torsdag, december 01, 2005

Nye spil

To nye spil har fundet vej til mine hylder: Det første er Caylus, som er et tungt, tysk spil udgivet af firmaet Ystari, det samme firma som sidste år udgav Ys. Caylus forgår i middelalderen, og her skal spillerne hjælpe med at bygge et slot for kong Philip den Smukke, men selvfølgelig med egen prestige som det egentlige mål.

Komponenterne er der ikke meget ved, og det ligner mest af alt noget firmaet har stået hjemme i garagen og stykket sammen. Da der er tale om et lille firma, er dette faktisk nok ikke så urealistisk endda. :-)

Komponenterne til Caylus
Komponenterne til Caylus

Caylus er det store hit på Boardgamegeek i øjeblikket, med et rating-gennemsnit som i dette øjeblik ligger på 8.59. Self når man regner med "Bayesian averages", som er det tal der ligger til grund for BGG's top 10 liste, har spillet en rating på 8.41, hvilket betyder at Caylus i øjeblikket ligger på en komfortabel 2. plads på BGG's top 10, kun overgået af Puerto Rico. Spillet er også af mange blevet kaldt det "næste Puerto Rico".

Se, det er jo noget der får forventningerne helt op, og det er nærliggende at tro, at man så kunne blive skuffet. Men selv om spillet ikke er det næstbedste spil i verdenshistorien, er der efterhånden ingen tvivl om at det må have nogle kvaliteter. Jeg ser i hvert fald frem til at prøve det.


Det andet nye spil er det nye futtogs-spil fra Eagle Games, Railroad Tycoon. Spillet er baseret på Martin Wallace's Age of Steam, men der er dog mange fundamentale ændringer. For det første er brættet nyt. Nu dækker det hele det østlige USA, og da brættet er enormt (en del spillere klager over ikke at have et bord der er stort nok!), og da de enkelte hexes på brættet er mindre end i Age of Steam, er der meget plads på brættet.

Reglerne er også ændret på en række områder: Væk er vælg-rolle mekanismen fra Age of Steam. Nu kan alle istedet vælge mellem alle typer aktioner, men til gengæld er der en auktion i hver tur for at finde startspilleren. Der er også indført en række nye kort; både nogle såkaldte "Tycoon-kort", som hver spiller får ét af, og som giver ekstra VP, hvis et specielt kriterie er opfyldt. Et deck af andre kort, som bliver vendt i løbet af spillet og som spillerne kan tage og udføre, ændrer også spillet en del. Og tilføjer sikkert noget tilfældighed.

Det indtryk man umiddelbart får ved at læse folks betragtninger om spillet er, at det er et godt spil. Lidt "lettere" og ikke så haj-agtigt som Age of Steam, men til gengæld med noget mere fornemmelse af simulation og historie.

Og så er der lige komponenterne: Som vanligt med Eagle Games er de rigtigt flotte: Brættet er stort og flot, kontrolbrikkerne for strækningerne er små plastik-tog, og ... Well, faktisk tror jeg et billede siger mere end tusinde ord jeg kan skrive:

Railroad Tycoon i fuld gang!
Railroad Tycoon i fuld gang!

Så her er endnu et spil jeg vil forsøge at pushe i KBK ved førstkommende lejlighed.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start