lørdag, februar 26, 2005

Fantask Spilfestival 2005: Alhambra, Carcassonne, Goa

Lørdag stod den på Fantasks Spilfestival 2005, et ambitiøst anlagt projekt hvor folk kunne komme og spille bræt- og rollespil, få demonstreret nogle af Wizkids's figurspil, deltage i det officielle Danmarksmesterskab i Puerto Rico, og meget mere. Det blev også godt besøgt, og der var hele tiden masser af mennesker til stede. Jeg mødte op kort efter kl. 10, og holdt til i brætspilslokalet, hvor jeg sammen med en række andre fra KBK og Consim havde meldt mig til at være regelforklarer og generel spil-befordrer for de folk der måtte dukke op. Der var nu i praksis ikke så meget at lave, så det blev mest til at jeg fik spillet nogle spil selv!

Første spil på programmet var Alhambra. Jeg har spillet det en enkelt gang eller to før, men kun som to-personers spil, mens vi denne gang var fire spillere. Kort fortalt synes jeg nok spillet fungerer lidt bedre med fire spillere, men det er stadig ikke nogen sublim oplevelse. Det er for så vidt sjovt nok at spille, men det er et meget "let" spil, og en anelse repetitivt. Spiel des Jahres? You've got to be kidding. :-/

Senere på dagen stod den på Carcassonne med Søren og Steen. Der var kun tale om grundspillet uden nogen udvidelser, og det er jo altid en rimelig sjov oplevelse, men også stadigvæk i den lette ende. Spillet endte med en sejr til Steen, som var den der havde bedst held til at luske sig med ind på vores andres projekter.

Efter frokost fik vi sat et spil Goa i gang: Jeg havde (som det eneste) medbragt mit eksemplar af spillet, i håb om at få det prøvet. Mine modstandere var Jørgen, Rasmus, og en fyr der hed Morten. Kun Rasmus havde ikke spillet før. Jeg syntes for så vidt at jeg kom meget godt fra start, men lidt før fase A sluttede kunne jeg godt se, at det var begyndt at se skidt ud for mig. Det blev forstærket i sidste halvdel af spillet, og jeg kunne se at jeg i hvert fald ikke ville vinde. Slutresultatet viste da også at jeg endte suverænt sidst, mens Morten løb med sejren: 46-46-39-29! Mortens sejr var meget kneben: I sin sidste aktion i spillet trak han ekspeditionskort, et af hvilket var et "få 5 penge" kort, som han spillede. Derfor endte han med 13 penge til slut, hvilket var én mere end mig. Det gav ham de 3 VP for flest penge som lod ham komme op på samme antal points som Jørgen!

Men bortset fra det, hvad var det så lige der fik galt for mig? Jeg må med skam indrømme at jeg ikke har nogen anelse. Jeg kunne mærke at jeg kom "bagud" i auktionerne ret hurtigt: Jeg fik aldrig flaget, og havde aldrig penge til at købe det jeg syntes jeg havde brug for, så det var en deprimerende fornemmelse. Hen imod slutningen havde jeg alt for mange krydderier, men alt for få af de andre ressourcer (skibe, penge, kolonister), så der havde jeg også fået prioriteret forkert. Nå, jeg må hjem og have spillet i "bunkeren", og se om jeg kan blive bedre til det. :-)

Goa var mit sidste spil den dag: Jeg tog hjem sidst på eftermiddagen, godt bustet i hovedet efter en dag i det store, larmende lokale. Men sjovt var det!

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start