Elasund: The First City of Catan, Ra, Geschenkt

Bevæbnet med mit spritnyeste spil, Elasund, drog jeg ned i klubben i håb om at finde nogle modspillere. Og nyheder er jo altid populære, så det var ikke svært at finde frivillige. Fire af os, Sune, Ken, Daniel og jeg, satte os derfor til at bygge Catans første by.

Spillet, som er udgivet af Mayfair (Kosmos er den oprindelige tyske udgiver) kommer i den sædvanlige kvadratiske "Kosmos-æske". Kompleksitetsmæssigt er der kød på det; det er ikke så tungt som de helt store tyske spil (Goa, Puerto Rico, Caylus, you name it), men det virker en anelse tungere end det oprindelige Settlers-spil. Samtidig har det sine rødder i orden (om jeg så må sige) for dele af spillet virker meget Settlers-agtigt: Man slår to terninger i starten af hver tur, og alle har mulighed for at få nye ressorcer på det tidspunkt (med mindre man slår 7), man skal have 10 victory points for at vinde, og man bygger ting med sine ressourcer. Elementer der tilsammen giver et karakteristisk Catan-feel over spillet.

Spillepladen er et rektangulært grid, som repræsenterer byen og hvorpå spillerne vil bygge deres bygninger. Der er plads til at spillerne kan bygge en mur rundt om byen, på tre af dens sider (den fjerde vender ud mod havet). Hver spiller starter med to bygninger på brættet, en som giver guld og en som giver indflydelseskort (de to typer ressourcer der findes, omend indflydelseskort findes i tre farver).

Den spiller hvis tur det er, starter med at slå to terninger. Summen indikerer hvilken række i byen der er aktiv: En aktiv række betyder at alle bygninger der helt eller delvist ligger på denne række i byen, giver udbytte denne tur. Et lille handelsskib bruges til at markere, hvilken række der er slået.

Slår man "7" bliver handelsskibet til et piratskib! Den spiller hvis tur det er, bestemmer hvilken række det skal stå på, og alle spillere der har victory point bygninger i den berørte række, mister et ressourcekort fra hånden for hvert VP. Spilleren der slog "7" har i visse tilfælde endda mulighed for at få nogle af de mistede kort.

Efter dette har spilleren mulighed for at købe op til 2 bygninger/mur-segmenter/dele af kirken, mulighed for at placere en byggetilladelse (hvilket er en forudsætning for at kunne bygge bygninger) eller få lidt ekstra penge, og til sidst kan han ved at aflevere nogle indflydelseskort få lov at lave en special aktion, som igen kan være at placere en byggetilladelse, få penge, eller endda flytte eller opgradere en byggetilladelse.

Bygninger er rektangulære og kommer i størrelse fra 1 til 6 felter. De fleste bygninger giver mulighed for at tjene ressourcer, men de tre store 6-felters bygninger (samt nogle af 1 og 2-felters bygningerne) giver kun VP.

Udover bygninger kan man som sagt bygge bymure og dele af byens kirke. Hver spiller er i besiddelse af 9 bymurs-brikker, og ved at betale 2 eller 4 guld kan en sådan placeres i forlængelse af den eksisterende bymur. Tredie, sjette og niende brik giver spilleren et VP, mens de andre giver indflydelseskort i det øjeblik de bliver købt. Kirken består af 9 brikker, som fra starten blandes og lægges med bagsiden opad. Køber en spiller en brik (koster 7 guld, giver 1 VP), må han tage den øverste af brikkerne og placere på dens rette felt, hvor den automatisk fjerner alt der måtte ligge på feltet i forvejen.

Et af de centrale aspekter i spillet er nemlig, at bygninger kan bygges "oven i" andre mindre, eller lige så store bygninger. Gør man det med bygninger der giver VP, mister de berørte spillere deres VP for den bygning! Konsekvensen er at kun VP for kirke- og murbyggeri er permanente (man må nemlig ikke bygge oven i kirken!), og at spillet får et ikke uvæsentligt element af 'hit the leader'.

I vores spil kom jeg rigtigt skidt fra start. Rigtigt skidt, siger jeg! Min guld-bygning lå på 5/6 rækken, men ingen spillere kunne slå 5 eller 6 i de første mange ture, hvorimod 8 og 9 (der hvor Sunes og Daniels guld-bygninger lå) selvfølgelig blev slået hele tiden. Lige i den rette Settlers-ånd, som man kan forstå! :-)

I midtspillet kom jeg dog stærkt igen, og begyndte at følge en lovende "få VP fra bygninger" strategi. Ken fulgte nærmest en "få VP fra bymure" strategi, mens de andre to var lidt mere alsidige. Sunes alsidighed var dog af den "gode" slags, modsat Daniel som begyndte at falde bagud i forhold til os andre. Slutspillet blev også et knivskarpt opgør mellem Sune og mig: I min tur skulle jeg (igen!) slå 5 eller 6, hvilket ville give mig ressourcer nok til at købe sejren. Det lykkedes dog ikke, og i Sunes tur var han i en lignende situation: Hvis han kunne slå 5, ville han vinde. Og det ku' han... :-)


Elasund nær slutningen af spillet

Men er det så et godt spil? Jeg kan, til min store glæde efter at have spillet en masse virkeligt skuffende ting de sidste par måneder sige, at jeg synes Elasund er rigtigt, rigtigt godt. Det har de bedste aspekter af Settlers og har med succes kombineret det med et involverende byggespil. Godt nok kan en spiller komme foran, men de andre spillere har masser af muligheder for at forsøge at sænke den førende spiller - dog ikke så meget at spillet bliver en evigheds-historie. Spillet skrider hurtigt derudad, der er masser af taktiske og strategiske overvejelser, et passende element af held og et spændende slutspil. Hvad mere kan man ønske sig? :-)

Elasund er noget af det bedste jeg har prøvet det sidste halve års tid. Jeg ved ikke om det er det bedste, for det er i skarp konkurrence med de andre virkeligt gode spil jeg har prøvet, Railroad Tycoon, Das Ende des Triumvirats, samt måske Caylus. Men det er godt nok til at jeg varmt kan anbefale det.

Nyt spil

Det er længe siden - måneder, næsten! - at jeg sidst har købt et godt, solidt, stort, tysk brætspil! Det skulle der gøres noget ved, så jeg drog afsted til Fantask, fulgt indstillet på at komme hjem med enten Beowulf, Hacienda eller Elasund: The First City of Catan.

Det blev til det sidste af disse, og lækkert ser det ud. Spillerne bygger forskellige bygninger i byen, bidrager til den kommunale kirke samt til bymuren, alt imens terningslagene forhåbentlig falder ud så man får flere ressourcer.

Der er ingen tvivl om, at jeg vil agitere for at få Elasund på bordet så snart som muligt. Det er, bemærker vi, også spilbart for to spillere. :-)

Blokus, Railroad Tycoon

Eks-rollespilsgruppen mødtes hos Claus, og jeg havde til anledningen medbragt en større last af spil: Railroad Tycoon, Caylus, Blokus, Tichu, Modern Art og Geschenkt. På min opfordring startede vi med et "opvarmningsspil": Jeg fortalte at både Geschenkt og Blokus var hurtige, sjove spil som det kunne være godt at starte med, og de andre ville af de to gerne prøve Blokus. Efter et hurtigt, intenst og sjovt farveorgie stod jeg som vinder med 8 points, fulgt af Claus med 9, Eva med 19 og Hans med 30 points.

Derefter stod den på aftenens store spil, og alle var enige om at Railroad Tycoon lige ville være sagen. Jeg havde bekræftet med Claus forinden at hans bord var stort nok, da det er et noget stort spil at skulle slæbe hvis man ikke engang kommer til at spille det. :-)

I vores spil startede Hans i Midtvesten omkring Chicago, jeg startede i det lukrative nordøst-hjørne af brættet, mens Eva og Claus spredte deres indsats lidt mere. De startede begge i nordøst, men arbejdede sig hurtigt i andre retninger, og efterhånden stod det klart at Claus' kerneområde var i nærheden af Hans, lige vest for Appalachia-bjergene, mens Eva satte sig på den sydøstlige og sydlige del af brættet. Hvilket betød at jeg fik det meste af nordøst-hjørnet for mig selv. Kombineret med et par gode hoteller og to af de tre start-kort (første 3'er-rute, første 4'er-tog) var det nok, og jeg hentede en kneben sejr hjem over Hans:

Jens: 62
Hans: 56
Eva: 39
Claus: 36

Mit spil var dog gevaldigt stagnerende, hvilket man ikke kan sige om Hans', så der er ingen tvivl om at bare en enkelt runde mere med 3 aktioner ville have vendt spillet til Hans' fordel.

RRT blev, nok ikke overraskende godt modtaget. Det er stort, flot, ikke for mimret, og det føles som et togspil og ikke bare som endnu et pseudo-abstrakt tysk spil. Jeg er jo mildest talt ikke nogen Martin Wallace-fan, men RRT er lige i øjet!

KBK: Goals & Glory

Som optakt til deltagelse i et DR radioprogram om brætspil, mødtes Rasmus, Søren, Thomas Holmby og jeg i klubben på noget så uortodokst som en mandag. Programmet stod, udover diskussion om udsendelsens indhold på et prøvespil af det danskproducerede brætspil Goals & Glory. G&G er, meget kort fortalt, et slags Matador- eller Finans-lignende spil, men med fodboldtema! Hver spiller ejer nemlig en dansk fodboldklub, og har mulighed for købe og sælge spillere, skifte træner, investere i aktier fra andre firmaer, samt selvfølgelig at spille fodboldkampe! Turneringsdelen af spillet kører over syv runder, og vinderen af spillet findes ved både at vægte de sportslige resultater, klubbens økonomi, samt kvaliteten af spillerne på holdet.

Omkring tre timer tog det os at spille et spil, og det er (spillets dybde taget i betragtning) nok lige i overkanten for min smag. Og efter at have set Søren og Thomas i deres første fodboldkamp, spillede vi endda med de "hurtige" fodboldkampsregler derefter - hvis ikke ville spillet have varet nogle timer ekstra.

Min konklusion må være at spillets målgruppe nok ikke lige er garvede spillere af tyske spil og avancerede krigsspil (som, tja, f.eks. mig selv!), men kan man lide dansk fodbold og hyggelige brætspil, og vil man gerne have noget uforpligtende at lave med gutterne mens man venter på næste spillerunde i Superligaen, er Goals & Glory absolut et godt bud.

Besøg i Flensburg

På en rejse med en af mine venner til Flensburg falgt vi over en spil/fantasy-forretning på byens gågade. Gandalph hedder den, og udvalget af (især) tyske brætspil var fantastisk: En 15-20 meter lang væg fyldt fra gulv til loft med spil. Meget imponerende, især når man tager i betragtning at Flensburg jo ikke ligefrem er verdens (eller Tysklands for den sags skyld) centrum. Her er et billede af den ene ende af væggen, taget fra forretningens hjemmeside:



Et impuls-spilindkøb blev det til for mig, det nye kortspil Ostia fra Pro Ludo. Sødt ser det ud, men nu må vi se hvordan det er i praksis.

KBK: Parthenon: Rise of the Aegean

Til denne aften havde jeg aftalt med Tobias at vi skulle prøve hans Parthenon: Rise of the Aegean. Spillet er udgivet af Z-Man Games, og i det tager hver spiller rollen som leder over en græsk ø i oldtiden. Spillet er et handels/byggespil, hvor spillerne hver tur får nye ressourcer baseret på de bygninger de har på deres ø, dernæst handler disse ressourcer (både med hinanden og med "non-player" lokationer), og til sidst bruger deres ressourcer på at bygge nye bygninger. Første spiller der har bygget alle sine bygninger (inkl. 2 "wonders") vinder, alternativt slutter spillet efter 12 ture. Inkluderet i spillet er et bræt, et mindre antal skibsbrikker, samt hundredevis (ja, du læste rigtigt, hundredevis - 440 for at være præcis!) af kort: Ressourcer, bygninger, hære, flåder, events, filosofier, og meget, meget mere.

Spillet virker som et sjovt misk-mask af spilmekanismer man har set før: Idéen med at få ressourcekort som man bytter med hinanden (og bruger) virker både Civilization- og Settlers-inspireret. At det gælder om at bygge alle sine bygninger minder en del om mekanismen fra Attika. Ressourcerne kommer desuden i to niveauer; basisressourcer og avancerede ressourcer, og spilmekanismen er indrettet således at basisressourcerne ikke er særligt meget værd når først folk får en produktion af avancerede ressourcer sat i gang. Og det minder en del om ressourcekonceptet i Knizia's Res Publica.

Kun mekanismen med at laste varer på sine skibe og dernæst sejle ud i verden for at bytte med fremmede lokaliteter virker original. Her trækker spillerne nogle hændelseskort for at se hvad der sker med deres handelsskibe. Ikke overraskende er "der sker intet!" det mest positive man kan komme ud for, mens der til gengæld er en myriade af forskellige måder - pirater, storme, osv. - man kan miste en eller flere af sine varer på. Man kan prøve at gardere sig mod disse farer, men faktum er at tilfældigheder spiller en stor rolle i denne del af spillet.

Efter omkring tre timer med producere-bytte-købe, endte vores spil med Tobias som sejrherre, mens Søren, Poul og jeg måtte stå slagne tilbage.

For nu at sige det som det er, brød jeg mig ikke om Parthenon. Det var OK lige i starten, men efterhånden som spillet trak ud begyndte spilmekanismerne at virke mere og mere langtrukne og repetitive. Det store heldelement i forbindelse med rejser irriterede mig ikke så meget som forventet, omend store tilfældigheder generelt er en dårlig kombination med lange, repetitive spil. Det hjalp ikke at jeg havde misset køb af et ekstra skib lige så tidligt som de andre, hvilket reelt satte mig ud af spillet omkring 2/3 igennem det. Så den sidste time - i hvert fald - var ren spildtid for mig, hvor jeg egentlig bare sad og prøvede at lade som om jeg ikke kedede mig...

Ikke overraskende tror jeg at jeg ville synes bedre om spillet, hvis det havde været et mediumvægt Knizia-spil: En spilletid på max. 1 time, væk med de vilde tilfældigheder i forbindelse med rejser, og en bedre balance mellem alle de andre elementer i spillet. Så ville vi kunne snakke om det, men som det er, er Parthenon ikke noget jeg regner med at skulle spille igen.

Commands & Colors: Ancients (x2)

Til denne krigsspils-aften havde Frederik og jeg aftalt, at vi ville spille mit nye GMT spil, Command & Colors: Ancients. Som tidligere beskrevet er det den hidtil sidste iteration i Richard Borg's serie af simple "familiekrigsspil", efter Battle Cry og Memoir '44.

Jeg havde heldigvis fået sat alle klistermærker på klodserne, så med relativt lidt forberedelse og regelforklaring kunne vi komme i gang med at spille. Det blev til to scenarier, de to første faktisk, med Frederik som Karthago og jeg som Syracusa i begge spil. Første scenarie, Akragas, endte med en komfortabel sejr til Frederiks punere, mens andet scenarie, Crimissos River (hvor Syracusa laver et overraskelsesangreb på den puniske hær, mens den er i færd med at krydse floden!), ikke overraskende endte med en sejr til mig.

Men hvad synes jeg så om det? Tjo, det er hurtigt og simpelt, og faktisk måske lidt for hurtigt og simpelt for min smag. Sjovt er det, og man kan passende knappe et par øl op mens man spiller, men spillet minder ikke nødvendigvis særligt meget om de faktiske slag i Antikken. Selvfølgelig er jeg vant til noget andet, idet jeg har erfaring med både GMT's Great Battles of History serie af spil, samt Avalanche's Rome at War serie, og sammenlignet med dem virker C&C:A meget abstrakt. Faktisk havde jeg troet at der ville være bare lidt mere kød på spillet, sådan rent historiemæssigt, så jeg blev en anelse overrasket over at se, hvor simpelt det var. At alle siger at det er det mest komplekse spil i serien endnu, gør mig bare endnu mere overbevist om at jeg ikke behøver at prøve hverken Battle Cry eller Memoir '44.

Så som et historisk krigsspil er der altså ikke det store at komme efter, men det er vel heller ikke det de fleste der spiller denne serie af spil forventer? Og ja, som spil betragtet er det rigtigt godt: Det er hurtigt, simpelt, sjovt, flot at se på, og der er masser af både taktik og held. Og man får lov til at slå en masse terninger.

Så min konklusion må være at det er et so-so historisk spil, men et rigtigt godt 'beers & pretzels' spil. Så tag en øl, slå nogle terninger, grin over resultaterne (men tag dem ikke for tungt!). :-)