KBK: High Society (x4), Goa, Louis XIV

En Rüdiger Dorn tema-aften! :-)

KBK aften igen, og denne gang havde jeg medbragt to nye spil, High Society, købt til halv pris i Fantask få timer forinden og mit også ret nye Wallenstein, som jeg dog ikke havde fået læst regler til. Både Rasmus og jeg havde tidligere på dagen desuden været ude og investere i det spritnye (i det mindste i engelsk udgave) Louis XIV, og Rasmus havde taget sit eksemplar med.

Som sagt var der fokus på Rüdiger Dorn-spil for mit vedkommende, men det første spil var nu noget andet: En gruppe var lige gået i gang med et spil Java, så jeg overtalte en anden gruppe; Anders, Steen og Poul til at prøve High Society. Spillet er et auktionsspil af Reiner Knizia - surprise! - og er i virkeligheden en genudgivelse af et af hans lidt ældre spil.

Reglerne er simple: Spillere er "nye rige", som nu gør deres bedste for at spendere penge på en masse forskellige prestige/luksusting. Spillet består af et deck kort, bestående af 10 "positive" kort, nummereret fra 1 til 10, 3 "x2 kort", og også 3 kort med negativ effekt (et "-5" kort, et "x½ kort" og en tyv). Disse 16 kort blandes og bortauktioneres et ad gangen. Man når dog ikke nødvendigvis alle 16 kort igennem, for 4 af kortene har rød kant, og i det øjeblik det fjerde af dem trækkes, slutter spillet. Udover de 16 kort, har hver spiller en hånd af pengekort (et kort med hver af de følgende værdier: 1, 2, 3, 4, 6, 8, 10, 12, 15, 20, 25) som man bruger på at byde på de andre kort.

En auktion er lige ud ad landevejen: Startspilleren (tilfældigt første gang, dernæst vinderen af det foregående kort) vender et kort og kommer med sit første bud, i praksis ved at lægge et eller flere af sine pengekort på bordet foran sig. Efterfølgende skal de andre spillere byde over eller passe (passer de, er de ude af den auktion). Auktionen kører potentielt flere gange rundt om bordet, idet en spiller kan hæve sit bud ved at tilføje pengekort til dem han allerede har spillet. Når alle pånær en spiller har passet, er vinderen af kortet fundet. Vinderen betaler sine penge til banken, mens de andre spillere tager deres bud tilbage på hånden.

Auktioner på de negative kort er, om man så må sige, lige omvendt(!): Her byder spillerne på ikke at få kortet, og den første spiller der passer, ender med kortet. Spilleren der får kortet betaler ikke noget, mens alle de andre betaler det de har budt. Det ene negative kort, tyven, er det eneste kort i spillet der ikke bliver liggende hos spilleren: I det øjeblik man "vinder" det, discarder man det sammen med et af de positive talkort man allerede har købt (eget valg). Har man ingen positive talkort, bliver tyven liggende hos en, indtil man får et, hvorpå den tager det kort.

Sådan kører spillet, med auktion på auktion, indtil det fjerde røde kort vendes, hvorpå spillet øjeblikkeligt slutter. Vinderen er som udgangspunkt den spiller med flest points ("x2" og "x½" vurderes til sidst), men undtagelsen er at den (eller de) spiller(e) der har færrest penge tilbage, automatisk taber, og kun de andre tages med i betragtning når vinderen skal findes.

Så sådan er det! Spillet er både nemmere og hurtigere end nogle af de andre Knizia auktionsspil jeg har prøvet (Medici, Modern Art, Ra, etc.), så det er et excellent "fyldspil". Og mens der er mange tilfældigheder i det, er det absolut også et spil med taktik i - men så dybt som de ovennævnte, er det nok ikke.

Vi spillede fire spil, med mig som sejrherre i to af dem, og Poul i de to andre. Alt i alt var mit indtryk, at det var et skægt lille spil, og en rigtig, rigtig god filler.

Efter denne auktions-opvarmning, kom den til at stå på flere auktioner (blandet andet). Rasmus, Sune, Anders og jeg satte os nemlig til at spille Goa. Kort fortalt havde jeg et udmærket spil, uden at lave de store brølere, men helt fantastisk var det heller ikke for mit vedkommende. Til slut stod Sune som vinder med 43 points, med Anders (42), Jens (40) og Rasmus (34) haltende bagefter. Anders kunne fortælle - gæt selv i hvilket tonefald - at han til det sidste havde troet at det var antallet af forskellige expeditionskort-symboler, der blev brugt til at finde bonuspoints for kortene, og faktisk igennem flere aktioner bevidst havde spillet sine dublet-symboler væk med det for øje. Og da han endte med at tabe med ét point ... Tja, hvad kan man sige. :-)

Min forhold til Goa er desværre faldet en anelse siden jeg først prøvede det: De første par gange var jeg helt ekstatisk, og syntes Goa var noget i retning af det bedste det tyske spilmarked nogensinde havde produceret. Og det synes jeg egentlig ikke mere. Det svage tema, det at spillet er så langt og proceduralt, og det at et par af spilmekanismerne virker som om de slet ikke passer med det "dybe" feel resten af spillet har (her tænker jeg især på tilfældigheden når man koloniserer, samt tilfældigheden i, hvilke expeditionskort man trækker til sidst, og hvor mange points de er værd), gør at jeg har måttet nedjustere min bedømmelse lidt. Noget dårligt spil er det absolut ikke, men for mig er det ikke en klassiker a la E&T, Amun-Re eller Puerto Rico...

Nu var klokken blevet mange (efter 23.00, uha-da!), så alle pånær Rasmus og jeg var gået hjem. Vi to var til gengæld opsat på et spil mere, og det - måske - oplagte valg var det nye, hotte spil Rasmus havde medbragt; Louis XIV. På den positive side skulle spillet være relativt hurtigt og godt med to spillere, men omvendt trak det lidt ned at ingen af os havde læst reglerne endnu! Det kunne dog ikke afskrække os, så vi gik i gang med lidt hurtig-højtlæsning og simultant setup.

Louis XIV handler om at få indflydelse over forskellige hoffolk ved Solkongen Louis, undskyld Ludvig XIV's hof :-) . I princippet i hvert fald, for temaet er meget, meget tyndt, og spillet er reelt et halvabstrakt "area influence" spil.

Til at start med lægger man de 12 hoffolk op i et sjovt skakbrætsmønster, og sorterer det hav af komponenter der er. Hver spiller har en række indflydelsesbrikker (læs: tønder fra Puerto Rico) som bruges til at kontrollere de forskellige hoffolk. Udover det findes der en masse forskellige kort; guldkort, missionskort (i tre udgaver), indflydelseskort og intrigekort - og jeg skal såmænd nok også have glemt en slags eller to!

Spillet kører over fire ture, og i hver tur skiftes spillerne til at spille deres nyerhvervede inflydelseskort, hvilket giver ret til at placere indflydelsesbrikker på hoffolkene. Når alle er færdige med at spille indflydelseskort, finder man ud af hvem der kontrollerer hver af hoffolkene: De afgøres i en bestemt rækkefølge, og da der er en myriade af specielle effekter der kan ske, kan tidlige hoffolk sagtens ændre stillingen på de senere. Har en spiller mest indflydelse på en hof-m/k, får han den tilhørende præmie, men i nogle tilfælde får de andre spillere med indflydelse også lov til at få eller købe en præmie. Den almindeligste form for præmie er missionsbrikker, som bruges til at spille missionskort fra hånden. Og missionskort er den primære kilde til victory points. Som udgangspunkt fjernes alle indflydelsesbrikker fra hoffolkene, efter at man har afgjort kontrollen, så i hver af de fire ture starter man reelt forfra igen, når man lægger indflydelse på hoffolkene.

Så det er meget kort fortalt, hvad Louis XIV går ud på. Det føles som et typisk Rüdiger Dorn-spil: Ekstremt tyndt tema, proceduralt, og med et hav af abstrakte mekanismer der interagerer med hinanden. Som Goa føles det umiddelbart temmelig komplekst (målt på mængden af regler, altså), men ligesom Goa er det ikke så slemt når man først kommer i gang. Måske det er de tynde temaer, der gør at man har sværere ved at forholde sig til reglerne? Eller måske er det det, at Dorn tilsyneladende har lidt svært ved at begrænse sig i sine spil: De virker ofte som om han bare er blevet ved med at tilføje regler og komponenter, længe efter det egentlig var på sin plads at stoppe. Det gør i hvert fald at jeg føler, at hans spil ofte virker lidt klumpede og ikke så elegante.

Egentlig var hverken Rasmus eller jeg super-imponerede over spillet, men følte begge at det måtte være bedre med flere spillere. Problemet med to spillere er, at der er meget lidt reel kamp om kontrollen over de forskellige hoffolk, selv med en ekstra "blind makker" regel tilføjet. Med flere spillere må der være mere konkurrence på det punkt, med dertil hørende øget spændingsmoment. Men dårligt var det heller ikke: Som sagt lidt klumpet eller uelegant, og meget lidt tematisk, men samtidigt interessant nok, og med et hint af dyb strategi - som vi slet ikke nåede andet end at snuse til. Umiddelbart er jeg på en '7'-er på Boardgamegeek, bedømt som 2-spiller spil, men jeg tror det meget vel kunne være højere med flere spillere.

Og lad os til sidst ikke glemme at nævne at jeg vandt spillet, 51-41. :-)

I mellemtiden var det blevet nat, så Rasmus og jeg vendte cyklerne hjemad.