KBK: Parthenon: Rise of the Aegean

Til denne aften havde jeg aftalt med Tobias at vi skulle prøve hans Parthenon: Rise of the Aegean. Spillet er udgivet af Z-Man Games, og i det tager hver spiller rollen som leder over en græsk ø i oldtiden. Spillet er et handels/byggespil, hvor spillerne hver tur får nye ressourcer baseret på de bygninger de har på deres ø, dernæst handler disse ressourcer (både med hinanden og med "non-player" lokationer), og til sidst bruger deres ressourcer på at bygge nye bygninger. Første spiller der har bygget alle sine bygninger (inkl. 2 "wonders") vinder, alternativt slutter spillet efter 12 ture. Inkluderet i spillet er et bræt, et mindre antal skibsbrikker, samt hundredevis (ja, du læste rigtigt, hundredevis - 440 for at være præcis!) af kort: Ressourcer, bygninger, hære, flåder, events, filosofier, og meget, meget mere.

Spillet virker som et sjovt misk-mask af spilmekanismer man har set før: Idéen med at få ressourcekort som man bytter med hinanden (og bruger) virker både Civilization- og Settlers-inspireret. At det gælder om at bygge alle sine bygninger minder en del om mekanismen fra Attika. Ressourcerne kommer desuden i to niveauer; basisressourcer og avancerede ressourcer, og spilmekanismen er indrettet således at basisressourcerne ikke er særligt meget værd når først folk får en produktion af avancerede ressourcer sat i gang. Og det minder en del om ressourcekonceptet i Knizia's Res Publica.

Kun mekanismen med at laste varer på sine skibe og dernæst sejle ud i verden for at bytte med fremmede lokaliteter virker original. Her trækker spillerne nogle hændelseskort for at se hvad der sker med deres handelsskibe. Ikke overraskende er "der sker intet!" det mest positive man kan komme ud for, mens der til gengæld er en myriade af forskellige måder - pirater, storme, osv. - man kan miste en eller flere af sine varer på. Man kan prøve at gardere sig mod disse farer, men faktum er at tilfældigheder spiller en stor rolle i denne del af spillet.

Efter omkring tre timer med producere-bytte-købe, endte vores spil med Tobias som sejrherre, mens Søren, Poul og jeg måtte stå slagne tilbage.

For nu at sige det som det er, brød jeg mig ikke om Parthenon. Det var OK lige i starten, men efterhånden som spillet trak ud begyndte spilmekanismerne at virke mere og mere langtrukne og repetitive. Det store heldelement i forbindelse med rejser irriterede mig ikke så meget som forventet, omend store tilfældigheder generelt er en dårlig kombination med lange, repetitive spil. Det hjalp ikke at jeg havde misset køb af et ekstra skib lige så tidligt som de andre, hvilket reelt satte mig ud af spillet omkring 2/3 igennem det. Så den sidste time - i hvert fald - var ren spildtid for mig, hvor jeg egentlig bare sad og prøvede at lade som om jeg ikke kedede mig...

Ikke overraskende tror jeg at jeg ville synes bedre om spillet, hvis det havde været et mediumvægt Knizia-spil: En spilletid på max. 1 time, væk med de vilde tilfældigheder i forbindelse med rejser, og en bedre balance mellem alle de andre elementer i spillet. Så ville vi kunne snakke om det, men som det er, er Parthenon ikke noget jeg regner med at skulle spille igen.