Tier auf Tier, Lost Cities (x2)

Jeg havde besøg af Frederik, men hvad der skulle have været en krigsspils-aften blev istedet til en snak-og-smag-god-øl aften, omend vi også fik spillet en lille smule.

Tine, Frede og jeg kastede os ud i et spil Tier af Tier, som jeg vandt komfortabelt (mest af alt fordi jeg var god til at slå "hænder", hvilket gav mig mulighed for at give mine dyr til de andre, så de blev nødt til at prøve at placere dem). Frederiks spil var ikke så effektivt, men meget, meget kreativt. :-)

Efter-spil balanceforsøgene varede nok længere end selve spillet, og her ses et eksempel på Frederiks (Wallace & Gromit-inspirerede?) kreativitet:


Et tårn af får!

Senere på aftenen fik jeg introduceret Frederik til Lost Cities, og selvom Frede selv siger at han 1) ikke kan lide tyske spil, og 2) specielt ikke kan lide Knizia-spil, var Lost Cities en succes. (ligesom, i parentens bemærket, Blue Moon også var det da vi prøvede det). ;-)

Vi spillede to spil à 3 hænder. Første spil var i høj grad et prøvespil for Frederik, og endte da også med at jeg havde en trecifret slutscore, mens Frede stadig lå i negativ! Andet spil blev så, meget passende, en revanche, hvor Frederik hev en sikker sejr hjem.

En hyggelig aften, og næste gang må vi se at få spillet noget krigsspil! (De spiller jo ikke sig selv).

KBK: Caylus, Tichu

Så fik jeg endelig spillet Caylus, denne gang mod Anette, Sune og Kenneth. Efter et langt, men interessant og tænksomt spil stod Sune som den endelige - og pointmæssigt store vinder med 78 points. Anette og jeg kom på andenpladsen, begge med 60 points, mens Kenneth (sin erfaring med spillet til trods ;) ) blev sidst med 58 points.

Mit umiddelbare indtryk af Caylus efter mit første spil er, at det er et ret godt, tungt tysk spil. Der er masser af taktiske og strategiske overvejelser, og med mange "paths to victory" - dvs. mange reelle strategier - er der i sandhed en masse at tænke over.

Skal jeg sammenligne det med noget jeg kender, må det være Goa, og Caylus virker faktisk som et typisk spil der kunne være designet af Rüdiger Dorn: Et hav af forskellige elementer og regler, som alle interagerer på alle mulige mystiske måder - og helheden, selvom den er interessant nok, virker i sidste ende lidt overkompleks og rodet (og får en til at overveje om ikke designeren kunne have cuttet 25% af reglerne uden at påvirke spillets dybde).

Både Goa og Caylus har desuden det karakteristiske processuelle feel, hvor ens overvejelser er i retning af "hvis jeg gør A kan jeg efterfølgende gøre B, hvilket vil give mig ressourcerne til at købe C, hvilket lader mig gøre D, osv.".

Jeg synes også Caylus virker for langsommeligt, og ikke mindst for langt. Kan man få spiltiden komfortabelt ned på 1½ time, ville spillet stige en del i min anseelse, tror jeg, men jeg tvivler på det kan lade sig gøre. Som det er, er det er ret godt spil, men nogen klassiker som Puerto Rico eller E&T er det ikke.


Efter det lidt udmarvende spil Caylus var aftenen noget fremskreden, men Anette, Heine, Rasmus og jeg satte os til at spille Tichu. Anette og Heine havde spillet det meget tidligere, mens Rasmus og jeg var nye.

Tichu er et traditionelt kortspil for fire spillere, og spillerne er sammen to og to i makkerpar. Kortene er et (i princippet) almindeligt sæt kort, med fire kulører med værdier fra 2 til es. Symbolerne for de fire kulører er dog nye i forhold til almindelige kort, men der er ingen funktionel forskel. Udover de 52 almindelige kort er der desuden 4 specialkort; fugl (mahjong), drage, føniks og hund.

I hver hånd starter spilleren med fuglen med første udspil. Et udspil er en poker-lignende kombination (enkelt kort, et par, tre ens, straight, osv.). De andre spillere skal nu slå dette udspil - ved vel at mærke at spille samme type kombination som startspilleren - eller passe. Til sidst går stikket til en af spillerne. Spillet fortsætter med yderligere udspil til alle pånær én spiller er kommet af med deres kort.

Der tælles nu points, og her er 5'ere, 10'ere, konger og dragen positive points værd, mens føniksen giver minuspoints. Udover dette kan en eller flere spillere i starten af hånden have meldt "tichu": Dette er et sats på at spilleren kan komme af med sine kort først, og lykkedes det giver tichu-meldingen store pluspoints, men lykkedes det ikke, vanker der lige så mange minuspoints! Spillet er ikke simpelt, og der er en masse små regler (som oftest har de med specialkortene at gøre), som giver noget at tænke over - og huske på. Der spilles nye hænder, indtil et makkerpar når 1000 points, og dermed får sejren.

I vores spil var Anette og jeg makkere (hvilket var mit held, da Anette var den klart mest rutinerede Tichu-spiller af os fire), og mine uortodokse udspil til trods vandt vi en komfortabel sejr.

Og nu hvor jeg er nået til den obligatoriske vurdering af spillet, ved jeg ikke helt hvad jeg skal sige. Mit indtryk er afgjort farvet af, at traditionelle kortspil absolut ikke er min type spil generelt, hvilket også kom klart til udtryk i vores spil: Der blev ved med at dukke nye små regler op, som de andre tilsyneladende kendte til implicit (måske er det generelle konventioner i kortspil?), mens jeg bare var irriteret over gang på gang at ramme hovedet ind i endnu en ny regel jeg ikke havde fået forklaret. Det er dog ikke for meget at sige at jeg blev bedre til Tichu i løbet af spillet (andet ville også have været utroligt), og med nogle flere spils erfaring kunne jeg måske blive helt fortrolig med det.

Af et traditionelt kortspil at være er Tichu dog noget af det mest fornøjelige jeg har prøvet, og jeg har en mistanke om at det er de specielle "kinesiske" kort, og den eksotiske flair de repræsenterer, som gør udslaget. På samme måde har jeg det med Mah-jong, som egentlig ikke er et spil jeg "burde" kunne lide, men det tykke lag af kinesisk kultur og æstetik giver, om man så må sige, spillet et tema jeg kan forholde mig til.

Tichu var dog et langt spil (vores spil tog i hvert fald et par timer), og jeg tror man skal være gladere for genren generelt for at kunne acceptere en sådan spilletid. Det er ikke et spil jeg vil påberåbe mig særligt ofte, men en gang imellem, når jeg er i det rigtige humør, er Tichu absolut en mulighed.

Colossus

Jeg har spillet rigtigt meget Titan de sidste par måneder. Meget mere end jeg har i de sidste mange år, faktisk. Både et par gange "rigtigt" i KBK, men i særdeleshed fordi jeg har kastet mig over den super-gode (og gratis) computer-implementation, Colossus. Computerspillerne spiller ret stærkt - ikke helt fantastisk, og jeg vinder klart oftere end hvis jeg spillede mod mine sædvanlige modstandere i det virkelige liv - men stærkt nok til at man får en spændende spil ud af det. Jeg har sat mit spil op, så jeg hver gang spiller mod 5 "random" AI'ere, hvilket åbner mulighed for, dels at en AI kan spille godt og rationelt, men også at den kan være en rigtig menneske-hader. En sådan vil angribe mig, hvis den bare kan forvente en nogenlunde god kamp, så man skal være lidt forsigtig med hvad man gør, indtil man har en idé om, hvilke AI'ere der er psykopater, og hvilke der ikke er! :-)

En anden grund til at jeg vinder oftere end jeg bør, er afgjort fordi jeg får hjælp: I Colossus kan man højreklikke på alle legioner, og se hvad de indeholder. Med nogle forbehold, dog, for man ser kun de monstre man faktisk har set i spillet (da de blev rekrutteret, fordi de har været i kamp, osv.), eller dem man kan regne sig frem til må være dér. For restens vedkommende gætter spillet for en, men markerer monstrene med et spørgsmålstegn. En stor fordel, naturligvis, men på den anden side opvejer det jo også at AI'erne spiller så hurtigt, at man ikke kan nå at se resultatet af deres træk, mens de udfører dem.

Colossus kan spilles hurtigt. I princippet helt ned til under et minut, men så skyldes det selvfølgelig også, at man er blevet slået ud med det samme, hvilket der ikke er meget sjov ved. Men et langt, udmarvende spil, hvor man langsomt kæmper sig til en førerposition, og til sidst vinder, kan sagtens overståes på under en time. Det gør også, at man nemmere kan tillade sig at eksperimentere lidt og tage nogle chancer, for hvis det går galt, kan man jo bare starte forfra.

Brugergrænsefladen er nem at bruge, og med en hånd på musen og den anden på 'D'-tasten (da man skal trykke "Done" efter hver fase) stryger spillet glat afsted.

Så alt i alt en stor anbefaling til Colossus fra min side: Er man en gammel Titan-nørd som nu om dage har svært ved at finde tiden til at samle seks dedikerede spillere til en (potentielt lang) aften - det passer jo lige på mig, minsandten! - er Colossus lige sagen.

Her er iøvrigt mit hidtil bedste resultat, rent pointmæssigt. Vi taler her om en titan, som i den afgørende kamp stillede sig ind i midten af den fjendtlige gruppe hydraer, og begyndte at rydde op:


En titan-gruppe der ikke bremser for noget!


Slutstillingen

KBK: Railroad Tycoon, Tier auf Tier, Blokus Duo (x4)

Efter at have ventet længe på nye ting, var det den store nyhedsdag denne gang. Rasmus havde modtaget sin store ordre fra Tyskland, indeholdende både gamle spil, samt et par nyheder fra Essen. Deriblandt Caylus, som jeg også lige havde erhvervet mig. Jeg havde desuden taget mit nye eksemplar af Railroad Tycoon med.

Efter en længere forhandling, hvor folk skulle fordeles på de forskellige spil, endte jeg på Railroad Tycoon bordet sammen med Ken, Teis og Jacob. Rasmus satte sig sammen med tre andre til et spil Caylus, mens resten gik i gang med Struggle of Empires.

I vores spil startede jeg i sydøst-hjørnet af brættet (Jacksonville havde et stort behov for varer!), som jeg igennem hele spillet stort set fik for mig selv. De tre andre konkurrerede om det lukrative nordøst-hjørne, omend Jacob hurtigt opgav konkurrencen dér, og istedet begyndte at bygge i Midtvesten. Der flyttede de to andre efterhånden også deres opmærksomhed hen, efter at handlen på østkysten var begyndt at stagnere. Jeg, derimod, udbyggede tålmodigt mit sydstats-imperium, og nåede efterhånden næsten over i det sydvestlige hjørne af brættet.

Spillet var hele tiden meget tæt, og ingen var nogensinde mere end 5-6 points foran nogen andre på pointskalaen. Derfor blev det antallet af store ruter folk kunne køre i spillets sidste ture, som afgjorde alt: Her gik det lidt skævt for mig, og jeg røg fra en førerposition til en afsluttende tredieplads, med kun Ken som en endnu mere ynkelig tycoon, og med Teis som vinder. :-)


Vanderbilt-wannabe'erne!


Nær slutningen af spillet

Mit første indtryk af Railroad Tycoon var meget positivt. Det er naturligvis på mange punkter meget Age of Steam-agtigt, men så alligevel ikke helt. Borte er som bekendt auktionen over specielle aktioner og det, samt det store kort, de flotte komponenter og de mange special-kort, gør at spillet virker meget mindre abstrakt og hjernebryder-agtigt, og meget mere som et rigtigt togspil. Med fire spillere er der stadig meget konkurrence om ruterne, og enhver aktion skal bruges konstruktivt, så specielt "flinkt" kan man ikke kalde spillet, selvom det nok er lettere og mere tilgivende end Age of Steam.

Så alt i alt et rigtigt godt spil, som jeg glæder mig meget til at prøve igen.

Efter Railroad Tycoon var de andre stadig i gang med deres respektive spil, så en hurtig filler var på sin plads! Jeg pushede mit nye børnespil, Tier auf Tier, hvor spillerne skal komme af med deres trædyr ved at balancere dem ovenpå de andre dyr. Efter en nervepirrende, ondt-i-maven-inducerende dyst, fik Ken med succes placeret sit sidste dyr, og kunne erklære sig for aftenens bedste dyre-balancør. :-)


Verdens ottende vidunder!

Tier auf Tier var desværre trukket ud til omkring 15-20 minutter, hvilket havde givet Rasmus & co. mulighed for at starte et nyt spil Caylus. For os andre var der almindeligt opbrud, hvilket for Kens og mit vedkommende betød, at vi satte os til at prøve mit nye Blokus Duo. Ja, det er Blokus for to personer, spillet på et bræt med 14 x 14 felter, og det var faktisk ret godt. I forhold til almindeligt Blokus var det ekstremt konkurrence-præget og "hårdt", med mulighed for at tabe spillet allerede med ens første eller anden brik (som Ken erfarede i første spil). Alt i alt endte vores dyst 3-1 til mig.

Min umiddelbare konklusion af Blokus Duo er, at det er et godt og hurtigt og meget hjernebrydende lille abstrakt spil.

Så en aften med mange gode spil på bordene. Min eneste anke var, at jeg ikke kom til at prøve Caylus, men man kan jo ikke nå det hele... Næste gang, så! :-)

Railroad Tycoon

Brættet til Railroad Tycoon er i sandhed stort, som det kan ses her:


Brætspil eller flyvende tæppe?

Nye spil

To nye spil har fundet vej til mine hylder: Det første er Caylus, som er et tungt, tysk spil udgivet af firmaet Ystari, det samme firma som sidste år udgav Ys. Caylus forgår i middelalderen, og her skal spillerne hjælpe med at bygge et slot for kong Philip den Smukke, men selvfølgelig med egen prestige som det egentlige mål.

Komponenterne er der ikke meget ved, og det ligner mest af alt noget firmaet har stået hjemme i garagen og stykket sammen. Da der er tale om et lille firma, er dette faktisk nok ikke så urealistisk endda. :-)


Komponenterne til Caylus

Caylus er det store hit på Boardgamegeek i øjeblikket, med et rating-gennemsnit som i dette øjeblik ligger på 8.59. Self når man regner med "Bayesian averages", som er det tal der ligger til grund for BGG's top 10 liste, har spillet en rating på 8.41, hvilket betyder at Caylus i øjeblikket ligger på en komfortabel 2. plads på BGG's top 10, kun overgået af Puerto Rico. Spillet er også af mange blevet kaldt det "næste Puerto Rico".

Se, det er jo noget der får forventningerne helt op, og det er nærliggende at tro, at man så kunne blive skuffet. Men selv om spillet ikke er det næstbedste spil i verdenshistorien, er der efterhånden ingen tvivl om at det må have nogle kvaliteter. Jeg ser i hvert fald frem til at prøve det.


Det andet nye spil er det nye futtogs-spil fra Eagle Games, Railroad Tycoon. Spillet er baseret på Martin Wallace's Age of Steam, men der er dog mange fundamentale ændringer. For det første er brættet nyt. Nu dækker det hele det østlige USA, og da brættet er enormt (en del spillere klager over ikke at have et bord der er stort nok!), og da de enkelte hexes på brættet er mindre end i Age of Steam, er der meget plads på brættet.

Reglerne er også ændret på en række områder: Væk er vælg-rolle mekanismen fra Age of Steam. Nu kan alle istedet vælge mellem alle typer aktioner, men til gengæld er der en auktion i hver tur for at finde startspilleren. Der er også indført en række nye kort; både nogle såkaldte "Tycoon-kort", som hver spiller får ét af, og som giver ekstra VP, hvis et specielt kriterie er opfyldt. Et deck af andre kort, som bliver vendt i løbet af spillet og som spillerne kan tage og udføre, ændrer også spillet en del. Og tilføjer sikkert noget tilfældighed.

Det indtryk man umiddelbart får ved at læse folks betragtninger om spillet er, at det er et godt spil. Lidt "lettere" og ikke så haj-agtigt som Age of Steam, men til gengæld med noget mere fornemmelse af simulation og historie.

Og så er der lige komponenterne: Som vanligt med Eagle Games er de rigtigt flotte: Brættet er stort og flot, kontrolbrikkerne for strækningerne er små plastik-tog, og ... Well, faktisk tror jeg et billede siger mere end tusinde ord jeg kan skrive:


Railroad Tycoon i fuld gang!

Så her er endnu et spil jeg vil forsøge at pushe i KBK ved førstkommende lejlighed.