Tikal

For første gang i lang tid skulle jeg spille med Hans, Eva og Claus, og denne gang var det hjemme hos mig. Et kig henover spilreolerne gav en række kandidater, deriblandt Karibik, Through the Desert, Dragonland og O Zoo Le Mio. Men det var mit forslag, klassikeren Tikal, som vandt.

De andre havde ikke prøvet det før, men da det er ret intuitivt hvad der foregår var der ingen problemer. Vi valgte også at spille den simple udgave af spillet - den uden auktioner. Jeg kan egentlig godt lide begge varianter, for godt nok gør den simple udgave spillet lettere og mere tilfældigt, men det er jo heller ikke så dumt, hvis det er det man går efter. I spillet satsede Hans og Claus stærkt på treasures, mens Eva og jeg mere gik efter pyramiderne. Der skete da også en tydelig udskillelse efter anden scoringsrunde, hvor Eva og jeg lagde os i spidsen med de to andre et stykke bagefter. Efter tredie scoringsrunde førte jeg med ét point over Eva, hvilket ikke var så godt: Jeg havde nemlig foreslået at vi - som i den avancerede variant af spillet - afvikler den afgørende scoringsrunde i omvendt pointsrækkefølge (dvs. spilleren med færrest points starter, osv.). Og det lod jo Eva rykke før mig til sidst, hvilket gav hende de par points der skulle til for at vinde spillet med 2 points over mig.

Men sjovt var det da, og jeg var glad for at prøve denne klassiker igen. Vi nåede dog ikke flere spil, for med læg-Iben-i-seng pauser, ølpauser og lagkagepauser, for slet ikke at tale om spillernes evne til at gå i selvsving over de mange muligheder (aka "analysis paralysis"), tog vores spil ret lang tid.

KBK: Pizarro & Co, Euphrat & Tigris (x2)

Jeg ankom ret sent til klubben og kunne kun måbe over det enorme fremmøde; op imod 20 multi-player spillere, og en lille håndfuld ASL'ere. Desværre var de alle i fuld gang med spil, så jeg måtte hænge ud en tid indtil de blev færdige. Jeg endte med at shanghaie fire andre; Ken, Steen, Morten og Hans Christian til at prøve mit Pizarro & Co. Se, det er et spil jeg købte for et års tid siden (samtidig med bla. Modern Art, faktisk), men modsat MA som vi har spillet til døde i klubben - havde vi aldrig fået kigget på Pizarro & Co.

Jeg havde ellers en formodning om at det ville blive godt modtaget i KBK, da det er et auktionsspil, lidt i stil med Medici eller Modern Art, faktisk. Kort fortalt byder man på kontrol over seks forskellige opdagelsesrejsende; Columbus, Pizarro, Magellan, Marco Polo, da Gama og James Cook. Spillet kører over tre "år": I første år udbydes tre kort pr. opdagelsesrejsende, i år 2 kun to kort, og i år 3 kun ét kort pr. opdagelsesrejsende. Når man i år 1 vinder et kort, må man placere et af sine skibe på "år 1" feltet for den pågældende opdagelsesrejsende. Men i år 2 og år 3 må man kun byde på en opdagelsesrejsende, hvis man har et skib på ham i det foregående års felt, og vinder man tager man sit skib fra det foregående år, og rykker frem til det nuværende. Med andre ord bliver auktionerne mere og mere eksklusive efterhånden som spillet skrider frem.

Hvad gælder det så om? Jo, opdagelsesrejsende giver flere pengekort i slutningen af hvert år, og/eller points i slutningen af spillet (veksler fra opdagelsesrejsende til opdagelsesrejsende, og fra tur til tur). Hver opdagelsesrejsende har også en speciel evne, som man kan udnytte hvis man har vundet en auktion på ham. Pengekort på hånden giver også points til slut. Flest points i slutningen af spillet vinder.

Der er altså tale om et rendyrket auktionsspil - 36 (18+12+6) på hinanden følgende auktioner, hvorefter spillet er slut! Og auktionsnørderne (inklusive mig selv, skal jeg måske sige) kastede sig over det med stor entusiasme. I vores spil fik Ken sat sig hårdt på et par af de pengeproducerende opdagelsesrejsende, og kørte spillet med hård hånd. Vi andre så let rystede til.

Til slut var vi derfor alle - og jeg mener alle - overraskede over at konstatere, at jeg havde vundet overbevisende. Min pengekort-økonomi i løbet af spillet havde godt nok slet ikke været så god som Kens, men jeg havde til gengæld fået sat mig på et par rigtigt højtscorende opdagelsesrejsende, Pizarro og Cook, og da jeg samtidig havde en del points i de pengekort jeg havde tilbage på hånden, var det slet ikke tæt.

Spillet blev faktisk rimeligt godt modtaget af de andre. Auktioner, med masser af mulighed for at sidde og analysere, plejer jo altid at være en succes i KBK. Personligt var jeg meget begejstret: Spillet virkede som en lidt mere kompleks udgave af Medici, med flere facetter. Men Pizarro & Co er selvfølgelig ikke et Knizia-spil, så tiden vil vise om det hænger lige så godt sammen som Reiners auktionsspil.

Efter auktions-extravaganzaen gik der igen lidt tid inden vi fandt noget vi kunne blive enige om, men endelig fik jeg, Steen og Anders overtalt Ken til at deltage i et spil Euphrat & Tigris. Og hvis der er noget tysk brætspil på denne jord der er en klassiker, må da da være dette! Det er i hvert fald et spil jeg holder virkelig meget af.

Steen havde ikke prøvet det før, så vi måtte igennem regelforklaringen, hvilket desværre for E&Ts vedkommende altid bliver lidt tung. Anders havde prøvet det før, men det forhindrede ham ikke i, sidst i spillet, at initiere en ekstern konflikt hvor han først fik nuked en af sine egne ledere i kamp med Steens, og derefter to af mine, som også tabte til Steen. Ikke overraskende gav det Steen en del points, og sejren var i hus. Anders blev også behørigt mobbet bagefter. :-)

Efter lidt udskiftning på holdet (nu var vi mig, Claus, Simon og Anders) blev det til endnu et spil E&T. På trods af Simons erfaring fra online-spil på Boardgamegeek og Claus' 200+ spil mod Rasmus & Co, (det var i hvert fald hvad de selv pralede med) fik jeg hevet en sejr hjem på min "tænk taktisk!" strategi. Vi opdagede også at vi i begge spil havde spillet en regel forkert, idet vi glemte at give alle spillere nye brikker efter hver spillers tur.

Det var nu blevet sent, så de andre tog hjem, hvilket dog ikke forhindrede Rasmus og mig i at blive siddende og snakke en times tid yderligere. :-)

War of the Ring

(eller: "Hr. Frodo, hvorfor har du sådan nogle store tænder?!")

KBK-aftenen denne gang skulle efter aftale gå med at spille War of the Ring med Sune. Igen var jeg 'De Gode', mens Sune var onde, onde Sauron. Jeg var i klubben omkring kl. 19, og setup var hurtigt overstået.

Jeg forsøgte igen min 'fellowship blitz' strategi, men terningerne ville ikke helt som jeg ville, så broderskabets tempo blev noget langsommere end planlagt. Sune lagde hårdt ud militært med at bringe Saruman på banen og angribe Fords of Isen. Da jeg dog fik opbygget en betragtelig styrke i Helm's Deep valgte han istedet at finde en anden front at angribe på. Den front viste sig at være Dol Guldur - Lorien: En enorm Sauron-hær rykkede ud af Dunkelskov og indtog uden videre bøvl Lorien. Av!



I mellemtiden var Gondor-fronten også kommet i gang, og Sauron-styrker fik efterhånden indtaget både Minas Tirith og Pelargir, mens en styrke Corsairs of Umbar sejlede op og indtog Dol Amroth. Saruman-fronten var også blevet genåbnet, og Helm's Deep var faldet (selvom Gandalf Den Hvide sammen med enterne havde raseret Isengard og elimineret Saruman). 9 points til The Bad Guy.

Men jeg er sprunget for langt frem, for det ovenstående beskriver faktisk stort set hele den militære del af spillet. Hvad så med Ringen, kan man spørge? Jo, broderskabet bevægede sig derudaf, blev opdaget ret tidligt og valgte derfor at gå over High Pass istedet for igennem Moria. Gandalf, Strider og Pippin døde ret tidligt, og Boromir ledte broderskabet videre indtil han også døde. Gandalf dukkede dog, som ovenfor antydet, op igen i Fangorn i hvid udgave. Men ved ankomsten til Mordor så det faktisk rimeligt fornuftigt ud: Legolas og Merry var tilbage, og Frodo var kun på 3 corruption. Og jeg lå inde med to kort, som tilsammen ville kunne heale 3 corruption. Der var tre blå og tre røde tiles i koppen. Ulempen var, at det havde taget mig en del tid at komme derned. Sune havde rutinemæssigt lagt to terninger i hunt poolen, hvilket jeg også tror generelt er en fornuftig disposition.

Men i Mordor gik det hastigt ned ad bakke: På mine ryk dér trak sune 3 øjne (omkring 10 corruption ialt), en rød "øje/stop" tile, en rød "1/stop" tile, og endelig en "3" tile. En tur slog jeg desuden ingen sværd eller Will of the West, og blev derfor nødt til at blive stående og tage en corruption. Så Frodo endte sine dage et felt eller to fra Mount Doom. Eneste trøst var at han skulle have ødelagt Ringen i den afgørende tur, da Sune efterhånden havde gjort sig klar til at tage sit 10'ende point. Så en sejr til onde Sune. :-)

Men hvad syntes jeg så om spillet denne gang?

Jo, efter min (lille) skuffelse sidste gang mod Frederik hvor jeg følte spillet blev lidt mærkeligt, var dette spil en positiv overraskelse. Terningslagene - og den måde Sune valgte at spille på - gjorde at mit spil også føltes interessant. Godt nok brugte jeg en masse kræfter på at forsøge at rykke broderskabet hurtigt og aggressivt, men der var masser af andre terninger tilbage, som jeg kunne bruge til at spille events, aktivere nationer og bygge enheder. Hen imod slutningen fik jeg endda stablet en elver/nordmands-hær på benene, som marcherede sydpå for at indtage det svagt befæstede Dol Guldur! Det er rigtigt nok, at det sjældent-til-aldrig kan betale sig frivilligt at udskille karakterer fra broderskabet (selvom jeg sendte Gimli til Minas Tirith for at hjælpe med forsvaret), så den del af spillet fungerer måske ikke helt, men hvis man betragter broderskabets fremfærd som en halv-abstrakt mekanisme, er resten af spillet faktisk rigtigt godt i sig selv.

I mellemtiden har jeg også bemærket at Alex Rockwell på boardgamegeek skriver, at blitz-strategierne ikke er så entydigt overlegne som først antaget. Godt nok vil et blitzene broderskab vinde over en Sauron-spiller, som bare forsøger at indtage Midgård i et langsomt tempo, men ifølge Alex er det muligt for Sauron at lave defensive træk, som tvinger broderskabets tempo ned (for ikke at falde til corruption), hvilket igen giver Sauron mere tid til det militære. Interessant, og det passer egentlig meget godt med mit indtryk.

En lille frygt kunne være, at jeg nu to gange i træk har tabt til corruption i Mordor, til trods for at jeg begge gange har følt mig i rimelig stand ved ankomsten. Begge gang har tile-trækkene i Mordor bare været dræbende hårde, så måske skal Frodo helst have mindre end 3 corruption ved ankomsten. Eller måske er det bare mega-tilfældigt om noget broderskab - uanset hvor corrupted det er - kan klare sig gennem Mordor. ;-) Time will tell.