mandag, februar 20, 2006

KBK: Goals & Glory

Som optakt til deltagelse i et DR radioprogram om brætspil, mødtes Rasmus, Søren, Thomas Holmby og jeg i klubben på noget så uortodokst som en mandag. Programmet stod, udover diskussion om udsendelsens indhold på et prøvespil af det danskproducerede brætspil Goals & Glory. G&G er, meget kort fortalt, et slags Matador- eller Finans-lignende spil, men med fodboldtema! Hver spiller ejer nemlig en dansk fodboldklub, og har mulighed for købe og sælge spillere, skifte træner, investere i aktier fra andre firmaer, samt selvfølgelig at spille fodboldkampe! Turneringsdelen af spillet kører over syv runder, og vinderen af spillet findes ved både at vægte de sportslige resultater, klubbens økonomi, samt kvaliteten af spillerne på holdet.

Omkring tre timer tog det os at spille et spil, og det er (spillets dybde taget i betragtning) nok lige i overkanten for min smag. Og efter at have set Søren og Thomas i deres første fodboldkamp, spillede vi endda med de "hurtige" fodboldkampsregler derefter - hvis ikke ville spillet have varet nogle timer ekstra.

Min konklusion må være at spillets målgruppe nok ikke lige er garvede spillere af tyske spil og avancerede krigsspil (som, tja, f.eks. mig selv!), men kan man lide dansk fodbold og hyggelige brætspil, og vil man gerne have noget uforpligtende at lave med gutterne mens man venter på næste spillerunde i Superligaen, er Goals & Glory absolut et godt bud.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start