tirsdag, januar 18, 2005

KBK: Pizarro & Co, Euphrat & Tigris (x2)

Jeg ankom ret sent til klubben og kunne kun måbe over det enorme fremmøde; op imod 20 multi-player spillere, og en lille håndfuld ASL'ere. Desværre var de alle i fuld gang med spil, så jeg måtte hænge ud en tid indtil de blev færdige. Jeg endte med at shanghaie fire andre; Ken, Steen, Morten og Hans Christian til at prøve mit Pizarro & Co. Se, det er et spil jeg købte for et års tid siden (samtidig med bla. Modern Art, faktisk), men modsat MA som vi har spillet til døde i klubben - havde vi aldrig fået kigget på Pizarro & Co.

Jeg havde ellers en formodning om at det ville blive godt modtaget i KBK, da det er et auktionsspil, lidt i stil med Medici eller Modern Art, faktisk. Kort fortalt byder man på kontrol over seks forskellige opdagelsesrejsende; Columbus, Pizarro, Magellan, Marco Polo, da Gama og James Cook. Spillet kører over tre "år": I første år udbydes tre kort pr. opdagelsesrejsende, i år 2 kun to kort, og i år 3 kun ét kort pr. opdagelsesrejsende. Når man i år 1 vinder et kort, må man placere et af sine skibe på "år 1" feltet for den pågældende opdagelsesrejsende. Men i år 2 og år 3 må man kun byde på en opdagelsesrejsende, hvis man har et skib på ham i det foregående års felt, og vinder man tager man sit skib fra det foregående år, og rykker frem til det nuværende. Med andre ord bliver auktionerne mere og mere eksklusive efterhånden som spillet skrider frem.

Hvad gælder det så om? Jo, opdagelsesrejsende giver flere pengekort i slutningen af hvert år, og/eller points i slutningen af spillet (veksler fra opdagelsesrejsende til opdagelsesrejsende, og fra tur til tur). Hver opdagelsesrejsende har også en speciel evne, som man kan udnytte hvis man har vundet en auktion på ham. Pengekort på hånden giver også points til slut. Flest points i slutningen af spillet vinder.

Der er altså tale om et rendyrket auktionsspil - 36 (18+12+6) på hinanden følgende auktioner, hvorefter spillet er slut! Og auktionsnørderne (inklusive mig selv, skal jeg måske sige) kastede sig over det med stor entusiasme. I vores spil fik Ken sat sig hårdt på et par af de pengeproducerende opdagelsesrejsende, og kørte spillet med hård hånd. Vi andre så let rystede til.

Til slut var vi derfor alle - og jeg mener alle - overraskede over at konstatere, at jeg havde vundet overbevisende. Min pengekort-økonomi i løbet af spillet havde godt nok slet ikke været så god som Kens, men jeg havde til gengæld fået sat mig på et par rigtigt højtscorende opdagelsesrejsende, Pizarro og Cook, og da jeg samtidig havde en del points i de pengekort jeg havde tilbage på hånden, var det slet ikke tæt.

Spillet blev faktisk rimeligt godt modtaget af de andre. Auktioner, med masser af mulighed for at sidde og analysere, plejer jo altid at være en succes i KBK. Personligt var jeg meget begejstret: Spillet virkede som en lidt mere kompleks udgave af Medici, med flere facetter. Men Pizarro & Co er selvfølgelig ikke et Knizia-spil, så tiden vil vise om det hænger lige så godt sammen som Reiners auktionsspil.

Efter auktions-extravaganzaen gik der igen lidt tid inden vi fandt noget vi kunne blive enige om, men endelig fik jeg, Steen og Anders overtalt Ken til at deltage i et spil Euphrat & Tigris. Og hvis der er noget tysk brætspil på denne jord der er en klassiker, må da da være dette! Det er i hvert fald et spil jeg holder virkelig meget af.

Steen havde ikke prøvet det før, så vi måtte igennem regelforklaringen, hvilket desværre for E&Ts vedkommende altid bliver lidt tung. Anders havde prøvet det før, men det forhindrede ham ikke i, sidst i spillet, at initiere en ekstern konflikt hvor han først fik nuked en af sine egne ledere i kamp med Steens, og derefter to af mine, som også tabte til Steen. Ikke overraskende gav det Steen en del points, og sejren var i hus. Anders blev også behørigt mobbet bagefter. :-)

Efter lidt udskiftning på holdet (nu var vi mig, Claus, Simon og Anders) blev det til endnu et spil E&T. På trods af Simons erfaring fra online-spil på Boardgamegeek og Claus' 200+ spil mod Rasmus & Co, (det var i hvert fald hvad de selv pralede med) fik jeg hevet en sejr hjem på min "tænk taktisk!" strategi. Vi opdagede også at vi i begge spil havde spillet en regel forkert, idet vi glemte at give alle spillere nye brikker efter hver spillers tur.

Det var nu blevet sent, så de andre tog hjem, hvilket dog ikke forhindrede Rasmus og mig i at blive siddende og snakke en times tid yderligere. :-)

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start