torsdag, januar 27, 2005

Tikal

For første gang i lang tid skulle jeg spille med Hans, Eva og Claus, og denne gang var det hjemme hos mig. Et kig henover spilreolerne gav en række kandidater, deriblandt Karibik, Through the Desert, Dragonland og O Zoo Le Mio. Men det var mit forslag, klassikeren Tikal, som vandt.

De andre havde ikke prøvet det før, men da det er ret intuitivt hvad der foregår var der ingen problemer. Vi valgte også at spille den simple udgave af spillet - den uden auktioner. Jeg kan egentlig godt lide begge varianter, for godt nok gør den simple udgave spillet lettere og mere tilfældigt, men det er jo heller ikke så dumt, hvis det er det man går efter. I spillet satsede Hans og Claus stærkt på treasures, mens Eva og jeg mere gik efter pyramiderne. Der skete da også en tydelig udskillelse efter anden scoringsrunde, hvor Eva og jeg lagde os i spidsen med de to andre et stykke bagefter. Efter tredie scoringsrunde førte jeg med ét point over Eva, hvilket ikke var så godt: Jeg havde nemlig foreslået at vi - som i den avancerede variant af spillet - afvikler den afgørende scoringsrunde i omvendt pointsrækkefølge (dvs. spilleren med færrest points starter, osv.). Og det lod jo Eva rykke før mig til sidst, hvilket gav hende de par points der skulle til for at vinde spillet med 2 points over mig.

Men sjovt var det da, og jeg var glad for at prøve denne klassiker igen. Vi nåede dog ikke flere spil, for med læg-Iben-i-seng pauser, ølpauser og lagkagepauser, for slet ikke at tale om spillernes evne til at gå i selvsving over de mange muligheder (aka "analysis paralysis"), tog vores spil ret lang tid.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start