tirsdag, april 12, 2005

KBK: Goa, 6 Nimmt!

Ved ankomsten i KBK var en større flok i gang med et spil Medici: Efter 2. runde førte Anders, men i sluttællingen blev han overhalet af Rasmus, der dermed kunne notere sig for en sejr.

Da Medici var slut, kastede Ken, Rasmus, Sune og jeg os over Goa, mens resten af selskabet fortsatte med det nyeste klub-hit, 6 Nimmt!

Som jeg har skrevet før, plejer jeg altid at starte stærkt i Goa, for blot at sætte det hele over styr omkring runde 5-6, med det resultat at jeg ofte ender dårligt placeret. Denne gang var mønstret dog lidt anderledes: Mit spil stagnerede i første halvdel af spillet, og jeg fik slet ikke udviklet mig så meget som jeg havde håbet på - alt sammen fordi jeg ikke kunne skaffe en grøn vare, så jeg kunne avancere min harvest-track. Til gengæld havde jeg masser af penge, og fik fat i gode ting i auktionerne.

Men i runde 5 kom jeg til at dumme mig: Jeg fik købt en god tile dyrt, hvilket bevirkede at jeg endte auktionsrunden uden penge. Resultatet var at jeg ikke deltog i auktionerne hverken i runde 6 eller 7, og først i runde 8 fik jeg igen en tile. Dog bevirkede min manglende deltagelse i auktionerne ikke at mit spil iøvrigt gik i stå: Jeg havde en del ressourcer og kunne derfor bruge mine aktioner konstruktivt på at avancere mine forskellige tracks.

Indtil kort før slutningen, var jeg overbevist om at Rasmus, eller måske Sune ville vinde spillet. I sidste tur blev det dog også klart, at jeg selv var godt med (Ken skriver vi ikke noget om!). Og ved den endelige optælling viste det sig at både Sune og jeg havde 46 points, mens Rasmus havde 44 og Ken ... ja, lad os bare sige at hans score ikke startede med "4"! Og hvad er så lige tie-break ved point-lighed? Flest penge, naturligvis, og der havde Sune lige og præcis 1 penge tilbage, mens jeg havde ... 0. Så en kneben sejr til onde Sune. :-)

Efterfølgende skulle der spilles noget let, og hvad bedre end vores allesammens darling, 6 Nimmt!? Sune havde ikke prøvet det før, men efter en udmarvende regelforklaring der strakte sig over, måske, 30 sekunder, var vi klar. Og Rasmus lagde hårdt ud med en stor bunke oksehoveder. Og i efterfølgende runder holdt Rasmus stilen, og var da også den første der rundede de 66 points. Så Rasmus vandt ikke...

Det gjorde jeg nemlig, og det siger noget om 6 Nimmt-niveauet i KBK, at jeg kunne vinde ved stort set at følge min basale "robotstrategi": Spil altid det højeste kort du har (i gennemsnit afveg jeg fra denne regel en 2-3 gange pr. runde). Så lærte I det! :-)

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start