KBK: Palazzo, Tongiaki, Louis XIV, For Sale

En grum forkølelse skulle ikke forhindre mig i at tage i KBK, så dopet med panodiler vovede jeg mig af sted. Der blev spillet Palazzo da jeg ankom, og mens det blev spillet færdigt læste jeg regler, så jeg kunne springe til som ny fjerdemand i næste spil. Det var første gang jeg fik prøvet Palazzo, og umiddelbart kunne jeg godt lide det.

Spillet er et Reiner Knizia spil, udgivet i Aleas nye "mellemstor boks"-serie, som også er den serie Louis XIV er udkommet i. Palazzo er sat i rennæssancens Italien (gab, Reiner!) og spillerne konkurrerer om at bygge de flotteste palads-facader. Kort fortalt findes der palads-brikker i tre farver (byggematerialer). Hver brik er desuden en bestemt etage i byggeriet - fra 1 til 5 - og indeholder fra 1 til 3 vinduer. Jo flere vinduer, jo bedre, da det er bestemmende for hvor mange points man får til sidst. Udover disse indeholder spillet en række pengekort (3 valutaer/farver, med værdier fra 3 til 7, samt en række farveløse jokerpenge med værdi 2, som kan bruges sammen med en vilkårlig af de andre farver penge) som spillerne bruger til at erhverve paladsbrikkerne.

I en spillers tur kan han enten 1) få flere penge (dette involverer dog alle spillere, omend spilleren hvis tur det er, normalt vil få mere ud af det), 2) auktionere eller købe en eller flere paladsbrikker, eller 3) omstrukturere sine eksisterende paladser.

Proceduren for at erhverve sig paladsbrikker er for omfattende til at jeg vil uddybe den her, men når en spiller har købt en eller flere brikker, skal han straks tilføje dem til sine paladser, eller eventuelt starte et nyt palads. Brikker af forskellig farve kan godt blandes i samme palads, men det giver flere points hvis man kan holde sig til en farve. Brikker skal altid bygges ovenpå "lavere" brikker, f.eks. en 2'er ovenpå en 1'er, så et palads kan maksimalt blive 5 etager højt. Man må god godt springe etager over, f.eks. 1-2-4.

Ved slutningen af spillet gives points for de paladser man har bygget: Jo højere jo bedre. Faktisk giver paladser med kun én etage automatisk negative points, så man skal være lidt forsigtig med bare at starte nye, små paladser. Ligeledes er to-etagers paladser automatisk 0 points værd. Er paladset 3 etager eller højere, baseres pointene for det palads på det samlede antal vinduer i det. Der er bonuspoints for 4- og 5-etagers paladser, samt for paladser der er holdt i ét slags byggemateriale.

Vores spil var meget sjovt: Palazzo er ikke noget meget tungt spil, men det fungerer let og smertefrit og virker rimeligt elegant. Som Rasmus siger, det er Knizia, det er Alea, og der er auktioner i det, så hvad mere kan man forlange? :-) Søren vandt vores spil.

I den efterfølgende diskussion af, hvilket spil der nu skulle prøves, kom Ken til at nævne Tongiaki og da ingen var decideret imod det, faldt valget på det. Godt nok havde jeg prøvet det før, og jeg havde ikke været særligt vild med det, men jeg havde ikke noget mod at prøve igen. Jeg kom dog snart i tanke om nogle af de ting jeg ikke kunne lide ved det, ikke mindst det faktum at spillet med fire spillere er meget kaotisk. Ens position fra slutningen af ens tur til starten af ens næste tur kan have ændret sig fuldstændigt, så der er ikke meget langtidsplanlægning over spillet. Der er til gengæld masser af muligheder for at "gå efter" folk ("jeg tror jeg vil sende ... Jens' skibe til deres død!", for nu bare at tage et hypotetisk eksempel), så det kan ikke overraske at jeg ikke er vild med spillet. Det var der nu heller ikke så mange af de andre der var, muligvis med undtagelse af Søren, som igen rendte med sejren. Meget tyder på at aftenens spil både var Rasmus' første og sidste forsøg med det.

Senere på aftenen blev Rasmus, Ken, Anders og jeg enige om at prøve Louis XIV. Rasmus forklarede regler til Anders som ikke havde prøvet før, samt til mig, som ikke kunne huske så mange detaljer. Jeg kom rimeligt fra start, men Rasmus og Ken tog snart føringen, og så begge ud til at have gode chancer. I sidste tur pegede de dog på mig som mulig vinder, så til alles overraskelse endte spillet med Anders som vinder - med mig kort efter ham.

Igen må jeg sige om Louis XIV, at det er rimeligt sjovt, men som med et andet af Rüdiger Dorns spil, Goa, er der bare lidt for meget i spillet. Det er som om han elsker at putte mange - mange! - forskellige mekanismer i sine spil, og selvom samspillet mellem disse selvfølgelig fører til et dejligt komplekst spil, fører det også til at spillet kommmer til at virke tungt og uelegant. Jeg er også på det rene med at jeg sikkert er i mindretal med den holdning! :-)

Sidst på aftenen fik vi lige fyret et spil For Sale af, som endte med en sikker sejr til Rasmus. For Sale er utroligt simpelt, men da det også er fantastisk hurtigt og ret sjovt, kan jeg vældig godt lide det.

Og efter dette var det hjem igen for at pleje forkølelsen. :-)