KBK: Shadows over Camelot (x2), Res Publica, Tower of Babel
Denne tirsdag bød på et noget beskedent fremmøde i klubben, hvilket måske hang sammen med det enorme tordenvejr der gik over byen lige ved 18.00-19.00 tiden. Jeg havde taget Shadows over Camelot med, i håb om at få det prøvet igen, helst med færre spillere. Og sandelig, da de andre var færdige med deres High Society, delte vi os i to grupper à tre personer: Anders, Søren og jeg satte os til at forsvare Camelot, mens de tre andre (Rasmus, Kasper og Kenneth) gik i gang med Louis XIV.
Det blev til to spil Shadows over Camelot for os: Det første endte i et forsmædeligt nederlag for os alle sammen, mens vi hentede en kneben 7-5 sejr hjem i det andet. I første spil delte vi loyalitetskort ud, da der var seks sværd på bordet, men uden at nogen blev forræder. I andet spil valgte vi, at vi slet ikke ville spille med loyalitetskortene. Andet spil (især) havde sine spændende øjeblikke, ikke mindst da jeg ikke en, men TO gange måtte ofre livet, for at forhindre et nederlag til belejringsmaskinerne (jeg blev reddet af Gralen første gang!). Hvordan de to andre, med mig ude af spillet og med 11 belejringsmaskiner foran Camelot, fik vendt situationen, ved jeg stadig ikke (jeg vælger at ignorere den åbenlyse forklaring), men flot var det! :-)
I sidste uge havde jeg jo haft en del betænkeligheder ved SOC, ikke mindst når det spilles med mange spillere. Jeg kan nu sige, at problemet med nedetid mellem ens ture ikke er noget særligt problem med kun tre spillere. Ligeledes besluttede vi os også tidligt for nogle konventioner for, hvad vi måtte sige og ikke sige, så det var i praksis heller ikke det store problem.
Når det er sagt, er jeg stadig lidt lunken over spillet. Det kan godt være man har tur noget oftere med så få spillere, men det er stadig ikke specielt sjovt at have tur, så det er en ringe trøst! Det virker også som om spillet mister det meste af sin spænding, når man ikke har forræderen med, men jeg tror ikke forræderen virker særligt godt med få spillere. Med mange spillere er forræderen fin, men så bliver spillet som sagt uspilleligt langsomt. Ak! I hvert fald er SOC stærkt på vej til en placering som "OK spil en gang imellem, men ikke noget at skrive hjem om" for mig.
Efter at vi havde været riddere, introducerede Søren os for et lille og gammelt Knizia-kortspil, Res Publica. Spillerne får befolkningskort (der er fem slags), som kan handles mellem spillerne. Når en spiller har 5 ens, kan han bruge dem på at købe en by. Byer giver teknologikort hver tur, og disse kan også handles mellem spillerne. Fem ens tech-kort kan bruges til at købe et vidunder, som er den primære måde at få victory points på. Byer er også points værd, og kort på hånden til sidst kan også være lidt værd.
Den hurtige konklusion: Res Publica sucker. Dels er det trivielt, med handel af kort som den centrale, og hundredevis af gange repeterede mekanisme, og dels er der tydeligvis et stort problem med at "de rige bliver rigere": I vores spil var Søren den første der fik en by, hvilket gav ham en 4-5 runders gratis tech-kort i indtægt - en ikke uvæsentlig fordel. Der er to byer pr. spiller, men Søren fik 3, hvorimod Rasmus trak det korte strå og måtte nøjes med en (resten af os fik to hver). Gæt hvem der løb med en overbevisende sejr, og hvem der ret tidligt kunne se, at der vist ikke var mere at spille for? :-)
Hvis man er lidt destruktiv, er der også i handlen masser af mulighed for kingmaking, idet man nemt kan lave meget skæve handler for at favorisere en enkelt anden spiller. Ikke en god feature i et interaktionsløst, tysk spil. :-)
Efter denne fuser stod den til sidst på et tre-personers Tower of Babel. Rasmus havde spillet en masse før, mens det var Kenneths andet, og mit allerførste spil. Ikke overraskende løb Rasmus med en stor sejr, med noget i retning af lige så mange points som Kenneth og jeg tilsammen.
Jeg syntes det var OK sjovt, men som forventet er det meget abstrakt - endda mere end vi er vant til at se fra Reiners hånd. Som førstegangsspiller var de mange abstrakte mekanismer ret forvirrende, men jeg er sikker på det bliver bedre med flere spil. Så selvom jeg ikke ligefrem faldt på halen over spillet, var det da interessant nok, og jeg kunne godt tænke mig at prøve det igen.
Det blev til to spil Shadows over Camelot for os: Det første endte i et forsmædeligt nederlag for os alle sammen, mens vi hentede en kneben 7-5 sejr hjem i det andet. I første spil delte vi loyalitetskort ud, da der var seks sværd på bordet, men uden at nogen blev forræder. I andet spil valgte vi, at vi slet ikke ville spille med loyalitetskortene. Andet spil (især) havde sine spændende øjeblikke, ikke mindst da jeg ikke en, men TO gange måtte ofre livet, for at forhindre et nederlag til belejringsmaskinerne (jeg blev reddet af Gralen første gang!). Hvordan de to andre, med mig ude af spillet og med 11 belejringsmaskiner foran Camelot, fik vendt situationen, ved jeg stadig ikke (jeg vælger at ignorere den åbenlyse forklaring), men flot var det! :-)
I sidste uge havde jeg jo haft en del betænkeligheder ved SOC, ikke mindst når det spilles med mange spillere. Jeg kan nu sige, at problemet med nedetid mellem ens ture ikke er noget særligt problem med kun tre spillere. Ligeledes besluttede vi os også tidligt for nogle konventioner for, hvad vi måtte sige og ikke sige, så det var i praksis heller ikke det store problem.
Når det er sagt, er jeg stadig lidt lunken over spillet. Det kan godt være man har tur noget oftere med så få spillere, men det er stadig ikke specielt sjovt at have tur, så det er en ringe trøst! Det virker også som om spillet mister det meste af sin spænding, når man ikke har forræderen med, men jeg tror ikke forræderen virker særligt godt med få spillere. Med mange spillere er forræderen fin, men så bliver spillet som sagt uspilleligt langsomt. Ak! I hvert fald er SOC stærkt på vej til en placering som "OK spil en gang imellem, men ikke noget at skrive hjem om" for mig.
Efter at vi havde været riddere, introducerede Søren os for et lille og gammelt Knizia-kortspil, Res Publica. Spillerne får befolkningskort (der er fem slags), som kan handles mellem spillerne. Når en spiller har 5 ens, kan han bruge dem på at købe en by. Byer giver teknologikort hver tur, og disse kan også handles mellem spillerne. Fem ens tech-kort kan bruges til at købe et vidunder, som er den primære måde at få victory points på. Byer er også points værd, og kort på hånden til sidst kan også være lidt værd.
Den hurtige konklusion: Res Publica sucker. Dels er det trivielt, med handel af kort som den centrale, og hundredevis af gange repeterede mekanisme, og dels er der tydeligvis et stort problem med at "de rige bliver rigere": I vores spil var Søren den første der fik en by, hvilket gav ham en 4-5 runders gratis tech-kort i indtægt - en ikke uvæsentlig fordel. Der er to byer pr. spiller, men Søren fik 3, hvorimod Rasmus trak det korte strå og måtte nøjes med en (resten af os fik to hver). Gæt hvem der løb med en overbevisende sejr, og hvem der ret tidligt kunne se, at der vist ikke var mere at spille for? :-)
Hvis man er lidt destruktiv, er der også i handlen masser af mulighed for kingmaking, idet man nemt kan lave meget skæve handler for at favorisere en enkelt anden spiller. Ikke en god feature i et interaktionsløst, tysk spil. :-)
Efter denne fuser stod den til sidst på et tre-personers Tower of Babel. Rasmus havde spillet en masse før, mens det var Kenneths andet, og mit allerførste spil. Ikke overraskende løb Rasmus med en stor sejr, med noget i retning af lige så mange points som Kenneth og jeg tilsammen.
Jeg syntes det var OK sjovt, men som forventet er det meget abstrakt - endda mere end vi er vant til at se fra Reiners hånd. Som førstegangsspiller var de mange abstrakte mekanismer ret forvirrende, men jeg er sikker på det bliver bedre med flere spil. Så selvom jeg ikke ligefrem faldt på halen over spillet, var det da interessant nok, og jeg kunne godt tænke mig at prøve det igen.
indsendt af jens.hoppe kl.
15:12
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start