tirsdag, marts 29, 2005

KBK: Goa, 6 Nimmt!, Blue Moon (x4)

Ved min ankomst til KBK var Rasmus og Søren klar til et nyt spil, og efter lidt snakken frem og tilbage faldt valget på Goa. Søren havde ikke prøvet det før, men det forhindrede ham ikke i at spille væsentligt mere kompetent end, øhm, en vis anden...! Hvem det var, skal snart blive afsløret.

Som altid startede mit spil rigtigt godt, og efter første halvleg stod jeg stærkt omend ikke markant bedre end de andre. Og som altid knækkede filmen for mig omkring runde 5-6 stykker... Derefter havde jeg hele tiden 1) for få penge til at medvirke i auktionerne, og 2) for få aktioner til at få gjort det jeg skulle. Jeg faldt mere og mere bagud i det samlede antal upgrades, og måtte bruge det meste af runde 7 og 8 blot for at kunne erhverve mig den sidste koloni... Hvis jeg bare havde haft én aktion mere, kunne jeg da have trukket 3 kort, og sikkert erhvervet mig en håndfuld points. (faktisk er "hvis jeg bare havde haft én aktion mere" snart mit slogan i Goa, skarpt fulgt af "hvis jeg bare havde trukket én kolonist mere da jeg skulle grundlægge kolonien". Ikke godt).

Spillet endte med en sejr til Rasmus med 49 points. Søren endte på 43 og stakkels jeg haltede bagefter med 39. Jeg synes også at kunne fornemme, hvad det er der går galt for mig: Goa er meget strategisk, og man skal helst tænke meget langsigtet for at klare sig godt. Idealet er vel at have en plan for alle sine aktioner, så man ved hvad man kan nå og ikke nå (selvom dette ideal naturligvis ikke kan lade sig gøre i praksis, pga. uforudsigeligheden i auktionsrunderne), og jeg er helt sikkert ikke god til det der med langsigtede planer! Konsekvensen af det er, at jeg i de sidste par runder bliver helt desperat, fordi jeg pludselig opdager at jeg slet ikke kan nå det jeg havde regnet med. Og da det jo ikke kan være min skyld (det kan det jo aldrig), må der rulle nogle hoveder i bunkeren!

Efter afklapsningen i Goa ville Søren egentlig hjem, men Rasmus og jeg overbeviste ham om at 6 Nimmt! kun tog 5 minutter. Det blev mere til en halv time i sidste ende, men et dejligt spil 6 Nimmt! var der da tale om, og modsat mit første spil et par dage tidligere med svigerfamilien, endte dette med en solid sejr til mig. Efter en "stærk" start med 21 minuspoints i første runde, fik Søren lidt mere styr på sit spil, og det var da også Rasmus der måtte agere spilstopper ved i sidste runde at suse et pænt stykke over 66 minuspoints. Efter min sejr er jeg nu igen overbevist om 6 Nimmt!'s fortræffeligheder som dybt strategisk spil, mens Rasmus sikkert har det på en lidt ... anden måde.

Nu var Søren ikke til at holde på længere, så Rasmus fik endelig - efter at jeg har bedt om det i månedsvis - mulighed for at introducere mig til Blue Moon. Blue Moon er som bekendt et CCG-lignende kortspil. "Lignende" fordi det jo faktisk ikke er collectible, men resultatet minder faktisk meget om klassiske CCG'er, såsom Magic: The Gathering. Det er Knizia der har designet det, så forventningerne er høje.

Hver spiller spiller en fantasy-race, som skal kæmpe mod en anden race. Hver race har sit eget deck på 30 kort: Grundspillet indeholder kort for 2 racer, og man kan købe de andre racers kort separat. Et spil er en serie dueller, hvor man hele tiden skal kunne matche modstanderens udspil. Første spiller der ikke kan det må trække sig fra duellen, hvilket betyder at modstanderen vinder den, og som præmie får en eller flere drager. Der er tre drager i alt, og ved spillet slutning vinder den spiller der har flest drager. Man kan også vinde før det, hvis man allerede har alle tre drager, og derefter står til yderligere at vinde en.

Vi (dvs. jeg) valgte at vi skulle prøve racerne fra grundspillet, de ildfikserede Vulca mod de mere tricky Hoax. Jeg spillede Vulca, da jeg havde en idé om at de var mere ligetil at spille.

Som total begynder var de i hvert fald mere ligetil at tabe med: Første spil tabte jeg overbevisende 2-0, uden egentlig på noget tidspunkt at føle at jeg havde en chance. Jeg måtte naturligvis straks prøve igen, og i den følgende match fik jeg bank 4-0, altså en sudden-death sejr til Rasmus. Ouch! På dette tidspunkt kan jeg ikke helt udelukke at der fra den ene side af bordet kom et par sure udtalelser (eller ti) om den manglende balance deckene imellem, men der er ingen der kan bevise noget! :-)

Nu var det værste jeg kunne gøre naturligvis at insistere på at skifte decks, for hvis Rasmus så vandt igen, ville det være åbenlyst hvor svagheden var. Så jeg holdt stædigt fast på de efterhånden noget upopulære Vulca.

Og i tredie spil var de faktisk ikke nær så mimrende som i de første to spil. I hvert fald skrabede jeg en lille 1-0 sejr hjem med dem, og smilet var givetvis ikke til at tørre af mit ansigt. Og den efterfølgende match endte også med en 1-0 sejr til mig.

Jeg har læst på Boardgamegeek at de fleste mener, at Vulca decket er markant bedre end Hoax decket når det er begyndere der spiller, mens balancen de to decks imellem skifter efterhånden som spillerne bliver mere erfarne. Om det er rigtigt ved jeg naturligvis ikke, men jeg kan da stå inde for at balancen i enorm grad afhænger af om at man kender sit decks styrker og svagheder eller ej...

Alt i alt syntes jeg Blue Moon var et rigtigt godt spil. Jeg synes det er markant bedre end Knizias forrige CCG-lignende spil, Scarab Lords, og hvis man vil spillet noget "Magic-lignende" uden faktisk at blive trukket ind i hele collectible moradset, bliver det nok ikke bedre end dette.

Omvendt indeholder spillet altså ikke noget, som man ikke har set gjort både større og mere gennemført i Magic: The Gathering. Man skal altså ikke som garvet Magic-spiller (hvilket jeg absolut anser mig selv for, selvom det efterhånden er 5-6 år siden jeg dyrkede det) spille Blue Moon i forventning om en ny "aha!" oplevelse, for man kan få meget af den samme spiloplevelse ved at købe en håndfuld prækonstruerede Magic decks.

Men jeg ser meget frem til at prøve Blue Moon igen, og gerne med nogle af de mange andre racer der findes. Mimix, f.eks., men uden brug af sprittusser! :-)

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start