KBK: Descent - Journeys in the Dark, Fairy Tale (x3)
Jeg havde aftalt med Tobias at vi skulle prøve et spil, som normalt ikke er min genre: Descent: Journeys in the Dark som er et nyt dungeon-udforskning/monster-bashing spil fra Fantasy Flight Games. En spiller er "overlord"; han kender det scenarie der skal spilles, og styrer de forskellige monstre (altså en slags dungeon master). Og de øvrige spillere repræsenterer selvfølgelig så hver en helt, som udforsker dungeonen. For dem er spillet kooperativt, dvs. spillerne vinder enten samlet over overlord'en, eller taber samlet til ham. I vores spil var Tobias overlord, mens Teis, Anders og jeg var de brave helte. Teis var en lidt vattet troldmand, Anders var en økse-svingende psykopat-ork, mens jeg var en næsten lige så drabelig sværd/magi-undead (eller sådan noget).
Og det var set i bakspejlet godt med alle de krigere, for hvis der er én ting man laver i Descent er det at slås. Hele tiden, stort set, kun afbrudt af lidt sporadisk samlen-skatte-op og den slags. I vores scenarie skulle vi have elimineret et fælt slange-agtigt væsen (en "naga", hvis man er til den slags), men vejen til det bagerste kammer, hvor det selvfølgelig holdt til, var tæt belagt med andre uhyrer. Heldigvis for os var de generelt ikke til så meget, og den dynamiske Anders/Jens "slå ting i hovedet med noget tungt metal indtil det er dødt" duo ryddede generelt en bred sti af splattede monstre. Til sidst nåede vi så (endelig) frem til nagaens kammer, men heller ikke den kunne stille så meget op mod de massive tæsk vi kunne uddele, så scenariet endte med en sikker sejr til os tre spillere.
Efterfølgende må jeg konstatere at Descent måske nok var meget hyggeligt, men noget 'Jens-spil' er det ikke. Morskaben i det kom for mit vedkommende næsten udelukkende fra det sociale (hvilket selvfølgelig ikke var at foragte), for spillet selv synes jeg altså ikke var til så meget.
Man kan håbe at det måske var det scenarie vi spillede der ikke var så godt, men omvendt kunne jeg sagtens forestille mig at det er typisk for alle scenarierne. I hvert fald synes jeg der var for meget monster-bashing - næsten ikke andet, faktisk - og ikke så meget "udforsk den spændende dungeon" fornemmelse. Godt nok var der et par gåder man skulle løse, men de var næsten fornærmende trivielle, så i sidste ende bestod spillet stort set kun af at slagte sagesløse uhyrer. Jeg tror heller ikke det er en god ide, at man i Descent kan se hele brættet fra starten af (modsat forgængeren Doom), da det ikke ligefrem bidrager til at højne fornemmelsen af at udforske det ukendte.
En ting der overraskede mig, var at jeg havde forventet noget mere af spillet betragtet som spil: Det er jo blevet rost til skyerne på nettet, og virkelig lagt ud som 'state of the art' indenfor genren, men sandt at sige syntes jeg ikke der var meget elegance over spilmekanismerne. De var selvfølgelig ikke specielt uelegante heller, men der er ikke meget over spillet som ikke kunne have været designet i firserne. Det er også meget langvarigt - og det var da vist endda et af de kortere scenarier vi havde gang i.
Så nogen stor succes kan man ikke kalde det, for mit vedkommende i hvert fald.
Efter Descent var der generelt opbrud, men en lille gruppe af os (Rasmus, Teis, Anders og mig) havde lyst til lidt mere, og valget faldt på mit forslag, kortspillet Fairy Tale. Dette er et lille japansk-designet spil med fantasy-tema, hvor spillerne "drafter" kort, som dernæst bliver spillet. Efter 4 omgange draft/udspille, afgøres vinderen ved at tælle points for de kort hver spiller har fået spillet.
Draft-mekanismen er hentet direkte fra "booster draft" formatet i Magic-verdenen. Her åbner hver spiller en booster pack, vælger et kort som beholdes, hvorefter resten af kortene sendes videre til den næste spiller. Denne vælger så også et kort, sender resten videre, og så fremdeles indtil alle kort er blevet fordelt. Efter dette laver hver spiller så et deck af sine draftede kort, og man spiller en turnering.
I Fairy Tale får hver spiller i en draft 5 kort, og også her beholder man et kort, sender resten videre, osv. Efterfølgende spiller hver spiller tre af sine fem kort, og mange af kortene har her specielle evner som udløses i forbindelse med at kortet spilles. Og som sagt gentages draft/spil cyklussen fire gange, hvorefter der tælles points. Nogle kort har en konstant points-værdi, andre giver lige så mange points som antallet af den pågældende type kort man har liggende, og andre kort igen giver points på andre obskure måder.
Idéen er selvfølgelig at man efterhånden som spillet skrider frem kan se, hvilke typer kort de andre spillere efterspørger, og derfor kan vælge at drafte enten konstruktivt (for at hjælpe sig selv) eller destruktivt (for at sabotere de andre). I hvert fald syntes jeg Fairy Tale var ret sjovt. Vi spillede kun med grundreglerne, men i fremtiden bør vi nok spille med alle reglerne da de giver noget ekstra dybde.
I vores tre spil var det Anders der var den store Fairy Tale-haj, med sejre i alle tre spil. I sidste spil måtte han dog dele sejren med Teis, så kun Rasmus og jeg viste os som totalt inkompetente kort-draftere. :-)
Og det var set i bakspejlet godt med alle de krigere, for hvis der er én ting man laver i Descent er det at slås. Hele tiden, stort set, kun afbrudt af lidt sporadisk samlen-skatte-op og den slags. I vores scenarie skulle vi have elimineret et fælt slange-agtigt væsen (en "naga", hvis man er til den slags), men vejen til det bagerste kammer, hvor det selvfølgelig holdt til, var tæt belagt med andre uhyrer. Heldigvis for os var de generelt ikke til så meget, og den dynamiske Anders/Jens "slå ting i hovedet med noget tungt metal indtil det er dødt" duo ryddede generelt en bred sti af splattede monstre. Til sidst nåede vi så (endelig) frem til nagaens kammer, men heller ikke den kunne stille så meget op mod de massive tæsk vi kunne uddele, så scenariet endte med en sikker sejr til os tre spillere.
Efterfølgende må jeg konstatere at Descent måske nok var meget hyggeligt, men noget 'Jens-spil' er det ikke. Morskaben i det kom for mit vedkommende næsten udelukkende fra det sociale (hvilket selvfølgelig ikke var at foragte), for spillet selv synes jeg altså ikke var til så meget.
Man kan håbe at det måske var det scenarie vi spillede der ikke var så godt, men omvendt kunne jeg sagtens forestille mig at det er typisk for alle scenarierne. I hvert fald synes jeg der var for meget monster-bashing - næsten ikke andet, faktisk - og ikke så meget "udforsk den spændende dungeon" fornemmelse. Godt nok var der et par gåder man skulle løse, men de var næsten fornærmende trivielle, så i sidste ende bestod spillet stort set kun af at slagte sagesløse uhyrer. Jeg tror heller ikke det er en god ide, at man i Descent kan se hele brættet fra starten af (modsat forgængeren Doom), da det ikke ligefrem bidrager til at højne fornemmelsen af at udforske det ukendte.
En ting der overraskede mig, var at jeg havde forventet noget mere af spillet betragtet som spil: Det er jo blevet rost til skyerne på nettet, og virkelig lagt ud som 'state of the art' indenfor genren, men sandt at sige syntes jeg ikke der var meget elegance over spilmekanismerne. De var selvfølgelig ikke specielt uelegante heller, men der er ikke meget over spillet som ikke kunne have været designet i firserne. Det er også meget langvarigt - og det var da vist endda et af de kortere scenarier vi havde gang i.
Så nogen stor succes kan man ikke kalde det, for mit vedkommende i hvert fald.
Efter Descent var der generelt opbrud, men en lille gruppe af os (Rasmus, Teis, Anders og mig) havde lyst til lidt mere, og valget faldt på mit forslag, kortspillet Fairy Tale. Dette er et lille japansk-designet spil med fantasy-tema, hvor spillerne "drafter" kort, som dernæst bliver spillet. Efter 4 omgange draft/udspille, afgøres vinderen ved at tælle points for de kort hver spiller har fået spillet.
Draft-mekanismen er hentet direkte fra "booster draft" formatet i Magic-verdenen. Her åbner hver spiller en booster pack, vælger et kort som beholdes, hvorefter resten af kortene sendes videre til den næste spiller. Denne vælger så også et kort, sender resten videre, og så fremdeles indtil alle kort er blevet fordelt. Efter dette laver hver spiller så et deck af sine draftede kort, og man spiller en turnering.
I Fairy Tale får hver spiller i en draft 5 kort, og også her beholder man et kort, sender resten videre, osv. Efterfølgende spiller hver spiller tre af sine fem kort, og mange af kortene har her specielle evner som udløses i forbindelse med at kortet spilles. Og som sagt gentages draft/spil cyklussen fire gange, hvorefter der tælles points. Nogle kort har en konstant points-værdi, andre giver lige så mange points som antallet af den pågældende type kort man har liggende, og andre kort igen giver points på andre obskure måder.
Idéen er selvfølgelig at man efterhånden som spillet skrider frem kan se, hvilke typer kort de andre spillere efterspørger, og derfor kan vælge at drafte enten konstruktivt (for at hjælpe sig selv) eller destruktivt (for at sabotere de andre). I hvert fald syntes jeg Fairy Tale var ret sjovt. Vi spillede kun med grundreglerne, men i fremtiden bør vi nok spille med alle reglerne da de giver noget ekstra dybde.
I vores tre spil var det Anders der var den store Fairy Tale-haj, med sejre i alle tre spil. I sidste spil måtte han dog dele sejren med Teis, så kun Rasmus og jeg viste os som totalt inkompetente kort-draftere. :-)
indsendt af jens.hoppe kl.
12:58
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start