fire af os, Sune, Ken, Daniel og jeg, satte os derfor til at bygge Catans første by.

Spillet, som er udgivet af Mayfair (Kosmos er den oprindelige tyske udgiver) kommer i den sædvanlige kvadratiske "Kosmos-æske". Kompleksitetsmæssigt er der kød på det; det er ikke så tungt som de helt store tyske spil (Goa, Puerto Rico, Caylus, you name it), men det virker en anelse tungere end det oprindelige Settlers-spil. Samtidig har det sine rødder i orden (om jeg så må sige) for dele af spillet virker meget Settlers-agtigt: Man slår to terninger i starten af hver tur, og alle har mulighed for at få nye ressorcer på det tidspunkt (med mindre man slår 7), man skal have 10 victory points for at vinde, og man bygger ting med sine ressourcer. Elementer der tilsammen giver et karakteristisk Catan-feel over spillet.

Spillepladen er et rektangulært grid, som repræsenterer byen og hvorpå spillerne vil bygge deres bygninger. Der er plads til at spillerne kan bygge en mur rundt om byen, på tre af dens sider (den fjerde vender ud mod havet). Hver spiller starter med to bygninger på brættet, en som giver guld og en som giver indflydelseskort (de to typer ressourcer der findes, omend indflydelseskort findes i tre farver).

Den spiller hvis tur det er, starter med at slå to terninger. Summen indikerer hvilken række i byen der er aktiv: En aktiv række betyder at alle bygninger der helt eller delvist ligger på denne række i byen, giver udbytte denne tur. Et lille handelsskib bruges til at markere, hvilken række der er slået.

Slår man "7" bliver handelsskibet til et piratskib! Den spiller hvis tur det er, bestemmer hvilken række det skal stå på, og alle spillere der har victory point bygninger i den berørte række, mister et ressourcekort fra hånden for hvert VP. Spilleren der slog "7" har i visse tilfælde endda mulighed for at få nogle af de mistede kort.

Efter dette har spilleren mulighed for at købe op til 2 bygninger/mur-segmenter/dele af kirken, mulighed for at placere en byggetilladelse (hvilket er en forudsætning for at kunne bygge bygninger) eller få lidt ekstra penge, og til sidst kan han ved at aflevere nogle indflydelseskort få lov at lave en special aktion, som igen kan være at placere en byggetilladelse, få penge, eller endda flytte eller opgradere en byggetilladelse.

Bygninger er rektangulære og kommer i størrelse fra 1 til 6 felter. De fleste bygninger giver mulighed for at tjene ressourcer, men de tre store 6-felters bygninger (samt nogle af 1 og 2-felters bygningerne) giver kun VP.

Udover bygninger kan man som sagt bygge bymure og dele af byens kirke. Hver spiller er i besiddelse af 9 bymurs-brikker, og ved at betale 2 eller 4 guld kan en sådan placeres i forlængelse af den eksisterende bymur. Tredie, sjette og niende brik giver spilleren et VP, mens de andre giver indflydelseskort i det øjeblik de bliver købt. Kirken består af 9 brikker, som fra starten blandes og lægges med bagsiden opad. Køber en spiller en brik (koster 7 guld, giver 1 VP), må han tage den øverste af brikkerne og placere på dens rette felt, hvor den automatisk fjerner alt der måtte ligge på feltet i forvejen.

Et af de centrale aspekter i spillet er nemlig, at bygninger kan bygges "oven i" andre mindre, eller lige så store bygninger. Gør man det med bygninger der giver VP, mister de berørte spillere deres VP for den bygning! Konsekvensen er at kun VP for kirke- og murbyggeri er permanente (man må nemlig ikke bygge oven i kirken!), og at spillet får et ikke uvæsentligt element af 'hit the leader'.

I vores spil kom jeg rigtigt skidt fra start. Rigtigt skidt, siger jeg! Min guld-bygning lå på 5/6 rækken, men ingen spillere kunne slå 5 eller 6 i de første mange ture, hvorimod 8 og 9 (der hvor Sunes og Daniels guld-bygninger lå) selvfølgelig blev slået hele tiden. Lige i den rette Settlers-ånd, som man kan forstå! :-)

I midtspillet kom jeg dog stærkt igen, og begyndte at følge en lovende "få VP fra bygninger" strategi. Ken fulgte nærmest en "få VP fra bymure" strategi, mens de andre to var lidt mere alsidige. Sunes alsidighed var dog af den "gode" slags, modsat Daniel som begyndte at falde bagud i forhold til os andre. Slutspillet blev også et knivskarpt opgør mellem Sune og mig: I min tur skulle jeg (igen!) slå 5 eller 6, hvilket ville give mig ressourcer nok til at købe sejren. Det lykkedes dog ikke, og i Sunes tur var han i en lignende situation: Hvis han kunne slå 5, ville han vinde. Og det ku' han... :-)

Elasund nær slutningen af spillet

Men er det så et godt spil? Jeg kan, til min store glæde efter at have spillet en masse virkeligt skuffende ting de sidste par måneder sige, at jeg synes Elasund er rigtigt, rigtigt godt. Det har de bedste aspekter af Settlers og har med succes kombineret det med et involverende byggespil. Godt nok kan en spiller komme foran, men de andre spillere har masser af muligheder for at forsøge at sænke den førende spiller - dog ikke så meget at spillet bliver en evigheds-historie. Spillet skrider hurtigt derudad, der er masser af taktiske og strategiske overvejelser, et passende element af held og et spændende slutspil. Hvad mere kan man ønske sig? :-)

Elasund er noget af det bedste jeg har prøvet det sidste halve års tid. Jeg ved ikke om det er det bedste, for det er i skarp konkurrence med de andre virkeligt gode spil jeg har prøvet, Railroad Tycoon, Das Ende des Triumvirats, samt måske Caylus. Men det er godt nok til at jeg varmt kan anbefale det.

Nyt spil

2006-02-23T15:55:00.000+01:00

Det er længe siden - måneder, næsten! - at jeg sidst har købt et godt, solidt, stort, tysk brætspil! Det skulle der gøres noget ved, så jeg drog afsted til Fantask, fulgt indstillet på at komme hjem med enten Beowulf, Hacienda eller Elasund: The First City of Catan.

Det blev til det sidste af disse, og lækkert ser det ud. Spillerne bygger forskellige bygninger i byen, bidrager til den kommunale kirke samt til bymuren, alt imens terningslagene forhåbentlig falder ud så man får flere ressourcer.

Der er ingen tvivl om, at jeg vil agitere for at få Elasund på bordet så snart som muligt. Det er, bemærker vi, også spilbart for to spillere. :-)

Blokus, Railroad Tycoon

2006-02-21T15:54:00.000+01:00

Eks-rollespilsgruppen mødtes hos Claus, og jeg havde til anledningen medbragt en større last af spil: Railroad Tycoon, Caylus, Blokus, Tichu, Modern Art og Geschenkt. På min opfordring startede vi med et "opvarmningsspil": Jeg fortalte at både Geschenkt og Blokus var hurtige, sjove spil som det kunne være godt at starte med, og de andre ville af de to gerne prøve Blokus. Efter et hurtigt, intenst og sjovt farveorgie stod jeg som vinder med 8 points, fulgt af Claus med 9, Eva med 19 og Hans med 30 points.

Derefter stod den på aftenens store spil, og alle var enige om at Railroad Tycoon lige ville være sagen. Jeg havde bekræftet med Claus forinden at hans bord var stort nok, da det er et noget stort spil at skulle slæbe hvis man ikke engang kommer til at spille det. :-)

I vores spil startede Hans i Midtvesten omkring Chicago, jeg startede i det lukrative nordøst-hjørne af brættet, mens Eva og Claus spredte deres indsats lidt mere. De startede begge i nordøst, men arbejdede sig hurtigt i andre retninger, og efterhånden stod det klart at Claus' kerneområde var i nærheden af Hans, lige vest for Appalachia-bjergene, mens Eva satte sig på den sydøstlige og sydlige del af brættet. Hvilket betød at jeg fik det meste af nordøst-hjørnet for mig selv. Kombineret med et par gode hoteller og to af de tre start-kort (første 3'er-rute, første 4'er-tog) var det nok, og jeg hentede en kneben sejr hjem over Hans:

Jens: 62
Hans: 56
Eva: 39
Claus: 36

Mit spil var dog gevaldigt stagnerende, hvilket man ikke kan sige om Hans', så der er ingen tvivl om at bare en enkelt runde mere med 3 aktioner ville have vendt spillet til Hans' fordel.

RRT blev, nok ikke overraskende godt modtaget. Det er stort, flot, ikke for mimret, og det føles som et togspil og ikke bare som endnu et pseudo-abstrakt tysk spil. Jeg er jo mildest talt ikke nogen Martin Wallace-fan, men RRT er lige i øjet!

KBK: Goals & Glory

2006-02-20T15:53:00.000+01:00

Som optakt til deltagelse i et DR radioprogram om brætspil, mødtes Rasmus, Søren, Thomas Holmby og jeg i klubben på noget så uortodokst som en mandag. Programmet stod, udover diskussion om udsendelsens indhold på et prøvespil af det danskproducerede brætspil Goals & Glory. G&G er, meget kort fortalt, et slags Matador- eller Finans-lignende spil, men med fodboldtema! Hver spiller ejer nemlig en dansk fodboldklub, og har mulighed for købe og sælge spillere, skifte træner, investere i aktier fra andre firmaer, samt selvfølgelig at spille fodboldkampe! Turneringsdelen af spillet kører over syv runder, og vinderen af spillet findes ved både at vægte de sportslige resultater, klubbens økonomi, samt kvaliteten af spillerne på holdet.

Omkring tre timer tog det os at spille et spil, og det er (spillets dybde taget i betragtning) nok lige i overkanten for min smag. Og efter at have set Søren og Thomas i deres første fodboldkamp, spillede vi endda med de "hurtige" fodboldkampsregler derefter - hvis ikke ville spillet have varet nogle timer ekstra.

Min konklusion må være at spillets målgruppe nok ikke lige er garvede spillere af tyske spil og avancerede krigsspil (som, tja, f.eks. mig selv!), men kan man lide dansk fodbold og hyggelige brætspil, og vil man gerne have noget uforpligtende at lave med gutterne mens man venter på næste spillerunde i Superligaen, er Goals & Glory absolut et godt bud.

Besøg i Flensburg

2006-02-16T15:53:00.000+01:00

På en rejse med en af mine venner til Flensburg falgt vi over en spil/fantasy-forretning på byens gågade. Gandalph hedder den, og udvalget af (især) tyske brætspil var fantastisk: En 15-20 meter lang væg fyldt fra gulv til loft med spil. Meget imponerende, især når man tager i betragtning at Flensburg jo ikke ligefrem er verdens (eller Tysklands for den sags skyld) centrum. Her er et billede af den ene ende af væggen, taget fra forretningens hjemmeside:

Et impuls-spilindkøb blev det til for mig, det nye kortspil Ostia fra Pro Ludo. Sødt ser det ud, men nu må vi se hvordan det er i praksis.

KBK: Parthenon: Rise of the Aegean

2006-02-14T15:51:00.000+01:00

Til denne aften havde jeg aftalt med Tobias at vi skulle prøve hans Parthenon: Rise of the Aegean. Spillet er udgivet af Z-Man Games, og i det tager hver spiller rollen som leder over en græsk ø i oldtiden. Spillet er et handels/byggespil, hvor spillerne hver tur får nye ressourcer baseret på de bygninger de har på deres ø, dernæst handler disse ressourcer (både med hinanden og med "non-player" lokationer), og til sidst bruger deres ressourcer på at bygge nye bygninger. Første spiller der har bygget alle sine bygninger (inkl. 2 "wonders") vinder, alternativt slutter spillet efter 12 ture. Inkluderet i spillet er et bræt, et mindre antal skibsbrikker, samt hundredevis (ja, du læste rigtigt, hundredevis - 440 for at være præcis!) af kort: Ressourcer, bygninger, hære, flåder, events, filosofier, og meget, meget mere.

Spillet virker som et sjovt misk-mask af spilmekanismer man har set før: Idéen med at få ressourcekort som man bytter med hinanden (og bruger) virker både Civilization- og Settlers-inspireret. At det gælder om at bygge alle sine bygninger minder en del om mekanismen fra Attika. Ressourcerne kommer desuden i to niveauer; basisressourcer og avancerede ressourcer, og spilmekanismen er indrettet således at basisressourcerne ikke er særligt meget værd når først folk får en produktion af avancerede ressourcer sat i gang. Og det minder en del om ressourcekonceptet i Knizia's Res Publica.

Kun mekanismen med at laste varer på sine skibe og dernæst sejle ud i verden for at bytte med fremmede lokaliteter virker original. Her trækker spillerne nogle hændelseskort for at se hvad der sker med deres handelsskibe. Ikke overraskende er "der sker intet!" det mest positive man kan komme ud for, mens der til gengæld er en myriade af forskellige måder - pirater, storme, osv. - man kan miste en eller flere af sine varer på. Man kan prøve at gardere sig mod disse farer, men faktum er at tilfældigheder spiller en stor rolle i denne del af spillet.

Efter omkring tre timer med producere-bytte-købe, endte vores spil med Tobias som sejrherre, mens Søren, Poul og jeg måtte stå slagne tilbage.

For nu at sige det som det er, brød jeg mig ikke om Parthenon. Det var OK lige i starten, men efterhånden som spillet trak ud begyndte spilmekanismerne at virke mere og mere langtrukne og repetitive. Det store heldelement i forbindelse med rejser irriterede mig ikke så meget som forventet, omend store tilfældigheder generelt er en dårlig kombination med lange, repetitive spil. Det hjalp ikke at jeg havde misset køb af et ekstra skib lige så tidligt som de andre, hvilket reelt satte mig ud af spillet omkring 2/3 igennem det. Så den sidste time - i hvert fald - var ren spildtid for mig, hvor jeg egentlig bare sad og prøvede at lade som om jeg ikke kedede mig...

Ikke overraskende tror jeg at jeg ville synes bedre om spillet, hvis det havde været et mediumvægt Knizia-spil: En spilletid på max. 1 time, væk med de vilde tilfældigheder i forbindelse med rejser, og en bedre balance mellem alle de andre elementer i spillet. Så ville vi kunne snakke om det, men som det er, er Parthenon ikke noget jeg regner med at skulle spille igen.

Commands & Colors: Ancients (x2)

2006-02-13T15:50:00.000+01:00

Til denne krigsspils-aften havde Frederik og jeg aftalt, at vi ville spille mit nye GMT spil, Command & Colors: Ancients. Som tidligere beskrevet er det den hidtil sidste iteration i Richard Borg's serie af simple "familiekrigsspil", efter Battle Cry og Memoir '44.

Jeg havde heldigvis fået sat alle klistermærker på klodserne, så med relativt lidt forberedelse og regelforklaring kunne vi komme i gang med at spille. Det blev til to scenarier, de to første faktisk, med Frederik som Karthago og jeg som Syracusa i begge spil. Første scenarie, Akragas, endte med en komfortabel sejr til Frederiks punere, mens andet scenarie, Crimissos River (hvor Syracusa laver et overraskelsesangreb på den puniske hær, mens den er i færd med at krydse floden!), ikke overraskende endte med en sejr til mig.

Men hvad synes jeg så om det? Tjo, det er hurtigt og simpelt, og faktisk måske lidt for hurtigt og simpelt for min smag. Sjovt er det, og man kan passende knappe et par øl op mens man spiller, men spillet minder ikke nødvendigvis særligt meget om de faktiske slag i Antikken. Selvfølgelig er jeg vant til noget andet, idet jeg har erfaring med både GMT's Great Battles of History serie af spil, samt Avalanche's Rome at War serie, og sammenlignet med dem virker C&C:A meget abstrakt. Faktisk havde jeg troet at der ville være bare lidt mere kød på spillet, sådan rent historiemæssigt, så jeg blev en anelse overrasket over at se, hvor simpelt det var. At alle siger at det er det mest komplekse spil i serien endnu, gør mig bare endnu mere overbevist om at jeg ikke behøver at prøve hverken Battle Cry eller Memoir '44.

Så som et historisk krigsspil er der altså ikke det store at komme efter, men det er vel heller ikke det de fleste der spiller denne serie af spil forventer? Og ja, som spil betragtet er det rigtigt godt: Det er hurtigt, simpelt, sjovt, flot at se på, og der er masser af både taktik og held. Og man får lov til at slå en masse terninger.

Så min konklusion må være at det er et so-so historisk spil, men et rigtigt godt 'beers & pretzels' spil. Så tag en øl, slå nogle terninger, grin over resultaterne (men tag dem ikke for tungt!). :-)

KBK: Descent - Journeys in the Dark, Fairy Tale (x3)

2006-01-31T12:58:00.000+01:00

Jeg havde aftalt med Tobias at vi skulle prøve et spil, som normalt ikke er min genre: Descent: Journeys in the Dark som er et nyt dungeon-udforskning/monster-bashing spil fra Fantasy Flight Games. En spiller er "overlord"; han kender det scenarie der skal spilles, og styrer de forskellige monstre (altså en slags dungeon master). Og de øvrige spillere repræsenterer selvfølgelig så hver en helt, som udforsker dungeonen. For dem er spillet kooperativt, dvs. spillerne vinder enten samlet over overlord'en, eller taber samlet til ham. I vores spil var Tobias overlord, mens Teis, Anders og jeg var de brave helte. Teis var en lidt vattet troldmand, Anders var en økse-svingende psykopat-ork, mens jeg var en næsten lige så drabelig sværd/magi-undead (eller sådan noget).

Og det var set i bakspejlet godt med alle de krigere, for hvis der er én ting man laver i Descent er det at slås. Hele tiden, stort set, kun afbrudt af lidt sporadisk samlen-skatte-op og den slags. I vores scenarie skulle vi have elimineret et fælt slange-agtigt væsen (en "naga", hvis man er til den slags), men vejen til det bagerste kammer, hvor det selvfølgelig holdt til, var tæt belagt med andre uhyrer. Heldigvis for os var de generelt ikke til så meget, og den dynamiske Anders/Jens "slå ting i hovedet med noget tungt metal indtil det er dødt" duo ryddede generelt en bred sti af splattede monstre. Til sidst nåede vi så (endelig) frem til nagaens kammer, men heller ikke den kunne stille så meget op mod de massive tæsk vi kunne uddele, så scenariet endte med en sikker sejr til os tre spillere.

Efterfølgende må jeg konstatere at Descent måske nok var meget hyggeligt, men noget 'Jens-spil' er det ikke. Morskaben i det kom for mit vedkommende næsten udelukkende fra det sociale (hvilket selvfølgelig ikke var at foragte), for spillet selv synes jeg altså ikke var til så meget.

Man kan håbe at det måske var det scenarie vi spillede der ikke var så godt, men omvendt kunne jeg sagtens forestille mig at det er typisk for alle scenarierne. I hvert fald synes jeg der var for meget monster-bashing - næsten ikke andet, faktisk - og ikke så meget "udforsk den spændende dungeon" fornemmelse. Godt nok var der et par gåder man skulle løse, men de var næsten fornærmende trivielle, så i sidste ende bestod spillet stort set kun af at slagte sagesløse uhyrer. Jeg tror heller ikke det er en god ide, at man i Descent kan se hele brættet fra starten af (modsat forgængeren Doom), da det ikke ligefrem bidrager til at højne fornemmelsen af at udforske det ukendte.

En ting der overraskede mig, var at jeg havde forventet noget mere af spillet betragtet som spil: Det er jo blevet rost til skyerne på nettet, og virkelig lagt ud som 'state of the art' indenfor genren, men sandt at sige syntes jeg ikke der var meget elegance over spilmekanismerne. De var selvfølgelig ikke specielt uelegante heller, men der er ikke meget over spillet som ikke kunne have været designet i firserne. Det er også meget langvarigt - og det var da vist endda et af de kortere scenarier vi havde gang i.

Så nogen stor succes kan man ikke kalde det, for mit vedkommende i hvert fald.

Efter Descent var der generelt opbrud, men en lille gruppe af os (Rasmus, Teis, Anders og mig) havde lyst til lidt mere, og valget faldt på mit forslag, kortspillet Fairy Tale. Dette er et lille japansk-designet spil med fantasy-tema, hvor spillerne "drafter" kort, som dernæst bliver spillet. Efter 4 omgange draft/udspille, afgøres vinderen ved at tælle points for de kort hver spiller har fået spillet.

Draft-mekanismen er hentet direkte fra "booster draft" formatet i Magic-verdenen. Her åbner hver spiller en booster pack, vælger et kort som beholdes, hvorefter resten af kortene sendes videre til den næste spiller. Denne vælger så også et kort, sender resten videre, og så fremdeles indtil alle kort er blevet fordelt. Efter dette laver hver spiller så et deck af sine draftede kort, og man spiller en turnering.

I Fairy Tale får hver spiller i en draft 5 kort, og også her beholder man et kort, sender resten videre, osv. Efterfølgende spiller hver spiller tre af sine fem kort, og mange af kortene har her specielle evner som udløses i forbindelse med at kortet spilles. Og som sagt gentages draft/spil cyklussen fire gange, hvorefter der tælles points. Nogle kort har en konstant points-værdi, andre giver lige så mange points som antallet af den pågældende type kort man har liggende, og andre kort igen giver points på andre obskure måder.

Idéen er selvfølgelig at man efterhånden som spillet skrider frem kan se, hvilke typer kort de andre spillere efterspørger, og derfor kan vælge at drafte enten konstruktivt (for at hjælpe sig selv) eller destruktivt (for at sabotere de andre). I hvert fald syntes jeg Fairy Tale var ret sjovt. Vi spillede kun med grundreglerne, men i fremtiden bør vi nok spille med alle reglerne da de giver noget ekstra dybde.

I vores tre spil var det Anders der var den store Fairy Tale-haj, med sejre i alle tre spil. I sidste spil måtte han dog dele sejren med Teis, så kun Rasmus og jeg viste os som totalt inkompetente kort-draftere. :-)

KBK: Byzantium, St. Petersburg - the Banquet, Money

2006-01-17T12:57:00.000+01:00

Til denne gang i KBK var det aftalt at vi skulle prøve Martin Wallace's nyhed fra sidste Essen-messe, Warfrog-spillet Byzantium. Jeg havde fået læst regler (sådan da), i hvert fald godt nok til at jeg kunne viderebringe dem til de andre spillere; Rasmus, Jorid, Søren og Ken. Nu er Byzantium kun et 4-personers spil, så Ken og jeg spillede sammen.

Byzantium er et typisk Martin Wallace "crossover" spil: Tysk og abstrakt i sine spilmekanismer, men alligevel med mere forbindelse til sit tema end man normalt ser i tyske spil. Situationen i spillet er den oprindelige muslimsk/arabiske ekspansion, og de resulterende kampe mod det Byzantiske rige. Hver spiller repræsenterer, ja jeg ved faktisk ikke helt hvad, men i hvert fald har man et ben i begge lejre, styrer hære på begge sider og indtager byer for både araberne og Byzans. Man scorer også points for begge sider i konflikten, og til sidst er ens slutscore summen af de to tal, forudsat at det ene tal ikke er over dobbelt så højt som det andet, i hvilket fald man kun scorer det højeste af tallene.

Sit overbevisende tema til trods, virkede Byzantium som et mærkeligt misk-mask af et abstrakt tysk spil, og et gammeldags køb-hære-og-angrib-de-andre-og-slå-en-masse-terninger spil. Sandt at sige var det ikke nogen stor succes for mig, og det til trods for at Ken og jeg hev en snæver sejr hjem. "Slå på de andre" aspektet virkede for arbitrært, da det ikke var til at se hvorfor det lige skulle være bedre at slå på f.eks. Jorid end Rasmus. Så i sidste ende endte man med bare at vælge et offer tilfældigt, til offerets store utilfredshed. :-) I hvert fald har jeg ikke meget til overs for den type spil mere, så Byzantium er ikke noget der står højt på min spille-ønskeseddel længere. At jeg så har et eksemplar liggende uspillet derhjemme er lidt surt, men det vil sikkert blive solgt en dag.

Efterfølgende prøvede vi St. Petersburg, som med den nye, lille udvidelse fra Spielbox-bladet har fået en rennæssance i KBK. Ikke at udvidelsen ændrer så meget: Den består af en lille håndfuld nye kort, som blandes i de forskellige bunker fra start. Der er et par nye bygninger, men de fleste kort er nogle nye lilla, "engangs-kort", som man trækker op på hånden, og i en senere tur kan spille for at udløse en effekt. Umiddelbart kan jeg ikke se nogen grund til ikke at bruge udvidelsen, da den ikke er "skadelig" for spillet på nogen måde, og til gengæld giver lidt fornyelse. Gad vide, om/hvornår udvidelsen bliver implementeret i Westpark Gamers' PC-udgave af spillet?

Som aftenens sidste spil insisterede Rasmus på den nyeste (i KBK i hvert fald) Knizia-filler, kortspillet Money, som Rasmus, Teis og jeg kastede os over. Og nu er jeg jo ikke meget for at skrive dårligt om Knizia, men Money føltes altså lidt rutine-præget: Fordel nogle kort blandt spillerne, benyt nogle obskure og sindrige mekanismer til at fordele tilføje flere kort til folks hænder, og find til sidst en slutscore for hver spiller, baseret på et hav af mystiske kriterier. Jeg var i hvert fald behørigt skuffet, og har ikke nogen interesse i at spille Money igen. Og hvorfor egentlig også, når både High Society, For Sale, Geschenkt, Fairy Tale og masser af andre fillere er sjovere? :-)

Nyt spil

2006-01-16T12:56:00.000+01:00

Et nyt spil er det blevet til i januar: Krigsspillet Commands & Colors: Ancients fra GMT. Spillet er tredie spil i Commands & Colors serien designet af Richard Borg - de to første er de ekstremt populære spil Battle Cry og Memoir '44.

Mens Battle Cry er et spil om slag fra den Amerikanske borgerkrig (serveret på en letfordøjelig måde) og Memoir '44 omhandler 2. Verdenskrig, handler Ancients om slag i oldtiden, nærmere bestemt om Rom mod Karthago i den 2. Puniske krig. Og mens de to første spil benytter plastikfigurer til at repræsentere styrkerne, bruger Ancients træblokke med klistermærker på. En klar nedgang i de komponenternes kvalitet i forhold til de andre spil vil en del nok mene, omend jeg som ikke er nogen plastikfigur-fan ikke har noget mod træblok-konceptet. Eneste ulempe er, at man jo selv skal sætte klistermærker på, og vi taler om 350+ klodser der alle skal have klistermærker på begge sider. :-(

Det er jeg ikke færdig med endnu, så spillet er stadig uprøvet. Men cool ser det ud, så det kan ikke vare længe inden det skal prøves.

KBK: Caylus

2006-01-03T11:07:00.000+01:00

KBK aftenen bød på endnu et spil Caylus, denne gang med fem deltagere; Sune, Ken, Rasmus, Anders og mig. Jeg kom et stykke ind i spillet uden at have tiltusket mig nogen Favours, og som konsekvens af dette valgte jeg helt at lade være med at gå efter dem. Istedet minimerede jeg min indsats på slottet, og koncentrerede mig om at bygge bygninger, og det gik også meget godt. Ikke godt nok, dog, for Ken fik mange Favours, og fik bl.a. 20 VP fra den øverste række. Det var nok til at give ham sejren:

Orange (Ken), sort (Anders), blå (Sune), grøn (mig) og rød (Rasmus)

Bemærk Rasmus' flotte placering. :-)

Dette spil bekræftede mit første indtryk af, at spillet er for langsommeligt. I særdeleshed med 5 spillere, hvor det bare fortsætter og fortsætter med det samme, igen og igen... Egentlig kan jeg godt lide den type handlinger og beslutninger spillet involverer - på papiret er det et rigtigt Jens-spil - det er bare for meget af det gode.

Jeg kunne godt tænke mig at prøve det med færre (2-3) spillere, og se hvordan det så fungerer. Jeg har en mistanke om, at det ville passe mig bedre. 5 spillere er i hvert fald for mange, synes jeg. Men når det er sagt, var det jo sådan meget sjovt, og man kan sagtens spille værre spil end Caylus!

Tier auf Tier, Lost Cities (x2)

2005-12-30T11:02:00.000+01:00

Jeg havde besøg af Frederik, men hvad der skulle have været en krigsspils-aften blev istedet til en snak-og-smag-god-øl aften, omend vi også fik spillet en lille smule.

Tine, Frede og jeg kastede os ud i et spil Tier af Tier, som jeg vandt komfortabelt (mest af alt fordi jeg var god til at slå "hænder", hvilket gav mig mulighed for at give mine dyr til de andre, så de blev nødt til at prøve at placere dem). Frederiks spil var ikke så effektivt, men meget, meget kreativt. :-)

Efter-spil balanceforsøgene varede nok længere end selve spillet, og her ses et eksempel på Frederiks (Wallace & Gromit-inspirerede?) kreativitet:

Et tårn af får!

Senere på aftenen fik jeg introduceret Frederik til Lost Cities, og selvom Frede selv siger at han 1) ikke kan lide tyske spil, og 2) specielt ikke kan lide Knizia-spil, var Lost Cities en succes. (ligesom, i parentens bemærket, Blue Moon også var det da vi prøvede det). ;-)

Vi spillede to spil à 3 hænder. Første spil var i høj grad et prøvespil for Frederik, og endte da også med at jeg havde en trecifret slutscore, mens Frede stadig lå i negativ! Andet spil blev så, meget passende, en revanche, hvor Frederik hev en sikker sejr hjem.

En hyggelig aften, og næste gang må vi se at få spillet noget krigsspil! (De spiller jo ikke sig selv).

KBK: Caylus, Tichu

2005-12-20T14:33:00.000+01:00

Så fik jeg endelig spillet Caylus, denne gang mod Anette, Sune og Kenneth. Efter et langt, men interessant og tænksomt spil stod Sune som den endelige - og pointmæssigt store vinder med 78 points. Anette og jeg kom på andenpladsen, begge med 60 points, mens Kenneth (sin erfaring med spillet til trods ;) ) blev sidst med 58 points.

Mit umiddelbare indtryk af Caylus efter mit første spil er, at det er et ret godt, tungt tysk spil. Der er masser af taktiske og strategiske overvejelser, og med mange "paths to victory" - dvs. mange reelle strategier - er der i sandhed en masse at tænke over.

Skal jeg sammenligne det med noget jeg kender, må det være Goa, og Caylus virker faktisk som et typisk spil der kunne være designet af Rüdiger Dorn: Et hav af forskellige elementer og regler, som alle interagerer på alle mulige mystiske måder - og helheden, selvom den er interessant nok, virker i sidste ende lidt overkompleks og rodet (og får en til at overveje om ikke designeren kunne have cuttet 25% af reglerne uden at påvirke spillets dybde).

Både Goa og Caylus har desuden det karakteristiske processuelle feel, hvor ens overvejelser er i retning af "hvis jeg gør A kan jeg efterfølgende gøre B, hvilket vil give mig ressourcerne til at købe C, hvilket lader mig gøre D, osv.".

Jeg synes også Caylus virker for langsommeligt, og ikke mindst for langt. Kan man få spiltiden komfortabelt ned på 1½ time, ville spillet stige en del i min anseelse, tror jeg, men jeg tvivler på det kan lade sig gøre. Som det er, er det er ret godt spil, men nogen klassiker som Puerto Rico eller E&T er det ikke.

Efter det lidt udmarvende spil Caylus var aftenen noget fremskreden, men Anette, Heine, Rasmus og jeg satte os til at spille Tichu. Anette og Heine havde spillet det meget tidligere, mens Rasmus og jeg var nye.

Tichu er et traditionelt kortspil for fire spillere, og spillerne er sammen to og to i makkerpar. Kortene er et (i princippet) almindeligt sæt kort, med fire kulører med værdier fra 2 til es. Symbolerne for de fire kulører er dog nye i forhold til almindelige kort, men der er ingen funktionel forskel. Udover de 52 almindelige kort er der desuden 4 specialkort; fugl (mahjong), drage, føniks og hund.

I hver hånd starter spilleren med fuglen med første udspil. Et udspil er en poker-lignende kombination (enkelt kort, et par, tre ens, straight, osv.). De andre spillere skal nu slå dette udspil - ved vel at mærke at spille samme type kombination som startspilleren - eller passe. Til sidst går stikket til en af spillerne. Spillet fortsætter med yderligere udspil til alle pånær én spiller er kommet af med deres kort.

Der tælles nu points, og her er 5'ere, 10'ere, konger og dragen positive points værd, mens føniksen giver minuspoints. Udover dette kan en eller flere spillere i starten af hånden have meldt "tichu": Dette er et sats på at spilleren kan komme af med sine kort først, og lykkedes det giver tichu-meldingen store pluspoints, men lykkedes det ikke, vanker der lige så mange minuspoints! Spillet er ikke simpelt, og der er en masse små regler (som oftest har de med specialkortene at gøre), som giver noget at tænke over - og huske på. Der spilles nye hænder, indtil et makkerpar når 1000 points, og dermed får sejren.

I vores spil var Anette og jeg makkere (hvilket var mit held, da Anette var den klart mest rutinerede Tichu-spiller af os fire), og mine uortodokse udspil til trods vandt vi en komfortabel sejr.

Og nu hvor jeg er nået til den obligatoriske vurdering af spillet, ved jeg ikke helt hvad jeg skal sige. Mit indtryk er afgjort farvet af, at traditionelle kortspil absolut ikke er min type spil generelt, hvilket også kom klart til udtryk i vores spil: Der blev ved med at dukke nye små regler op, som de andre tilsyneladende kendte til implicit (måske er det generelle konventioner i kortspil?), mens jeg bare var irriteret over gang på gang at ramme hovedet ind i endnu en ny regel jeg ikke havde fået forklaret. Det er dog ikke for meget at sige at jeg blev bedre til Tichu i løbet af spillet (andet ville også have været utroligt), og med nogle flere spils erfaring kunne jeg måske blive helt fortrolig med det.

Af et traditionelt kortspil at være er Tichu dog noget af det mest fornøjelige jeg har prøvet, og jeg har en mistanke om at det er de specielle "kinesiske" kort, og den eksotiske flair de repræsenterer, som gør udslaget. På samme måde har jeg det med Mah-jong, som egentlig ikke er et spil jeg "burde" kunne lide, men det tykke lag af kinesisk kultur og æstetik giver, om man så må sige, spillet et tema jeg kan forholde mig til.

Tichu var dog et langt spil (vores spil tog i hvert fald et par timer), og jeg tror man skal være gladere for genren generelt for at kunne acceptere en sådan spilletid. Det er ikke et spil jeg vil påberåbe mig særligt ofte, men en gang imellem, når jeg er i det rigtige humør, er Tichu absolut en mulighed.

Colossus

2005-12-19T09:47:00.000+01:00

Jeg har spillet rigtigt meget Titan de sidste par måneder. Meget mere end jeg har i de sidste mange år, faktisk. Både et par gange "rigtigt" i KBK, men i særdeleshed fordi jeg har kastet mig over den super-gode (og gratis) computer-implementation, Colossus. Computerspillerne spiller ret stærkt - ikke helt fantastisk, og jeg vinder klart oftere end hvis jeg spillede mod mine sædvanlige modstandere i det virkelige liv - men stærkt nok til at man får en spændende spil ud af det. Jeg har sat mit spil op, så jeg hver gang spiller mod 5 "random" AI'ere, hvilket åbner mulighed for, dels at en AI kan spille godt og rationelt, men også at den kan være en rigtig menneske-hader. En sådan vil angribe mig, hvis den bare kan forvente en nogenlunde god kamp, så man skal være lidt forsigtig med hvad man gør, indtil man har en idé om, hvilke AI'ere der er psykopater, og hvilke der ikke er! :-)

En anden grund til at jeg vinder oftere end jeg bør, er afgjort fordi jeg får hjælp: I Colossus kan man højreklikke på alle legioner, og se hvad de indeholder. Med nogle forbehold, dog, for man ser kun de monstre man faktisk har set i spillet (da de blev rekrutteret, fordi de har været i kamp, osv.), eller dem man kan regne sig frem til må være dér. For restens vedkommende gætter spillet for en, men markerer monstrene med et spørgsmålstegn. En stor fordel, naturligvis, men på den anden side opvejer det jo også at AI'erne spiller så hurtigt, at man ikke kan nå at se resultatet af deres træk, mens de udfører dem.

Colossus kan spilles hurtigt. I princippet helt ned til under et minut, men så skyldes det selvfølgelig også, at man er blevet slået ud med det samme, hvilket der ikke er meget sjov ved. Men et langt, udmarvende spil, hvor man langsomt kæmper sig til en førerposition, og til sidst vinder, kan sagtens overståes på under en time. Det gør også, at man nemmere kan tillade sig at eksperimentere lidt og tage nogle chancer, for hvis det går galt, kan man jo bare starte forfra.

Brugergrænsefladen er nem at bruge, og med en hånd på musen og den anden på 'D'-tasten (da man skal trykke "Done" efter hver fase) stryger spillet glat afsted.

Så alt i alt en stor anbefaling til Colossus fra min side: Er man en gammel Titan-nørd som nu om dage har svært ved at finde tiden til at samle seks dedikerede spillere til en (potentielt lang) aften - det passer jo lige på mig, minsandten! - er Colossus lige sagen.

Her er iøvrigt mit hidtil bedste resultat, rent pointmæssigt. Vi taler her om en titan, som i den afgørende kamp stillede sig ind i midten af den fjendtlige gruppe hydraer, og begyndte at rydde op:

En titan-gruppe der ikke bremser for noget!

Slutstillingen

KBK: Railroad Tycoon, Tier auf Tier, Blokus Duo (x4)

2005-12-06T16:13:00.000+01:00

Efter at have ventet længe på nye ting, var det den store nyhedsdag denne gang. Rasmus havde modtaget sin store ordre fra Tyskland, indeholdende både gamle spil, samt et par nyheder fra Essen. Deriblandt Caylus, som jeg også lige havde erhvervet mig. Jeg havde desuden taget mit nye eksemplar af Railroad Tycoon med.

Efter en længere forhandling, hvor folk skulle fordeles på de forskellige spil, endte jeg på Railroad Tycoon bordet sammen med Ken, Teis og Jacob. Rasmus satte sig sammen med tre andre til et spil Caylus, mens resten gik i gang med Struggle of Empires.

I vores spil startede jeg i sydøst-hjørnet af brættet (Jacksonville havde et stort behov for varer!), som jeg igennem hele spillet stort set fik for mig selv. De tre andre konkurrerede om det lukrative nordøst-hjørne, omend Jacob hurtigt opgav konkurrencen dér, og istedet begyndte at bygge i Midtvesten. Der flyttede de to andre efterhånden også deres opmærksomhed hen, efter at handlen på østkysten var begyndt at stagnere. Jeg, derimod, udbyggede tålmodigt mit sydstats-imperium, og nåede efterhånden næsten over i det sydvestlige hjørne af brættet.

Spillet var hele tiden meget tæt, og ingen var nogensinde mere end 5-6 points foran nogen andre på pointskalaen. Derfor blev det antallet af store ruter folk kunne køre i spillets sidste ture, som afgjorde alt: Her gik det lidt skævt for mig, og jeg røg fra en førerposition til en afsluttende tredieplads, med kun Ken som en endnu mere ynkelig tycoon, og med Teis som vinder. :-)

Vanderbilt-wannabe'erne!

Nær slutningen af spillet

Mit første indtryk af Railroad Tycoon var meget positivt. Det er naturligvis på mange punkter meget Age of Steam-agtigt, men så alligevel ikke helt. Borte er som bekendt auktionen over specielle aktioner og det, samt det store kort, de flotte komponenter og de mange special-kort, gør at spillet virker meget mindre abstrakt og hjernebryder-agtigt, og meget mere som et rigtigt togspil. Med fire spillere er der stadig meget konkurrence om ruterne, og enhver aktion skal bruges konstruktivt, så specielt "flinkt" kan man ikke kalde spillet, selvom det nok er lettere og mere tilgivende end Age of Steam.

Så alt i alt et rigtigt godt spil, som jeg glæder mig meget til at prøve igen.

Efter Railroad Tycoon var de andre stadig i gang med deres respektive spil, så en hurtig filler var på sin plads! Jeg pushede mit nye børnespil, Tier auf Tier, hvor spillerne skal komme af med deres trædyr ved at balancere dem ovenpå de andre dyr. Efter en nervepirrende, ondt-i-maven-inducerende dyst, fik Ken med succes placeret sit sidste dyr, og kunne erklære sig for aftenens bedste dyre-balancør. :-)

Verdens ottende vidunder!

Tier auf Tier var desværre trukket ud til omkring 15-20 minutter, hvilket havde givet Rasmus & co. mulighed for at starte et nyt spil Caylus. For os andre var der almindeligt opbrud, hvilket for Kens og mit vedkommende betød, at vi satte os til at prøve mit nye Blokus Duo. Ja, det er Blokus for to personer, spillet på et bræt med 14 x 14 felter, og det var faktisk ret godt. I forhold til almindeligt Blokus var det ekstremt konkurrence-præget og "hårdt", med mulighed for at tabe spillet allerede med ens første eller anden brik (som Ken erfarede i første spil). Alt i alt endte vores dyst 3-1 til mig.

Min umiddelbare konklusion af Blokus Duo er, at det er et godt og hurtigt og meget hjernebrydende lille abstrakt spil.

Så en aften med mange gode spil på bordene. Min eneste anke var, at jeg ikke kom til at prøve Caylus, men man kan jo ikke nå det hele... Næste gang, så! :-)

Railroad Tycoon

2005-12-05T11:20:00.000+01:00

Brættet til Railroad Tycoon er i sandhed stort, som det kan ses her:

Brætspil eller flyvende tæppe?

Nye spil

2005-12-01T10:39:00.000+01:00

To nye spil har fundet vej til mine hylder: Det første er Caylus, som er et tungt, tysk spil udgivet af firmaet Ystari, det samme firma som sidste år udgav Ys. Caylus forgår i middelalderen, og her skal spillerne hjælpe med at bygge et slot for kong Philip den Smukke, men selvfølgelig med egen prestige som det egentlige mål.

Komponenterne er der ikke meget ved, og det ligner mest af alt noget firmaet har stået hjemme i garagen og stykket sammen. Da der er tale om et lille firma, er dette faktisk nok ikke så urealistisk endda. :-)

Komponenterne til Caylus

Caylus er det store hit på Boardgamegeek i øjeblikket, med et rating-gennemsnit som i dette øjeblik ligger på 8.59. Self når man regner med "Bayesian averages", som er det tal der ligger til grund for BGG's top 10 liste, har spillet en rating på 8.41, hvilket betyder at Caylus i øjeblikket ligger på en komfortabel 2. plads på BGG's top 10, kun overgået af Puerto Rico. Spillet er også af mange blevet kaldt det "næste Puerto Rico".

Se, det er jo noget der får forventningerne helt op, og det er nærliggende at tro, at man så kunne blive skuffet. Men selv om spillet ikke er det næstbedste spil i verdenshistorien, er der efterhånden ingen tvivl om at det må have nogle kvaliteter. Jeg ser i hvert fald frem til at prøve det.

Det andet nye spil er det nye futtogs-spil fra Eagle Games, Railroad Tycoon. Spillet er baseret på Martin Wallace's Age of Steam, men der er dog mange fundamentale ændringer. For det første er brættet nyt. Nu dækker det hele det østlige USA, og da brættet er enormt (en del spillere klager over ikke at have et bord der er stort nok!), og da de enkelte hexes på brættet er mindre end i Age of Steam, er der meget plads på brættet.

Reglerne er også ændret på en række områder: Væk er vælg-rolle mekanismen fra Age of Steam. Nu kan alle istedet vælge mellem alle typer aktioner, men til gengæld er der en auktion i hver tur for at finde startspilleren. Der er også indført en række nye kort; både nogle såkaldte "Tycoon-kort", som hver spiller får ét af, og som giver ekstra VP, hvis et specielt kriterie er opfyldt. Et deck af andre kort, som bliver vendt i løbet af spillet og som spillerne kan tage og udføre, ændrer også spillet en del. Og tilføjer sikkert noget tilfældighed.

Det indtryk man umiddelbart får ved at læse folks betragtninger om spillet er, at det er et godt spil. Lidt "lettere" og ikke så haj-agtigt som Age of Steam, men til gengæld med noget mere fornemmelse af simulation og historie.

Og så er der lige komponenterne: Som vanligt med Eagle Games er de rigtigt flotte: Brættet er stort og flot, kontrolbrikkerne for strækningerne er små plastik-tog, og ... Well, faktisk tror jeg et billede siger mere end tusinde ord jeg kan skrive:

Railroad Tycoon i fuld gang!

Så her er endnu et spil jeg vil forsøge at pushe i KBK ved førstkommende lejlighed.

KBK: Antike, Amun-Re, Pyramiden des Jaguar (x2)

2005-11-22T10:05:00.000+01:00

Ved min ankomst til klubben satte seks af os sammen for at prøve Antike (Teis, Anders, Jorid, Sune, Ken og mig), det nye civilisations-byggespil som udkom på Essen i år. Vi spillede på det vestlige bræt, og trak lod om nationerne, og jeg endte med at blive germaner - ligesom i mandagens spil i eks-rollespilsgruppen. Teis var Persien, Jorid var Fønikien, Anders var Grækenland, Sune var Karthago, og Ken var min nabo mod syd, Rom.

Det var hurtigt tydeligt at de tre østlige nationer havde mindre plads end os andre, og de kom da også hurtigt i kamp med hinanden. Jorid placerede sin base i det sydøstlige hjørne og kom hurtigt foran på points, men lidt henne i spillet blev hun overhalet af Ken. Ken beholdt faktisk sin føring resten af spillet, og endte som sejrherre, skarpt forfulgt af Sune og mig, med de tre østlige kamphaner længere tilbage. Der var bred enighed blandt alle om at det var et rigtigt sjovt spil (altså en lidt mere positiv reaktion end efter mandagens spil) som skulle spilles igen snarest.

Jeg synes Antike er et godt, snedigt udtænkt og hurtigt civilisations-byggespil, og det er det tætteste vi endnu er kommet på en hurtig/spilbar Civilization-klon.

Til trods for det er det ikke nogen erstatning for den gamle klassiker: Alle de aspekter der gjorde Civilization til den succes det var, mangler i Antike: Der er ingen befolkningstilvækst (istedet har man bare det sædvanlige byg-hære-og-flåder), ingen handel, ingen fornemmelse af civilisationernes storhed og fald, ingen naturkatastrofer, og et meget svagere teknologiudviklings-system. Byer er også håndteret meget mere abstrakt i Antike, hvor de i princippet bare er kontrolmarkører for et felt, istedet for i Civilization, hvor byer behandles helt specielt og interagerer med befolkningen omkring dem på en række spændende måder.

Istedet for et "Civilization light" har vi et hurtigt spil hvor hver nation hele tiden ekspanderer (i territorium, teknologier, templer, etc.) indtil en af dem når den vindende VP grænse. Mekanismen for at vælge aktioner vha. hjulet er overraskende velfungerende, og fører til mange svære valg. Slå-på-lederen problemet, som normalt er udtalt i denne type spil er stort set løst her, da spillerne jo scorer VP i løbet af spillet, og ikke senere kan miste dem igen.

Med hensyn til balancen af VP grænserne (altså om man spiller til for mange eller for få VP, afhængigt af antallet af spillere), har det virket OK for mig i begge spil. Især i 6-spillers spillet, hvor det føltes om om spillet endte på netop det rigtige tidspunkt. I 4-spillers spillet følte vi alle at der var potentiale for et langt, sejt slutspil (hvor folk prøver at angribe hinandens templer, bare for at score det sidste VP), men heldigvis undgik vi det. Jeg kan se at der kan være problemer med tre spillere, hvor man spiller til 12 VP, men løsningen er heldigvis simpel, nemlig at spille til færre (10) VP istedet.

Jeg synes at spillet fungerer bedre med mange spillere. Med færre spillere føles brættet for åbent, og der er ikke nok konkurrence om VP kortene. Hvorfor disse elementer ikke er skaleret ned med færre spillere, ved jeg ikke: Det virker som en oplagt løsning (f.eks. at spille på halvdelen af brættet og med ca. halvdelen af VP kortene, når man kun er tre spillere), istedet for at ændre VP grænsen for sejr.

I det store hele kan jeg gode lide spillet. Det er ikke - for mig, i det mindste - den klassiker Civilization er, men Antike er sjovt (nu, spørg mig igen om et år), og det er hurtigt nok til at man faktisk kan få det spillet.

Efter Antike stod den på et af mine yndlingsspil, Amun-Re. Deltagere var Rasmus, Jorid, Anders, Jakob og mig. Som altid var det guddommeligt sjovt, og det endte med en fortjent sejr til det nye medlem, Jakob, med Rasmus og mig få points bagefter, og med de to sidste længere bagud.

Sidst på aftenen satte Rasmus og jeg os til at spille Pyramiden des Jaguar, det lille bitte kortspil i Kosmos' to-spiller serie. Det kan lige nu fås til 1 euro (!) hos Adam Spielt, men om det er det værd er jeg lidt usikker på. Min konklusion er i hvert fald, at det ikke er specielt sjovt, og jeg har ikke den store interesse i at spille det igen. Forhåbentlig er mit andet, nye Kosmos-spil, Druidenwaltzer, sjovere!

Antike

2005-11-21T14:38:00.000+01:00

Eks-rollespilsgruppen mødtes denne gang hos Claus, og med Antike, Puerto Rico, Modern Art og E&T kortspillet på bordet, faldt valget på Antike.

Antike er et civilisations-byggespil, i stil med det gamle Civilization, Vinci, Mare Nostrum og den slags spil. Hver spiller kontrollerer en nation og bygger byer, templer, enheder og teknologiske fremskridt, for på den måde at gøre sin nation mere succesfuld end de andres.

Brættet er to kort; et trykt på hver side af brættet. Den ene side afbilder Middelhavsområdet, fra Spanien og Britannien i vest til Tyrkiet og Mellemøsten i øst. Den anden side af brættet viser det østlige Middelhavsområde (fra Grækenland, cirka), den arabiske halvø, over til Mesopotamien.

Brættet er opdelt i felter, som kan producere en af tre forskellige ressourcer, marmor, jern eller guld, hvis en spiller har en by i feltet. Disse tre ressourcer bruges til hver sin ting: Marmor bruges på at købe templer, jern bruges på nye enheder, og guld bruges på teknologiske fremskridt. Udover de tre typer ressourcer får spillerne i starten af hver af deres ture en "mønt", som reelt bare er en joker/wildcard ressource.

Fra starten kontrollerer hver spiller en nation, med byer i tre felter (en af hver slags ressource) og ingen enheder. Startende med startspilleren (altid en fast nation), og gående med uret rundt, tager spillerne nu deres ture:

Hver tur består af fire faser:

Få en mønt

Lav en aktion (mere om det nedenfor)

Byg evt. nye byer.

Tilegn sig historiske personligheder (hvis muligt)

Aktionen man kan lave i fase 2 er bestemt af hvilket af otte felter på "aktionshjulet" (trykt i hjørnet af brættet) man står på. Der er tre produktionsfelter, en for hver type ressource, og vælger man denne aktion, producerer alle ens byer af den relevante type. Normalt producerer en by 1 ressource af sin egen type, men har byen et tempel, producerer den istedet 3 ressourcer.

Udover de tre produktionsfelter, er der også 3 "byggefelter" på hjulet: Et felt hvor aktionen er at købe teknologiske fremskridt (for guld), et felt hvor man kan templer (for 5 marmor hver), og et felt hvor man kan købe enheder (legioner og flåder, som koster 1 jern hver).

De sidste to felter på hjulpet er manøvre-felter, som giver en lov til at rykke og angribe med sine enheder. Som udgangspunkt kan enheder rykke et felt, og kamp i et felt sker hvis mindst en af de involverede parter ønsker det. Man kan også i forbindelse med en manøvre angribe byer, men dette koster et ekstra movement point, så enten skal man allerede stå i feltet med sine enheder, eller også skal man have de teknologiske fremskridt, som giver en lov til at rykke længere med sine enheder.

Meningen med at placere de 8 aktionsfelter i et hjul er, at en spiller i sin tur skal finde sine nye aktion ved at rykke sin brik på hjulet 1-3 felter med uret i forhold til dens gamle position. Man kan rykke brikken længere, men så koster det også 1 ressource pr. felt udover 3 man vil rykke. Ønsker man således at blivende stående på den samme aktion som sidste tur, skal man betale 5 ressourcer, svarende til at rykke 8 felter fremad.

Hjulmekanismen gør, at det ikke er alle aktioner der lige er til at nå i en given tur: Det kan være man desperat ønsker at opruste, men har man lige passeret "købe enheder" feltet, må man enten betale ekstra, eller vente et par ture, før man kan komme derhen.

Efter at have lavet en aktion, kan man bygge nye byer. Hvis man har en enhed i et felt, og der ikke allerede er en by i feltet, kan man ved at betale 1 jern, 1 marmor og 1 guld anlægge en by i feltet.

Sidste fase i en spillers tur er tilegnelsen af historiske personligheder. En "historisk personlighed" er i spillet et synonym for 1 victory point, og kortene er egentlig overflødige. Kortene findes i 5 udgaver:

Konger - gives til en spiller for hver multiplum af 5 byer, spilleren har

Lærde - gives til en spiller der som den første opnår et givet teknologisk fremskridt

Borgere - gives til en spiller for hver multiplum af 3 templer, spilleren har

Opdagelsesrejsende - gives til en spiller for hver multiplum af 7 felter, spilleren har skibe stående i, og

Generaler - gives til en spiller hver gang en fjendtlig by med et tempel indtages (hvilket også medfører at templet fjernes)

Fælles for alle de historiske personligheder er, at har en spiller en gang vundet den, kan han ikke miste den igen, uanset om han stadig opfylder kravene for den eller ej. Der er desuden et begrænset antal af hver type personlighed, så hvis f.eks. kongerne på et tidspunkt er væk, kan spillerne ikke længere score points for at grundlægge mange byer.

Spillet slutter efter en spillers tur, hvis denne spiller har det antal VP der minimalt kræves. Dette afhænger af antallet af spillere (3 spillere; 12 VP, 4 spillere; 9 VP, osv).

I vores spil, som blev spillet på det vestligste af de to kort, var Hans fønikier, Claus var græker, Eva romer, og jeg var germaner. Hans og Eva startede med en "tempelstrategi", hvor de starter med en marmor-aktion, fulgt næste tur af en byg-tempel aktion (for hurtigt at kunne tredoble deres produktion i et felt). Claus og jeg fulgte en ekspansions-strategi, hvor vi hurtigt byggede enheder, for så hurtigt som muligt at komme til at bygge flere byer. Vores forskellige åbninger til trods, kom vores spil nu hurtigt til at ligne hinanden, idet vi alle fik et par templer, nogle enheder, og flere felter end vi startede med, uanset hvordan vi var startet.

På et tidspunkt virkede en krig mellem Hans og Claus som en uundgåelighed, men hårde ord til trods blev det ved sabelraslen. Hen imod slutspillet virkede det dog som om kamp måtte ske, da generaler efterhånden var den eneste type VP der stadig var til at få, men Eva (som havde ført lidt det meste af spillet) overraskede alle med at besætte 14 felter med skibe, hvilket gav hende den 2. opdagelsesrejsende, og dermed de nødvendige 9 points.

Vores konklusion var generelt ret positiv: Spillet havde været sjovt og engagerende. Claus syntes det havde været lidt kedeligt, og helt uret kan jeg ikke give ham, men vi var jo også fuldstændigt pacifistiske, hvorfor spillet blot udvikledes til et "hvem-producerer-bedst" spil. Eva havde da også mest land, og var også den eneste der havde fået 3 konger. Men som produktionsspil synes jeg det var rimeligt elegant.

Chris Farrell har hakket spillet ned, og givet det "2" på Boardgamegeek, baseret på et tre-personers spil. Hans store anke er, at VP niveauerne for sejr at sat sådan, at det tvinger folk til at angribe i slutspillet (for at ødelægge templer og få generaler som deres sidste VPs). Problemet er bare, at kamp er ekstremt dyrt og især i slutspillet nærmest umuligt at sejre i som angriber, hvorfor man i princippet kan bruge lang tid på at slå på hinanden.

Problemet skulle være mest udtalt i 3-personers spillet, men vi mærkede som sagt også lidt til det i vores 4-personers spil. Om det er et reelt problem med andet end 3 spillere ved jeg ikke, men heldigvis er løsningen simpel: Spil til færre VP. Faktisk har designeren af spillet selv foreslået, at man med tre spillere kan nøjes med at spille til 10 points. Hvorfor han så venter med at finde ud af det, til (lige) efter spillet er udkommet, kan man jo godt være lidt nervøs for!

I hvert fald var min første konklusion, at det var et solidt "OK" spil. Det er ikke det spil vi alle vil spille i de næste årtier som erstatning for Civilization, for dertil er spillene for forskellige og Antike nok for tørt og repetitivt.

Men Antike vil snarest blive medbragt i KBK, hvor det forhåbentlig også kan stå sin prøve!

Berømmelsens time!

2005-11-20T19:59:00.000+01:00

Lørdagen så en, for KBKs medlemmer, spændt ventet artikel i Jyllandsposten: Nemlig intet mindre end en artikel om os selv:

Forsiden af Fritids-sektionen

... Københavns Brætspilsklub er navnet på en lille, uhøjtidelig forening med omkring 35 medlemmer, hvis daglige beskæftigelser spænder fra fysioterapi til folkeskoleundervisning og fysikstudier på universitet...

Det er en, som man kan se af billedet, prominent artikel, som strækker sig over det meste af side 1, samt en spalte af side 2. Indholdet er sobert og giver et rimeligt fair billede af klubben. Rasmus og Michael præsenterer henholdsvis tyske spil og ASL, og den eneste anke jeg reelt kan siges at have om artiklen er, at den vægter ASL lidt for tungt, i forhold til hvor meget det spilles i klubben.

Men alt i alt interessant at se sin egen hobby - og sin egen klub endda - i pressen.

Die Pyramiden des Jaguar, Lost Cities

2005-11-13T13:37:00.000+01:00

Et par af mine nye spil blev afprøvet på hjemmefronten. Først Die Pyramiden des Jaguar, som er et to-personers kortspil fra Kosmos. Jeg skal ikke sige så meget om det her, bortset fra at nævne at det gælder og at lave en pyramide af 10 kort (med 4-3-2-1 pladser i de fire lag), og alle kortene skal ligge i stigende rækkefølge. Til dette benytter spillet et snedigt system, hvor spillerne skiftes til at tilbyde to kort, hvoraf modstanderen tager et og spilleren beholder det andet. Der er en masse andre, små regler rundt omkring i spillet, men humlen af det er at vi har at gøre med en lillebitte, fuldstændig abstrakt hjernebryder. Jeg vil ikke udelukke at det er et godt spil, men det faldt ikke i Tines smag.

Efterfølgende stod den på et spil Lost Cities, som jeg ikke har spillet i adskillige år, men hvor reglerne ligger så solidt plantet i min hjerne, at det ikke var noget problem at kaste sig ud i det igen. Sjovt, hurtigt, masser af held! :-)

Lord of the Rings - Friends & Foes

2005-11-12T13:36:00.000+01:00

Tine og jeg påtog os igen rollen som hhv. Frodo og Sam, og drog ud på færden mod Dommedagsbjerget. Vi vinder godt nok ikke F&F så tit, for med to spillere er spillet ekstremt svært, Denne gang så det dog bedre ud, end det har de sidste mange gange: Vi kom igennem Bree, Moria og Isengard scenarierne uden de store katastrofer, men dog heller ikke uden nogen problemer. Helm's Deep lykkedes det os at springe over, så men i Shelob's Lair begyndte tingene virkelig at spidse til. Dette scenarie sluttede med at Sam (mig!) måtte stille træskoene, omend ikke før han havde spillet et kort der lod ham give alle sine skjolde til Frodo.

Stakkels Frodo måtte derfor, med meget corruption og med få kort rejse alene gennem Mordor. Jeg havde regnet med at Tine kun ville nå et par felter ind i scenariet før det uundgåelige ville ske, men meget til begges overraskelse gik det faktisk rimeligt godt. Et stykke tid, i hvert fald. Til slut kæmpede Frodo sig op på toppen af Dommedagsbjerget, men var nu så ødelagt at han skulle klare to terningslag uden at tage skade - og uden mulighed for yderligere healing eller brug af Gandalf. Det lykkedes desværre ikke, så på kanten af spalterne - på felt nr. 60 - måtte Frodo bukke under.

Vi kunne kun sige "øv", men spændende og tæt havde det da været!

Nye spil

2005-11-11T20:58:00.000+01:00

Min seneste bestilling fra Tyskland ankom i dag - med rekortfart bør jeg tilføje, for det er ikke mange dage siden jeg bestilte. Her er et par billeder af godterne:

En stabel af spil!

Det er hvad der var i pakken

Ikke så mange aktuelle nyheder, faktisk: E&T kortspillet er helt nyt, og Timbuktu er godt nok lige udgivet af Queen, men det er faktisk en genudgivelse af et gammelt spil udgivet af db-Spiele i 1993!

Cheops er et spil fra Hans im Glück, udgivet i 1998. Det har aldrig været det store hit i spilverdenen, og bliver det vel heller ikke, men det meget lækre ægyptiske tema gjorde, at jeg måtte have det.

Spillet der egentlig udløste bestillingen i første omgang er Geschichten aus 1001 Nacht, en tysk genudgivelse af det gamle eventyrspil Tales of the Arabian Nights, udgivet af West End Games i 1980'erne. Spillet er et "paragraf-spil", dvs. et spil hvor handlingen er drevet af an bog med nummererede sektioner - hver sektion er et stykke tekst, dvs. noget handling, som beskriver hvad der sker når spilleren havner på sektionen. Med i dette spil er der ganske rigtigt også en (omkring 2 cm!) tyk bog, desværre på tysk! Den gode nyhed er dog, at der er initiativrige amerikanere, som har udarbejdet komplette oversættelser af al teksten fra det tyske spil, og disse oversættelser arbejder jeg nu på at få fat på.

Udover de ovennævnte spil bestilte jeg tre små spil fra Kosmos' topersoners-serie. Lost Cities har jeg ejet, men mit gamle eksemplar er blevet væk. Druidenwalzer og Pyramiden des Jaguar er to små, abstrakte spil, som var så billige at det næsten var synd ikke at købe dem.

Der er i alt fald mere end nok at tage fat på...!

KBK: Das Ende des Triumvirats (x2), Through the Desert

2005-11-08T13:35:00.000+01:00

Så fik jeg prøvet DEDT i praksis, i to spil mod Sune og Ken. I begge spil var Sune Cæsar, jeg var Pompeius, mens Ken var Crassus (til trods for lodtrækning begge gange). I første spil så ud til at Ken ville vinde en politisk sejr, men det viste sig at Sune lige kunne skrabe en militær sejr hjem forinden. Andet spil var lidt i samme dur: Ken lå til at lave en kompetencesejr, men hverken han eller Sune havde opdaget, at jeg kunne vinde en militær sejr! Så to militære sejre. Disse skal nok tilskrives det tiltagende antal angreb hen imod slutningen af spillet, for at holde den aktuelt førende spiller lidt i ave. Dette havde nemlig som konsekvens at brættet blev meget tyndt befolket, med langt mellem legionerne, hvorfor det blev nemmere og nemmere for folk at løbe relativt uhindret gennem mange felter i løbet af én tur.

Vi syntes alle spillet var sjovt, omend Ken naturligvis måtte brokke over spillets uretfærdigheder (det var også synd at han som den eneste ikke prøvede at vinde). :-)

Og vores spil bekræftede mit første indtryk af spillet: Hurtigt, elegant, sjovt. Et tysk tre-personers krigsspil der virker.

Efterfølgende stod den på et spil Through the Desert, som sidste gang med Rasmus som vinder og med mig på sidstepladsen. Her er det så min tur til at whine: Placeringen af kameler fra start gav mig ikke en chance, og allerede omkring min 2. spiltur kunne jeg se, hvor det bar hen. Ikke sjovt, og spillet har da også fået et hug af mig, i form af en lavere rating på Boardgamegeek. :-)

Das Ende des Triumvirats

2005-11-03T16:28:00.000+01:00

Som beskrevet tidligere er Das Ende des Triumvirats et tre-personers tysk krigsspil, som omhandler perioden omkring det første romerske triumvirat mellem Cæsar, Pompeius og Crassus. Historisk fik Crassus slået sig selv ihjel i et mindre klogt, uprovokeret felttog mod Parther-riget, og uden ham som balance endte de to andre ved Cæsars tilbagekomst fra Gallien i borgerkrig. Denne endte som bekendt med at Pompeius tabte både krigen og sit hoved, hvorefter Cæsar var den ubestridte førstemand i Rom. For en kort tid, altså... :-)

Spillet fusker lidt med historien og antager at de tre triumvirer var blevet uvenner tidligere i forløbet, og så er scenen sat for en tre-personers alle-mod-alle krig. Hver spiller tager rollen som en af de tre triumvirer, og det gælder nu om at blive Roms førstemand, hvad enten det så sker ved militære eller politiske midler.

Brættet viser det efterhånden velkendte view ud over Middelhavsområdet, opdelt i en række provinser. Provinser kommer i tre typer; militære (giver 2 legioner i indkomst), politiske (giver 2 penge i indkomst) samt kompetenceprovinser (som giver 1 legion og 1 penge i indkomst). Hver spiller kontrollerer fra starten 5 provinser.

Udover provinserne er der en lille "forum-sektion" i hjørnet af brættet, hvor det indikeres hvor mange vælgere hver spiller har på sin side, hvilket har betydning for politisk sejr. Endelig er der to skalaer, rangerende fra 1 til 8, "militær kompetence" og "politisk kompetence". Hver spiller starter på '1' på begge skalaer.

Svarende til de tre typer provinser er der tre måder at vinde spillet: Man kan vinde en militær sejr ved at indtage 9 provinser, en politisk sejr ved at blive valgt til konsul to gange (eller ved at blive konsul en gang, og derefter få 6 vælgere over på sin side), eller en kompetencesejr ved at avancere til tops på både "militær kompetence" og "politisk kompetence" skalaen.

Spillerrækkefølgen er altid først Cæsar, dernæst Pompeius, og til sidst Crassus, og da der er otte spillerture pr. år, vil en enkelt spiller altså hvert år få en tur mindre end de andre. Man starter dog bare næste år med den næste spiller i rækkefølgen, så hvem der bliver "snydt" skifter fra år til år.

En spillers tur består af 3 faser: Først en indkomstfase, hvor ens provinser giver indkomst. Som udgangspunkt giver hver provins indkomst i hver anden af en spillers ture, med undtagelse af provinser hvor der er placeret en embedsmand (hver spiller starter med en), som giver indkomst hver spillertur. Indkomsten (hvad enten det er legioner eller penge) placeres i provinsen. Desuden får hver spiller indkomst "fra Rom", hvilket i størrelsesorden svarer til indkomsten fra en provins.

Anden fase er rykkefasen. Hver af de tre hovedpersoner er repræsenteret med en brik, og det er disse brikker der driver handlingen. En spiller kan rykke sin karakter 4 felter, og kan opsamle og rykke rundt med sine legioner og embedsmænd. Bevæger man sig ind i en provins man kontrollerer, hvori der ligger penge, inkasserer man disse penge. Rykker man ind i en fjendtlig provins, starter en kamp. Uanset udfaldet af kampen kan man fortsætte sin tur bagefter, såfremt man kan rykke flere felter, så der er basis for at angribe flere gange i en tur, hvis det skal være.

Kamp er en spændende, og kun lidt tilfældig affære. Som det første trækker man et antal "våbenbrikker" ud af en pose svarende til antallet af legioner på den svageste side (dog max. 3). Hver brik i en af de stridenes farver dræber en af modstanderens legioner. Hvis angriberen er i færd med at angribe en provins hvor en af de andre har deres karakter, skal angriberen miste to legioner (vores hovedpersoner forsvarer sig godt!). Til sidst fjerner man nu alle legioner fra den svageste side, og lader den stærkeste miste et tilsvarende antal. Har angriberen stadig legioner tilbage vinder han, ellers vinder forsvareren.

Og nu til den første balance-regel: Taber forsvareren, får han "Kompensation I" kortet, som giver ham lov til at putte en ny våbenbrik i posen. Mistede han en provins med en embedsmand, putter han et ekstra våben deri. Har den tabende forsvarer allerede "Kompensation I" kortet, får han i stedet "Kompensation II" kortet, som giver ham lov til at avancere et felt på en af de to kompetence-skalaer. På denne måde kompenseres en spiller der bliver slået på, og slås der konsekvent på ham, kompenseres han altså endnu mere. Taber en forsvarer derimod en kamp hvor hans karakter er med, må denne flygte og så straffes spilleren ved at skulle reducere de kompetencer han fører i med 1!

Tredie fase i en spillers tur er aktionsfasen, hvor spilleren kan udføre op til tre aktioner mod betaling: Den første aktion koster 1 penge, den anden koster 2 penge, og den tredie koster 3. Hvilke aktioner man kan udføre afhænger af hvilken type provins karakteren befinder sig i:

I en politisk provins kan en spiller 1) avancere et felt på den politiske kompetenceskala, eller 2) tiltrække en vælger i Forum over til sig selv. Hvis man ikke fører (*) på den politiske kompetenceskala, koster den anden mulighed dog 2 penge ekstra hver gang.

I en kompetenceprovins kan en spiller 1) avancere et felt på den politiske kompetenceskala, eller 2) avancere et felt på den militære kompetenceskala.

I en militær provins kan en spiller 1) avancere et felt på den militære kompetenceskala, eller 2) lægge to af sine våbenbrikker i posen. Hvis man ikke fører (*) på den militære kompetenceskala, koster den anden mulighed dog 2 penge ekstra hver gang.

(*: At "føre" på en kompetenceskala betyder at dels at der ikke må være nogen der ligger højere end en selv, dels at mindst en spiller skal ligge lavere. Det er derfor muligt for to spillere at føre samtidigt på en skala, såfremt de ligger lige, og den tredie spiller ligger under dem.)

Efter at have udført op til tre aktioner er spillerens tur færdig. Er man nået slutningen af året vælges en konsul (den spiller med flest vælgere på sin side). Han reducerer 3 af sine vælgere til neutral tilstand (endnu en balance-mekanisme, som gør det sværere for en spiller af blive valgt flere gange), modtager en ny embedsmand i en af sine provinser, hvorefter næste år starter med næste spiller i rækkefølgen.

Pga. kriteriet for politisk sejr kan en spil højst vare fire år, hvorefter en spiller nødvendigvis må være blevet valgt til konsul for anden gang. Men på grund af de andre sejrskriterier kan et spil sagtens vare kortere tid!

Det skal lige nævnes at spillet også kan spilles af kun to spillere. I denne situation skriver man Crassus + de østlige provinser ud af historien, hvorefter resten af spillet kører stort set som sædvanligt. Om det fungerer godt med to spillere ved jeg ikke, men under alle omstændigheder er det oplagt at spillet oprindeligt er designet som tre-personers spil.

Das Ende des Triumvirats er indbegrebet af hvad der kommer ud af at tage et multi-player krigsspil og designe det som et "tysk spil": Reglerne er enkle og visse steder ret abstrakte, men spillet er hurtigt, spændende og involverer mange svære beslutninger. Det helt store "tyske" særpræg ved dette spil er nok, at det jo ikke bare er et spil, hvor det gælder om at indtage de andres territorie, men derimod et spil hvor man kan vinde på flere forskellige måder, og hvor spillerne derfor kan gribe spillets forskelligt an, alt efter hvordan de prøver at vinde. Dertil kommer de mange balance-mekanismer, lige fra kompensations-brikkerne til det faktum at kampe er blodige også for vinderen af dem, hvorfor det at blitze sig til en hurtig militær sejr er overmåde svært.

Er Das Ende des Triumvirats et klassisk amerikansk-style krigsspil eller et tysk spil? Begge dele i en vis grad, naturligvis, men de simple regler, den udprægede grad af abstraktion, den hurtige spilletid, samt fokuseringen på gameplay og svære taktiske beslutninger gør, at jeg opfatter det som primært et tysk spil. Og et tysk spil med krigstema som kan spilles af netop tre spillere, er jo sjældent nok til at være interessant alene på grund af det!

Nyt spil

2005-11-03T14:56:00.000+01:00

Jeg har nu også modtaget et eksemplar af Antike, et letvægts-civilisationsspil fra firmaet Eggertspiele. Det ser superflot ud, og mange roste det til skyerne efter Essen (bortset fra Chris Farrell, som giver det '2' på Boardgamegeek!). Forhåbentlig kan det komme på bordet inden længe, så jeg kan danne mig min egen mening. Her er i mellemtiden et billede, neglet fra Eggertspiele's hjemmeside:

Billeder fra Crusader Rex sessionen d. 12/9

2005-11-03T14:55:00.000+01:00

Bedre sent end aldrig! Her først situationen ved starten af spillet, hvor jeg jo spillede frankerne, mod Frederiks saracenere:

Og her i spillets andet år, hvor det allerede var ret svært at finde en frankisk-kontrolleret by i det Hellige Land:

Nye spil (nu med billeder!)

2005-10-31T09:43:00.000+01:00

En række nye ting har endnu en gang fundet vej til mine hylder:

Das Ende des Triumvirats. Essen-nyhed. Tysk spil for 2-3 spillere, omhandlende en (lettere uhistorisk) konfrontation mellem parterne i det første Triumvirat, Cæsar, Pompeius og Crassus. Ser sejt ud.

Byzantium. Essen-nyhed. Et Martin Wallace spil (!) hvor spillerne spiller de to stridende parter, Byzans og araberne, ud mod hinanden for egen vinding.

War for the Union. Et gammelt, strategisk spil om den Amerikanske Borgerkrig, udgivet af Clash of Arms. Jeg har ejet et eksemplar tidligere, og har nu generhvervet mig et eksemplar i bytte for mit Princes of the Renaissance.

Hitler's War. En anden gammel traver jeg har generhvervet i en byttehandel.

Soldier Raj. Og endnu et krigsspil, denne gang omhandlende kolonikrigene i Indien (indtil ca. 1840). Multiplayer-spil, udgivet af Avalanche.

Med to tyske spil og tre krigsspil, er der noget at tage fat på!

KBK: Ys, La Strada, Through the Desert, Streetsoccer

2005-10-25T15:00:00.000+02:00

En stille aften i KBK med 9-10 fremmødte. Og lad os få resultaterne overstået med det samme, Rasmus og jeg deltog i de fire ovennævnte spil, og Rasmus vandt dem alle.

Det lykkedes endelig Rasmus at få Essen-nyheden Ys (Essen 2004, altså!) på bordet i KBK. Spillet er et medium/sværvægts spil i den tyske genre, og historien er at spillerne repræsenterer købmænd i middelalder/fantasy-byen Ys, hvor det gælder om at skrabe så mange ædelsten sammen som muligt. Ædelsten kommer i fire farver, og til slut får spillerne her points alt efter om de har flest, næstflest, osv. af hver farve. Desuden findes sorte ædelsten, og her får hver enkelt spiller points baseret på hvor mange sorte ædelsten han har, uden hensyn til hvor mange eller hvor få de andre har. Der findes desuden nogle ekstra måder at få points på i løbet af spillet, så spillerne gives mange muligheder for at vælge hvor deres points skal komme fra (omend de farvede ædelstene åbenlyst er den primære pointkilde).

Brættet forestiller byen Ys, som er cirkelrund og opdelt i fire kvadranter (byplanlægning på et højt niveau, tilsyneladende!). Hver kvadrant består af tre områder; havnen, handelskvarteret, og slottet, og i hver af spillets fire ture placerer spillerne otte af deres agenter i de forskellige områder. Agenterne er store træcylindre med et tal (0-4) klistret i den ene ende, og idéen er, at spillerne placerer nogle agenter så tallet kan ses, og nogle så det er hemmeligt. Da det gælder om at få majoritet - højst samlet agentværdi - i hvert område hver tur, er spillet altså et "blind bidding" spil, omend som sagt med det twist at det kun er "halvblindt", da man jo kan se nogle af de værdier de andre spillere placerer. Efter alle spillere har placeret, bestemmes majoriteterne, og de forskellige belønninger fordeles. Højst samlet sum i en kvadrant får to af de fire ædelstene der er udbudt i kvadranten denne tur, mens næsthøjst og trediehøjst får én hver. Højst sum i kvadrantens havneområde får en sort ædelsten, højst sum i handelskvarteret inkasserer 3 victory points, og højst sum i slottet får et karakter-kort (hvilke giver forskellige engangs-bonusser, såsom ekstra points, ekstra varer, evnen til i én tur at placere alle ens agenter skjult, osv.).

Udover at placere agenterne i byen, kan de alternativt placeres på markedet, hvor de dels inkasserer et point med det samme, og dels er med til at kæmpe om de tre juveler, der denne tur er udbudt på markedet. Spillere der placerer agenter på markedet er desuden med til at bestemme ændringer i de fire ædelstenstypers relative værdier, og disse har indflydelse på, hvor mange points det til slut giver at have flest, osv. af hver type.

Hver spiller har 11 agenter, og de tre sidste af disse bruges hver tur til at bestemme spillernes turrækkefølge. Bruger man gode agenter til dette, kan man sikkert komme til at rykke sent i turen (hvilket er godt), men man har så tilsvarende dårligere agenter tilbage til at forsøge at vinde majoriteter i de enkelte områder på brættet.

Efter disse principper kører spillet nu fire ture, hvorefter pointene tælles sammen og vinderen findes.

En ting yderligere skal siges omkring spillet, og det er at uafgjorte situationer, og regler for tie-breaks er meget centralt for spillet! Jeg vil tro at 10% af teksten i reglerne dækker alle de forskellige tie-breaker situationer, og der er mange at tage hensyn til: Pointlighed i de agenter der bruges til at bestemme turrækkefølgen, lighed mellem agenter i et område, lighed mellem de forskellige søjler på ædelstens-værditabellen, lighed mellem ædestenenes relative værdier til slut, pointlighed blandt flere spillere til slut, og meget mere. Det er så centralt for spillet, at evnen til at udnytte tie-breakerne til sin egen fordel er absolut vitalt for et succesfuldt spil. Og min personlige holdning er, at det ikke er specielt elegant.

Min primære anke mod spillet er mekanismen med blind bidding. Der er for så vidt ikke noget principielt galt med denne mekaniske, men den opfordrer til gætteri og stolen-på-heldet (og bluff, vil nogle sikkert sige), og det er ikke mekanismer jeg bryder mig om i spil i denne genre.

Men kan man derimod lide blind bidding, og tungere tyske spil generelt, vil Ys garanteret være et hit. Personligt synes jeg det er et godt spil som jeg gerne vil prøve igen, men blind bidding problemet samt de mange regler for tie-breaks, forhindrer mig i at være helt ekstatisk. Vi får se om firmaets hit på dette års Essen-messe, Caylus, er bedre endnu. Meget tyder på det...

Efter Ys stod den på La Strada, og det er jo (oh, rædsel!) et Martin Wallace spil. Martin Wallace virker som om han grundlæggende kan lide at designe to typer spil; områdekonflikt-spil (hvor hver spiller har noget territorie, som man ekspanderer ud fra), samt ruteplanlægningsspil (hans togspil, for eksempel). Og La Strada hører til i den anden genre. Her forsøger spillerne at forbinde deres eget vejnet til så mange byer som muligt, og helst på en måde så så få andre spillere får adgang til de byer man selv har forbundet til. Man placerer sekskantede brikker med påtrykte vejstykker på brættet (a la Age of Steam og 18xx), og da man ikke kan bygge oven i andre spilleres veje, vil spillet være præget af forsøg på at spærre for de andres ekspansion så meget som muligt.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men spillet føles alligevel lidt fladt. Ens muligheder hver tur er ikke mange, og spillet bliver hurtigt repetitivt. Heldigvis skal det siges at spillet er hurtigt, så kedsomheden er da hurtigt overstået. Det skal også nævnes, at spillet fungerer langt bedre med fire spillere end med to, hvilket er den konstellation jeg tidligere har prøvet det i. To-personers spillet fungerer grundlæggende ikke, mens fire-personers udgaven da i det mindste er et nogenlunde middelmådigt lille spil.

Aftenen blev fulgt af en tre-personers Through the Desert, hvor jeg led et bragende nederlag. Og for første gang i mine TtD spil, oplevede jeg at spillet begyndte at stagnere hen imod slutningen. De sidste par ture havde jeg reelt ikke noget konstruktivt at give mig til, og måtte derfor bare bruge mine aktioner på at placere ikke-scorende kameler. Lidt træls, men som sagt har jeg ikke set det før, og jeg ved ikke om det er noget specielt for tre-personers udgaven af spillet.

Til sidst blev jeg af Rasmus introduceret til Streetsoccer, et lille to-personers spil om, ja du gættede det, fodbold. Spillepladen er en 10 x 6 felter stor bane, og hver spiller har fem spillerfigurer (kæmpe-meeples!) som rykker omkring på banen og forsøger at skyde bolden i mål.

For nu at starte med det positive; Streetsoccer føles ret meget som fodbold! Man positionerer sine spillere klogt (eller mindre klogt i mit tilfælde), afleverer bolden imellem dem, og ender forhåbentlig med mulighed for at score. Spillet er hurtigt, og kæmpe-meeples'ene er ret cool!

Når det er sagt, kan jeg kun sige at det gælder om at slå højt på terningen: Se, jeg slog en 6'er. Jeg tror jeg vil spille bolden tre fjerdedele ned ad banens længde og score. Nå, du slog kun en 1'er. Beklager, du kom dårligt nok ud af dit eget straffesparkfelt... Juhu, endnu en 6'er til mig! 2-0!! Og så fremdeles, indtil spillet (som sagt, heldigvis hurtigt) slutter.

Streetsoccer er en hurtig "filler", og hvis man kan lide fodbold og held i spil er det sikkert et fint spil. Personligt hadede jeg heldfaktoren, så jeg kan ikke forestille mig, det er noget jeg skal spille igen.

Udover de spil jeg deltog i, blev der dyrket alt fra Alhambra til Goa og Taj Mahal (eksotiske steder var in, tilsyneladende), og det er jo alle spil der vil kunne tæve Streetsoccer ud af en fodboldbane til hver en tid! :-)

Essen-nyheder

2005-10-16T12:49:00.000+02:00

Samtidig med Viking-con blev årets messe i Essen også afholdt, og traditionen tro er der kommet et hav af nye spændende spil på markedet i den forbindelse. Jeg har derfor opdateret min ønskeliste med de spil jeg lige er faldet over som de meste interessante. Nu må vi se, hvornår (om overhovedet) de kommer til landet. :-)

Viking-Con 24

2005-10-16T12:48:00.000+02:00

Sidste år havde jeg misset Viking-con, da det faldt sammen med Philips fødsel, men det er jo hvad der kan ske. :-) I år lykkedes det mig dog at komme afsted, og det var faktisk meget sjovt at være derude igen.

Jeg mødte op i KBKs lokale lørdag ved middagstid, lige i tide til at se finalen i Ra-turneringen. Da denne var færdig satte Rasmus og jeg os til at spille Taj Mahal med to piger, Anette og Marianne. Et sjovt spil som, ta-da!, endte med en sikker, og for mig overraskende sejr til mig. :-) Efter dette stod den på et par hurtige spil For Sale, som jo er mega-tilfældigt, men samtidig rigtigt sjovt. Også her vandt jeg det ene af spillene.

Nu er Viking-con jo andet og mere end bare at sidde omkring et bord hele tiden. En del tid går med at vandre rundt og se på andre folk, som sidder omkring et bord og spiller! Samt, selvfølgelig, med mellemrum at besøge madudleveringen, hvor man for små penge kan spise sig mæt i dejlige, nærende franske hotdogs og parisertoasts... Og så er der jo lige forretningerne (i år kun Fantask og Faraos Cigarer), men i år var udvalget dog ikke noget at skrive hjem om, så i første omgang var jeg sparsommelig.

Senere på eftermiddagen blev det til to andre spil i den tungere ende, først et Goa (hvor jeg som sædvanligt fik tæsk), og derefter et Tower of Babel. Tower of Babel har jeg kun spillet én gang før, og denne gang begyndte jeg at fatte lidt mere, men ikke nok til at vinde! Men det var egentlig et meget sjovt spil, så min initielle lidt lunkne fornemmelse af spillet blev lidt mere positiv nu.

Sidst på aftenen tog Rasmus og jeg os et spil stenalder-Carcassonne. Jeg spillede pænt og uaggresivt ("etisk", som jeg prøvede at overbevise Rasmus om), mens Rasmus gjorde alt for at sabotere mit spil. Slemme fyr, og heldigvis kan jeg berette at han nærmest blev massakreret i spillet, som endte med at jeg næsten overhalede ham med en omgang på pointsskalaen.

Søndag skulle jeg stå for St. Petersburg turneringen, som startede kl. 12. Jeg kunne kun fremskaffe tre eksemplarer af spillet, men da turneringen endte med kun at have 10 deltagere, var det fint nok. Det viste sig, at kun én af spillerne ikke kendte spillet, mens resten var garvede veteraner, så turneringen kom hurtigt i gang.

Turneringsformen var 3 runder, hvor alle fik lov at spille, fulgt af en finale mellem de fire bedste. I de indledende runder var Anette den bedste med tre sejre, men i finalen, hvor hun kæmpede mod Rasmus, Toke og Kenneth, gik den ikke længere. Rasmus havde et superspil, og løb sikkert med sejren. Hmm, jeg synes ikke det er første gang jeg har måtte overrække en gul t-shirt til Rasmus... ;-)

Sidste på søndagen gik forretningerne op på 50% rabat på resten af deres varer. Udvalget var dog ikke så spændende på det tidspunkt (omend man kunne have fået et War of the Ring til halv pris!), men jeg endte dog med at købe et lækkert bambus-mahjongsæt, samt kortspillene Dungeoneer - Dragons of the Forsaken Desert og Tichu.

Endelig skal også siges, at Consim vanen tro havde en spilquiz, og den endte jeg med at vinde. Det er ikke første gang (jeg har tidligere vundet ikke mindre end mit eksemplar af Expedition!), men i år var præmien lidt mere ydmyg. Dog, et eksemplar af Spielbox-magasinet, indeholdende Carcassonne - die Katharer udvidelsen er ikke noget at kimse af!

Alt i alt en hyggelig Viking-con, omend jeg godt kan mærke at min entusiasme for arrangementet ikke er den samme som i gamle dage. :-)

Orient Express

2005-10-12T12:47:00.000+02:00

Jeg fik Tine med på at prøve mit nye detektivspil, det gamle Orient Express. Brættet viser to vogne i toget, med indikation af hvilke rum der har hvilken funktion, samt hvor de enkelte passagerer og personalet befinder sig. Som detektiv bevæger man sig nu rundt og undersøger rum og interviewer de forskellige personer. Alle informationer hørende til sagen findes på en række små kort, og de forskellige aktioner indebærer allesammen, at man læser det tilsvarende kort. Spillerne repræsenterer konkurrerende detektiver, og da de fleste kort skal læses højt, mens enkelte kun læses af den detektiv der er ved at tage sin tur, vil spillerne ikke have (helt) det samme vidensgrundlag, når de skal forsøge at finde ud af, hvad der er sket.

Alt imens spillerne skiftes til at have tur, bevæger toget sig fra Paris mod Istanbul, og hvis spillerne ikke inden ankomsten har formået at finde den (eller de) skyldige, taber de. Når en spiller mener at have løsningen, skriver han den ned med indikation af hvor mange ture der blev brugt. Det sidste er en slags tiebreaker, hvis flere spillere ender med den rigtige løsning.

Spillet indeholder 10 sager, og da hver enkelt sag ikke kan spilles mere end én gang - medmindre man da har glemt hvad den går ud på - har spillet som sådan en noget begrænset levetid. Dog, 10 sager tager også tid at komme igennem, så Tine og jeg har da en del afteners underholdning at se frem til.

For vores konklusion var generelt positiv. Tine brød sig ikke om det konkurrence-mæssige aspekt af spillet, så vores fremtidige spil bliver nok samarbejdende, med kun en detektiv. Den første sag, hvor en stakkels mand er blevet myrdet af ikke mindre end tre forskellige, var interessant og hverken for svær eller for let. Hvis resten af sagerne er af samme kvalitet, forudser jeg mange timers underholdning fra spillet.

PS: Vi løste ikke sagen korrekt, da vi kun ramte rigtigt med 2 af de 3 vi havde anklaget... :-)

KBK: Titan

2005-10-11T12:46:00.000+02:00

Efter kun en uge var jeg tilbage i KBK, denne gang med aftale om at spille Titan med Frederik og Sune. Sune kom bedst fra start - langt bedst, faktisk - men jeg begyndte at få nogle points, ikke mindst da jeg slog Frederik ud af spillet. Min titan var således stærk, men ikke noget match for Sunes titangruppe, som til sidst indeholdt 3 kolosser (og assorterede andre nasties)! Jeg blev dog reddet af en af mine andre grupper, fyldt med slanger, som bravt tog kampen op mod Sunes titangruppe. Sejren i den kamp burde nok have været hans, og mit mål var også kun at svække ham lidt, men med usandsynligt fantastiske terningslag (20-30% seksere fra slangerne målt over hele kampen, vil jeg tro!) endte jeg faktisk med at vinde kampen, og dermed spillet. Sune var lidt tavs, og det er der jo ikke noget at sige til, mens jeg var forståeligt kåd. :-)

Samtidig er jeg også begyndt at spille computerudgaven af Titan, Colossus. Jeg spillede det lidt for et par år siden, men fandt den gang brugergrænsefladen for mystisk. Det er dog blevet bedre nu, så nu spiller spillet hurtigt og nemt, og det er supersjovt at spille hazarderet og aggresivt, vel vidende at man ikke er ved at kaste en hel aftens underholdning over bord, da man her bare kan start et nyt spil, hvis ens sats ikke lykkes. Det gør det nu gerne, for AI'erne er ikke så gode til at spille kampe, så man kan slippe af sted med at angribe med dårligere odds en når man spiller mod "rigtige" modspillere...

KBK: War of the Ring

2005-10-04T13:00:00.000+02:00

Det er lidt sløjt med spilleriet for mit vedkommende i øjeblikket, hvorimod spilindkøbene paradoksalt nok (?) går over al forventning. Men der er da KBK til at holde mig i gang, og denne gang havde jeg aftalt med Sune at spille War of the Ring. Det er ikke for meget at sige, at jeg synes meget godt om spillet, og egentlig anser det for et af de bedste spil jeg har købt i årevis. Så det er fantastisk at få mulighed for at spille det en gang imellem.

Sune og jeg fik overraskende nok selskab af Ken, der ikke havde spillet War of the Ring før, men gerne ville prøve. Om det bare var fordi Rasmus samtidig var i gang med at forklare reglerne til Chinatown (som, mens det sikkert er et fint spil, ser skrækkeligt kedeligt ud), skal jeg ikke kunne sige. :-)

War of the Ring er egentlig et ret komplekst spil, hvis man bare betragter mængden af regler. Derfor tog det også en del tid at forklare reglerne for Ken (hvilket havde den positive sideeffekt at jeg lige fik repeteret dem overfor mig selv), men heldigvis er det for WOTR's vedkommende sådan, at spillet kører enormt glat derefter, og det tager ikke mere end en tur eller to, før man er fortrolig med regelmekanismerne.

Sune ville gerne spille de gode, så Ken og jeg delte de onde mellem os, med Ken som Saruman og øster-/sønderlændigerne, og med mig som onde, onde Sauron. Ken havde spurgt til spillets balance, og jeg havde svaret at den eneste konstante ubalance er, at jeg altid taber. :-)

Lettere inspireret af strategiartikler på nettet, besluttede jeg at dele Mordors styrker, og lede en hær nordpå mod Dale/Erebor/Woodland Realm området, mens en anden hær, støttet af Kens sønderlændinge angreb Gondor. Samtidig skulle Ken så opbygge Isengards styrker, og lave det obligatoriske angreb på Rohan.

Helt efter planen gik det dog ikke: Ken og jeg slog enormt mange character og event dice i de første ture, så mobiliseringen af de ondes styrker gik meget langsomt. Det tog en evighed at få Saruman og The Witch King i spil (det kræver 4 muster-terninger, uha-uha!), og endnu længere tid at få rykket Mordors hære ud af Mordor...

Samtidig gik det hele fint for Ringens broderskab: Først et felt syd for Lorien gik det lidt galt, da tre medlemmer pga. en event blev tvunget til at forlade broderskabet. Frodo & co kunne dog glæde sig over stadig at ligge på 0 corruption, så helt slemt var det ikke.

Erobringerne begyndte at indfinde sig, men det gik langsomt: Første sejr var sønderlændingenes relativt fredelige besættelse af Pelargir (1 VP). Dernæst fulgte Dale (2 VP) og Helm's Deep (4 VP). Og herefter gik det egentlig lidt i stå, idet jeg med fantastisk usandsynlige slag var ude af stand til at bringe Minas Tirith til fald før meget sent, hjulpet af stadige strømme af forstærkninger til at erstatte mine tab (6 VP). Sidste i spillet sendte Ken en ekspeditionsstyrke til The Shire, som den prompte indtog (7 VP).

Vores snedige plan var nu at bringe erobringerne til ende ved at lade Sarumans styrker tage Edoras, mens jeg koncentrerede mig om Erebor, men det var for sent og blev for halvhjertet: Kens styrke i Rohan præsterede at tabe slaget om Edoras, og jeg nåede kun lige at igangsættet belejringen af Erebor, da Frodo (sikkert lystigt fløjtende med sine 4-5 corruption points) uden problemer kastede Ringen i ilden. Turen gennem Mordor havde været omtrent så stressende som en shoppingtur på Strøget, så med kun 7 VP, og en frisk Frodo ved vejs ende, var spillet ikke engang tæt denne gang...

Og det er jo så her, jeg bør komme med mit balance-hyleri. :-)

For lad os se det i øjnene, balancen i et tre-personers spil bliver i hvert fald rykket markant til de godes side i forhold til spillet med to spillere. Den store forskel er koordineringen mellem de ondes styrker: Dels kan de onde ikke koncentrere deres terninger på en front: Man skal død og pine dele dem op mellem de forskellige fraktioner. Desuden har det også en stor betydning for de ondes eventkort, som nu bliver meget, meget sværere at få timet rigtigt. Om fire-spillers versionen vil ændre meget på balancen, tvivler jeg på. Godt nok bliver de gode også delt op på to spillere, men da de gode alligevel er langt mere reaktive, for ikke at sige passive, og da begge de gode spillere stadig kan aktivere broderskabet, kan jeg ikke se det er det store problem.

Men en god ting ved War of the Ring er, at selvom man taber er det sjovt alligevel! Så jeg er altid frisk på et spil mere. :-)

Aktuel ønskeliste

2005-09-19T11:06:00.000+02:00

Jeg har prøvet at få lidt styr på, hvilke spil (nye såvel som gamle) jeg synes lyder interessante. En slags provisorisk ønskeliste af spil, med andre ord. Jeg har lavet en separat side med listen her, men her er hvordan den ser ud lige nu:

Krigsspil

Ikke udgivet endnu:

Avalanche Press:
- Panzer Grenadier: Eastern Front Deluxe
- Panzer Grenadier: Road to Berlin

Columbia Games:
- Hellas

GMT Games:
- Commands & Colors: Ancients
- Gustav Adolph the Great
- GBoH: Mamluk
- Pax Romana
- Simple GBoH Battle Manual
- Unhappy King Charles!
- Gergovia

Multi-Man Publishing:
- Shifting Sands

I handlen:

Avalanche Press:
- Soldier Raj

GMT Games:
- Wilderness War
- This Accursed Civil War
- Men of Iron
- Carthage

Multi-Man Publishing:
- Fire in the Sky

L2:
- Deluxe Bitter Woods (rabat hos UGG)

Out of print:

Avalon Hill:
- Storm over Arnhem

Tyske spil

Ikke udgivet endnu:

Fantasy Flight Games:
- Battles of the Third Age
- Beowulf - The Legend
- Blue Moon: The Aqua
- Blue Moon: Emissaries & Inquisitors - Blessings

Mayfair:
- Ostia

Phalanx:
- Mesopotamia

Prinz Spiele:
- Jenseits von Theben

Rio Grande:
- Caylus
- E&T Card Game
- Gloria Mundi

Z-Man Games:
- Fairy Tale
- Parthenon
- Reef Encounter

I handlen:

FFG, Kosmos, etc:
- Ingenious / Genial

Phalanx:
- Maharaja: Palace Building in India

KBK: Titan, Einfach Genial

2005-09-13T15:32:00.000+02:00

Sommerens store trend i KBK er afgjort Titan! På denne tirsdag, mindre end en måned efter sidste gang, blev det igen til et spil Titan. Deltagerne var Sune, Frederik og mig. Den korte version: Spillet varede en 3-4 timer, og Sune vandt efter også at have stået bedst gennem det meste af spillet. Kun en gang var han ved at miste grebet om spillet, da jeg efter et par blodige kampe mod Frede endte med 400+ points og en flyvende 10'er-Titan. Sune nåede dog at fange min Titan inden den kunne lave ravage, og da jeg ikke havde rekrutteret så godt, kunne hans giant/unicorn/ranger-gruppe godt besejre mig. Kort tid efter blev Frederiks Titan fanget, og sejren var Sunes.

Efter jeg var blevet slået ud, og mens Sune og Frederik dystede færdigt, fik Rasmus og jeg taget et spil Einfach Genial. Og det blev til en overvældende, overvældende siger jeg, sejr til mig, med cifrene 7-7 (10-9 på tiebreak)! Rasmus hævder at han af pædagogiske årsager lod sig tabe, og jeg kan jo kun beundre at han er villig til at gøre det hver gang vi spiller! ;-)

Crusader Rex

2005-09-12T15:31:00.000+02:00

Så fik Frederik og jeg endelig prøvet mit nye indkøb, Columbia's Crusader Rex. Jeg var frankerne, og Frederik styrede saracenerne.

For at gøre en lang historie kort: Det var et sjovt spil, og om det er specielt historisk skal jeg ikke kunne sige. Jeg kan dog nu meget bedre forstå de mange spillere, der råber op om at spillet er ubalanceret til saracenernes fordel. I slutningen af tredie år var de eneste styrker jeg havde tre blokke i Jerusalem. Og dem var Frederik da i det mindste flink nok til at udslette i det fjerde år, så vi kunne gøre en ende på den ulige kamp.

Efter et enkelt spil kan jeg selvfølgelig dårligt kalde mig ekspert i spillets strategi, men jeg har svært ved at se hvad jeg kunne have gjort meget anderledes. Jeg forsøgte at samle mine styrker, så de ikke bare blev individuelt overmandet, men selv da kunne saracenerne tilsyneladende tage hvad de ville. Jeg mistede ikke så mange enheder første år (hvor jeg havde plads til at trække mig tilbage), men i andet år og derefter gik det lige pludeligt stærkt, og jeg mistede enheder og byer i et hastigt tempo.

Kampsystemet er opbygget sådan, at saracenerne med deres mange A-enheder er vanvittigt stærke. Glem alt om at udfordre dem i et stort, åbent slag, for de kan slagte alt hvad frankerne kan skrabe sammen. Borgene er, som det er blevet diskuteret mange steder ikke meget bevendt som forsvarsværker, og vi var kun ude i 2-3 belejringer hele spillet, som varede mere end den første, indledende tur. Normalt var 2-3 runders stormen af murene rigeligt til at udslette hvad man måtte have af forsvarere i sin borg.

Eneste mulighed jeg kan se, for at frankerne skal have bare skyggen af en chance må være at samle deres styrker i få, stærke stakke, som (måske?) kan udfordre saracenerne i åben kamp. Vil det du'? Tjaa, joo, måske, og det er da i hvert fald et bedre bud end bare at spille defensivt og blive langsomt udslettet.

Konklusionen må være, at jeg synes spillet er sjovt, men jeg er blevet lidt mere skeptisk, og lytter nok mere til spillets kritikere, end før hvor jeg overvejende stolede på Columbia's evne til at producere et velbalanceret spil.

I hvert fald må det prøves igen!

Nye spil

2005-09-07T12:53:00.000+02:00

Endnu et par spil er dukket op på mit dørtrin. Denne gange er der tale om to krigsspil fra Columbia, Rommel in the Desert og det nye Crusader Rex.

Rommel in the Desert er et genoptryk af et af de rigtigt gamle spil fra Columbia og er designet af Craig Besinque, manden som også står bag Columbias Front-spil (East Front osv.). Faktisk har jeg allerede spillet i den gamle udgave, men der skulle efter sigende være nogle små ændringer rundt omkring, blandt andet på kortet, så da jeg alligevel skulle bestille noget fra Columbia, syntes jeg det var værd at få med.

Komponenterne i den gamle hhv. den nye udgave

For den egentlige grund til at jeg skulle bestille fra Columbia denne gang, var deres nye blokspil om det tredie Korstog, Crusader Rex. Det er designet af Jerry Taylor, som debuterede som designer med Hammer of the Scots. Og det ser rigtigt, rigtigt cool ud! Reglerne ligger tæt op ad både Hammer of the Scots og måske især op ad Liberty's regler, men indeholder desuden nye elementer, så som nye regler for belejringer. Desuden er mekanismerne for forstærkninger, ikke mindst hvornår de korsfarende rent faktisk ankommer til det Hellige Land, helt nye.

Crusader Rex komponenter

Close-up af kortet

Selvom spillet er helt nyt, bliver der selvfølgelig allerede snakket om det på nettet. Et kritikpunkt der er blevet nævnt er, hvorvidt spillet afspejler virkeligheden godt nok, altså om det er historisk nok.

To mekanismer er især til diskussion her: Først er der belejringsreglerne, som er kendetegnet ved at borge er relativt nemme at indtage, og altså ofte vil fungere som dødsfælder for forsvarerne, snarere end som beskyttelse. Jerry Taylor har argumenteret for sin sag, så han er da i det mindste bevidst om at det er et kontroversielt punkt.

Det andet realisme-kritikpunkt drejer sig om måden de frankiske forstærkninger ankommer på. Til at starte med starter alle korsfarer-brikker "off-board", og den frankiske spiller vil langsomt trække dem igennem spillet. Det er dog desuden således at frankiske brikker på brættet som bliver elimineret, også bliver placeret off-board, og altså også kan blive trukket efterfølgende. Det betyder, at jo flere frankere der bliver elimineret i det Hellige Land, jo langsommere vil korsfarer-forstærkningerne ankomme! Og det er jo lige modsat virkeligheden, hvor det var de frankiske nederlag i det Hellige Land, som sparkede det tredie korstog i gang!

Jerry Taylors argumentation her koncentrerer sig om spilbalance og måden spillerne agerer på: Hvis han havde designet spillet sådan, at korsfarerne ankom hurtigere, jo flere frankere der døde, ville det lede til uhistorisk spil fra spillernes side, hvor man kan forestille sig at den frankiske spiller ville stræbe efter at miste enheder, og den saracenske spiller måske ligefrem ville forsøge at undgå at give frankerne for mange tab. Og det duer jo ikke! Om den eksisterende "løsning" så er særligt god, vil tiden vise.

En del spillere har også kommenteret spillets balance, da det tilsyneladende er ret normalt at frankerne får grumme tæsk. Jeg vil dog tro det er for tidligt til rigtigt at konkludere noget i den retning...

I hvert fald ser jeg frem til at prøve Crusader Rex. Temaet er et af mine yndlingsemner, så hvis der ligefrem ligger et fungerende Columbia-blokspil underneden, vil det være krigsspils-nirvana for mig. ;-) Forhåbentlig får jeg allerede i næste uge en chance for at spille det.

(Og bemærk desuden, at billederne af min spilsamling nedenfor allerede er forældede... :-) )

Spilsamlingen

2005-09-07T12:51:00.000+02:00

Jeg fik lyst til at forevige den del af min spilsamling, jeg har stående derhjemme. Udover spillene på "fars værelse" har jeg desuden mange, mange spil stående i KBK (vel op mod lige så mange som jeg har derhjemme), og har desuden 2-3 flyttekasser stående i kælderen, fyldte med spil.

Men til sagerne! Her er først et par fotos af krigsspils-delen af mine reoler:

Krigsspil, del 1

Krigsspil, del 2

Og her er sektionen med de andre spil - primært tyske spil - jeg har stående.

Tyske spil

Der er altså en overvægt at krigsspil, hvilket dog blot afspejler at jeg har de fleste af mine tyske spil (og kun ganske få krigsspil) stående i KBK.

KBK: Palazzo, Tongiaki, Louis XIV, For Sale

2005-08-30T12:52:00.000+02:00

En grum forkølelse skulle ikke forhindre mig i at tage i KBK, så dopet med panodiler vovede jeg mig af sted. Der blev spillet Palazzo da jeg ankom, og mens det blev spillet færdigt læste jeg regler, så jeg kunne springe til som ny fjerdemand i næste spil. Det var første gang jeg fik prøvet Palazzo, og umiddelbart kunne jeg godt lide det.

Spillet er et Reiner Knizia spil, udgivet i Aleas nye "mellemstor boks"-serie, som også er den serie Louis XIV er udkommet i. Palazzo er sat i rennæssancens Italien (gab, Reiner!) og spillerne konkurrerer om at bygge de flotteste palads-facader. Kort fortalt findes der palads-brikker i tre farver (byggematerialer). Hver brik er desuden en bestemt etage i byggeriet - fra 1 til 5 - og indeholder fra 1 til 3 vinduer. Jo flere vinduer, jo bedre, da det er bestemmende for hvor mange points man får til sidst. Udover disse indeholder spillet en række pengekort (3 valutaer/farver, med værdier fra 3 til 7, samt en række farveløse jokerpenge med værdi 2, som kan bruges sammen med en vilkårlig af de andre farver penge) som spillerne bruger til at erhverve paladsbrikkerne.

I en spillers tur kan han enten 1) få flere penge (dette involverer dog alle spillere, omend spilleren hvis tur det er, normalt vil få mere ud af det), 2) auktionere eller købe en eller flere paladsbrikker, eller 3) omstrukturere sine eksisterende paladser.

Proceduren for at erhverve sig paladsbrikker er for omfattende til at jeg vil uddybe den her, men når en spiller har købt en eller flere brikker, skal han straks tilføje dem til sine paladser, eller eventuelt starte et nyt palads. Brikker af forskellig farve kan godt blandes i samme palads, men det giver flere points hvis man kan holde sig til en farve. Brikker skal altid bygges ovenpå "lavere" brikker, f.eks. en 2'er ovenpå en 1'er, så et palads kan maksimalt blive 5 etager højt. Man må god godt springe etager over, f.eks. 1-2-4.

Ved slutningen af spillet gives points for de paladser man har bygget: Jo højere jo bedre. Faktisk giver paladser med kun én etage automatisk negative points, så man skal være lidt forsigtig med bare at starte nye, små paladser. Ligeledes er to-etagers paladser automatisk 0 points værd. Er paladset 3 etager eller højere, baseres pointene for det palads på det samlede antal vinduer i det. Der er bonuspoints for 4- og 5-etagers paladser, samt for paladser der er holdt i ét slags byggemateriale.

Vores spil var meget sjovt: Palazzo er ikke noget meget tungt spil, men det fungerer let og smertefrit og virker rimeligt elegant. Som Rasmus siger, det er Knizia, det er Alea, og der er auktioner i det, så hvad mere kan man forlange? :-) Søren vandt vores spil.

I den efterfølgende diskussion af, hvilket spil der nu skulle prøves, kom Ken til at nævne Tongiaki og da ingen var decideret imod det, faldt valget på det. Godt nok havde jeg prøvet det før, og jeg havde ikke været særligt vild med det, men jeg havde ikke noget mod at prøve igen. Jeg kom dog snart i tanke om nogle af de ting jeg ikke kunne lide ved det, ikke mindst det faktum at spillet med fire spillere er meget kaotisk. Ens position fra slutningen af ens tur til starten af ens næste tur kan have ændret sig fuldstændigt, så der er ikke meget langtidsplanlægning over spillet. Der er til gengæld masser af muligheder for at "gå efter" folk ("jeg tror jeg vil sende ... Jens' skibe til deres død!", for nu bare at tage et hypotetisk eksempel), så det kan ikke overraske at jeg ikke er vild med spillet. Det var der nu heller ikke så mange af de andre der var, muligvis med undtagelse af Søren, som igen rendte med sejren. Meget tyder på at aftenens spil både var Rasmus' første og sidste forsøg med det.

Senere på aftenen blev Rasmus, Ken, Anders og jeg enige om at prøve Louis XIV. Rasmus forklarede regler til Anders som ikke havde prøvet før, samt til mig, som ikke kunne huske så mange detaljer. Jeg kom rimeligt fra start, men Rasmus og Ken tog snart føringen, og så begge ud til at have gode chancer. I sidste tur pegede de dog på mig som mulig vinder, så til alles overraskelse endte spillet med Anders som vinder - med mig kort efter ham.

Igen må jeg sige om Louis XIV, at det er rimeligt sjovt, men som med et andet af Rüdiger Dorns spil, Goa, er der bare lidt for meget i spillet. Det er som om han elsker at putte mange - mange! - forskellige mekanismer i sine spil, og selvom samspillet mellem disse selvfølgelig fører til et dejligt komplekst spil, fører det også til at spillet kommmer til at virke tungt og uelegant. Jeg er også på det rene med at jeg sikkert er i mindretal med den holdning! :-)

Sidst på aftenen fik vi lige fyret et spil For Sale af, som endte med en sikker sejr til Rasmus. For Sale er utroligt simpelt, men da det også er fantastisk hurtigt og ret sjovt, kan jeg vældig godt lide det.

Og efter dette var det hjem igen for at pleje forkølelsen. :-)

Carcassonne: Hunters and Gatherers

2005-08-24T13:11:00.000+02:00

Tine og jeg bestemte os for at spille en gang Carcassonne, og som sædvanligt faldt valget på den grønne stenalderudgave. Denne gang brugte vi desuden de 5 variant-brikker fra King & Scout udvidelsen.

Et på et punkt fornøjeligt spil, for jeg kom ud af min stime med nederlag til Tine, idet jeg vandt dette spil stort med omkring 40 points. Undervejs i spillet havde mit forspring endda været væsentligt større (omkring 70 points). Og hvordan kunne det så være? Tja, jeg må erkende at jeg var meget, meget heldig. Jeg fik en stor bid af mine points fra at gøre floder færdige, og da jeg stort set var den eneste af os der fik flodbrikker med fisk, var det lidt svært for Tine at konkurrere på den front. Det virkede nærmest lidt pinligt, at jeg kunne ende med en hytte på et flodsystem med 21 fisk, som jeg allesammen selv havde trukket.

Variantbrikkerne var meget sjovt, men påvirkede ikke spillet så meget. Jeg fik fiskeren (ekstra points hver gang en flod i hans flodsystem bliver færdig) og landbrugs-brikken (1 point pr. felt i marken), mens Tine fik shamanen (man må tage en meeple tilbage fra brættet i starten af hver tur) og jæger-på-bro brikken. Om vi vil spille med variantbrikkerne igen ved jeg ikke helt, for rigtigt fantastiske var de ikke.

Fading Legions

2005-08-19T10:14:00.000+02:00

Frederik kom forbi til endnu et spil Fading Legions, denne gang slaget ved Maranga. Ligesom det scenarie jeg havde spillet solo i sommerferien (Ctesiphon), var Maranga også et slag som kejser Julian udkæmpede mod perserne i forbindelse med hans felttog dér. Ligesom sidst styrede jeg romerne, mens Frederik fik æren af at kontrollere de persiske tropper.

Startpositionen ved Maranga.

Startopstillingen minder en del om den ved Ctesiphon: Romerne har en række legioner i midten, med lidt blandet kavaleri på begge sider. Perserne har en række svage falangister i midten, en række elefanter i reserve, og stærkt kavaleri på begge flanker. Især er persernes højre flanke her stærk, idet den består af 6 enheder tungt kavaleri, som virkelig kan lave noget ravage.

Jeg fik dog initiativet, og kunne angribe Frederiks tunge kavaleri med mit blandede. Derfor blev resultatet på den flanke ikke så ensidigt som Frederik kunne have håbet på, omend han stadig endte med at vinde slaget på flanken. På den anden flanke var det mere lige. Og i centrum? Tja, mine legioner avancerede efter bedste evne, men mødte overraskende hård modstand fra falanksen, som også i dette scenarie er forstærket med noget let infanteri. Lidt uheldigt for mig, synes jeg, men det siger jeg jo så ofte. :-) I hvert fald gik det helt galt for de brave romere, og Julian og hele hans hær blev rendt over ende.

Det ser ikke godt ud for kejser Julian!

Men endnu et sjovt scenarie Fading Legions. Jeg er stadig meget imponeret af mekanismerne i spillet: Meget simplere end i GMT's Great Battles of History, men i virkeligheden en næsten lige så god simulation - sikkert bedre på nogle punkter. Antallet af terningslag er lidt overdrevet, men GBoH er jo heller ikke for god på dette punkt.

Jeg mangler dog desperat et "hjælpeark" af en slags, hvor man på et sted kan se Sequence of Play, samt karakteristika for de enkelte enhedstyper, og underligt nok er der ikke et sådant i Fading Legions. Jeg blev derfor ret overrasket da jeg efterfølgende sad og kiggede i Fading Legions' søsterspil, Hannibal at Bay, hvor der er et sådant ark! Hannibal at Bay er jo som bekendt det første spil i serien, så det lyder som en typisk Avalanche-brøler at de har droppet arket i det efterfølgende spil. Arket i Hannibal at Bay er ret godt, men indeholder ikke alle de informationer jeg ønsker, så jeg bliver nok nødt til at lave et selv.

Nye spil

2005-08-16T13:10:00.000+02:00

Som konsekvens af min aktuelle krigsspils-nostalgi-revival-følelse, eller hvad man nu skal kalde det, er jeg blevet den lykkelige ejer af endnu en række spil.

For det første er der to små krigsspil fra Avalanche Press, Alsace 1945 og Gazala 1942. Som titlerne mere end antyder, er der tale om spil om Anden Verdenskrig. Fælles for dem begge er at de kommer i en lillebitte æske, har medium-komplekse regler, 140 brikker og et kort (Gazala-kortet er større end Alsace-kortet).

Komponenterne til Alsace 1945

Komponenterne til Gazala 1942

Det sidste nye spil i denne omgang er intet mindre end et figurkrigsspil fra Games Workshop, Battle of Five Armies! "Jamen Jens", siger du nok, "du er jo ikke figurspiller?!". Næh, godt nok ikke, og spillet var da også et impulskøb, idet jeg hørte om det, fandt ud af at Fantask havde det og købte det, alt sammen på samme dag. Men jeg faldt for beskrivelsen af det: Spillet simulerer naturligvis Femhæreslaget, som beskrevet i Hobbitten. Figurerne er små - 10 mm - men man benytter så heller ikke enkeltfigurer for sine tropper, men derimod sammenhængende rækker af soldater.

På meget u-gamesworkshopsk manér er spillet stand-alone, dvs. der kræves ikke andet end hvad der er i æsken for at spille slaget (den primære faktor der lokkede mig til). Reglerne er selvfølgeligt generiske (er efter sigende baseret på deres Warmaster-regler), og GW har da også udgivet andre figurer, hvis man har lyst til at spillet andre scenarier med de samme regler.

Komponenterne til Battle of Five Armies

Om figurerne skal males ved jeg ikke endnu, så nu får vi se. Jeg tror jeg vil prøve at få stablet et spil på benene, og hvis spillet efterfølgende viser sig at være fantastisk, kan det jo være jeg får blod på tanden til at smukkesere komponenterne efterfølgende...

Regelsættet er på 96 sider, men da de er layoutet og skrevet på vanlig GW-manér (store skrifttyper, mange billeder), er det ikke så skræmmende som det måske kunne lyde. Efter sigende har GW ikke udgivet særligt mange eksemplarer af spillet, så måske det allerede er ved at være en sjældenhed...

I hvert fald har jeg nok at tage mig til nu på krigsspilsfronten. :-)

KBK: Titan

2005-08-16T12:44:00.000+02:00

Endnu en tirsdag med moderat fremmøde i klubben. Rasmus var desuden for en gangs skyld fraværende, så stemningen var nærmest ekstatisk høj og champagnen flød frit, og vi var fem spillere - Ken, Sune, Søren, Kenneth og mig - som greb chancen til at spille Titan.

Mit spil blev hurtigt kørt af sporet: Jeg lavede et - i princippet - godt angreb med min engelgruppe mod Ken, men med svineheld fik han vendt kampen, så jeg faktisk endte med at tabe den. Ouch. Min titangruppe var nemlig svag, og kunne nu bare løbe rundt og gemme sig.

Første offer var Kenneth, hvis allerede decimerede titangruppe blev slået ud. Efter yderligere lidt tid var spillet udviklet på en sådan måde, at Sune stod meget stærkt: Mange stærke grupper med gode muster-potentialer. Men, men, men... Sune valgte at angribe Ken med sin titangruppe (til trods for Kens advarsler om, at han ville slå heldigt igen), og sandelig... med endnu en række superheldige slag fik Ken slået Sunes titan ihjel.

Der var nu blevet god plads på brættet: Søren havde mange grupper (og en 7'er-titan i gruppe med 3 warlocks), Ken havde ganske få grupper, men hans titan var nu blevet en 9'er. Og jeg havde min svage 6'er-titan, hvis gruppe endda også var ynkeligt svag.

Jeg fik dog min chance for at vinde, idet Sørens og Kens titangrupper tørnede sammen, og slagede udviklede sig sådan, at der var en rigtig god chance for af de kunne slå hinanden ud: Det var titan mod titan, og Ken var næsten sikker på at slå Søren ud, mens Søren "bare" skulle slå gennemsnitligt for at exite Ken også. Søren valgte dog dette tidspunkt til at mimre, så Ken endte slaget som sejrherre, nu med en 12'er-titan!

Mine chancer var nærmest ikke eksisterende nu, men jeg løb omkring og musterede videre, i det spinkle håb at jeg på en eller anden måde kunne få nogle gode monstre, inden Ken fangede mig. Jeg fik da også en del tid til det, så den afsluttende blev mere spændende end Ken sikkert havde regnet med: Til sidst havde jeg mulighed for at forsøge at få uafgjort: Min 6'er-titan skulle overleve første slag fra hans 12'er-titan (som havde 10 hit points tilbage), og kunne den det, ville jeg have 22 terninger rammende på 4'ere til at forsøge at slå ham ihjel. Og Ken bidrog til spændingen med, i første slag, kun at give min titan 5 hits. Desværre fik mine monstre præstationsangst til allersidst, og Kens titan stod tilbage med 3-4 hits.

Men et spændende spil Titan, og det første i meget lang tid for mig.

Expedition (x3), Carcassonne: Hunters & Gatherers (x2), Fading Legions

2005-08-14T15:19:00.000+02:00

Det blev ikke til det store brætspilleri i sommerferien, men lidt fik Tine og jeg dog spillet. I første del af vores ferie, hvor vi var i sommerhus i Vestjylland, blev det til tre spil Expedition. Tine fortsatte trenden, og vandt dem alle. Sidste uge af ferien var i sommerhus på Bornholm, og ind imellem de røgede sild og den dyre designerchokolade fik vi klemt to spil "stenalder-Carcassonne" ind. Og igen måtte jeg se mig besejret - i begge spil, for at det ikke skal være løgn. :-)

Udover dette fik jeg også "leget" lidt med mit Fading Legions, og fik bl.a. spillet scenariet om slaget ved Ctesiphon. Slaget var meget blodigt; måske er det en karakteristisk ting for Rome at War spilsystemet, og hvem der vandt ved jeg faktisk ikke, da jeg ikke spillede helt færdig. Men sjovt var det, og systemet virkede faktisk endnu bedre i dette noget større scenario (sammenlignet med det første scenarie som Frederik og jeg havde prøvet).

Startpositionen i slaget ved Ctesiphon. Det er romerne i rødt.

Romerne var klart stærkest i midten, og avancerede hastigt legionerne, som prompte smadrede først de persiske skirmishers, og dernæst linien af den persiske "falanks". Problemet var bare, at perserne havde stærkt kavaleri på deres højre flanke, som efter at have besejret deres romerske modstykke kunne begynde at angribe legionerne fra siden. På den persiske venstre flanke stod det mere lige, men perserne havde endnu et trumfkort; reserven af elefanter, som tog kampen op med legionerne. Som sagt blev slaget ikke spillet til ende, så om de stærke legioner kunne have klaret skærene, vides ikke...

KBK: For Sale (x2), Tamsk (x3), Goa (x2), Einfach Genial

2005-07-12T15:16:00.000+02:00

Endnu en ferieramt aften i KBK. Da Sune og jeg ankom var der fire andre i klubben (Rasmus, Ken, Poul og Søren), i fuld gang med et spil Alhambra. Det var hurtigt overstået, og endte med en sejr til Søren. Vi var nu i den lidt uheldige situation at vi var seks spillere, hvilket begrænser udvalget af spil en del. Men frygt ikke! Jeg havde medbragt endnu et nyt indkøbt abstrakt auktionsspil, hvilket altid en sikker vinder i KBK regi: Denne gang var det Stefan Dorra's For Sale, som for nyligt er genudgivet af Überplay.

Spillet er et simpelt lille byde/auktions-spil, opdelt i to faser. I første fase byder spillerne på en række bolig-kort, nummereret fra 1 til 30, og betaler med de mønter man starter spillet med. Ved denne fases slutning vil hver spiller være i besiddelse af 5 boligkort (når man er seks spillere, altså), og vil muligvis have nogle penge tilbage derudover. I anden fase sælges disse boligkort så igen, og som betaling for hver bolig får man en check, med værdi fra 0 til 15. Ved spillets slutning vil alle boliger være solgt, og spilleren med flest penge (checks + mønter) vinder.

For Sale imponerede mig: Det er skægt, simpelt og lynhurtigt. Det minder en del om et af de mange af Knizias auktionsspil - Modern Art, Medici, og alle de andre - men er om muligt endnu hurtigere og simplere end selv High Society. Med en spilletid på omkring 10-15 minutter er det en rigtig god "filler".

Efter to spil For Sale, hvor jeg vandt det ene (woo-hoo!), var vi tilbage i dilemmaet: Hvad kan man spille, når man er seks personer? På mystisk vis kom Titan på tale, og det var der bred tilslutning for. Med én undtagelse: Ved udsigten til at bruge resten af aftenen på Titan blev Rasmus en sygelig grøn farve i ansigtet, og det endte med at jeg forbarmede mig over ham, og indvilligede i at spille noget to-personers istedet. Imens gik Sune i gang med at forklare Titan for Poul, som ikke havde prøvet det før.

Rasmus og jeg havde snakket om at prøve Tamsk, og som sagt så gjort. Tamsk er et abstrakt spil i Gipf-serien, og den specielle gimmick i dette spil er, at spillernes tre brikker er timeglas. Timeglassene rykkes rundt på et sekskantet bræt, og hver gang et timeglas rykkes, vendes det og der placeres en ring på det felt der rykkes til. Hvert felt har et begrænset antal pladser til ringe, og når feltet er fyldt op, kan det ikke benyttes mere. Løber et timeglas ud, er det dødt og fastlåst i sin placering resten af spillet. Spillet ender når en spiller er kommet af med sin sidste ring, eller når ingen af spillerne kan rykke et timeglas. Den spiller der har færrest ringe tilbage, vinder.

Det blev til tre spil Tamsk, det første et "prøvespil" uden tidselementet. Og, ahem, Rasmus vandt flere spil end jeg gjorde. :-)

Men det sørgelige resultat til trods, var Tamsk faktisk meget sjovt. Jeg var ikke god til det, men det er jeg jo heller ikke til de andre Gipf-spil jeg har prøvet... Umiddelbart tror jeg nok at jeg bedre kan lide Zertz og Dvonn, men Tamsk er absolut anbefalelsesværdigt. Og så er det lynhurtigt - 5-10 minutter pr. spil.

Rasmus og jeg havde jo endnu ikke spillet et tungt spil endnu, og det tungeste spil vi lige kunne komme på, var Goa. Det burde virke med kun to spillere, og det gjorde det faktisk også ganske glimrende, omend især auktionsdelen af spillet får et meget anderledes feel end med flere spillere. På den positive side er det rimeligt hurtigt, og naturligvis med meget mindre nedetid, så vi nåede faktisk to spil. Første spil endte med en overvældende 49-49 (tiebreak) sejr til mig, til trods for at Rasmus som sædvanligt havde været væsentligt bedre til at avancere sine fem tracks. Andet spil blev til en kneben 54-37 sejr til Rasmus som var forståeligt begejstret over også at prøve at vinde. ;-) Rasmus' kommentar var, at jeg kun kan finde ud af "Jens-strategien" - nemlig at få en rød vare og avancere ekspeditionskort-tracket (hvilket var hvad jeg gjorde i første spil). I andet spil prøvede jeg en "Rasmus-strategi" - avancér skibs- og vare-trackene - og der kom jeg hurtigt ud på dybt vand, hvad slutscoren da også indikerer. Jeg må konkludere, at jeg ikke er god til at planlægge mine tracks, og jeg ender altid med at mangle varer, skibe, aktioner eller noget helt fjerde. :-)

Lidt senere nåede Titan-spillet sin afslutning, med Sune som (forventet) vinder. Titan-spillerne drog hjemad, og som det ofte ses, sad Rasmus og jeg alene tilbage. Et spil mere skulle det være, selvom klokken var mange, så vi tog en hurtig omgang Einfach Genial - Knizias glimrende abstrakte spil med "Euphrat & Tigris pointgivning" - og det endte med en 8-7 sejr til mig, da jeg med succes fik låst Rasmus' røde farve.

Otte spil på en aften blev det til for mig, og de var alle gode. Ikke dårligt!

Rome at War: Fading Legions, Blue Moon (x2)

2005-06-27T15:14:00.000+02:00

Jeg fik besøg af Frederik, til en omgang godt gammeldaws krigsspil. Denne gang var aftalen at vi skulle forsøge os med et af mine seneste indkøb, nemlig Rome at War: Fading Legions fra Avalanche Press.

Spillet er en simulation af en række slag fra oldtiden, her primært slag fra sent i det romerske rige, under kejseren Flavius Claudius Julianus (Julian the Apostate). Udover at kæmpe mod germanere, ledte Julian også et felttog til Persien. Godt nok blev han dræbt dér, men han lagde altså om ikke andet grundlaget for dette spil. :-)

Slaget ved Strasbourg skal til at starte.

Vi kastede os over det første scenarie, slaget ved Strasbourg (357 e.Kr.) hvor Julian - endnu ikke kejser - besejrede en hær af Alemanni germanere. Historisk åbnede germanerne slaget med et vildt angreb på det romerske center, og det lykkedes dem faktisk at bryde igennem de romerske linier. Romerne havde dog en reserve stående klar, som kunne lukke hullet igen, og i længden vandt romersk disciplin over germansk vildskab. Vores spil gik lidt på samme måde: Frederik spillede germanerne mens jeg var romer. Frederik lavede et vildt angreb på mit center, som hurtigt knækkede. Desværre havde jeg ikke min reserve klar - den var blevet brugt på den ene flanke - så Frederiks germanere kunne omringe begge mine flanker, og jeg tabte overbevisende.

Så ikke noget godt resultat, men vi kunne begge godt lide spillet (min generelle skepsis over for Avalanche Press til trods). Spillets system er ikke specielt genialt eller innovativt (modsat andre af de krigsspil vi har spillet på det sidste), men i det store hele fungerede det, og med ret få regler, faktisk. Sammenligner man systemet med GMT's Great Battles of History serie, som jeg jo ellers også er en fan af, kommer Rome at War serien faktisk ret godt ud af sammenligningen. Der er langt færre regler i RaW, men det virker som om systemet alligevel simulerer 90% af de ting GBoH dækker. Med et minimum af regler får man relativt realistiske command control regler, der tager højde for ledelse på flere niveauer. Der er også ret nuancerede regler der belyser forskellen på de enkelte enhedstyper: Kavaleri kan lave charges, og naturligt nok er det måden at bruge tungt kavaleri på. Kavaleri kan ikke bruges mod elefanter. Falankser er gode til at forsvare sig mod frontale angreb, men er hjælpeløse når de angribes bagfra eller fra siden, og de er ikke særligt nemme at manøvrere.

I det hele taget er der regler for mange ting, men de er korte, klare og faktisk ret elegant implementeret!

Nu er krigsspil jo ingen dans på roser, og Fading Legions er da heller ikke uden sine problemer. Som med mange Avalanche spil, skal der slås terninger - MANGE terninger! Kan man lide det er det fint, hvis ikke... Reglerne har et par mangler her og der, og bærer i det hele taget præg af, at Avalanche (som de også er berygtede for) har været vel hurtige til at få gjort spillet færdigt.

Og en interessant ting ved scenarierne: Som spiller er man jo kun interesseret i at spille et slag, sålænge der faktisk er noget af spille for. Når først den ene side er besejret, er det nok de færreste der vil kunne finde underholdning i at fortsætte spillet, hvad enten man skal spille den flygtende eller den forfølgende part. I GBoH serien er konsekvensen da også taget: Hver side i et scenarie har et rout level, som er den procentdel af den pågældende sides samlede styrke der skal være tabt, før siden overordnet har tabt slaget. Og de procenttal er ofte sat meget lavt, på omkring 20-30%. Konsekvensen er faktisk, at et GBoH scenarie er overstået, lige som de to parter er kommet ordentligt i kødet på hinanden.

I RaW er det lige omvendt: Medmindre et scenarie har specielle regler for det - og i Fading Legions er det kun enkelte af scenarierne der har det - fortsætter man indtil den ene side stort set er udslettet. Og det virker utilfredsstillende! Selv efter Frederik tydeligt havde vundet vores slag, var der stadig en god halv times spil tilbage, som reelt bare var systematisk udryddelse af de resterende tropper. Måske man som RaW-spiller skal lære at bedømme en spil-situation, så man kan afgøre hvornår slaget er vundet/tabt?

Æstetisk har spillet også problemer: Ikke brikkerne, for de er smukke og funktionelle. Spillepladerne derimod er funktionelle og ... tudegrimme. Grundlæggende bare ensfarvede grå kort med et hvidt netværk af uensartede rektangler lagt ind over. Altså, hvis de bare havde taget sig tid til at få en professionel grafiker til at kigge på det... :-(

Men ingen af kritikpunkterne kan fratage spillet, at vi faktisk begge var yderst tilfredse med det. Faktisk så tilfredse, at vi helt ekstraordinært også vil spille Fading Legions næste gang vi har en krigsspils-seance.

Aftenen var stadig ung, så jeg overtalte Frederik til at prøve Blue Moon. Han har ellers forholdt sig negativ ("Knizia! Interaktionsløse, tyske spil!"), men efter et hårdt pres gik han med til at spille Vulca mod mine Hoax (altså de to racer fra grundspillet). Jeg regnede med at have en fordel, dels fordi jeg selvfølgelig havde prøvet det før (doh), og dels fordi Hoax er ret stærke mod Vulca, når Hoax-spilleren kender deckets styrker og svagheder.

Meeen...

Vores første spil endte med en sejr til mig, men så minimal som man kan forestille sig: Resultatet blev 0-0, men Frederik var løbet først tør for kort, og tabte derfor. Andet spil derimod, kom Frederiks kort perfekt, og jeg havde aldrig en chance. Det gik hurtigt fra dårligt til værre, og lidt senere måtte jeg konstantere et ydmygende 0-4 sudden death nederlag. Ak, Frede er selvfølgelig en gammel CCG-haj, men brutalt var det at se sine Hoax'er blive flået i stykker. :-)

Men det mest positive var jo, at Frederik faktisk godt kunne lide spillet - som jeg også vidste han ville kunne, hvis han bare gav det en chance. Jeg forudser mere Blue Moon som afslutter til fremtidige krigsspils-seancer.

St. Petersburg, Alhambra

2005-06-22T15:14:00.000+02:00

Eks-rollespilsgruppen mødtes denne gang hos Claus. Jeg havde som sædvanligt medbragt et større udbud af spil (St. Petersburg, Louis XIV, Alhambra og Modern Art), og det var St. Petersburg, som de andre gerne ville starte med. Lad mig nøjes med at sige, at det blev en suveræn sejr til mig, med ET point mere end Hans! :-)

Efterfølgende forsøgte jeg at pushe de "gode" spil, jeg havde med - Modern Art og Louis XIV - men de andre lod sig ikke påvirke, og insisterede på at prøve Alhambra. Oookay...! Ikke at Alhambra er et dårligt spil som så, men det er lige lovligt i den lette ende for min smag. Dette spil var nu meget sjovt, og endte med en overbevisende sejr til Claus.

En hyggelig aften med god øl, og jeg fik endda et lift tilbage til Vanløse station, hvor min cykel stod.

KBK: Shadows over Camelot (x2), Res Publica, Tower of Babel

2005-06-21T15:12:00.000+02:00

Denne tirsdag bød på et noget beskedent fremmøde i klubben, hvilket måske hang sammen med det enorme tordenvejr der gik over byen lige ved 18.00-19.00 tiden. Jeg havde taget Shadows over Camelot med, i håb om at få det prøvet igen, helst med færre spillere. Og sandelig, da de andre var færdige med deres High Society, delte vi os i to grupper à tre personer: Anders, Søren og jeg satte os til at forsvare Camelot, mens de tre andre (Rasmus, Kasper og Kenneth) gik i gang med Louis XIV.

Det blev til to spil Shadows over Camelot for os: Det første endte i et forsmædeligt nederlag for os alle sammen, mens vi hentede en kneben 7-5 sejr hjem i det andet. I første spil delte vi loyalitetskort ud, da der var seks sværd på bordet, men uden at nogen blev forræder. I andet spil valgte vi, at vi slet ikke ville spille med loyalitetskortene. Andet spil (især) havde sine spændende øjeblikke, ikke mindst da jeg ikke en, men TO gange måtte ofre livet, for at forhindre et nederlag til belejringsmaskinerne (jeg blev reddet af Gralen første gang!). Hvordan de to andre, med mig ude af spillet og med 11 belejringsmaskiner foran Camelot, fik vendt situationen, ved jeg stadig ikke (jeg vælger at ignorere den åbenlyse forklaring), men flot var det! :-)

I sidste uge havde jeg jo haft en del betænkeligheder ved SOC, ikke mindst når det spilles med mange spillere. Jeg kan nu sige, at problemet med nedetid mellem ens ture ikke er noget særligt problem med kun tre spillere. Ligeledes besluttede vi os også tidligt for nogle konventioner for, hvad vi måtte sige og ikke sige, så det var i praksis heller ikke det store problem.

Når det er sagt, er jeg stadig lidt lunken over spillet. Det kan godt være man har tur noget oftere med så få spillere, men det er stadig ikke specielt sjovt at have tur, så det er en ringe trøst! Det virker også som om spillet mister det meste af sin spænding, når man ikke har forræderen med, men jeg tror ikke forræderen virker særligt godt med få spillere. Med mange spillere er forræderen fin, men så bliver spillet som sagt uspilleligt langsomt. Ak! I hvert fald er SOC stærkt på vej til en placering som "OK spil en gang imellem, men ikke noget at skrive hjem om" for mig.

Efter at vi havde været riddere, introducerede Søren os for et lille og gammelt Knizia-kortspil, Res Publica. Spillerne får befolkningskort (der er fem slags), som kan handles mellem spillerne. Når en spiller har 5 ens, kan han bruge dem på at købe en by. Byer giver teknologikort hver tur, og disse kan også handles mellem spillerne. Fem ens tech-kort kan bruges til at købe et vidunder, som er den primære måde at få victory points på. Byer er også points værd, og kort på hånden til sidst kan også være lidt værd.

Den hurtige konklusion: Res Publica sucker. Dels er det trivielt, med handel af kort som den centrale, og hundredevis af gange repeterede mekanisme, og dels er der tydeligvis et stort problem med at "de rige bliver rigere": I vores spil var Søren den første der fik en by, hvilket gav ham en 4-5 runders gratis tech-kort i indtægt - en ikke uvæsentlig fordel. Der er to byer pr. spiller, men Søren fik 3, hvorimod Rasmus trak det korte strå og måtte nøjes med en (resten af os fik to hver). Gæt hvem der løb med en overbevisende sejr, og hvem der ret tidligt kunne se, at der vist ikke var mere at spille for? :-)

Hvis man er lidt destruktiv, er der også i handlen masser af mulighed for kingmaking, idet man nemt kan lave meget skæve handler for at favorisere en enkelt anden spiller. Ikke en god feature i et interaktionsløst, tysk spil. :-)

Efter denne fuser stod den til sidst på et tre-personers Tower of Babel. Rasmus havde spillet en masse før, mens det var Kenneths andet, og mit allerførste spil. Ikke overraskende løb Rasmus med en stor sejr, med noget i retning af lige så mange points som Kenneth og jeg tilsammen.

Jeg syntes det var OK sjovt, men som forventet er det meget abstrakt - endda mere end vi er vant til at se fra Reiners hånd. Som førstegangsspiller var de mange abstrakte mekanismer ret forvirrende, men jeg er sikker på det bliver bedre med flere spil. Så selvom jeg ikke ligefrem faldt på halen over spillet, var det da interessant nok, og jeg kunne godt tænke mig at prøve det igen.

KBK: Shadows over Camelot, High Society (x2), Blue Moon (x2)

2005-06-14T15:10:00.000+02:00

Jeg havde medbragt mit spritnye spil fra Days of Wonder, Shadows over Camelot og fik hurtigt shanghaiet 6 andre til at prøve det. Rasmus, Sune, Anders, Daniel, Ken, den anden Anders og jeg var de syv brave riddere af det Runde Bord.

Spillet er et kooperativt spil, a la Knizias Lord of the Rings, hvor spillerne sammen forsøger at besejre de onde kræfter, drevet af spillet selv. Man vinder (eller taber!) altså som en gruppe, og der findes ikke nogen individuel vinder.

Men i SOC er der en undtagelse til den glade "vi er alle sammen venner" stemning: Alle spillere får i starten af spillet delt et hemmeligt loyalitetskort, hvilket giver mulighed for at en spiller kan være en forræder! Forræderen arbejder i al hemmelighed mod de andre spillere, og vinder alene, hvis de andre spillere taber. Så modsat LOTR, hvor spillerne er sikre på at de arbejder sammen, er der i SOC grobund for mistillid og paranoia: Spillede Ken bare lige lidt dumt der, eller er han i virkeligheden imod os andre?! Man har i løbet af spillet mulighed for at afsløre forræderen, men han får stadig lov til at udføre sine onde handlinger - nu blot ikke i det skjulte.

I enhver spillers tur skal vedkommende først udføre en "ond" handling, uanset om han vil det eller ej - det er denne mekanisme der driver de onde kræfter. Spilleren kan vælge mellem 1) at vende og spille det øverste sorte kort i bunken (hvilket altid resulterer i noget grimt), 2) placere en belejringsmaskine foran Camelot, eller 3) miste et af sine livspoints (hver spiller starter med 4 liv). Efter dette, skal spilleren udføre en "god" handling, og standardhandlingen vil oftest være at spille et kort på den quest ridderen er placeret på, i et forsøg på at løse den pågældende quest. Endvidere kan en spiller i sin tur vælge at miste et livspoint, for til gengæld at få lov at udføre en anden, god handling i samme tur.

Spillet er opbygget omkring en række quests: Jagten på Gralen, kamp mod sakserne, osv. Ridderne bevæger sig fra quest til quest og prøver at bidrage til at løse den, men placeringen af sorte kort på den kan gøre at hele foretagenet fejler. Der er en række belønninger/straffe for at løse en quest hhv. at fejle den, og den centrale her er placeringen af en række sværd på det Runde Bord: Hvis en quest løses, placeres hvide sværd, ellers placeres sorte sværd.

Sværdene på det runde bord er en central mekanisme i sejrskriterierne i SOC: Hvis der på et tidspunkt er 7 eller flere sorte sværd på bordet, taber spillerne automatisk. Man taber desuden også, hvis der kommer 12 belejringsmaskiner foran Camelot, eller hvis alle loyale riddere er døde. Ellers slutter spillet i det øjeblik der er 12 sværd på det runde bord: Som det første ser man nu, om der er en forræder der ikke er blevet afsløret. Er der det, vender man to af de hvide sværd om til deres sorte side. Dernæst checkes, om der er flere hvide sværd end sorte. Er der det, vinder spillerne, ellers vinder forræderen/spillet.

Der er mange flere små detaljer i spillet, men det ovenstående er essensen af det.

I vores spil fik de loyale riddere uden de store problemer bekæmpet de onde kræfter, ved bl.a. at finde både Gralen, Excalibur og Lancelots rustning (!), samt ved at tæve saksere, piktere og sorte riddere på stribe. Der var faktisk en uafsløret forræder i vores midte - Daniel - men han syntes aldrig rigtigt han havde de store muligheder for at lede spillet i fordærv, og som konsekvens var han den eneste der ikke blev en vinder. ;-) En sikker 9-3 sværd-sejr til de gode!

For mig var SOC en blandet oplevelse: Dels er jeg rigtig vild med idéen i spillet, og det virkede som et sjovt spil. Men, men, men... Der er også ting at udsætte på det.

For mig fungerede det ikke godt med syv spillere. For det første var der enormt meget nedetid mellem mine ture, og jeg brugte det meste af spillet på at sidde og halvkede mig: Vente fem minutter, blot for at bruge 10 sekunder på at vende et sort kort, og spille et gral-kort (for ja, den eneste quest jeg nogensinde besøgte, var jagten på Gralen). For det andet er der balancen i spillet: Spil, hvor spillerne er sammen mod spillet, er bedst hvis de er svære. I LOTR er det også dødssygt at introducere nye spillere til spillet på den nemmeste sværhedsgrad, blot for at se dem lalle sig til en nem sejr: At vinde den slags spil er simpelthen sjovest, hvis man får noget udfordring. I SOC tror jeg man får et mere spændende spil, hvis man er færre spillere og stadig har en forræder med.

Et andet problem i spillet, er at der er indført begrænsninger på hvad man må sige til hinanden, i et forsøg på at begrænse at alle spørgsmål bare bliver afgjort i plenum. Det problem kan man også støde ind i i LOTR, som ikke har begrænsninger på hvad man må sige, så det er for så vidt godt nok at der her er forsøgt at gøre noget ved det. Men begrænsningerne er desværre alt for utydeligt definerede til at man kan bruge dem til særligt meget. En af spillets designere skriver selv at det er OK at sige "uden hjælp kan jeg ikke afgøre krigen mod sakserne", men ikke "jeg mangler et 5'er kort for at besejre sakserne", selvom begge udsagn siger stort set det samme.

Hvad løsningen på dette problem kan være, bortset fra at agere rollespillere når man spiller SOC, ved jeg ikke, og jeg kunne forestille mig at det er/bliver et reelt problem for spillet, ikke mindst når det spilles af KBK'ere, som jo naturligt forsøger at spille så optimalt som muligt.

Men disse problemer til trods, kunne jeg vældigt godt tænke mig at prøve det igen; blot ikke med så mange spillere! I hvert fald vil det blive slæbt med igen, så klubbens medlemmer kan få en chance til at blive tvangsindl..., undskyld, til at prøve det igen. :-)

Næste spil på aftenens program var et par hurtige spil High Society, hvortil jeg kun vil nævne at jeg vandt det ene. Med luksus-øen og elskerinden! ;-)

Som sædvanligt var det til sidst Rasmus og jeg der sad tilbage, og vi kastede os over Blue Moon. Rasmus ville gerne prøve sit nyindkøbte Pillar-deck, og jeg valgte Hoax-decket.

Og, og, og...

Wait for it...!

Det blev til, ikke én, men to sejre til mig! Begge knebne 1-0 sejre, men hvem kan huske det om en måned? :-) Det virkede som om Hoaxerne, med deres mange snedige "antikort" havde en meget komfortabel match-up mod Pillar-folket, og Rasmus var da også næææsten ved at brokke lidt over verdens uretfærdighed et par gange.

Efter dette var det bare at gribe cyklen og komme hjemad.

Nye spil

2005-06-07T15:09:00.000+02:00

Egentlig en KBK aften, men ikke noget KBK for mig, for vi skulle have gæster derhjemme. Det blev nu også til et hyggeligt selskab med Tines søskende (+ familier) og mor, og jeg regner i stedet med at besøge KBK om en uge.

Men lidt spilrelateret er der dog at berette: Da jeg kom hjem var der kommet ikke mindre end to pakker til mig fra Udo Grebe i Tyskland, hver af dem indeholdende et krigsspil. Det ene var Fading Legions, et romersk, taktisk spil fra Avalanche. Det andet var UGG's eget Assyrian Wars, et stort card-driven krigsspil, som ikke overraskende handler om det assyriske rige, og dets krige mod (stort set alle) sine naboer. Mit første indtryk er at det ser flot ud.

Jeg uploadede nogle billeder af begge spil til Boardgamegeek, og her er et par eksempler:

Som man kan se, er brættene til Fading Legions ikke det pæneste der er lavet, og jeg er egentlig overrasket over at der ikke er lidt mere professionel stolthed hos Avalanche, end at de frivilligt udgiver den slags... Desuden har Fading Legions ikke fået gode anmeldelser fra ... nogen overhovedet, faktisk, men jeg havde det første spil i serien (Hannibal at Bay) og syntes dette så cool ud, så jeg måtte jo have det.

Assyrian Wars er umiddelbart pænere, men min beslutning om at købe det var nu stort set udelukkende baseret på spillets tema. Jeg er en sucker for den Nære Orient i oldtiden, og der er alt for få spil der omhandler det. Reglerne til Assyrian Wars ser dog ret komplekse ud, så nu må vi se om/hvornår jeg kan få stablet et spil på benene...

KBK: High Society (x4), Goa, Louis XIV

2005-05-24T15:07:00.000+02:00

En Rüdiger Dorn tema-aften! :-)

KBK aften igen, og denne gang havde jeg medbragt to nye spil, High Society, købt til halv pris i Fantask få timer forinden og mit også ret nye Wallenstein, som jeg dog ikke havde fået læst regler til. Både Rasmus og jeg havde tidligere på dagen desuden været ude og investere i det spritnye (i det mindste i engelsk udgave) Louis XIV, og Rasmus havde taget sit eksemplar med.

Som sagt var der fokus på Rüdiger Dorn-spil for mit vedkommende, men det første spil var nu noget andet: En gruppe var lige gået i gang med et spil Java, så jeg overtalte en anden gruppe; Anders, Steen og Poul til at prøve High Society. Spillet er et auktionsspil af Reiner Knizia - surprise! - og er i virkeligheden en genudgivelse af et af hans lidt ældre spil.

Reglerne er simple: Spillere er "nye rige", som nu gør deres bedste for at spendere penge på en masse forskellige prestige/luksusting. Spillet består af et deck kort, bestående af 10 "positive" kort, nummereret fra 1 til 10, 3 "x2 kort", og også 3 kort med negativ effekt (et "-5" kort, et "x½ kort" og en tyv). Disse 16 kort blandes og bortauktioneres et ad gangen. Man når dog ikke nødvendigvis alle 16 kort igennem, for 4 af kortene har rød kant, og i det øjeblik det fjerde af dem trækkes, slutter spillet. Udover de 16 kort, har hver spiller en hånd af pengekort (et kort med hver af de følgende værdier: 1, 2, 3, 4, 6, 8, 10, 12, 15, 20, 25) som man bruger på at byde på de andre kort.

En auktion er lige ud ad landevejen: Startspilleren (tilfældigt første gang, dernæst vinderen af det foregående kort) vender et kort og kommer med sit første bud, i praksis ved at lægge et eller flere af sine pengekort på bordet foran sig. Efterfølgende skal de andre spillere byde over eller passe (passer de, er de ude af den auktion). Auktionen kører potentielt flere gange rundt om bordet, idet en spiller kan hæve sit bud ved at tilføje pengekort til dem han allerede har spillet. Når alle pånær en spiller har passet, er vinderen af kortet fundet. Vinderen betaler sine penge til banken, mens de andre spillere tager deres bud tilbage på hånden.

Auktioner på de negative kort er, om man så må sige, lige omvendt(!): Her byder spillerne på ikke at få kortet, og den første spiller der passer, ender med kortet. Spilleren der får kortet betaler ikke noget, mens alle de andre betaler det de har budt. Det ene negative kort, tyven, er det eneste kort i spillet der ikke bliver liggende hos spilleren: I det øjeblik man "vinder" det, discarder man det sammen med et af de positive talkort man allerede har købt (eget valg). Har man ingen positive talkort, bliver tyven liggende hos en, indtil man får et, hvorpå den tager det kort.

Sådan kører spillet, med auktion på auktion, indtil det fjerde røde kort vendes, hvorpå spillet øjeblikkeligt slutter. Vinderen er som udgangspunkt den spiller med flest points ("x2" og "x½" vurderes til sidst), men undtagelsen er at den (eller de) spiller(e) der har færrest penge tilbage, automatisk taber, og kun de andre tages med i betragtning når vinderen skal findes.

Så sådan er det! Spillet er både nemmere og hurtigere end nogle af de andre Knizia auktionsspil jeg har prøvet (Medici, Modern Art, Ra, etc.), så det er et excellent "fyldspil". Og mens der er mange tilfældigheder i det, er det absolut også et spil med taktik i - men så dybt som de ovennævnte, er det nok ikke.

Vi spillede fire spil, med mig som sejrherre i to af dem, og Poul i de to andre. Alt i alt var mit indtryk, at det var et skægt lille spil, og en rigtig, rigtig god filler.

Efter denne auktions-opvarmning, kom den til at stå på flere auktioner (blandet andet). Rasmus, Sune, Anders og jeg satte os nemlig til at spille Goa. Kort fortalt havde jeg et udmærket spil, uden at lave de store brølere, men helt fantastisk var det heller ikke for mit vedkommende. Til slut stod Sune som vinder med 43 points, med Anders (42), Jens (40) og Rasmus (34) haltende bagefter. Anders kunne fortælle - gæt selv i hvilket tonefald - at han til det sidste havde troet at det var antallet af forskellige expeditionskort-symboler, der blev brugt til at finde bonuspoints for kortene, og faktisk igennem flere aktioner bevidst havde spillet sine dublet-symboler væk med det for øje. Og da han endte med at tabe med ét point ... Tja, hvad kan man sige. :-)

Min forhold til Goa er desværre faldet en anelse siden jeg først prøvede det: De første par gange var jeg helt ekstatisk, og syntes Goa var noget i retning af det bedste det tyske spilmarked nogensinde havde produceret. Og det synes jeg egentlig ikke mere. Det svage tema, det at spillet er så langt og proceduralt, og det at et par af spilmekanismerne virker som om de slet ikke passer med det "dybe" feel resten af spillet har (her tænker jeg især på tilfældigheden når man koloniserer, samt tilfældigheden i, hvilke expeditionskort man trækker til sidst, og hvor mange points de er værd), gør at jeg har måttet nedjustere min bedømmelse lidt. Noget dårligt spil er det absolut ikke, men for mig er det ikke en klassiker a la E&T, Amun-Re eller Puerto Rico...

Nu var klokken blevet mange (efter 23.00, uha-da!), så alle pånær Rasmus og jeg var gået hjem. Vi to var til gengæld opsat på et spil mere, og det - måske - oplagte valg var det nye, hotte spil Rasmus havde medbragt; Louis XIV. På den positive side skulle spillet være relativt hurtigt og godt med to spillere, men omvendt trak det lidt ned at ingen af os havde læst reglerne endnu! Det kunne dog ikke afskrække os, så vi gik i gang med lidt hurtig-højtlæsning og simultant setup.

Louis XIV handler om at få indflydelse over forskellige hoffolk ved Solkongen ~~Louis~~, undskyld Ludvig XIV's hof :-) . I princippet i hvert fald, for temaet er meget, meget tyndt, og spillet er reelt et halvabstrakt "area influence" spil.

Til at start med lægger man de 12 hoffolk op i et sjovt skakbrætsmønster, og sorterer det hav af komponenter der er. Hver spiller har en række indflydelsesbrikker (læs: tønder fra Puerto Rico) som bruges til at kontrollere de forskellige hoffolk. Udover det findes der en masse forskellige kort; guldkort, missionskort (i tre udgaver), indflydelseskort og intrigekort - og jeg skal såmænd nok også have glemt en slags eller to!

Spillet kører over fire ture, og i hver tur skiftes spillerne til at spille deres nyerhvervede inflydelseskort, hvilket giver ret til at placere indflydelsesbrikker på hoffolkene. Når alle er færdige med at spille indflydelseskort, finder man ud af hvem der kontrollerer hver af hoffolkene: De afgøres i en bestemt rækkefølge, og da der er en myriade af specielle effekter der kan ske, kan tidlige hoffolk sagtens ændre stillingen på de senere. Har en spiller mest indflydelse på en hof-m/k, får han den tilhørende præmie, men i nogle tilfælde får de andre spillere med indflydelse også lov til at få eller købe en præmie. Den almindeligste form for præmie er missionsbrikker, som bruges til at spille missionskort fra hånden. Og missionskort er den primære kilde til victory points. Som udgangspunkt fjernes alle indflydelsesbrikker fra hoffolkene, efter at man har afgjort kontrollen, så i hver af de fire ture starter man reelt forfra igen, når man lægger indflydelse på hoffolkene.

Så det er meget kort fortalt, hvad Louis XIV går ud på. Det føles som et typisk Rüdiger Dorn-spil: Ekstremt tyndt tema, proceduralt, og med et hav af abstrakte mekanismer der interagerer med hinanden. Som Goa føles det umiddelbart temmelig komplekst (målt på mængden af regler, altså), men ligesom Goa er det ikke så slemt når man først kommer i gang. Måske det er de tynde temaer, der gør at man har sværere ved at forholde sig til reglerne? Eller måske er det det, at Dorn tilsyneladende har lidt svært ved at begrænse sig i sine spil: De virker ofte som om han bare er blevet ved med at tilføje regler og komponenter, længe efter det egentlig var på sin plads at stoppe. Det gør i hvert fald at jeg føler, at hans spil ofte virker lidt klumpede og ikke så elegante.

Egentlig var hverken Rasmus eller jeg super-imponerede over spillet, men følte begge at det måtte være bedre med flere spillere. Problemet med to spillere er, at der er meget lidt reel kamp om kontrollen over de forskellige hoffolk, selv med en ekstra "blind makker" regel tilføjet. Med flere spillere må der være mere konkurrence på det punkt, med dertil hørende øget spændingsmoment. Men dårligt var det heller ikke: Som sagt lidt klumpet eller uelegant, og meget lidt tematisk, men samtidigt interessant nok, og med et hint af dyb strategi - som vi slet ikke nåede andet end at snuse til. Umiddelbart er jeg på en '7'-er på Boardgamegeek, bedømt som 2-spiller spil, men jeg tror det meget vel kunne være højere med flere spillere.

Og lad os til sidst ikke glemme at nævne at jeg vandt spillet, 51-41. :-)

I mellemtiden var det blevet nat, så Rasmus og jeg vendte cyklerne hjemad.

Bonaparte at Marengo

2005-05-20T10:34:00.000+02:00

Frederik kom på besøg for at prøve et af mine nye, hotte krigsspil, nemlig Bonaparte at Marengo. Regelgennemgangen gik uden de store problemer (selvom det tog lidt tid) og vi var snart igang.

Bonaparte at Marengo er et utroligt interessant, innovativt spil. Det er ikke specielt komplekst, men det tager alligevel en vis indsats at lære reglerne, mest fordi alting bare er så nyt, så der er ikke mange emner hvor man kan falde tilbage på sin eksisterende viden om krigsspil. Spillet simulerer slaget ved Marengo i 1800 mellem Frankrig og Østrig, hvor franskmændene historisk fik svære tæsk tidligt i slaget, men efterfølgende modtog forstærkninger, så de kunne modangribe, og endte med at tilføje østrigerne et sviende nederlag.

Først lidt om spillets komponenter, og vi starter med innovation #1: Brikkerne er aflænge "træpinde", ca 5 x ½ x ½ cm, røde for Østrig og blå for Frankrig. På den ene af de lange sider er trykt fra 1 til 3 symboler, enten infanteri, kavalleri eller artilleri, hvilket indikerer antallet og typen af steps i brikken. Infanteribrikker kan maksimalt være på 3 steps, kavalleri på 2, og artilleri findes kun med 1 step. Når en brik tager et hit i kamp, erstattes den nuværende brik med en anden af samme type, men med færre steps. Så lidt blokspils-agtigt, bare ikke nær så elegant implementeret.

Brættet, der viser terrænet omkring Marengo er holdt i meget lyse, afdæmpede farver. Det er inddelt i områder, som afspejler det underliggende terræn. Brikker kan naturligvis opholde sig i et område (hvert område har en kapacitet som viser, hvor mange brikker der er plads til), men - og her kommer den interessante innovation #2 - de kan enten være midt i området ("i reserve"), eller langs et af områdets kanter ("approaches" i spillet). En interessant, og meget elegant måde at simulere aspekter så som enhedernes formation og hvilken retning de vender.

Spillet kører over 16 ture, hver opdelt i en østrigsk spillertur og en fransk spillertur. Hver spillertur består af de følgende trin:

Afvikl artilleri-bombardement som er erklæret i sidste tur. Hvis en artilleribrik laver bombardement, kan den ikke lave yderligere den tur.

Lav angreb ("assaults") mellem enheder der står overfor hinanden langs en kant.

Ryk enheder (og lav "maneuver attacks" hvis muligheden byder sig).

Erklær evt. artilleribombardement for næste tur.

Hver spiller har hver tur 3 command points, som bruges til at rykke enheder og angribe. Et assault koster 1 CP, og det samme gør det at rykke en gruppe enheder. Enheder der rykker på vej rykker altid enkeltvis (og hver enhed tæller altså som "sin egen" gruppe), men til gengæld koster det ikke CP at rykke enheder på store veje. Normale ryk er altid 1 felt, mens vejryk er 3 felter.

Den primære form for angreb, assaults, foregår som vist ovenfor i en separat fase, og altid mellem enheder der står overfor hinanden langs en kant. Innovation #3: Kamp foregår uden brug af terninger og uden brug af nogen form for tabelopslag. Kort fortalt er der tale om en simpel sammenligning af enhedsstyrker mellem "lederenhederne" på hver side, modificeret for terræn langs kanten. Er angriberens styrke størst, vinder han, ellers vinder forsvareren. Vinderen af en kamp tager altid ét tab, mens taberen tager ét plus forskellen mellem de modificerede styrker. Vinderen har mulighed for at indsætte en kavalleri-forfølgelse, hvilket giver ekstra tab til taberen. Taber forsvareren, skal hans enheder desuden trække sig fra deres felt, hvilket kan afstedkomme yderligere tab.

Den anden form for angreb, "maneuver attacks", foregår som en del af rykkefasen, og når en gruppe forsøger at rykke ind i et fjendtligt felt, hvor der ikke står fjender langs den pågældende kant. Forsvareren har i nogle tilfælde mulighed for a) at sætte en forsvarer fra reserven ud på kanten, hvorefter der ikke sker mere; de rykkende styrker bliver blokeret og stopper deres ryk. Gør forsvareren ikke det, skal han istedet b) trække sig fra feltet - med tab - mens angriberen ingen tab tager... Forsvareren vil selvfølgelig bruge option a) når han kan, så b) bliver kun relevant når man er kommet rundt om fjendens flanker, og han ikke har mulighed for at forsvare den længere.

En anden vigtig mekanisme er moral: Måske ikke ligefrem ligeså super-nyskabende som de andre innovationer nævnt ovenfor, men smart alligevel: Franskmændene starter med 17 moral, og østrigerne med 16. Hver gang en side tager et tab, falder deres moral med 1. Når en side når 0 moral, er den blevet demoraliseret, hvilket reelt betyder at slaget er tabt.

Man spiller (i princippet) alle 16 ture, hvorefter vinderen findes: Er kun den ene side demoraliseret, vinder den side der ikke er det. Er ingen eller begge sider demoraliserede, vinder østrigerne hvis de har indtaget mindst 2 ud af 8 specielle felter langs den fjerneste kant af brættet. En side der bliver demoraliseret har dog reelt tabt med det samme: Den mister så meget kampeffektivitet (kan f.eks. ikke lave assaults længere), at den ikke har mulighed for at trække den anden side med ned i demoraliseringen, hvorfor den anden side altid vil kunne vinde uden at gøre yderligere.

Så det er Bonaparte at Marengo i en nøddeskal. Ifølge designeren var den grundlæggende idé han helt fra starten af arbejdede med, at give spillet et helt unikt "look", mest i stil med de illustrationer man f.eks. finder i West Point militær-atlasserne. Også her er slag afbildet med hvide, diskrete kort, med røde og blå aflange rektangler afbildet på. Og det mål har han opfyldt perfekt, hvilket det nedenstående billede vil kunne bekræfte.

I vores spil var Frederik den franske forsvarer, mens jeg var de angribende østrigere. Spillet starter med de fleste franske styrker på brættet, men dog spredt rundt omkring og for de fleste vedkommende låst fast, indtil de er blevet aktiveret af de østrigske styrkers nærhed. Alle østrigernes styrker starter udenfor brættet, og vil rykke ind på det i løbet af de første 5-6 ture.

Til at starte med så det ud til at Frederik kunne lave en flaskehals, hvor jeg ville blive nødt til at angribe med store tab for at slippe ud. Det var også Frederiks plan, og mens den i de første par ture så fornuftig ud, blev det snart klart, at jeg kunne slå mig igennem hans linier relativt nemt, hvorefter hans resterende styrker havde svært ved at danne en forsvarbar linie længere tilbage. Da Frederiks forstærkninger sent i spillet begyndte at ankomme var slaget reelt allerede afgjort, da jeg alle steder vandt frem uden at han kunne stille det store op. Omkring to trediedele henne i spillet blev franskmændene demoraliseret, og Frederik fik lov til at give op. :-)

Vi syntes begge at spillet var godt. Som sagt er det så åbenlyst nyskabende på så mange områder, at man må tage hatten af for det, alene på grund af det. Spillet er også på stort set alle områder ekstremt elegant, med et meget strømlinet design hele vejen igennem. Designerens specielle "look" virker også glimrende.

Men når det er sagt var jeg alligevel ikke helt ekstatisk over spillet. Det var som sagt meget elegant, og var desuden hurtigt og spændende, men det var alligevel som om der manglede noget. Umiddelbart tror jeg det var det meget simple og abstrakte kampsystem jeg ikke helt kunne klare; uden terninger og med næsten ingen modifikationer til enhedernes styrke virkede kampene næsten for skak-agtige.

Men spillet var absolut ikke dårligt. Det handler meget om manøvrering: Frontale angreb (dvs. assaults) er altid blodige for begge sider, og den virkeligt effektive måde at besejre fjenden på er at komme rundt om hans flanker, og lave et maneuver attack, som han ikke kan blokere.

Frederik og jeg har da tænkt os at prøve det igen. Nu hvor vi kender reglerne godt, tror vi også det vil være et meget hurtigt spil at spille, så mon ikke i hvert fald et par spil på en aften vil være realistisk?

Så konklusionen må være, at Bonaparte at Marengo er et rigtigt godt spil, men en ukvalificeret succes kan man alligevel ikke kalde det.

Geistertreppe (x2), Lost Valley, 6 Nimmt! (x2)

2005-05-18T10:32:00.000+02:00

Endnu en spilleaften hos Hans og Eva, denne gang med Claus som fjerdemand. Vi havde forinden mailet sammen om, hvad vi kunne tænke os at prøve, og jeg havde medbragt Amun-Re, Lost Valley, Oltremare, Geistertreppe og 6 Nimmt!

Mens børnene stadig var oppe og omkring, startede vi med noget let, nemlig Geistertreppe. Første spil var bare med grundreglerne, og her kunne alle godt følge med. Det endte med at jeg fik rykket "mit" spøgelse op først, og dermed vandt. Andet spil var med hele molevitten; den "avancerede" bytte-brikker regel, flaskespøgelset og det ekstra brætsegment. Og her tabte jeg hurtigt tråden! Efter nogle runder havde jeg mistet alt overblik over hvem der var hvem (de andre sagde at de stadigvæk kunne huske det), men Hans valgte samtidigt en ny strategi: Ryk tilfældigt, men hold øje med hvad de andre rykker sidst i spillet, og brug denne viden til at overtage en farve og rykke den i mål. Eller noget i den stil... :-) I hvert fald allierede Hans sig med Agnete, som fik lov til at bestemme, hvilket spøgelse der skulle rykkes. Hun valgte konsekvent det første, og da det efter et par runder nåede i mål, viste det sig at være mit! Så endnu en strålende sejr til seje Jens. ;-)

Dernæst stod den på et "tungt" spil (og lad mig her i parents nævne, at vi havde en længere diskussion om, hvad definitionen af "tung" i denne sammenhæng egentlig er!), og her var stemningen for Lost Valley. Jeg havde læst reglerne forinden - og var blevet tilpas forvirret - og min forklaring af dem gjorde det ikke mere gennemskueligt. I hvert fald var der en decideret "hvad har vi begivet os ud i?" følelse omkring bordet, da vi gik i gang.

Spillet er et udforsknings-spil udgivet af Kronberger Spiele, det samme firma som også har udgivet Cronberg. Spillerne repræsenterer guldgravere i et Alaska-lignende landskab. Brættet opbygges efterhånden som spillerne opdager det, og til det formål indeholder spillet en stor mængde rhombeformede tiles, som man kan sætte sammen for på den måde at danne landskabet. En stor startbrik, indeholdende en flod og en handelsstation, danner udgangspunktet for opdagelserne. Floden fra startbrikken vil blive udvidet efterhånden som mere af landskabet opdages, og vil reelt opdele landet i to dele, som man kun kan flytte imellem ved handelsstationen, eller hvis man har en båd.

Hver spiller har, i bedste RPG-stil, et "character sheet", hvorpå man placerer sine råvarer, sit udstyr, og det guld man finder. Spillet kan slutte på to måder; enten når en spiller kommer tilbage til handelsstationen med 10 guldbrikker (som hver er 1-4 guld værd) og erklærer spillet færdigt, eller når en speciel isbrik som starter ved flodens kilder - når de engang er blevet opdaget - og gradvist arbejder sig ned ad strømmen, når frem til handelsstationen. I begge tilfælde vinder den spiller der har fundet mest guld.

Når en spiller udvider brættet ved at placere tiles, placerer man også forskellige ting på tilen (indikeret ved symboler på den): Det kan være guld, enten grønt (!) flodguld eller gråt bjergguld, eventbrikker, eller vilde dyr. Udover at bevæge sig omkring og opdage landskabet, kan spillere i deres tur vælge at udføre en af en myriade af forskellige actions: Man kan grave efter guld, hvilket har forskellige forudsætninger og koster ressourcer, man kan jagte dyr, fiske, bygge ting (fiskefælder, savværker, kanaler eller miner), fælde tømmer, og købe ting af handelsstationen. Alt sammen meget forvirrende, når man bare læser det i reglerne, men heldigvis lidt nemmere i praksis.

I vores spil startede Hans og Eva med at udforske den ene side af floden, mens Claus og jeg tog den anden vej. Vi samlede lidt flodguld, og forsøgte at jagte et par dyr, indtil Claus endelig tog sig sammen, og byggede en mine i et bjergfelt. Desværre for ham var det tydeligt at miner er så dyre, at han ikke bagefter havde råd til faktisk at udnytte den. Heldigvis - for mig altså - er miner "offentlige", dvs. alle kan benytte en mine, uanset hvem der har bygget den, hvorfor jeg havde mulighed for at score broderparten af guldet i Claus' mine. Af en eller anden grund blev det ikke specielt positivt modtaget... ;-)

Vi udforskede meget, og fik ret hurtigt opbrugt land-tilene, hvilket automatisk gør at flodens kilder kommer i spil, og isbrikken kan begynde sin tur ned mod handelsstationen. Det gjorde den, i forbløffende fart, og spillet endte faktisk inden vi egentlig syntes vi havde nået så meget. Til slut kunne jeg erklære mig vinder med 12 guld, mod Evas 11 og Hans' og Claus' 4.

Det var måske meget godt at spillet ikke varede længere. Jeg var ikke specielt vild med oplevelsen, og Claus svinede nærmest spillet til. Kun Hans og Eva kunne godt lide det, men (heldigvis) var det blevet så sent, at vi ikke kunne nå en revanche.

Hvorfor kunne jeg så ikke lide det? Flere ting, faktisk. For det første er regelbogen frygteligt, frygteligt skrevet, og selvom spillet egentlig ikke er så svært, er det nærmest umuligt at forstå hvad pokker det handler om, blot ud fra reglerne. Det skyldes primært at reglerne er skrevet ekstremt kortfattet, hvorfor de da heller ikke er særligt komplette. Så selv når man med praktisk erfaring har forstået hvad det sådan nogenlunde går ud på, støder man ind i regelspørgsmål som ikke kan besvares ordentligt ud fra reglerne (præcist hvornår skal man trække flod-rhombetiles, kan man bygge kæder af kanaler gennem tilstødende tundra-tiles, etc.?)

Som om det ikke var nok, virker spillet heller ikke særligt godt balanceret: Som nævnt (og som en del på Boardgamegeek har påpeget) er miner meget dyre at bygge, hvorfor det næsten er umuligt for en minebygger at få noget ud af den selv, hvis de andre er i nærheden til at udnytte den. Flere andre muligheder virker som om de ikke rigtigt kan betale sig. Og jo, så er spillet også meget tilfældigt, ikke mindst i proceduren for at jage dyr, hvor jægeren med en terning skal slå højere en et terningslag lavet af en anden spiller. Både Hans og Claus mimrede deres forsøg adskillige gange, og en del høj banden blev i den forbindelse hørt omkring bordet.

Og til sidst, hvis spillet så bare var spændende, actionpræget, fuldt af "Indiana Jones-fornemmelse" og så'n, kunne det såmænd have været godt nok, de ovennævnte problemer til trods. Men faktisk synes jeg det var en lidt tør, mimrende fornemmelse at spille Lost Valley. Genren af udforskningsspil er åbenbart svær at implementere ordentligt i praksis: I hvert fald har jeg endnu ikke set et rigtigt godt et af slagsen, selvom en klassiker som Magic Realm kommer tæt på.

Som sagt kunne vi ikke nå mere Lost Valley, men et par hurtige spil 6 Nimmt! blev det da til. Det første, vores "prøvespil" om man vil, blev ikke spillet færdigt da en af spillerne nægtede at fortsætte i afsky over sit uheld (44 minuspoint i første hånd er godt klaret) :-) Andet spil var ikke præget af lige så meget uheld, og endte med en kneben sejr til Claus, 1 point foran Eva.

Nye spil

2005-05-18T10:31:00.000+02:00

I et anfald af købemani, har jeg på det sidste bestilt en række spil fra bl.a. Adam Spielt og Udo Grebe i Tyskland. De sidste spil ankom i går. Alt i alt er min samling de sidste dage blevet udvidet med det følgende:

Bonaparte at Marengo. Et "bloklignende" krigsspil om en af Napoleons største sejre. Tilsyneladende meget innovativt, og der har været snakket meget om det på det sidste.

Alesia: Great Battles of History. Jeg er jo en GBoH-junkie, og dette sidste skud på stammen ser rigtigt cool ud.

Wallenstein. Et "tungt" tysk spil, med et for et tysk spil så usædvanligt et tema som krig, i dette tilfælde starten af 30-årskrigen.

Oltremare. Et lille spil, hvor spillerne er handlende der sejler omkring i Middelhavet. Fik gode anmeldelser ved premieren i Essen i efteråret, men er blevet noget mere blandet modtaget sidenhen. Men det ser nu meget sjovt ud.

Friedrich. Endnu et innovativt krigsspil, denne gang omhandlende 7-årskrigen (Frederik den Store af Preussen i 1700-tallet, hvis nogen skulle være i tvivl), for 3-4 spillere. Også et nyt spil der har taget krigsspilsmiljøet med storm.

Desert Rats. Et mere "gammeldags" krigsspil, i Avalanche's Panzer Grenadier serie. Denne gang er det kampene i Nordafrika det handler om (det er det andet Nordafrika-spil i serien), på platoon-niveau. Med ikke mindre end 50 scenarier (!) skulle der være noget at tage fat på.

Derudover blev det til at par andre småting; et ekstra kopi af 6 Nimmt! (mit andet eksemplar er ved at blive slidt i stykker i klubben ;-) ), og et ekstra Der Graf von Carcassonne, en mini-udvidelse (til Carcassonne, surprise!) som er tænkt som gave.

Så der er et par ting at tage fat på! Interessant er det, at jeg har købt nye krigsspil, som jeg nok på det sidste har fået lidt mere lyst til igen.

KBK: Amun-Re, Medici, Pizarro & Co., La Strada

2005-05-10T10:28:00.000+02:00

En god aften i KBK, hvor mine resultater dog ikke var så overbevisende.

Første spil for mit vedkommende var super-spillet, Amun-Re. Et af de allerbedste tyske spil og et af Knizias bedste spil nogensinde, synes jeg, så jeg er altid interesseret i at prøve det igen. Desuden havde Anders på det sidste fået et par lette sejre i spillet (dvs. jeg havde ikke været med ;-) ), og da jeg ikke kunne lade være med at mobbe ham med det, måtte han naturligvis tage udfordringen op.

Det blev nu et middelmådigt spil for mit vedkommende: Jeg kom tilsyneladende godt (men i virkeligheden kun nogenlunde) ud af første halvdel af spillet, men i anden halvdel rendte Ken fra os alle sammen, og fik bl.a. bonusen på begge sider af floden. Ikke desto mindre endte det med pointslighed mellem tre spillere (Poul, Anders, Ken), og Ken vandt på tiebreak.

Efterfølgende stod den på et par auktionsspil, Pizarro & Co. og Medici, om hvilke jeg ikke kan huske så meget, andet end at jeg klarede mig skidt i dem begge.

Til sidst var det kun mig og Rasmus tilbage (surprise, surprise - hvorfor er det lige alle folk tager så tidligt hjem efterhånden?), og efter at have snakket en del, prøvede vi også en to-personers udgave af La Strada.

Det var første gang jeg prøvede det, og det virker faktisk som et elegant lille rutebygningsspil. Dog ikke med to spillere! For at kunne spille to, skal man kasere halvdelen af de oprindelige regler, og indføre lige så mange nye, så faktisk er det et helt andet spil man spiller. Ikke elegant, og resultatet var ikke specielt godt - men det var da i det mindste hurtigt overstået.

La Strada er et spil jeg godt kunne tænke mig at prøve igen, men det skal så absolut være med mere end to spillere...

Ra (x2), Tikal

2005-04-27T10:30:00.000+02:00

Eks-rollespilsgruppen, dog med Jørgen som stand-in for Claus skulle mødes hos Hans og Eva. Jeg havde som sædvanligt medbragt et bredt udvalg af spil; Ra, Royal Turf, Alhambra og Tikal. Med begge ungerne stadig løbende omkring, besluttede vi at starte med noget i den lette ende, og valget faldt på Ra. Hans og Eva har prøvet det et par gange før i denne gruppe, men Jørgen havde aldrig prøvet det før, og ville selvfølgelig gerne stifte bekendtskab med denne Knizia-klassiker.

I første spil, som pga. de dejlige børn foregik under lidt kaotiske forhold, kom jeg rigtig, rigtig skidt fra start, og det blev ikke bedre derefter. Til slut var jeg suverænt sidst, mens Eva kunne notere sig for en sejr.

Andet spil blev noget anderledes, og jeg fik timet tingene helt rigtigt: Efter første runde førte jeg stort, efter anden runde gik det stadig over al forventning, og min tredie runde var faktisk den bedste af dem alle sammen for mig, idet jeg scorede over 40 points alene dér! Så, ahem, ikke overraskende endte jeg med at vinde.

Nu var der efterhånden blevet ro i lejren, og vi gik i gang med aftenens "tunge" spil, Tikal, hvor vi dog stadig spillede efter standardreglerne, dvs. uden auktioner om de enkelte tiles. Hans fremskaffede nogle polske lækkerier, inkl. nogle meget britisk-udseende øl ("Dog in the Fog", og de var meget lækre), og en polsk kage/konfekt-specialitet, som set i bakspejlet ikke var det store hit hos mig. :-)

Måske på grund af de polsk/britiske øl blev vi dog ikke færdige med spillet: Omkring halvvejs var Eva så træt at hun måtte give fortabt, og resten af os var vist også efterhånden lidt bombede.

Så med Jørgen som chauffør gik turen (hurtigt) tilbage til Frederiksberg.

War of the Ring i 13 scener

2005-04-26T10:23:00.000+02:00

Denne tirsdag var lidt af et eksperiment, idet Sune, Frederik og jeg havde aftalt at kaste os over et tre-spillers War of the Ring. I denne variant spiller en spiller (som sædvanligt) de gode, mens de ondes styrker bliver delt mellem de to spillere - en får Sauron, mens den anden får Saruman og Syd/Østerlændingene - som så skiftes til at have tur, når det er den onde sides tur. Denne regel leder til væsentlige koordineringsproblemer blandt de onde, som nu ikke længere kan fokusere deres indsats i samme grad som når alle tropper styres af en spiller. Desuden - og det fandt vi først ud af ret sent - bevirker det også store koordineringsproblemer med hensyn til de kort hver spiller trækker. I vores spil var (onde) Sune helt ekstraordinært de gode, mens Frederik og jeg var det onde team, Sauron og Saruman.

Nå, men intet War of the Ring spil vil være komplet uden en gennemgang af spillets forløb, så her kommer den sørgelige beretning (nu i Anamorfisk 16:9 format) om hvordan Sauron (og lad os ikke glemme Saruman), i det øjeblik han stod klar til at endeligt at erobre Midgård, pludseligt opdagede en lille hobbit i hjertet af Mordor, i færd med at ødelægge den mægtige Herskerring!

Scene 1, vadestedet ved Bruinen, i nærheden af Rivendell
Broderskabet er i færd med at krydse vadestedet, da en masse monstre pludseligt overfalder dem. Gandalf står forrest, og bliver hurtigt overmandet.

Gandalf: "Frodo, you fool! Aaarghh!!" (dør)
Legolas: "Hmmm, jeg tror jeg glemte mit hårspænde i Rivendell. Nej, vent ikke på mig, jeg indhenter jer senere." (har svært ved at skjule et grin, mens han i al hast skynder sig tilbage i sikkerhed)

Scene 2, nyheder fra Mordor News

Oplæser: "Sauronianske tropper i Nord-ithilien er igen blevet angrebet af terrorister. Lederen af bevægelsen "the Rangers", fyrst Faramir, med tætte relationer til den herskende familie i Gondor, har påtaget sig ansvaret for denne udåd. Mørkets fyrste Sauron udtaler at et defensivt angreb på Gondor kan komme på tale, hvis ikke Faramir og medlemmerne af hans bevægelse udleveres inden 48 timer."

Scene 3, rejse fra Rivendell til Lorien
Vi følger Broderskabets rejse gennem vild, smuk natur på deres rejse mod Lorien, alt imens Boromir, Merry og Pippin bliver ofre for forskellige nasties.

Boromir: "Aarrghh!!" (dør)
Merry: "Yikes" (dør)
Pippin: "Piv!" (dør)

Scene 4, nyheder fra Isengard Evening News

Oplæser: "Efter flere måneders uro ved grænsen er sarumanske tropper gået ind i Rohan, med det formål at beskytte det dunlændingske mindretal i området. Sarumans tropper har kun mødt sporadisk modstand og har i dette øjeblik indtaget Helm's Deep. Tropper kæmpende for det nuværende rohanske regime er set flygtende østpå, men kilder i den sarumanske hær oplyser at man ikke regner med at de vil kunne blive et problem."

Scene 5, centrale Gondor
Enorme hære af orker og andet godt sejler over Anduin, indtager Osgiliath, og bevæger sig i samlet flok mod Minas Tirith

Orker og andet godt (i kor): "Wir marchieren nach Minas Tiiiirith!!"
Minas Tiriths forsvarerer og indbyggere i øvrigt: "HJÆLaaaaaaaargh!!" (dør)
Orker og andet godt (i kor): "Wir marchieren nach der Rooooohan!!"

Scene 6, Lorien

Frodo: "YES! Så kom vi endelig frem. Det gik da meget nemt, ikke?"
Sam: "Hvor blev vores hobbitvenner egentlig af? Jeg har ikke set dem i dagevis..."
Aragorn: "Vi har mistet fire af vores medlemmer. Og Legolas er stadig ikke dukket op... Og du, Frodo, er begyndt at opføre dig rigtig underligt på det sidste."
Frodo: "Mwahwahahahaha!! ... Øh, ahem, undskyld."
Aragorn: "Tlatha aw tlath âlpây-ya" (Oldassyrisk: "Uden chancer er vi.")

Scene 7, nyheder fra Isengard Evening News

Oplæser: "Det meddeles netop at Rohans hovedstad, Edoras, er befriet, og de sidste rester af de rohanske tropper er blevet tilintetgjort."

Scene 8, herreværelset i Barad-dûr
Sauron og Saruman sidder henslængt i læderstole, hver med et glas dyr cognac fra Sønderfjerding i hånden

Sauron: "Hahaha, alt går som planlagt. De godes hære falder som strå for vores mægtige arméer. Selv Ringens Broderskab-hvis-mission-vi-ikke-kan-gætte er på grænsen til at kollapse. De sørgelige rester af det skjuler sig i Lorien, hvor de sikkert håber at Frodo kan blive kureret for sin stadig mere eccentriske opførsel. Som om!"
Saruman: "Intet kan stoppe vores skumle planer nu. Intet!" (smiler diabolsk)
Sauron: "Nope! SKÅÅÅL!!" (tømmer sit glas med cognac)

Scene 9, Barad-dûr

Budbringer: "Min fyrste, Ringens Broderskab er i bevægelse igen, og det står nu klart at de bevæger sig mod Mordor - hurtigt. Hvorfor mon de gør det?"
Sauron: "Ingen anelse, men bare rolig, de har ikke en chance."
Budbringer: "Jamen..."
Sauron: "INGEN chance, sagde jeg!"

Scene 10, stensletten ved Dagorlad
Ringens Broderskab, nu kun bestående af Frodo, Sam og Gollum, nærmer sig Mordor

Sam: "Vores rejse har nu ikke været den samme siden Gimli døde."
Frodo: "Næh, men bortset fra det er det jo gået meget nemt ikke? Det var værre at Aragorn bare skred uden et ord..."
Sam: "Han sagde til mig, at han ville til Gondor og slås. Eller sådan noget."
Gollum: "Nasssty man, hiss, spit, ..."

Scene 11, Orthanc

Budbringer: "Min herre, Ringens Broderskab er på nippet til at gå ind i Mordor!"
Saruman: "Bare rolig, jeg sender en storm mod dem, det vil forsinke dem..." (Palantiren ringer, Saruman tager den)
Saruman: "Ja? Aha... Javel. Ikke min tur?! HVAD I MORGOTHS NAVN SKAL DET BETYDE??!!"

(Klip til Minas Morgul, hvor Frodo, Sam og Gollum går ind i Mordor. Vejret er behageligt lunt, tørt og vindstille. Man hører Sam fløjte muntert.)

Saruman: "AAAGGGHHH!!!"

Scene 12, Barad-dûr

Budbringer: "Min fyrste, Ringens Broderskab er inde i Mordor. Situationen kan være farlig."
Sauron: "Forstyr mig ikke med den slags petitesser, jeg har travlt med at planlægge mine angreb på elverne."

(Klip til Rivendell, hvor en mægtig hær under ledelse af Heksekongen nærmer sig. Elrond ser utryg ud ved situationen. Klip til Skovelvernes rige, hvor elvere og mennesker kæmper mod en vældig hær af Østerlændinge

Budbringer: "Jamen, min fyrste, hvad hvis hobbitterne har tænkt sig at ... [hvisker] ødelægge Ringen...?"
Sauron: "Utænkeligt. Det er vigtigere at vi får indtaget Riv... Ahem, sig lige det igen."
Budbringer: "Ødelægge Ringen?"
Sauron: "Bugger."

Scene 13, Ved Dommedagsspalterne

Sam: "Så kom vi da vist frem. Mordor var da ikke så slemt, synes I? Godt nok er det goldt og stenet, men den slags natur kan jo også være smuk på sin egen barske måde."

Frodo: "Shelob var lidt nasty..."
Sam: "Ja, men der tog du jo bare Ringen på, og så var problemet løst."
Frodo: "Yup."
Smeagol: "Nice master, desstroy the Ring, Now. Pleassse..."
Frodo: "Ro på den, Smiggie, vi kommer til det nu."

(Frodo tager Ringen frem og knipser den nonchalent ned i Dommedagsspalterne. Klip til spektakulære scener af lava, eksplosioner, onde hære der styrter ned i enorme sprækker i jorden, osv, osv. Klip til Orthanc, hvor en noget uselt udseende Saruman sidder i et hjørne og mumler om at påkalde storme.)

Ak ja, på trods af en rigtig uheldig start fik Sune alligevel skrabet en sejr hjem. Vi, de onde, havde indtaget 9 ud af de 10 nødvendige VP på det tidspunkt, og stod til at tage Rivendell næste tur. Frodo var på 11 ud af 12 corruption da han smed Ringen i. Så det var så tæt som det kunne være! Og som de onde var det bittert at indse at der var mindst en 5-6 små detaljer i de sidste ture, som hvis vi havde gjort dem anderledes ville have vendt spillet til en sejr til os. Men det gjorde vi altså ikke! :-)

Men bortset fra det var det sjovt: Det fungerede meget godt at splitte de onde op på to spillere, for det tvang også de onde til at sprede deres indsats lidt mere ud, hvilket gjorde at spillet blev mere åbent og dynamisk end det normalt føles. Men at spille tre-personers WOTR at klart at rykke balancen i forhold til to-personers udgaven, for de onde har nu mange problemer med at koordinere og fokusere deres indsats. Spiller man fire personer skal de gode også deles op, men da begge spillere stadig kan rykke Broderskabet, er jeg ikke sikker på det vil betyde noget særligt for balancen.

Men endnu et fornøjeligt (og langt) spil War of the Ring!

KBK: Goa, 6 Nimmt!

2005-04-12T13:52:00.000+02:00

Ved ankomsten i KBK var en større flok i gang med et spil Medici: Efter 2. runde førte Anders, men i sluttællingen blev han overhalet af Rasmus, der dermed kunne notere sig for en sejr.

Da Medici var slut, kastede Ken, Rasmus, Sune og jeg os over Goa, mens resten af selskabet fortsatte med det nyeste klub-hit, 6 Nimmt!

Som jeg har skrevet før, plejer jeg altid at starte stærkt i Goa, for blot at sætte det hele over styr omkring runde 5-6, med det resultat at jeg ofte ender dårligt placeret. Denne gang var mønstret dog lidt anderledes: Mit spil stagnerede i første halvdel af spillet, og jeg fik slet ikke udviklet mig så meget som jeg havde håbet på - alt sammen fordi jeg ikke kunne skaffe en grøn vare, så jeg kunne avancere min harvest-track. Til gengæld havde jeg masser af penge, og fik fat i gode ting i auktionerne.

Men i runde 5 kom jeg til at dumme mig: Jeg fik købt en god tile dyrt, hvilket bevirkede at jeg endte auktionsrunden uden penge. Resultatet var at jeg ikke deltog i auktionerne hverken i runde 6 eller 7, og først i runde 8 fik jeg igen en tile. Dog bevirkede min manglende deltagelse i auktionerne ikke at mit spil iøvrigt gik i stå: Jeg havde en del ressourcer og kunne derfor bruge mine aktioner konstruktivt på at avancere mine forskellige tracks.

Indtil kort før slutningen, var jeg overbevist om at Rasmus, eller måske Sune ville vinde spillet. I sidste tur blev det dog også klart, at jeg selv var godt med (Ken skriver vi ikke noget om!). Og ved den endelige optælling viste det sig at både Sune og jeg havde 46 points, mens Rasmus havde 44 og Ken ... ja, lad os bare sige at hans score ikke startede med "4"! Og hvad er så lige tie-break ved point-lighed? Flest penge, naturligvis, og der havde Sune lige og præcis 1 penge tilbage, mens jeg havde ... 0. Så en kneben sejr til onde Sune. :-)

Efterfølgende skulle der spilles noget let, og hvad bedre end vores allesammens darling, 6 Nimmt!? Sune havde ikke prøvet det før, men efter en udmarvende regelforklaring der strakte sig over, måske, 30 sekunder, var vi klar. Og Rasmus lagde hårdt ud med en stor bunke oksehoveder. Og i efterfølgende runder holdt Rasmus stilen, og var da også den første der rundede de 66 points. Så Rasmus vandt ikke...

Det gjorde jeg nemlig, og det siger noget om 6 Nimmt-niveauet i KBK, at jeg kunne vinde ved stort set at følge min basale "robotstrategi": Spil altid det højeste kort du har (i gennemsnit afveg jeg fra denne regel en 2-3 gange pr. runde). Så lærte I det! :-)

Expedition (x2)

2005-04-02T09:03:00.000+02:00

Lørdag aften kunne Tine godt overtales til at spille brætspil, forudsat det var noget hun kendte. Vi valgte derfor en gammel traver, Expedition, som vi har spillet rigtigt mange gange som to-personers spil. Og det fungerer det fint som, nærmest som en interessant udgave af TransAmerica!

Vi har også efterhånden opbygget vores helt egen jargon og overtro i forbindelse med spillet: F.eks. er det velkendt, at den der får bamsen i Nordamerika ("Kodiakbären") altid vinder, mens den der får krukken i det nordøstlige Sydamerika altid taber!

Vi nåede to spil, det første vandt Tine knebent (hun fik bamsen), og i det andet, hvor jeg ellers skulle have revanche, vandt Tine også. Hmphh! :-)

Men bortset fra resultatet er det altid et sjovt spil at vende tilbage til.

KBK: Goa, 6 Nimmt!, Blue Moon (x4)

2005-03-29T11:05:00.000+02:00

Ved min ankomst til KBK var Rasmus og Søren klar til et nyt spil, og efter lidt snakken frem og tilbage faldt valget på Goa. Søren havde ikke prøvet det før, men det forhindrede ham ikke i at spille væsentligt mere kompetent end, øhm, en vis anden...! Hvem det var, skal snart blive afsløret.

Som altid startede mit spil rigtigt godt, og efter første halvleg stod jeg stærkt omend ikke markant bedre end de andre. Og som altid knækkede filmen for mig omkring runde 5-6 stykker... Derefter havde jeg hele tiden 1) for få penge til at medvirke i auktionerne, og 2) for få aktioner til at få gjort det jeg skulle. Jeg faldt mere og mere bagud i det samlede antal upgrades, og måtte bruge det meste af runde 7 og 8 blot for at kunne erhverve mig den sidste koloni... Hvis jeg bare havde haft én aktion mere, kunne jeg da have trukket 3 kort, og sikkert erhvervet mig en håndfuld points. (faktisk er "hvis jeg bare havde haft én aktion mere" snart mit slogan i Goa, skarpt fulgt af "hvis jeg bare havde trukket én kolonist mere da jeg skulle grundlægge kolonien". Ikke godt).

Spillet endte med en sejr til Rasmus med 49 points. Søren endte på 43 og stakkels jeg haltede bagefter med 39. Jeg synes også at kunne fornemme, hvad det er der går galt for mig: Goa er meget strategisk, og man skal helst tænke meget langsigtet for at klare sig godt. Idealet er vel at have en plan for alle sine aktioner, så man ved hvad man kan nå og ikke nå (selvom dette ideal naturligvis ikke kan lade sig gøre i praksis, pga. uforudsigeligheden i auktionsrunderne), og jeg er helt sikkert ikke god til det der med langsigtede planer! Konsekvensen af det er, at jeg i de sidste par runder bliver helt desperat, fordi jeg pludselig opdager at jeg slet ikke kan nå det jeg havde regnet med. Og da det jo ikke kan være min skyld (det kan det jo aldrig), må der rulle nogle hoveder i bunkeren!

Efter afklapsningen i Goa ville Søren egentlig hjem, men Rasmus og jeg overbeviste ham om at 6 Nimmt! kun tog 5 minutter. Det blev mere til en halv time i sidste ende, men et dejligt spil 6 Nimmt! var der da tale om, og modsat mit første spil et par dage tidligere med svigerfamilien, endte dette med en solid sejr til mig. Efter en "stærk" start med 21 minuspoints i første runde, fik Søren lidt mere styr på sit spil, og det var da også Rasmus der måtte agere spilstopper ved i sidste runde at suse et pænt stykke over 66 minuspoints. Efter min sejr er jeg nu igen overbevist om 6 Nimmt!'s fortræffeligheder som dybt strategisk spil, mens Rasmus sikkert har det på en lidt ... anden måde.

Nu var Søren ikke til at holde på længere, så Rasmus fik endelig - efter at jeg har bedt om det i månedsvis - mulighed for at introducere mig til Blue Moon. Blue Moon er som bekendt et CCG-lignende kortspil. "Lignende" fordi det jo faktisk ikke er collectible, men resultatet minder faktisk meget om klassiske CCG'er, såsom Magic: The Gathering. Det er Knizia der har designet det, så forventningerne er høje.

Hver spiller spiller en fantasy-race, som skal kæmpe mod en anden race. Hver race har sit eget deck på 30 kort: Grundspillet indeholder kort for 2 racer, og man kan købe de andre racers kort separat. Et spil er en serie dueller, hvor man hele tiden skal kunne matche modstanderens udspil. Første spiller der ikke kan det må trække sig fra duellen, hvilket betyder at modstanderen vinder den, og som præmie får en eller flere drager. Der er tre drager i alt, og ved spillet slutning vinder den spiller der har flest drager. Man kan også vinde før det, hvis man allerede har alle tre drager, og derefter står til yderligere at vinde en.

Vi (dvs. jeg) valgte at vi skulle prøve racerne fra grundspillet, de ildfikserede Vulca mod de mere tricky Hoax. Jeg spillede Vulca, da jeg havde en idé om at de var mere ligetil at spille.

Som total begynder var de i hvert fald mere ligetil at tabe med: Første spil tabte jeg overbevisende 2-0, uden egentlig på noget tidspunkt at føle at jeg havde en chance. Jeg måtte naturligvis straks prøve igen, og i den følgende match fik jeg bank 4-0, altså en sudden-death sejr til Rasmus. Ouch! På dette tidspunkt kan jeg ikke helt udelukke at der fra den ene side af bordet kom et par sure udtalelser (eller ti) om den manglende balance deckene imellem, men der er ingen der kan bevise noget! :-)

Nu var det værste jeg kunne gøre naturligvis at insistere på at skifte decks, for hvis Rasmus så vandt igen, ville det være åbenlyst hvor svagheden var. Så jeg holdt stædigt fast på de efterhånden noget upopulære Vulca.

Og i tredie spil var de faktisk ikke nær så mimrende som i de første to spil. I hvert fald skrabede jeg en lille 1-0 sejr hjem med dem, og smilet var givetvis ikke til at tørre af mit ansigt. Og den efterfølgende match endte også med en 1-0 sejr til mig.

Jeg har læst på Boardgamegeek at de fleste mener, at Vulca decket er markant bedre end Hoax decket når det er begyndere der spiller, mens balancen de to decks imellem skifter efterhånden som spillerne bliver mere erfarne. Om det er rigtigt ved jeg naturligvis ikke, men jeg kan da stå inde for at balancen i enorm grad afhænger af om at man kender sit decks styrker og svagheder eller ej...

Alt i alt syntes jeg Blue Moon var et rigtigt godt spil. Jeg synes det er markant bedre end Knizias forrige CCG-lignende spil, Scarab Lords, og hvis man vil spillet noget "Magic-lignende" uden faktisk at blive trukket ind i hele collectible moradset, bliver det nok ikke bedre end dette.

Omvendt indeholder spillet altså ikke noget, som man ikke har set gjort både større og mere gennemført i Magic: The Gathering. Man skal altså ikke som garvet Magic-spiller (hvilket jeg absolut anser mig selv for, selvom det efterhånden er 5-6 år siden jeg dyrkede det) spille Blue Moon i forventning om en ny "aha!" oplevelse, for man kan få meget af den samme spiloplevelse ved at købe en håndfuld prækonstruerede Magic decks.

Men jeg ser meget frem til at prøve Blue Moon igen, og gerne med nogle af de mange andre racer der findes. Mimix, f.eks., men uden brug af sprittusser! :-)

Cronberg (x3), Royal Turf, Carcassonne: The Castle, 6 Nimmt!, Transamerica

2005-03-25T11:03:00.000+01:00

Påsken blev holdt hos Tines forældre i Brønderslev. Som tidligere fortalt er de jo de mest entusiastiske Carcassonne-spillere jeg nogensinde har set, idet de forlængst er kommet over 1000 to-personers spil!

(Det almindelige) Carcassonne blev det dog ikke til i denne omgang, for jeg havde taget et par små spil med, som jeg tænkte kunne være et hit. Første aften tog jeg Cronberg frem: Umiddelbart er det jo lidt Carcassonne-agtigt, idet man spiller tiles og sætter små mænd ("meeples"), og får points for sine meeples når det de står ved er "færdigt". I praksis - som vores tre spil skulle afsløre - er det dog et markant andet spil. Der er i Cronberg meget større mulighed for at være direkte led ved sine modstandere, og Cronberg føles også helt anderledes ved at der er træktvang, og at det ikke altid er godt at lave et træk. Mens man i start- og midtspillet i høj grad prøver at placere meeples i et forsøg på at få points (forudsat ens modstandere ikke er for lede ved en), består slutspillet mest i at placere meeples, så de giver så få negative points som muligt!

Vores første spil gav os alle en idé om spillet (jeg var den eneste der havde prøvet det før, og kun et enkelt spil for længe siden), og jeg vandt stort. I andet spil havde John (Tines far) set at de gule "minus-til-plus" felter var gode, så han startede prompte med at placere meeples ved siden af gule felter der også havde store minus-tiles liggende (idéen var vel, at de negative tiles jo så ville tælle positivt). Et sådant træk gjorde, at jeg næsten følte mig tvunget til at demonstrere, at gule felter kan dækkes af tiles, så de negative tiles nu faktisk tæller negativt! Som konsekvens deraf fik John da også så mange minuspoints tidligt i spillet, at han røg ud af den negative ende af pointsskalaen. :-)

Andet spil - og tredie for den sags skyld - endte også med sejre til mig, omend noget mindre end første spil.

Lørdag aften stod den "kun" på et spil Royal Turf. Jeg kunne ved hjælp af køligt overblik og en solid sans for sandsynligheder - og ikke mindst ved at kunne slå tre hestesko i træk i det afgørende løb, og derfor avancere Earl Grey i rekordfart (!) - sikre mig sejren her, med Grethe på andenpladsen. Vi spillede grundudgaven af spillet - den med åbne bud - men jeg hælder efterhånden til at den avancerede udgave giver et mere interessant spil.

Søndag aften spurgte John om vi skulle prøve et spil Carcassonne: The Castle. Mens svigerforældrene har fået "grund-Carcassonne" og alle udvidelserne af Tine og mig, har de faktisk selv fundet og købt The Castle. Dog var det tydeligt at spillet, selvom de begge vist syntes det var OK sjovt, ikke havde været nær den samme succes som grundspillet.

At det ikke har været det store hit kan måske hænge sammen med, at de havde misforstået en central regel i spillet: Bonusbrikker, som ligger på pointsskalaen (som jo også er bymuren rundt om byen), gav de til den spiller der byggede en tile ved siden af det pågældende sted på bymuren!! Ouch... ;-)

Men da jeg jo ikke havde spillet det før, ville jeg selvfølgelig mægtigt gerne prøve det. Uden at gå i for mange detaljer kan jeg sige at jeg vandt en lille sejr med en 8-9 points mere end John. Han havde endda fået omkring 12 points for det største tomme område (da han havde lavet det største hus), men jeg havde - det mente han i hvert fald - fået en masse points i løbet af spillet ved at færdiggøre veje. Bonusbrikkerne, hvoraf vi fik en 3-4 stykker hver, gjorde ikke den store forskel for nogen af os.

Det var mit første spil The Castle, og mit umiddelbare indtryk var meget positivt. Som to-personers spil virkede det klart som det sjoveste Carcassonne spil der endnu er lavet.

Efter The Castle shanghaiede vi Tine og Grethe til at prøve 6 Nimmt! (bemærk, udråbstegnet er en del af titlen, så det er ikke fordi der er noget specielt sensationelt ved at overtale de to andre til at prøve spillet ;-) ). Det var første gang nogen af os prøvede det, og det blev vist lidt blandet modtaget. Alle syntes det var OK (jeg var faktisk den mest positive), men ikke så godt at spillet skulle gentages efter første spil. Nå ja, og så tabte jeg suverænt, mens Tine kom ud som den store vinder.

Aftenens sidste spil var Transamerica: Svigerforældrene har fået mit gamle eksemplar, da de jo er glade for det, og jeg mildest talt var ved at være lidt træt af det. Men jeg kunne da overtales til et spil, og efter 4 runder røg både Grethes og min pointmarkør i Stillehavet, mens John endte som den samlede vinder. Nu må der gerne gå et års tid, før jeg igen skal spille Transamerica. :-)

Så alt i alt en spilrig påskeferie, hvor jeg endda fik prøvet nogle nye, spændende ting. Kun et af mine medbragte spil, Alhambra, blev det ikke til i denne omgang.

Victoria Cross

2005-03-18T14:31:00.000+01:00

Jeg havde aftalt med Frederik at vi skulle prøve mit nye blokspil fra Worthington Games, Victoria Cross. Spillet handler om slaget ved Rorke's Drift i krigen mellem briterne og zuluerne i 1879, hvor en lille gruppe britiske soldater, forskanset i Rorke's Drift handelsstationen, holdt stand mod tusinder af angribende zuluer.

Spillebrættet viser et view ud over Rorke's Drift, illustreret i et sjovt pseudo-perspektiv. Det er inddelt i områder. Hver side har en række enheder: De britiske tropper er blokke med fra 1 til 4 SP pr. blok, mens zuluerne dels har blokke med max. 4 SP, dels blokke med max. 10. Det maksimale antale SP pr. blok er nu ikke så vigtigt for zuluerne, som altid kan "veksle" deres enheder, sålænge det samlede antal SP ikke ændres. Hver side har desuden 4 ledere, men to af briternes ledere har nu kun specielle evner hvis man spiller med optional rules.

Spillet varer 16 ture; 8 dagture efterfulgt af 8 natture. I slutningen af hver tur checker zulu-spilleren, om han har vundet spillet her og nu. Har han ikke det efter tur 16, vinder briterne.

Hver tur har de følgende faser:

Briterne rykker.

Zuluerne får forstærkninger og rykker.

Briterne skyder med deres enheder. Zuluerne laver et specielt skarpskytte-angreb.

Nærkamp: Først angriber zuluerne med alle deres enheder, dernæst gør briterne det. Efter begge sider har angrebet, fjernes tabene.

Check for om hospitalet bliver sat i brand, eller om ilden breder sig.

Check om zuluerne har VP nok til at vinde.

Start næste tur.

Briterne starter spillet med ca. 50 SP på brættet, og har kun meget begrænsede muligheder for at genvinde tab (2 SP kan heles pr. tur blandt enheder der starter turen i lagerbygningen). Briterne er også bebyrdet med 4 "patientblokke", som repræsenterer sårede soldater på hospitalet, som zuluerne får VP for at eliminere. Zuluerne derimod starter ikke alene med 90 SP, men i hver tur må de placere alle deres døde SP tilbage på brættet (undtagen ledere). Så her er virkelig en regel der forstærker folks forestilling om endeløse horder af zuluer der vælter frem!

Zuluerne kan vinde på to måder i slutningen af en tur: Enten ved at have nedkæmpet briterne til 10 SP eller mindre, eller ved at have 14 eller flere VP. VP gives for det følgende: Kontrol af hospitalet, eller nedbrænding af hospitalet: 6 VP. Kontrol af begge kraal-områder: 4 VP. Kontrol af "the final redoubt": 10 VP. Kontrol af vandvogns-feltet: 5 VP (mindre hvis feltet først kontrolleres om natten). Hver patientblok elimineret: 1 VP. Desuden mister zuluerne 1 VP hver gang de mister 47 SP eller mere i løbet af én tur.

Begge sider har som sagt nogle ledere, som alle har det tilfælles at de tillader et vist antal enheder at rykke et felt længere i hver tur (2 felter i stedet for 1). Desuden giver de engelske ledere mulighed for at lave nogle specielle former for angreb med op til 4 SP hver: Koordineret skydning (volley fire) og bajonetangreb.

Men nok om reglerne. Hvad så med vores spil?!

Frederik var zulu, mens jeg var brite. Vi satte begge op, og zuluerne startede deres angreb. Frede havde grupperet sine tropper i ret få, men stærke, stakke, som desuden valgte at nærme sig stationen fra vinkler, hvor jeg ikke kunne skyde med særligt mange enheder. Første bølge nåede forskansningerne, og i den efterfølgende nærkamp mistede zuluerne en masse SP, men briterne mistede også nogle. Et par ture efter var de næste bølger zuluer nået frem (erstatninger for dem der var blevet dræbt i første og anden tur), og deres angreb dræbte også en del briter.

Og sådan fortsatte det egentlig. Hospitalet blev sat i brand, og nåede også at nedbrænde med en af patientbrikkerne indeni. Jeg mistede hurtigt mænd nok til at jeg blev nødt til at trække mig tilbage til en stadigt mindre perimeter. Og selvom jeg i mange ture dræbte 20-30 SP pr. tur, betød det ikke det store, da der hele tiden kom nye til. Ved dagens slutning havde jeg helt måtte opgive at forsvare den del af stationen der indeholdt hospitalet og vandvognen (11 sikre VP til Frederik). Kraalen, som ligger meget perifært i forhold til briternes position iøvrigt, måtte jeg også opgive, så det så ikke godt ud. Frederik følte sig nok også ret sikker i sadlen, for han valgte at gå efter at eliminere alle mine tropper, i stedet for bare at indtage kraalen og vinde på den måde.

Som sagt så gjort, og i 3. eller 4. nattur blev mine tropper i "the final redoubt" overmandet og slagtet til sidste mand.

Og hvad syntes vi så om spillet? Desværre må jeg sige, at spillet skuffede en del, ikke mindst for mig som fik stryg i hvad der lignede en meget ubalanceret situation. Faktum er, at jeg ikke havde meget mulighed for at lave taktiske finesser: Mit spil bestod mest af at rykke et par enheder rundt hver tur, enten for at forsøge at dække en potentiel angrebsvej for zuluerne, eller for blot at forsøge at falde tilbage og konsolidere fronterne. Jeg var også virkelig, virkelig heldig med terningerne, og slog konsekvent over gennemsnit, men da Frederik jo bare fik alle sine døde tropper tilbage i spil, gjorde det ikke den store forskel. Frederik derimod, som faktisk var ret uheldig med sine terningslag, havde derimod ikke nogen problemer med langsomt, men sikkert, at nedkæmpe mine tropper. Det virkede som en fin idé at samle zuluerne i nogle store stakke, og det var ret frustrerende tur efter tur at skulle lave nærkamp med 10-12 britiske SP mod Frederiks 60+ (hvilket ikke var en ualmindelig situation). Godt nok rammer briterne på 5-6 (4-6 i visse situationer) mens zuluerne kun rammer på 6'ere, men de forventede tab selv med disse sandsynligheder taler for sig selv (ikke mindst når man tager i betragtning af briternes SP ikke kommer igen, mens zuluernes gør).

Udover balanceproblemet var spillet ret "upoleret" visse steder: Brættet, måske pga. sin illustrationsmåde, gav anledning til en masse spørgsmål: Heldigvis har en fan af spillet lavet en stor tabel der viser eksakt, hvilke felter der kan se hvilke, samt hvor langt der er mellem dem, for reglerne er ikke til meget hjælp når man skal finde ud af det. Og spillerne slår mange terninger hver tur: I hver skyderunde/nærkamp slås en terning pr. SP, så når zuluerne initierer nærkamp med 60 SP, skal der rulles nogle terninger!

Endelig er det lidt bøvlet for zuluerne hver tur at sikre sig, at det rigtige antal forstærkninger bliver placeret, da det i princippet kræver en optælling af alle zulu-SP på brættet.

Hverken Frederik eller jeg var synderligt imponeret. Bevares, jeg har prøvet værre, men på den anden side kan jeg godt finde bedre spil at bruge mine sjældne krigspilsaftener på. Columbias blokspil giver næsten alle et bedre indtryk end Victoria Cross.

KBK: Jambo (x2), Ra

2005-03-15T11:13:00.000+01:00

Jeg mødte lidt sent i klubben, og de fleste var allerede i gang med at spille. Sune var derimod også lige ankommet, så vi blev enige om at prøve et to-personers spil. Jeg havde medbragt to nye Kosmos-kortspil, Blue Moon og Jambo, men da jeg havde mest check på reglerne til Jambo, var det det vi kastede os over.

Jambo er som sagt et to-personers kortspil, designet af Rüdiger Dorn, manden som også står bag Goa og Traders of Genoa. Spillerne er handelsmænd, som handler med eksotiske varer i det mørke Afrika. Kortene i decket er dels varekort (som lader spilleren købe eller sælge varer), hjælpekort (som bliver liggende på bordet når de er spillet, og gør forskellige fancy ting), personkort (en slags en-gangs hjælpekort), samt dyrekort (en-gangs vær-ond-ved-modstanderen kort).

Til at starte med har hver spiller et stort varebord, med plads til 6 varer. Dette kan i løbet af spillet udvides med et eller flere små vareborde, hver med plads til 3 varer. I en spillers tur har man 5 aktioner: Man kan starte med at trække et kort ved at bruge 1 aktion, og kan faktisk, hvis man er utilfreds med det trukne kort, discarde det og trække et nyt, men hvert nyt kort man trækker koster endnu en aktion. Efter korttrækningen kan resterende aktioner bruges til andre ting: Man kan købe varer ved at spille et varekort, tage de varer der er vist på kortet (enten 3 eller 6 varer), betale købsprisen og placere varerne på sit varebord (hvor der skal være plads). Man kan også sælge varer, igen ved at spille et varekort, aflevere de viste varer fra sit varebord, og tage penge svarende til salgsprisen. Man kan spille et hjælpekort, personkort eller dyrekort, og endelig man kan bruge et af sine allerede spillede hjælpekort (disse kan dog kun bruges en gang hver pr. tur).

Hver spiller starter med 20 guld. Når en spiller når 60 guld, får modstanderen en sidste tur, hvorefter spilleren med flest guld vinder.

Vi syntes begge at spillet fungerede udmærket, og det virkede ret CCG-agtigt. En del af hjælpekortene muliggør "veksling" mellem de forskellige typer ressourcer (f.eks. varer -> kort, varer -> penge, penge -> kort, osv.), og man har en stærk fornemmelse af at visse kort kan lave gode, Magic-agtige 'comboer'. Omvendt var vores holdning også at spillet nok ikke var det mest spændende vi havde prøvet, og for mit eget vedkommende har jeg en fornemmelse af at spillet nok kan holde til nogle spil mere, men at det ikke er noget jeg spiller om 1-2 år.

Vi spillede to spil, med mig som sejrherre i første spil mens Sune vandt det andet. Interessant er det, at i begge spil kom sejrherren som en overraskelse for os begge to! I begge tilfælde var det nemlig den spiller som fik opbygget nogle (tilsyneladende) seje comboer, der f.eks. tillod trækning af adskillige kort pr. tur, som tabte.

Konklusionen må være, at vi nok stadigvæk har noget at lære om god strategi i Jambo. ;-)

Efter denne to-personers ekstravaganza tog vi et spil Ra med Morten og Kenneth: Dette spil vandt Sune.

Jeg var træt og havde ondt i hovedet, så jeg valgte at slutte efter det spil, og tage tidligt hjem...

Brætspil i radioen

2005-03-07T13:54:00.000+01:00

Fantasks Spilfestival havde besøg, ikke alene af hundredevis af spilinteresserede, men også af en rapporter fra Danmarks Radio. Det blev der et kort indslag på P1 ud af, som kan høres her.

Det der slog mig ved indslaget var dets meget negative tone. Journalisten kommenterer adskillige gange at det kun er mærkelige nørder der kunne finde på at (mis)bruge deres tid med noget så mærkeligt som at spille brætspil, når der nu er så mange andre, mere fornuftige ting man kan foretage sig, så som at se film eller fjernsyn! Alt i alt præsenterer han brætspil som en latterlig hobby befolket af folk der i deres nørdethed ikke ved bedre.

Men DR skriver selv om journalisten:

Thomas Holmby Hansen

Radio- og tv medarbejder (bl.a. KulturNyt) [email]

En skidt forstads-knægt, der henslæbte store dele af ungdommen i S-toget mellem Friheden station og Hovedbanegården, som var gateway til det virkelige liv. Slog et sen-firser smut omkring Århus og Journalisthøjskolen, men har siden delt livet ligeligt mellem Vesterbro, Valby, Radiohuset og biografmørket. Ti år på radioen har ikke formået at tørre det drengede smil af fjæset, når der er film, rollespil eller computerspil (ja, nærmest alle slags spil) i farvandet.

(Mine fremhævelser). Og det er jo interessant: Tydeligvis kan han ikke selv fraskrive sig en vis nørdethed, så hvad er det lige der foregår her? Mine bud er enten at han som rolle- og computerspiller føler sig lidt truet af brætspilsmiljøet (hvem der så kan forstå det), eller alternativt at den negative tone i indslaget i virkeligheden bare er et eksempel på ekstrem sort selvironi. Jeg håber da det sidste, men tvivler på det var en særlig fornuftig måde at behandle emnet på.

På den anden side blev han så åbenbart udsat for at skulle spille Igel Ärgern, så hvis han er kommet derfra med et lidt forskruet indtryk af hobbyen, er det måske ikke så mærkeligt. :-)

Geistertreppe for små børn?

2005-03-05T13:53:00.000+01:00

Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at vise Iben mit nye Geistertreppe, da det jo er et børnespil. Ifølge æsken er det for børn på 4 år eller mere, og jeg kan bekræfte at det nok ikke duer til 2-årige. :-)

For godt nok var Iben vild med det. Ikke at spille det som så (for det kunne hun ikke finde ud af), men bare at lege med komponenterne, sætte spillerbrikkerne under spøgelser, sætte spillebrikkerne sammen to og to, osv. Problemet var bare at jeg prøvede at håndhæve nogle regler, så som at hun ikke selv måtte tage spillet frem fra hylden, og at spillet ikke skulle spredes ud over hele lejligheden, men Iben tog det ikke pænt at blive dikteret hvad hun måtte. Vores konfrontation endte med hende højt hylende, med Geistertreppe komponenterne spredt over et stort område, og med at jeg bestemte at spillet hellere må blive gemt bort lidt endnu...

Men det er hårdt når hun efterfølgende med store øjne står og spørger efter "spøgelsesspillet", som hun ikke kan forstå hvor er blevet af. Ak, ja. :-)

KBK: Goa (x2), Geistertreppe

2005-03-01T12:23:00.000+01:00

Jeg kæmpede mig bravt gennem snestormen som havde ramt København, for ikke at gå glip af KBK-mødet, og det var en spændende cykeltur med tungen lige i munden! Klubben var også lidt tyndt besøgt denne gang, idet en del nok havde valgt at blive hjemme i varmen. Men lidt folk var der da; Bo og Claus spillede Paths of Glory, mens Søren, Teis, Kasper og Poul spillede Sørens (?) nye 7 Ages. Det er jo et spil jeg havde kigget lidt på også, men dets slå-på-hinanden natur, for slet ikke at snakke om den lange spilletid havde afholdt mig fra at købe det. Og efter sigende nåede gutterne næsten at blive færdige med 2. tidsalder (ud af 7) efter at have spillet hele aftenen, så noget kort spil er det i hvert fald ikke. Men deres reaktioner var vist overvejende positive.

Selv satte jeg mig til at spille Goa med Rasmus, Ken og Anders. Ligesom i lørdags kom jeg godt fra start, og helt op til runde 5-6 stykker så det godt ud for mig, omend de andre fire også fik deres spil til at fungere. Men igen ligesom i lørdags gik det "galt" for mig til allersidst: Jeg gennemgik en auktionsrunde, hvor jeg fik købt en mindre god tile tidligt, og derfor ikke kunne være med til at byde på de senere, gode ting, og da jeg i mine efterfølgende aktioner præsterede at bruge tre aktioner på at kolonisere Calicut, var jeg lige pludseligt ude af spillet. Godt nok valgte jeg nogle koloniseringsforsøg der ikke var sikre, men odds var gode: Første gang skulle jeg trække 5 med tre kort, men trak to ettere og en toer. Anden gang skulle jeg trække 4 med to kort, men fik kun en etter og en toer. Grrr! :-(

Eneste positive var, at jeg endte med lidt flere points end Ken: Vi endte begge højt i 30'erne, mens Rasmus fik nogen-og-40. Anders vandt overbevisende med over 50 points, og da det var hans første spil, var han naturligvis ikke til at skyde igennem. Vi jokede lidt med at vi havde ladet ham vinde (da det er en kendt sag at Anders ikke bryder sig om spil, hvis han taber de første par gange) men han var vist ikke overbevist... :-)

Ken skulle på arbejde, men Rasmus, Anders og jeg besluttede bravt at kaste os ud i endnu et Goa: Også denne gang klarede jeg mig fint, og (overraskende!) gik det ikke galt for mig i de sidste par runder, men alligevel løb Anders endnu en gang med sejren, igen med omkring 50 points. Jeg havde i midten af 40'erne, mens Rasmus denne gang havde haft et skævt spil, så han kun endte med omkring 38... Jeg kunne have fået flere points, men min desperate søgen efter matchende ekspeditionskort i sidste runde bar ikke frugt (mine fem kort endte med at blive to par og et enkelt).

Rasmus mente efterfølgende, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, at to spil Goa på én aften er et for meget: Det er et fedt spil, men det er også virkelig tungt og krævende at spille, og vi var begge ret bustede bagefter. Jeg har også nedgraderet min rating på Boardgamegeek fra 9 til 8: Der er et par ting ved spillet der irriterer mig lidt. Bl.a. den uelegante knald-eller-fald mekanisme når man laver kolonier (at jeg selv blev ramt af uheld på den front har nok en del med min utilfredshed at gøre!) I hvert fald synes jeg den mekanisme virker lidt ude af trit med spillets ellers analyserende og processuelle feel. Desuden synes jeg spillet er en anelse for abstrakt: Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om nogen andre af de tunge tyske spil, hvor temaet virker så kønsløst som her. Og da mekanismerne ikke er specielt mere abstrakte end i de andre tunge spil, tror jeg forskellen for mig ligger i at Goa heller ikke har særligt meget visuel bekræftelse af temaet: Der er f.eks. ikke noget kort over området, mens spil som Puerto Rico da i det mindste gør et forsøg på at lade spillerne individuelle brædder ligne et landskab. I modsætning hertil er alle komponenter i Goa designet til at være funktionelle - og det klarer de godt - men der ikke er meget fornemmelse af temaet i dem, og det er synd synes jeg.

Efter andet spil Goa skulle Anders til gå, men jeg overtalte ham til at prøve mit nye Geistertreppe, som jeg var i færd med at hive shrinkwrappen af. Hans beklagelser om at han kun havde 5-10 minutter hjalp ikke, for jeg mente sagtens vi tre kunne prøve det på den tid! Og det kunne vi: Efter intensive 5 minutter stod Rasmus som vinder på toppen af trappen, da han havde været i stand til at huske hvilket spøgelse der var hans. Vi spillede nu også uden ekstrareglen ("for større børn"!), hvor spillerne også kan bytte rundt på hinandens identitets-brikker, og brug af den ville nok have gjort huskeelementet i spillet noget sværere.

Geistertreppe er oplagt et børnespil, men det var faktisk sjovt nok, i og med at det ikke tager længere tid end det gør. Jeg vil ikke udelukke, at det også kunne være et OK drikkespil (for voksne!), omend udfaldet af et spil i det tilfælde nok ville være ret tilfældigt... :-)

Klokken var nu mange, så med nogle af mine nye ting i tasken (Candamir, Old Town, Geistertreppe, 6 Nimmt), cyklede jeg hjem gennem det snedækkede landskab.

Fantask Spilfestival 2005: Alhambra, Carcassonne, Goa

2005-02-26T12:20:00.000+01:00

Lørdag stod den på Fantasks Spilfestival 2005, et ambitiøst anlagt projekt hvor folk kunne komme og spille bræt- og rollespil, få demonstreret nogle af Wizkids's figurspil, deltage i det officielle Danmarksmesterskab i Puerto Rico, og meget mere. Det blev også godt besøgt, og der var hele tiden masser af mennesker til stede. Jeg mødte op kort efter kl. 10, og holdt til i brætspilslokalet, hvor jeg sammen med en række andre fra KBK og Consim havde meldt mig til at være regelforklarer og generel spil-befordrer for de folk der måtte dukke op. Der var nu i praksis ikke så meget at lave, så det blev mest til at jeg fik spillet nogle spil selv!

Første spil på programmet var Alhambra. Jeg har spillet det en enkelt gang eller to før, men kun som to-personers spil, mens vi denne gang var fire spillere. Kort fortalt synes jeg nok spillet fungerer lidt bedre med fire spillere, men det er stadig ikke nogen sublim oplevelse. Det er for så vidt sjovt nok at spille, men det er et meget "let" spil, og en anelse repetitivt. Spiel des Jahres? You've got to be kidding. :-/

Senere på dagen stod den på Carcassonne med Søren og Steen. Der var kun tale om grundspillet uden nogen udvidelser, og det er jo altid en rimelig sjov oplevelse, men også stadigvæk i den lette ende. Spillet endte med en sejr til Steen, som var den der havde bedst held til at luske sig med ind på vores andres projekter.

Efter frokost fik vi sat et spil Goa i gang: Jeg havde (som det eneste) medbragt mit eksemplar af spillet, i håb om at få det prøvet. Mine modstandere var Jørgen, Rasmus, og en fyr der hed Morten. Kun Rasmus havde ikke spillet før. Jeg syntes for så vidt at jeg kom meget godt fra start, men lidt før fase A sluttede kunne jeg godt se, at det var begyndt at se skidt ud for mig. Det blev forstærket i sidste halvdel af spillet, og jeg kunne se at jeg i hvert fald ikke ville vinde. Slutresultatet viste da også at jeg endte suverænt sidst, mens Morten løb med sejren: 46-46-39-29! Mortens sejr var meget kneben: I sin sidste aktion i spillet trak han ekspeditionskort, et af hvilket var et "få 5 penge" kort, som han spillede. Derfor endte han med 13 penge til slut, hvilket var én mere end mig. Det gav ham de 3 VP for flest penge som lod ham komme op på samme antal points som Jørgen!

Men bortset fra det, hvad var det så lige der fik galt for mig? Jeg må med skam indrømme at jeg ikke har nogen anelse. Jeg kunne mærke at jeg kom "bagud" i auktionerne ret hurtigt: Jeg fik aldrig flaget, og havde aldrig penge til at købe det jeg syntes jeg havde brug for, så det var en deprimerende fornemmelse. Hen imod slutningen havde jeg alt for mange krydderier, men alt for få af de andre ressourcer (skibe, penge, kolonister), så der havde jeg også fået prioriteret forkert. Nå, jeg må hjem og have spillet i "bunkeren", og se om jeg kan blive bedre til det. :-)

Goa var mit sidste spil den dag: Jeg tog hjem sidst på eftermiddagen, godt bustet i hovedet efter en dag i det store, larmende lokale. Men sjovt var det!

Nye spil

2005-02-25T12:15:00.002+01:00

Jeg har de sidste par måneder hægtet mig på et antal ordrer, som andre af spilnørderne har bestilt i udlandet. Det har ledt til mange nye spil, omend jeg ikke har fået dem alle endnu, og ikke rigtigt har fået kigget på nogle af dem. Det drejer sig bl.a. om

Victoria Cross, et blok-krigsspil om slaget ved Rorke's Drift (1879, zulukrigen, hvis nogen skulle være i tvivl). :-)

Hegemon, et stort og komplekst krigsspil (fra første nummer af bladet "Against the Odds") om Philip II's kampagne for at underlægge sig de græske bystater

Candamir: The First Settlers. Et anderledes, lidt mere RPG-agtigt Settlers-spil.

Australia. Splinternyt Kramer/Kiesling spil fra Ravensburger. Skulle efter sigende være et godt tysk spil i den lettere ende af skalaen.

6 Nimmt. Klassisk kortspil, som jeg af en eller anden grund aldrig har fået prøvet.

Geistertreppe. Børnespil med spøgelsestema. Skulle være sjovt. :-)

Flaschengeist - 5-6 spiller udvidelsen til Geistertreppe.

Keythedral. Ressource-samle spil, designet af Richard Breese.

Old Town. Et (efter sigende) mystisk spil, hvor det gælder om at samle clues, for at blive i stand til at rekonstruere en gammel cowboy-by.

Så der er nok at tage fat på!

KBK: Goa, St. Petersburg

2005-02-15T12:10:00.000+01:00

Jeg havde endelig fået læst reglerne til Goa, og ved ankomsten i klubben startede jeg et spil sammen med Sune, Ken og Anders Larsen. Jeg kunne huske en enkelt ting fra strategi-diskussionerne på BGG og spielfrieks, og det var at expeditions-tracket var enormt stærkt, og at det galdt om at få det avanceret. Jeg kunne ikke huske nogen detaljer om det, såsom som hvorfor og hvordan, men jeg besluttede mig for at prøve strategien alligevel.

Og det gik faktisk meget godt. Til trods for at jeg det meste af spillet synes jeg stod dårligt (først i sidste runde talte jeg folks points, og kunne se at jeg vist var meget godt med), endte jeg alligevel med at vinde overbevisende. Om det skyldtes min "strategi" eller bare generelt godt spil (!) skal jeg lade være usagt. Men megen mumlen og brokken over at "spillet havde været i min bunker", måtte jeg naturligvis høre på efterfølgende. :-)

Men var det så et godt spil? Oh yess, my precious, det var det absolut. Umiddelbart virkede det som om det havde alt det jeg kan lide i et tungt, tysk spil: Auktioner, mange mulige plausible strategier, et begrænset antal actions per tur (hvilket leder til det berygtede "turn angst"), og et lækkert tema. Af et tysk spil at være er det ret komplekst, og minder mest om Princes of Florence, men også lidt om Amun-Re og Puerto Rico. Som i POF består hver runde af en serie auktioner over nogle fælles ressourcer (tiles i dette tilfælde), efterfulgt af individuelle spiller aktioner. Der findes mange slags "penge" (dvs. brugbare ressourcer): Penge, kolonister, skibe og krydderier. Oven i det har man så et stort antal forskellige tiles, hvoraf nogle er engangs og nogle er permanente, et hav af forskellige kort, og en 6-7 måder at score points på i slutningen af spillet. Så alt i alt har spillet utroligt mange facetter.

Selvfølgelig har jeg kun spillet det den ene gang, så der er basis for at jeg med mere erfaring finder ting at kritisere, men umiddelbart er det et af de bedste tyske spil jeg har prøvet. Nogensinde.

Efter Goa tog Sune, Ken og jeg et spil St. Petersburg. Tre-personers St. Petersburg har jeg altid syntes virkede lidt akavet. Modsat to- og fire-personers udgaverne, hvor jeg har en idé om strategierne, kan jeg aldrig rigtigt finde balancen i et tre-personers spil. Men det gik nu rimeligt, omend Ken endte med at vinde med et par points over mig.

KBK: Pizarro & Co (x4), Karibik

2005-02-01T12:08:00.000+01:00

Efter introduktionen af Pizarro & Co sidste tirsdag, ser det ud til at det kan blive endnu et populært auktionsspil i KBK. I hvert fald var det hvad jeg brugte det meste af aftenen på at spille, med skiftende modstandere. Jeg er ret imponeret over spillet, omend jeg godt kan forestille mig at det kan blive lidt ensformigt efter mange spil. I det sidste af spillene brugte vi desuden bagsiden af spillebrættet, for at komme til at benytte de opdagelsesrejsendes "alternative" evner, men vores indtryk var at forsiderne fungerede bedre. Især var Pizarro's bagsideevne ret mystisk: Her kan spilleren der har vundet i tredie runde i slutningen af spillet lave en slags "blackjack", hvor han trækker kort og får points svarende til summen, sålænge han ikke ryger over 20. I vores spil fik spilleren med Pizarro omkring 18 points på den måde, og gik fra en sidste- til en førsteplads. Ikke at der er noget galt med at han vandt på den måde, men det hele virkede bare så tilfældigt...

Over midnat, og til at slutte aftenen, overtalte jeg de tilbageværende til at prøve Karibik. Måske er det spillet, måske var det tidspunktet vi spillede på, men jeg var ikke synderligt imponeret og syntes det hele virkede ret kaotisk og tilfældigt.

Tikal

2005-01-27T11:30:00.000+01:00

For første gang i lang tid skulle jeg spille med Hans, Eva og Claus, og denne gang var det hjemme hos mig. Et kig henover spilreolerne gav en række kandidater, deriblandt Karibik, Through the Desert, Dragonland og O Zoo Le Mio. Men det var mit forslag, klassikeren Tikal, som vandt.

De andre havde ikke prøvet det før, men da det er ret intuitivt hvad der foregår var der ingen problemer. Vi valgte også at spille den simple udgave af spillet - den uden auktioner. Jeg kan egentlig godt lide begge varianter, for godt nok gør den simple udgave spillet lettere og mere tilfældigt, men det er jo heller ikke så dumt, hvis det er det man går efter. I spillet satsede Hans og Claus stærkt på treasures, mens Eva og jeg mere gik efter pyramiderne. Der skete da også en tydelig udskillelse efter anden scoringsrunde, hvor Eva og jeg lagde os i spidsen med de to andre et stykke bagefter. Efter tredie scoringsrunde førte jeg med ét point over Eva, hvilket ikke var så godt: Jeg havde nemlig foreslået at vi - som i den avancerede variant af spillet - afvikler den afgørende scoringsrunde i omvendt pointsrækkefølge (dvs. spilleren med færrest points starter, osv.). Og det lod jo Eva rykke før mig til sidst, hvilket gav hende de par points der skulle til for at vinde spillet med 2 points over mig.

Men sjovt var det da, og jeg var glad for at prøve denne klassiker igen. Vi nåede dog ikke flere spil, for med læg-Iben-i-seng pauser, ølpauser og lagkagepauser, for slet ikke at tale om spillernes evne til at gå i selvsving over de mange muligheder (aka "analysis paralysis"), tog vores spil ret lang tid.

KBK: Pizarro & Co, Euphrat & Tigris (x2)

2005-01-18T15:24:00.000+01:00

Jeg ankom ret sent til klubben og kunne kun måbe over det enorme fremmøde; op imod 20 multi-player spillere, og en lille håndfuld ASL'ere. Desværre var de alle i fuld gang med spil, så jeg måtte hænge ud en tid indtil de blev færdige. Jeg endte med at shanghaie fire andre; Ken, Steen, Morten og Hans Christian til at prøve mit Pizarro & Co. Se, det er et spil jeg købte for et års tid siden (samtidig med bla. Modern Art, faktisk), men modsat MA som vi har spillet til døde i klubben - havde vi aldrig fået kigget på Pizarro & Co.

Jeg havde ellers en formodning om at det ville blive godt modtaget i KBK, da det er et auktionsspil, lidt i stil med Medici eller Modern Art, faktisk. Kort fortalt byder man på kontrol over seks forskellige opdagelsesrejsende; Columbus, Pizarro, Magellan, Marco Polo, da Gama og James Cook. Spillet kører over tre "år": I første år udbydes tre kort pr. opdagelsesrejsende, i år 2 kun to kort, og i år 3 kun ét kort pr. opdagelsesrejsende. Når man i år 1 vinder et kort, må man placere et af sine skibe på "år 1" feltet for den pågældende opdagelsesrejsende. Men i år 2 og år 3 må man kun byde på en opdagelsesrejsende, hvis man har et skib på ham i det foregående års felt, og vinder man tager man sit skib fra det foregående år, og rykker frem til det nuværende. Med andre ord bliver auktionerne mere og mere eksklusive efterhånden som spillet skrider frem.

Hvad gælder det så om? Jo, opdagelsesrejsende giver flere pengekort i slutningen af hvert år, og/eller points i slutningen af spillet (veksler fra opdagelsesrejsende til opdagelsesrejsende, og fra tur til tur). Hver opdagelsesrejsende har også en speciel evne, som man kan udnytte hvis man har vundet en auktion på ham. Pengekort på hånden giver også points til slut. Flest points i slutningen af spillet vinder.

Der er altså tale om et rendyrket auktionsspil - 36 (18+12+6) på hinanden følgende auktioner, hvorefter spillet er slut! Og auktionsnørderne (inklusive mig selv, skal jeg måske sige) kastede sig over det med stor entusiasme. I vores spil fik Ken sat sig hårdt på et par af de pengeproducerende opdagelsesrejsende, og kørte spillet med hård hånd. Vi andre så let rystede til.

Til slut var vi derfor alle - og jeg mener alle - overraskede over at konstatere, at jeg havde vundet overbevisende. Min pengekort-økonomi i løbet af spillet havde godt nok slet ikke været så god som Kens, men jeg havde til gengæld fået sat mig på et par rigtigt højtscorende opdagelsesrejsende, Pizarro og Cook, og da jeg samtidig havde en del points i de pengekort jeg havde tilbage på hånden, var det slet ikke tæt.

Spillet blev faktisk rimeligt godt modtaget af de andre. Auktioner, med masser af mulighed for at sidde og analysere, plejer jo altid at være en succes i KBK. Personligt var jeg meget begejstret: Spillet virkede som en lidt mere kompleks udgave af Medici, med flere facetter. Men Pizarro & Co er selvfølgelig ikke et Knizia-spil, så tiden vil vise om det hænger lige så godt sammen som Reiners auktionsspil.

Efter auktions-extravaganzaen gik der igen lidt tid inden vi fandt noget vi kunne blive enige om, men endelig fik jeg, Steen og Anders overtalt Ken til at deltage i et spil Euphrat & Tigris. Og hvis der er noget tysk brætspil på denne jord der er en klassiker, må da da være dette! Det er i hvert fald et spil jeg holder virkelig meget af.

Steen havde ikke prøvet det før, så vi måtte igennem regelforklaringen, hvilket desværre for E&Ts vedkommende altid bliver lidt tung. Anders havde prøvet det før, men det forhindrede ham ikke i, sidst i spillet, at initiere en ekstern konflikt hvor han først fik nuked en af sine egne ledere i kamp med Steens, og derefter to af mine, som også tabte til Steen. Ikke overraskende gav det Steen en del points, og sejren var i hus. Anders blev også behørigt mobbet bagefter. :-)

Efter lidt udskiftning på holdet (nu var vi mig, Claus, Simon og Anders) blev det til endnu et spil E&T. På trods af Simons erfaring fra online-spil på Boardgamegeek og Claus' 200+ spil mod Rasmus & Co, (det var i hvert fald hvad de selv pralede med) fik jeg hevet en sejr hjem på min "tænk taktisk!" strategi. Vi opdagede også at vi i begge spil havde spillet en regel forkert, idet vi glemte at give alle spillere nye brikker efter hver spillers tur.

Det var nu blevet sent, så de andre tog hjem, hvilket dog ikke forhindrede Rasmus og mig i at blive siddende og snakke en times tid yderligere. :-)

War of the Ring

2005-01-04T13:09:00.000+01:00

(eller: "Hr. Frodo, hvorfor har du sådan nogle store tænder?!")

KBK-aftenen denne gang skulle efter aftale gå med at spille War of the Ring med Sune. Igen var jeg 'De Gode', mens Sune var onde, onde Sauron. Jeg var i klubben omkring kl. 19, og setup var hurtigt overstået.

Jeg forsøgte igen min 'fellowship blitz' strategi, men terningerne ville ikke helt som jeg ville, så broderskabets tempo blev noget langsommere end planlagt. Sune lagde hårdt ud militært med at bringe Saruman på banen og angribe Fords of Isen. Da jeg dog fik opbygget en betragtelig styrke i Helm's Deep valgte han istedet at finde en anden front at angribe på. Den front viste sig at være Dol Guldur - Lorien: En enorm Sauron-hær rykkede ud af Dunkelskov og indtog uden videre bøvl Lorien. Av!

I mellemtiden var Gondor-fronten også kommet i gang, og Sauron-styrker fik efterhånden indtaget både Minas Tirith og Pelargir, mens en styrke Corsairs of Umbar sejlede op og indtog Dol Amroth. Saruman-fronten var også blevet genåbnet, og Helm's Deep var faldet (selvom Gandalf Den Hvide sammen med enterne havde raseret Isengard og elimineret Saruman). 9 points til The Bad Guy.

Men jeg er sprunget for langt frem, for det ovenstående beskriver faktisk stort set hele den militære del af spillet. Hvad så med Ringen, kan man spørge? Jo, broderskabet bevægede sig derudaf, blev opdaget ret tidligt og valgte derfor at gå over High Pass istedet for igennem Moria. Gandalf, Strider og Pippin døde ret tidligt, og Boromir ledte broderskabet videre indtil han også døde. Gandalf dukkede dog, som ovenfor antydet, op igen i Fangorn i hvid udgave. Men ved ankomsten til Mordor så det faktisk rimeligt fornuftigt ud: Legolas og Merry var tilbage, og Frodo var kun på 3 corruption. Og jeg lå inde med to kort, som tilsammen ville kunne heale 3 corruption. Der var tre blå og tre røde tiles i koppen. Ulempen var, at det havde taget mig en del tid at komme derned. Sune havde rutinemæssigt lagt to terninger i hunt poolen, hvilket jeg også tror generelt er en fornuftig disposition.

Men i Mordor gik det hastigt ned ad bakke: På mine ryk dér trak sune 3 øjne (omkring 10 corruption ialt), en rød "øje/stop" tile, en rød "1/stop" tile, og endelig en "3" tile. En tur slog jeg desuden ingen sværd eller Will of the West, og blev derfor nødt til at blive stående og tage en corruption. Så Frodo endte sine dage et felt eller to fra Mount Doom. Eneste trøst var at han skulle have ødelagt Ringen i den afgørende tur, da Sune efterhånden havde gjort sig klar til at tage sit 10'ende point. Så en sejr til onde Sune. :-)

Men hvad syntes jeg så om spillet denne gang?

Jo, efter min (lille) skuffelse sidste gang mod Frederik hvor jeg følte spillet blev lidt mærkeligt, var dette spil en positiv overraskelse. Terningslagene - og den måde Sune valgte at spille på - gjorde at mit spil også føltes interessant. Godt nok brugte jeg en masse kræfter på at forsøge at rykke broderskabet hurtigt og aggressivt, men der var masser af andre terninger tilbage, som jeg kunne bruge til at spille events, aktivere nationer og bygge enheder. Hen imod slutningen fik jeg endda stablet en elver/nordmands-hær på benene, som marcherede sydpå for at indtage det svagt befæstede Dol Guldur! Det er rigtigt nok, at det sjældent-til-aldrig kan betale sig frivilligt at udskille karakterer fra broderskabet (selvom jeg sendte Gimli til Minas Tirith for at hjælpe med forsvaret), så den del af spillet fungerer måske ikke helt, men hvis man betragter broderskabets fremfærd som en halv-abstrakt mekanisme, er resten af spillet faktisk rigtigt godt i sig selv.

I mellemtiden har jeg også bemærket at Alex Rockwell på boardgamegeek skriver, at blitz-strategierne ikke er så entydigt overlegne som først antaget. Godt nok vil et blitzene broderskab vinde over en Sauron-spiller, som bare forsøger at indtage Midgård i et langsomt tempo, men ifølge Alex er det muligt for Sauron at lave defensive træk, som tvinger broderskabets tempo ned (for ikke at falde til corruption), hvilket igen giver Sauron mere tid til det militære. Interessant, og det passer egentlig meget godt med mit indtryk.

En lille frygt kunne være, at jeg nu to gange i træk har tabt til corruption i Mordor, til trods for at jeg begge gange har følt mig i rimelig stand ved ankomsten. Begge gang har tile-trækkene i Mordor bare været dræbende hårde, så måske skal Frodo helst have mindre end 3 corruption ved ankomsten. Eller måske er det bare mega-tilfældigt om noget broderskab - uanset hvor corrupted det er - kan klare sig gennem Mordor. ;-) Time will tell.