KBK: Palazzo, Tongiaki, Louis XIV, For Sale

En grum forkølelse skulle ikke forhindre mig i at tage i KBK, så dopet med panodiler vovede jeg mig af sted. Der blev spillet Palazzo da jeg ankom, og mens det blev spillet færdigt læste jeg regler, så jeg kunne springe til som ny fjerdemand i næste spil. Det var første gang jeg fik prøvet Palazzo, og umiddelbart kunne jeg godt lide det.

Spillet er et Reiner Knizia spil, udgivet i Aleas nye "mellemstor boks"-serie, som også er den serie Louis XIV er udkommet i. Palazzo er sat i rennæssancens Italien (gab, Reiner!) og spillerne konkurrerer om at bygge de flotteste palads-facader. Kort fortalt findes der palads-brikker i tre farver (byggematerialer). Hver brik er desuden en bestemt etage i byggeriet - fra 1 til 5 - og indeholder fra 1 til 3 vinduer. Jo flere vinduer, jo bedre, da det er bestemmende for hvor mange points man får til sidst. Udover disse indeholder spillet en række pengekort (3 valutaer/farver, med værdier fra 3 til 7, samt en række farveløse jokerpenge med værdi 2, som kan bruges sammen med en vilkårlig af de andre farver penge) som spillerne bruger til at erhverve paladsbrikkerne.

I en spillers tur kan han enten 1) få flere penge (dette involverer dog alle spillere, omend spilleren hvis tur det er, normalt vil få mere ud af det), 2) auktionere eller købe en eller flere paladsbrikker, eller 3) omstrukturere sine eksisterende paladser.

Proceduren for at erhverve sig paladsbrikker er for omfattende til at jeg vil uddybe den her, men når en spiller har købt en eller flere brikker, skal han straks tilføje dem til sine paladser, eller eventuelt starte et nyt palads. Brikker af forskellig farve kan godt blandes i samme palads, men det giver flere points hvis man kan holde sig til en farve. Brikker skal altid bygges ovenpå "lavere" brikker, f.eks. en 2'er ovenpå en 1'er, så et palads kan maksimalt blive 5 etager højt. Man må god godt springe etager over, f.eks. 1-2-4.

Ved slutningen af spillet gives points for de paladser man har bygget: Jo højere jo bedre. Faktisk giver paladser med kun én etage automatisk negative points, så man skal være lidt forsigtig med bare at starte nye, små paladser. Ligeledes er to-etagers paladser automatisk 0 points værd. Er paladset 3 etager eller højere, baseres pointene for det palads på det samlede antal vinduer i det. Der er bonuspoints for 4- og 5-etagers paladser, samt for paladser der er holdt i ét slags byggemateriale.

Vores spil var meget sjovt: Palazzo er ikke noget meget tungt spil, men det fungerer let og smertefrit og virker rimeligt elegant. Som Rasmus siger, det er Knizia, det er Alea, og der er auktioner i det, så hvad mere kan man forlange? :-) Søren vandt vores spil.

I den efterfølgende diskussion af, hvilket spil der nu skulle prøves, kom Ken til at nævne Tongiaki og da ingen var decideret imod det, faldt valget på det. Godt nok havde jeg prøvet det før, og jeg havde ikke været særligt vild med det, men jeg havde ikke noget mod at prøve igen. Jeg kom dog snart i tanke om nogle af de ting jeg ikke kunne lide ved det, ikke mindst det faktum at spillet med fire spillere er meget kaotisk. Ens position fra slutningen af ens tur til starten af ens næste tur kan have ændret sig fuldstændigt, så der er ikke meget langtidsplanlægning over spillet. Der er til gengæld masser af muligheder for at "gå efter" folk ("jeg tror jeg vil sende ... Jens' skibe til deres død!", for nu bare at tage et hypotetisk eksempel), så det kan ikke overraske at jeg ikke er vild med spillet. Det var der nu heller ikke så mange af de andre der var, muligvis med undtagelse af Søren, som igen rendte med sejren. Meget tyder på at aftenens spil både var Rasmus' første og sidste forsøg med det.

Senere på aftenen blev Rasmus, Ken, Anders og jeg enige om at prøve Louis XIV. Rasmus forklarede regler til Anders som ikke havde prøvet før, samt til mig, som ikke kunne huske så mange detaljer. Jeg kom rimeligt fra start, men Rasmus og Ken tog snart føringen, og så begge ud til at have gode chancer. I sidste tur pegede de dog på mig som mulig vinder, så til alles overraskelse endte spillet med Anders som vinder - med mig kort efter ham.

Igen må jeg sige om Louis XIV, at det er rimeligt sjovt, men som med et andet af Rüdiger Dorns spil, Goa, er der bare lidt for meget i spillet. Det er som om han elsker at putte mange - mange! - forskellige mekanismer i sine spil, og selvom samspillet mellem disse selvfølgelig fører til et dejligt komplekst spil, fører det også til at spillet kommmer til at virke tungt og uelegant. Jeg er også på det rene med at jeg sikkert er i mindretal med den holdning! :-)

Sidst på aftenen fik vi lige fyret et spil For Sale af, som endte med en sikker sejr til Rasmus. For Sale er utroligt simpelt, men da det også er fantastisk hurtigt og ret sjovt, kan jeg vældig godt lide det.

Og efter dette var det hjem igen for at pleje forkølelsen. :-)

Carcassonne: Hunters and Gatherers

Tine og jeg bestemte os for at spille en gang Carcassonne, og som sædvanligt faldt valget på den grønne stenalderudgave. Denne gang brugte vi desuden de 5 variant-brikker fra King & Scout udvidelsen.

Et på et punkt fornøjeligt spil, for jeg kom ud af min stime med nederlag til Tine, idet jeg vandt dette spil stort med omkring 40 points. Undervejs i spillet havde mit forspring endda været væsentligt større (omkring 70 points). Og hvordan kunne det så være? Tja, jeg må erkende at jeg var meget, meget heldig. Jeg fik en stor bid af mine points fra at gøre floder færdige, og da jeg stort set var den eneste af os der fik flodbrikker med fisk, var det lidt svært for Tine at konkurrere på den front. Det virkede nærmest lidt pinligt, at jeg kunne ende med en hytte på et flodsystem med 21 fisk, som jeg allesammen selv havde trukket.

Variantbrikkerne var meget sjovt, men påvirkede ikke spillet så meget. Jeg fik fiskeren (ekstra points hver gang en flod i hans flodsystem bliver færdig) og landbrugs-brikken (1 point pr. felt i marken), mens Tine fik shamanen (man må tage en meeple tilbage fra brættet i starten af hver tur) og jæger-på-bro brikken. Om vi vil spille med variantbrikkerne igen ved jeg ikke helt, for rigtigt fantastiske var de ikke.

Fading Legions

Frederik kom forbi til endnu et spil Fading Legions, denne gang slaget ved Maranga. Ligesom det scenarie jeg havde spillet solo i sommerferien (Ctesiphon), var Maranga også et slag som kejser Julian udkæmpede mod perserne i forbindelse med hans felttog dér. Ligesom sidst styrede jeg romerne, mens Frederik fik æren af at kontrollere de persiske tropper.


Startpositionen ved Maranga.

Startopstillingen minder en del om den ved Ctesiphon: Romerne har en række legioner i midten, med lidt blandet kavaleri på begge sider. Perserne har en række svage falangister i midten, en række elefanter i reserve, og stærkt kavaleri på begge flanker. Især er persernes højre flanke her stærk, idet den består af 6 enheder tungt kavaleri, som virkelig kan lave noget ravage.

Jeg fik dog initiativet, og kunne angribe Frederiks tunge kavaleri med mit blandede. Derfor blev resultatet på den flanke ikke så ensidigt som Frederik kunne have håbet på, omend han stadig endte med at vinde slaget på flanken. På den anden flanke var det mere lige. Og i centrum? Tja, mine legioner avancerede efter bedste evne, men mødte overraskende hård modstand fra falanksen, som også i dette scenarie er forstærket med noget let infanteri. Lidt uheldigt for mig, synes jeg, men det siger jeg jo så ofte. :-) I hvert fald gik det helt galt for de brave romere, og Julian og hele hans hær blev rendt over ende.


Det ser ikke godt ud for kejser Julian!

Men endnu et sjovt scenarie Fading Legions. Jeg er stadig meget imponeret af mekanismerne i spillet: Meget simplere end i GMT's Great Battles of History, men i virkeligheden en næsten lige så god simulation - sikkert bedre på nogle punkter. Antallet af terningslag er lidt overdrevet, men GBoH er jo heller ikke for god på dette punkt.

Jeg mangler dog desperat et "hjælpeark" af en slags, hvor man på et sted kan se Sequence of Play, samt karakteristika for de enkelte enhedstyper, og underligt nok er der ikke et sådant i Fading Legions. Jeg blev derfor ret overrasket da jeg efterfølgende sad og kiggede i Fading Legions' søsterspil, Hannibal at Bay, hvor der er et sådant ark! Hannibal at Bay er jo som bekendt det første spil i serien, så det lyder som en typisk Avalanche-brøler at de har droppet arket i det efterfølgende spil. Arket i Hannibal at Bay er ret godt, men indeholder ikke alle de informationer jeg ønsker, så jeg bliver nok nødt til at lave et selv.

Nye spil

Som konsekvens af min aktuelle krigsspils-nostalgi-revival-følelse, eller hvad man nu skal kalde det, er jeg blevet den lykkelige ejer af endnu en række spil.

For det første er der to små krigsspil fra Avalanche Press, Alsace 1945 og Gazala 1942. Som titlerne mere end antyder, er der tale om spil om Anden Verdenskrig. Fælles for dem begge er at de kommer i en lillebitte æske, har medium-komplekse regler, 140 brikker og et kort (Gazala-kortet er større end Alsace-kortet).


Komponenterne til Alsace 1945


Komponenterne til Gazala 1942

Det sidste nye spil i denne omgang er intet mindre end et figurkrigsspil fra Games Workshop, Battle of Five Armies! "Jamen Jens", siger du nok, "du er jo ikke figurspiller?!". Næh, godt nok ikke, og spillet var da også et impulskøb, idet jeg hørte om det, fandt ud af at Fantask havde det og købte det, alt sammen på samme dag. Men jeg faldt for beskrivelsen af det: Spillet simulerer naturligvis Femhæreslaget, som beskrevet i Hobbitten. Figurerne er små - 10 mm - men man benytter så heller ikke enkeltfigurer for sine tropper, men derimod sammenhængende rækker af soldater.

På meget u-gamesworkshopsk manér er spillet stand-alone, dvs. der kræves ikke andet end hvad der er i æsken for at spille slaget (den primære faktor der lokkede mig til). Reglerne er selvfølgeligt generiske (er efter sigende baseret på deres Warmaster-regler), og GW har da også udgivet andre figurer, hvis man har lyst til at spillet andre scenarier med de samme regler.


Komponenterne til Battle of Five Armies

Om figurerne skal males ved jeg ikke endnu, så nu får vi se. Jeg tror jeg vil prøve at få stablet et spil på benene, og hvis spillet efterfølgende viser sig at være fantastisk, kan det jo være jeg får blod på tanden til at smukkesere komponenterne efterfølgende...

Regelsættet er på 96 sider, men da de er layoutet og skrevet på vanlig GW-manér (store skrifttyper, mange billeder), er det ikke så skræmmende som det måske kunne lyde. Efter sigende har GW ikke udgivet særligt mange eksemplarer af spillet, så måske det allerede er ved at være en sjældenhed...

I hvert fald har jeg nok at tage mig til nu på krigsspilsfronten. :-)

KBK: Titan

Endnu en tirsdag med moderat fremmøde i klubben. Rasmus var desuden for en gangs skyld fraværende, så stemningen var nærmest ekstatisk høj og champagnen flød frit, og vi var fem spillere - Ken, Sune, Søren, Kenneth og mig - som greb chancen til at spille Titan.

Mit spil blev hurtigt kørt af sporet: Jeg lavede et - i princippet - godt angreb med min engelgruppe mod Ken, men med svineheld fik han vendt kampen, så jeg faktisk endte med at tabe den. Ouch. Min titangruppe var nemlig svag, og kunne nu bare løbe rundt og gemme sig.

Første offer var Kenneth, hvis allerede decimerede titangruppe blev slået ud. Efter yderligere lidt tid var spillet udviklet på en sådan måde, at Sune stod meget stærkt: Mange stærke grupper med gode muster-potentialer. Men, men, men... Sune valgte at angribe Ken med sin titangruppe (til trods for Kens advarsler om, at han ville slå heldigt igen), og sandelig... med endnu en række superheldige slag fik Ken slået Sunes titan ihjel.

Der var nu blevet god plads på brættet: Søren havde mange grupper (og en 7'er-titan i gruppe med 3 warlocks), Ken havde ganske få grupper, men hans titan var nu blevet en 9'er. Og jeg havde min svage 6'er-titan, hvis gruppe endda også var ynkeligt svag.

Jeg fik dog min chance for at vinde, idet Sørens og Kens titangrupper tørnede sammen, og slagede udviklede sig sådan, at der var en rigtig god chance for af de kunne slå hinanden ud: Det var titan mod titan, og Ken var næsten sikker på at slå Søren ud, mens Søren "bare" skulle slå gennemsnitligt for at exite Ken også. Søren valgte dog dette tidspunkt til at mimre, så Ken endte slaget som sejrherre, nu med en 12'er-titan!

Mine chancer var nærmest ikke eksisterende nu, men jeg løb omkring og musterede videre, i det spinkle håb at jeg på en eller anden måde kunne få nogle gode monstre, inden Ken fangede mig. Jeg fik da også en del tid til det, så den afsluttende blev mere spændende end Ken sikkert havde regnet med: Til sidst havde jeg mulighed for at forsøge at få uafgjort: Min 6'er-titan skulle overleve første slag fra hans 12'er-titan (som havde 10 hit points tilbage), og kunne den det, ville jeg have 22 terninger rammende på 4'ere til at forsøge at slå ham ihjel. Og Ken bidrog til spændingen med, i første slag, kun at give min titan 5 hits. Desværre fik mine monstre præstationsangst til allersidst, og Kens titan stod tilbage med 3-4 hits.

Men et spændende spil Titan, og det første i meget lang tid for mig.

Expedition (x3), Carcassonne: Hunters & Gatherers (x2), Fading Legions

Det blev ikke til det store brætspilleri i sommerferien, men lidt fik Tine og jeg dog spillet. I første del af vores ferie, hvor vi var i sommerhus i Vestjylland, blev det til tre spil Expedition. Tine fortsatte trenden, og vandt dem alle. Sidste uge af ferien var i sommerhus på Bornholm, og ind imellem de røgede sild og den dyre designerchokolade fik vi klemt to spil "stenalder-Carcassonne" ind. Og igen måtte jeg se mig besejret - i begge spil, for at det ikke skal være løgn. :-)

Udover dette fik jeg også "leget" lidt med mit Fading Legions, og fik bl.a. spillet scenariet om slaget ved Ctesiphon. Slaget var meget blodigt; måske er det en karakteristisk ting for Rome at War spilsystemet, og hvem der vandt ved jeg faktisk ikke, da jeg ikke spillede helt færdig. Men sjovt var det, og systemet virkede faktisk endnu bedre i dette noget større scenario (sammenlignet med det første scenarie som Frederik og jeg havde prøvet).


Startpositionen i slaget ved Ctesiphon. Det er romerne i rødt.

Romerne var klart stærkest i midten, og avancerede hastigt legionerne, som prompte smadrede først de persiske skirmishers, og dernæst linien af den persiske "falanks". Problemet var bare, at perserne havde stærkt kavaleri på deres højre flanke, som efter at have besejret deres romerske modstykke kunne begynde at angribe legionerne fra siden. På den persiske venstre flanke stod det mere lige, men perserne havde endnu et trumfkort; reserven af elefanter, som tog kampen op med legionerne. Som sagt blev slaget ikke spillet til ende, så om de stærke legioner kunne have klaret skærene, vides ikke...