mandag, december 19, 2005

Colossus

Jeg har spillet rigtigt meget Titan de sidste par måneder. Meget mere end jeg har i de sidste mange år, faktisk. Både et par gange "rigtigt" i KBK, men i særdeleshed fordi jeg har kastet mig over den super-gode (og gratis) computer-implementation, Colossus. Computerspillerne spiller ret stærkt - ikke helt fantastisk, og jeg vinder klart oftere end hvis jeg spillede mod mine sædvanlige modstandere i det virkelige liv - men stærkt nok til at man får en spændende spil ud af det. Jeg har sat mit spil op, så jeg hver gang spiller mod 5 "random" AI'ere, hvilket åbner mulighed for, dels at en AI kan spille godt og rationelt, men også at den kan være en rigtig menneske-hader. En sådan vil angribe mig, hvis den bare kan forvente en nogenlunde god kamp, så man skal være lidt forsigtig med hvad man gør, indtil man har en idé om, hvilke AI'ere der er psykopater, og hvilke der ikke er! :-)

En anden grund til at jeg vinder oftere end jeg bør, er afgjort fordi jeg får hjælp: I Colossus kan man højreklikke på alle legioner, og se hvad de indeholder. Med nogle forbehold, dog, for man ser kun de monstre man faktisk har set i spillet (da de blev rekrutteret, fordi de har været i kamp, osv.), eller dem man kan regne sig frem til må være dér. For restens vedkommende gætter spillet for en, men markerer monstrene med et spørgsmålstegn. En stor fordel, naturligvis, men på den anden side opvejer det jo også at AI'erne spiller så hurtigt, at man ikke kan nå at se resultatet af deres træk, mens de udfører dem.

Colossus kan spilles hurtigt. I princippet helt ned til under et minut, men så skyldes det selvfølgelig også, at man er blevet slået ud med det samme, hvilket der ikke er meget sjov ved. Men et langt, udmarvende spil, hvor man langsomt kæmper sig til en førerposition, og til sidst vinder, kan sagtens overståes på under en time. Det gør også, at man nemmere kan tillade sig at eksperimentere lidt og tage nogle chancer, for hvis det går galt, kan man jo bare starte forfra.

Brugergrænsefladen er nem at bruge, og med en hånd på musen og den anden på 'D'-tasten (da man skal trykke "Done" efter hver fase) stryger spillet glat afsted.

Så alt i alt en stor anbefaling til Colossus fra min side: Er man en gammel Titan-nørd som nu om dage har svært ved at finde tiden til at samle seks dedikerede spillere til en (potentielt lang) aften - det passer jo lige på mig, minsandten! - er Colossus lige sagen.

Her er iøvrigt mit hidtil bedste resultat, rent pointmæssigt. Vi taler her om en titan, som i den afgørende kamp stillede sig ind i midten af den fjendtlige gruppe hydraer, og begyndte at rydde op:

En titan-gruppe der ikke bremser for noget!
En titan-gruppe der ikke bremser for noget!

Slutstillingen
Slutstillingen

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start