KBK: War of the Ring

Det er lidt sløjt med spilleriet for mit vedkommende i øjeblikket, hvorimod spilindkøbene paradoksalt nok (?) går over al forventning. Men der er da KBK til at holde mig i gang, og denne gang havde jeg aftalt med Sune at spille War of the Ring. Det er ikke for meget at sige, at jeg synes meget godt om spillet, og egentlig anser det for et af de bedste spil jeg har købt i årevis. Så det er fantastisk at få mulighed for at spille det en gang imellem.

Sune og jeg fik overraskende nok selskab af Ken, der ikke havde spillet War of the Ring før, men gerne ville prøve. Om det bare var fordi Rasmus samtidig var i gang med at forklare reglerne til Chinatown (som, mens det sikkert er et fint spil, ser skrækkeligt kedeligt ud), skal jeg ikke kunne sige. :-)

War of the Ring er egentlig et ret komplekst spil, hvis man bare betragter mængden af regler. Derfor tog det også en del tid at forklare reglerne for Ken (hvilket havde den positive sideeffekt at jeg lige fik repeteret dem overfor mig selv), men heldigvis er det for WOTR's vedkommende sådan, at spillet kører enormt glat derefter, og det tager ikke mere end en tur eller to, før man er fortrolig med regelmekanismerne.

Sune ville gerne spille de gode, så Ken og jeg delte de onde mellem os, med Ken som Saruman og øster-/sønderlændigerne, og med mig som onde, onde Sauron. Ken havde spurgt til spillets balance, og jeg havde svaret at den eneste konstante ubalance er, at jeg altid taber. :-)

Lettere inspireret af strategiartikler på nettet, besluttede jeg at dele Mordors styrker, og lede en hær nordpå mod Dale/Erebor/Woodland Realm området, mens en anden hær, støttet af Kens sønderlændinge angreb Gondor. Samtidig skulle Ken så opbygge Isengards styrker, og lave det obligatoriske angreb på Rohan.

Helt efter planen gik det dog ikke: Ken og jeg slog enormt mange character og event dice i de første ture, så mobiliseringen af de ondes styrker gik meget langsomt. Det tog en evighed at få Saruman og The Witch King i spil (det kræver 4 muster-terninger, uha-uha!), og endnu længere tid at få rykket Mordors hære ud af Mordor...

Samtidig gik det hele fint for Ringens broderskab: Først et felt syd for Lorien gik det lidt galt, da tre medlemmer pga. en event blev tvunget til at forlade broderskabet. Frodo & co kunne dog glæde sig over stadig at ligge på 0 corruption, så helt slemt var det ikke.

Erobringerne begyndte at indfinde sig, men det gik langsomt: Første sejr var sønderlændingenes relativt fredelige besættelse af Pelargir (1 VP). Dernæst fulgte Dale (2 VP) og Helm's Deep (4 VP). Og herefter gik det egentlig lidt i stå, idet jeg med fantastisk usandsynlige slag var ude af stand til at bringe Minas Tirith til fald før meget sent, hjulpet af stadige strømme af forstærkninger til at erstatte mine tab (6 VP). Sidste i spillet sendte Ken en ekspeditionsstyrke til The Shire, som den prompte indtog (7 VP).

Vores snedige plan var nu at bringe erobringerne til ende ved at lade Sarumans styrker tage Edoras, mens jeg koncentrerede mig om Erebor, men det var for sent og blev for halvhjertet: Kens styrke i Rohan præsterede at tabe slaget om Edoras, og jeg nåede kun lige at igangsættet belejringen af Erebor, da Frodo (sikkert lystigt fløjtende med sine 4-5 corruption points) uden problemer kastede Ringen i ilden. Turen gennem Mordor havde været omtrent så stressende som en shoppingtur på Strøget, så med kun 7 VP, og en frisk Frodo ved vejs ende, var spillet ikke engang tæt denne gang...

Og det er jo så her, jeg bør komme med mit balance-hyleri. :-)

For lad os se det i øjnene, balancen i et tre-personers spil bliver i hvert fald rykket markant til de godes side i forhold til spillet med to spillere. Den store forskel er koordineringen mellem de ondes styrker: Dels kan de onde ikke koncentrere deres terninger på en front: Man skal død og pine dele dem op mellem de forskellige fraktioner. Desuden har det også en stor betydning for de ondes eventkort, som nu bliver meget, meget sværere at få timet rigtigt. Om fire-spillers versionen vil ændre meget på balancen, tvivler jeg på. Godt nok bliver de gode også delt op på to spillere, men da de gode alligevel er langt mere reaktive, for ikke at sige passive, og da begge de gode spillere stadig kan aktivere broderskabet, kan jeg ikke se det er det store problem.

Men en god ting ved War of the Ring er, at selvom man taber er det sjovt alligevel! Så jeg er altid frisk på et spil mere. :-)