KBK: Caylus, Tichu

Så fik jeg endelig spillet Caylus, denne gang mod Anette, Sune og Kenneth. Efter et langt, men interessant og tænksomt spil stod Sune som den endelige - og pointmæssigt store vinder med 78 points. Anette og jeg kom på andenpladsen, begge med 60 points, mens Kenneth (sin erfaring med spillet til trods ;) ) blev sidst med 58 points.

Mit umiddelbare indtryk af Caylus efter mit første spil er, at det er et ret godt, tungt tysk spil. Der er masser af taktiske og strategiske overvejelser, og med mange "paths to victory" - dvs. mange reelle strategier - er der i sandhed en masse at tænke over.

Skal jeg sammenligne det med noget jeg kender, må det være Goa, og Caylus virker faktisk som et typisk spil der kunne være designet af Rüdiger Dorn: Et hav af forskellige elementer og regler, som alle interagerer på alle mulige mystiske måder - og helheden, selvom den er interessant nok, virker i sidste ende lidt overkompleks og rodet (og får en til at overveje om ikke designeren kunne have cuttet 25% af reglerne uden at påvirke spillets dybde).

Både Goa og Caylus har desuden det karakteristiske processuelle feel, hvor ens overvejelser er i retning af "hvis jeg gør A kan jeg efterfølgende gøre B, hvilket vil give mig ressourcerne til at købe C, hvilket lader mig gøre D, osv.".

Jeg synes også Caylus virker for langsommeligt, og ikke mindst for langt. Kan man få spiltiden komfortabelt ned på 1½ time, ville spillet stige en del i min anseelse, tror jeg, men jeg tvivler på det kan lade sig gøre. Som det er, er det er ret godt spil, men nogen klassiker som Puerto Rico eller E&T er det ikke.


Efter det lidt udmarvende spil Caylus var aftenen noget fremskreden, men Anette, Heine, Rasmus og jeg satte os til at spille Tichu. Anette og Heine havde spillet det meget tidligere, mens Rasmus og jeg var nye.

Tichu er et traditionelt kortspil for fire spillere, og spillerne er sammen to og to i makkerpar. Kortene er et (i princippet) almindeligt sæt kort, med fire kulører med værdier fra 2 til es. Symbolerne for de fire kulører er dog nye i forhold til almindelige kort, men der er ingen funktionel forskel. Udover de 52 almindelige kort er der desuden 4 specialkort; fugl (mahjong), drage, føniks og hund.

I hver hånd starter spilleren med fuglen med første udspil. Et udspil er en poker-lignende kombination (enkelt kort, et par, tre ens, straight, osv.). De andre spillere skal nu slå dette udspil - ved vel at mærke at spille samme type kombination som startspilleren - eller passe. Til sidst går stikket til en af spillerne. Spillet fortsætter med yderligere udspil til alle pånær én spiller er kommet af med deres kort.

Der tælles nu points, og her er 5'ere, 10'ere, konger og dragen positive points værd, mens føniksen giver minuspoints. Udover dette kan en eller flere spillere i starten af hånden have meldt "tichu": Dette er et sats på at spilleren kan komme af med sine kort først, og lykkedes det giver tichu-meldingen store pluspoints, men lykkedes det ikke, vanker der lige så mange minuspoints! Spillet er ikke simpelt, og der er en masse små regler (som oftest har de med specialkortene at gøre), som giver noget at tænke over - og huske på. Der spilles nye hænder, indtil et makkerpar når 1000 points, og dermed får sejren.

I vores spil var Anette og jeg makkere (hvilket var mit held, da Anette var den klart mest rutinerede Tichu-spiller af os fire), og mine uortodokse udspil til trods vandt vi en komfortabel sejr.

Og nu hvor jeg er nået til den obligatoriske vurdering af spillet, ved jeg ikke helt hvad jeg skal sige. Mit indtryk er afgjort farvet af, at traditionelle kortspil absolut ikke er min type spil generelt, hvilket også kom klart til udtryk i vores spil: Der blev ved med at dukke nye små regler op, som de andre tilsyneladende kendte til implicit (måske er det generelle konventioner i kortspil?), mens jeg bare var irriteret over gang på gang at ramme hovedet ind i endnu en ny regel jeg ikke havde fået forklaret. Det er dog ikke for meget at sige at jeg blev bedre til Tichu i løbet af spillet (andet ville også have været utroligt), og med nogle flere spils erfaring kunne jeg måske blive helt fortrolig med det.

Af et traditionelt kortspil at være er Tichu dog noget af det mest fornøjelige jeg har prøvet, og jeg har en mistanke om at det er de specielle "kinesiske" kort, og den eksotiske flair de repræsenterer, som gør udslaget. På samme måde har jeg det med Mah-jong, som egentlig ikke er et spil jeg "burde" kunne lide, men det tykke lag af kinesisk kultur og æstetik giver, om man så må sige, spillet et tema jeg kan forholde mig til.

Tichu var dog et langt spil (vores spil tog i hvert fald et par timer), og jeg tror man skal være gladere for genren generelt for at kunne acceptere en sådan spilletid. Det er ikke et spil jeg vil påberåbe mig særligt ofte, men en gang imellem, når jeg er i det rigtige humør, er Tichu absolut en mulighed.