KBK: Goa, St. Petersburg

Jeg havde endelig fået læst reglerne til Goa, og ved ankomsten i klubben startede jeg et spil sammen med Sune, Ken og Anders Larsen. Jeg kunne huske en enkelt ting fra strategi-diskussionerne på BGG og spielfrieks, og det var at expeditions-tracket var enormt stærkt, og at det galdt om at få det avanceret. Jeg kunne ikke huske nogen detaljer om det, såsom som hvorfor og hvordan, men jeg besluttede mig for at prøve strategien alligevel.

Og det gik faktisk meget godt. Til trods for at jeg det meste af spillet synes jeg stod dårligt (først i sidste runde talte jeg folks points, og kunne se at jeg vist var meget godt med), endte jeg alligevel med at vinde overbevisende. Om det skyldtes min "strategi" eller bare generelt godt spil (!) skal jeg lade være usagt. Men megen mumlen og brokken over at "spillet havde været i min bunker", måtte jeg naturligvis høre på efterfølgende. :-)

Men var det så et godt spil? Oh yess, my precious, det var det absolut. Umiddelbart virkede det som om det havde alt det jeg kan lide i et tungt, tysk spil: Auktioner, mange mulige plausible strategier, et begrænset antal actions per tur (hvilket leder til det berygtede "turn angst"), og et lækkert tema. Af et tysk spil at være er det ret komplekst, og minder mest om Princes of Florence, men også lidt om Amun-Re og Puerto Rico. Som i POF består hver runde af en serie auktioner over nogle fælles ressourcer (tiles i dette tilfælde), efterfulgt af individuelle spiller aktioner. Der findes mange slags "penge" (dvs. brugbare ressourcer): Penge, kolonister, skibe og krydderier. Oven i det har man så et stort antal forskellige tiles, hvoraf nogle er engangs og nogle er permanente, et hav af forskellige kort, og en 6-7 måder at score points på i slutningen af spillet. Så alt i alt har spillet utroligt mange facetter.

Selvfølgelig har jeg kun spillet det den ene gang, så der er basis for at jeg med mere erfaring finder ting at kritisere, men umiddelbart er det et af de bedste tyske spil jeg har prøvet. Nogensinde.

Efter Goa tog Sune, Ken og jeg et spil St. Petersburg. Tre-personers St. Petersburg har jeg altid syntes virkede lidt akavet. Modsat to- og fire-personers udgaverne, hvor jeg har en idé om strategierne, kan jeg aldrig rigtigt finde balancen i et tre-personers spil. Men det gik nu rimeligt, omend Ken endte med at vinde med et par points over mig.