tirsdag, marts 15, 2005

KBK: Jambo (x2), Ra

Jeg mødte lidt sent i klubben, og de fleste var allerede i gang med at spille. Sune var derimod også lige ankommet, så vi blev enige om at prøve et to-personers spil. Jeg havde medbragt to nye Kosmos-kortspil, Blue Moon og Jambo, men da jeg havde mest check på reglerne til Jambo, var det det vi kastede os over.

Jambo er som sagt et to-personers kortspil, designet af Rüdiger Dorn, manden som også står bag Goa og Traders of Genoa. Spillerne er handelsmænd, som handler med eksotiske varer i det mørke Afrika. Kortene i decket er dels varekort (som lader spilleren købe eller sælge varer), hjælpekort (som bliver liggende på bordet når de er spillet, og gør forskellige fancy ting), personkort (en slags en-gangs hjælpekort), samt dyrekort (en-gangs vær-ond-ved-modstanderen kort).

Til at starte med har hver spiller et stort varebord, med plads til 6 varer. Dette kan i løbet af spillet udvides med et eller flere små vareborde, hver med plads til 3 varer. I en spillers tur har man 5 aktioner: Man kan starte med at trække et kort ved at bruge 1 aktion, og kan faktisk, hvis man er utilfreds med det trukne kort, discarde det og trække et nyt, men hvert nyt kort man trækker koster endnu en aktion. Efter korttrækningen kan resterende aktioner bruges til andre ting: Man kan købe varer ved at spille et varekort, tage de varer der er vist på kortet (enten 3 eller 6 varer), betale købsprisen og placere varerne på sit varebord (hvor der skal være plads). Man kan også sælge varer, igen ved at spille et varekort, aflevere de viste varer fra sit varebord, og tage penge svarende til salgsprisen. Man kan spille et hjælpekort, personkort eller dyrekort, og endelig man kan bruge et af sine allerede spillede hjælpekort (disse kan dog kun bruges en gang hver pr. tur).

Hver spiller starter med 20 guld. Når en spiller når 60 guld, får modstanderen en sidste tur, hvorefter spilleren med flest guld vinder.

Vi syntes begge at spillet fungerede udmærket, og det virkede ret CCG-agtigt. En del af hjælpekortene muliggør "veksling" mellem de forskellige typer ressourcer (f.eks. varer -> kort, varer -> penge, penge -> kort, osv.), og man har en stærk fornemmelse af at visse kort kan lave gode, Magic-agtige 'comboer'. Omvendt var vores holdning også at spillet nok ikke var det mest spændende vi havde prøvet, og for mit eget vedkommende har jeg en fornemmelse af at spillet nok kan holde til nogle spil mere, men at det ikke er noget jeg spiller om 1-2 år.

Vi spillede to spil, med mig som sejrherre i første spil mens Sune vandt det andet. Interessant er det, at i begge spil kom sejrherren som en overraskelse for os begge to! I begge tilfælde var det nemlig den spiller som fik opbygget nogle (tilsyneladende) seje comboer, der f.eks. tillod trækning af adskillige kort pr. tur, som tabte.

Konklusionen må være, at vi nok stadigvæk har noget at lære om god strategi i Jambo. ;-)

Efter denne to-personers ekstravaganza tog vi et spil Ra med Morten og Kenneth: Dette spil vandt Sune.

Jeg var træt og havde ondt i hovedet, så jeg valgte at slutte efter det spil, og tage tidligt hjem...

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start