mandag, februar 13, 2006

Commands & Colors: Ancients (x2)

Til denne krigsspils-aften havde Frederik og jeg aftalt, at vi ville spille mit nye GMT spil, Command & Colors: Ancients. Som tidligere beskrevet er det den hidtil sidste iteration i Richard Borg's serie af simple "familiekrigsspil", efter Battle Cry og Memoir '44.

Jeg havde heldigvis fået sat alle klistermærker på klodserne, så med relativt lidt forberedelse og regelforklaring kunne vi komme i gang med at spille. Det blev til to scenarier, de to første faktisk, med Frederik som Karthago og jeg som Syracusa i begge spil. Første scenarie, Akragas, endte med en komfortabel sejr til Frederiks punere, mens andet scenarie, Crimissos River (hvor Syracusa laver et overraskelsesangreb på den puniske hær, mens den er i færd med at krydse floden!), ikke overraskende endte med en sejr til mig.

Men hvad synes jeg så om det? Tjo, det er hurtigt og simpelt, og faktisk måske lidt for hurtigt og simpelt for min smag. Sjovt er det, og man kan passende knappe et par øl op mens man spiller, men spillet minder ikke nødvendigvis særligt meget om de faktiske slag i Antikken. Selvfølgelig er jeg vant til noget andet, idet jeg har erfaring med både GMT's Great Battles of History serie af spil, samt Avalanche's Rome at War serie, og sammenlignet med dem virker C&C:A meget abstrakt. Faktisk havde jeg troet at der ville være bare lidt mere kød på spillet, sådan rent historiemæssigt, så jeg blev en anelse overrasket over at se, hvor simpelt det var. At alle siger at det er det mest komplekse spil i serien endnu, gør mig bare endnu mere overbevist om at jeg ikke behøver at prøve hverken Battle Cry eller Memoir '44.

Så som et historisk krigsspil er der altså ikke det store at komme efter, men det er vel heller ikke det de fleste der spiller denne serie af spil forventer? Og ja, som spil betragtet er det rigtigt godt: Det er hurtigt, simpelt, sjovt, flot at se på, og der er masser af både taktik og held. Og man får lov til at slå en masse terninger.

Så min konklusion må være at det er et so-so historisk spil, men et rigtigt godt 'beers & pretzels' spil. Så tag en øl, slå nogle terninger, grin over resultaterne (men tag dem ikke for tungt!). :-)

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start