KBK: Goa, 6 Nimmt!, Blue Moon (x4)

Ved min ankomst til KBK var Rasmus og Søren klar til et nyt spil, og efter lidt snakken frem og tilbage faldt valget på Goa. Søren havde ikke prøvet det før, men det forhindrede ham ikke i at spille væsentligt mere kompetent end, øhm, en vis anden...! Hvem det var, skal snart blive afsløret.

Som altid startede mit spil rigtigt godt, og efter første halvleg stod jeg stærkt omend ikke markant bedre end de andre. Og som altid knækkede filmen for mig omkring runde 5-6 stykker... Derefter havde jeg hele tiden 1) for få penge til at medvirke i auktionerne, og 2) for få aktioner til at få gjort det jeg skulle. Jeg faldt mere og mere bagud i det samlede antal upgrades, og måtte bruge det meste af runde 7 og 8 blot for at kunne erhverve mig den sidste koloni... Hvis jeg bare havde haft én aktion mere, kunne jeg da have trukket 3 kort, og sikkert erhvervet mig en håndfuld points. (faktisk er "hvis jeg bare havde haft én aktion mere" snart mit slogan i Goa, skarpt fulgt af "hvis jeg bare havde trukket én kolonist mere da jeg skulle grundlægge kolonien". Ikke godt).

Spillet endte med en sejr til Rasmus med 49 points. Søren endte på 43 og stakkels jeg haltede bagefter med 39. Jeg synes også at kunne fornemme, hvad det er der går galt for mig: Goa er meget strategisk, og man skal helst tænke meget langsigtet for at klare sig godt. Idealet er vel at have en plan for alle sine aktioner, så man ved hvad man kan nå og ikke nå (selvom dette ideal naturligvis ikke kan lade sig gøre i praksis, pga. uforudsigeligheden i auktionsrunderne), og jeg er helt sikkert ikke god til det der med langsigtede planer! Konsekvensen af det er, at jeg i de sidste par runder bliver helt desperat, fordi jeg pludselig opdager at jeg slet ikke kan nå det jeg havde regnet med. Og da det jo ikke kan være min skyld (det kan det jo aldrig), må der rulle nogle hoveder i bunkeren!

Efter afklapsningen i Goa ville Søren egentlig hjem, men Rasmus og jeg overbeviste ham om at 6 Nimmt! kun tog 5 minutter. Det blev mere til en halv time i sidste ende, men et dejligt spil 6 Nimmt! var der da tale om, og modsat mit første spil et par dage tidligere med svigerfamilien, endte dette med en solid sejr til mig. Efter en "stærk" start med 21 minuspoints i første runde, fik Søren lidt mere styr på sit spil, og det var da også Rasmus der måtte agere spilstopper ved i sidste runde at suse et pænt stykke over 66 minuspoints. Efter min sejr er jeg nu igen overbevist om 6 Nimmt!'s fortræffeligheder som dybt strategisk spil, mens Rasmus sikkert har det på en lidt ... anden måde.

Nu var Søren ikke til at holde på længere, så Rasmus fik endelig - efter at jeg har bedt om det i månedsvis - mulighed for at introducere mig til Blue Moon. Blue Moon er som bekendt et CCG-lignende kortspil. "Lignende" fordi det jo faktisk ikke er collectible, men resultatet minder faktisk meget om klassiske CCG'er, såsom Magic: The Gathering. Det er Knizia der har designet det, så forventningerne er høje.

Hver spiller spiller en fantasy-race, som skal kæmpe mod en anden race. Hver race har sit eget deck på 30 kort: Grundspillet indeholder kort for 2 racer, og man kan købe de andre racers kort separat. Et spil er en serie dueller, hvor man hele tiden skal kunne matche modstanderens udspil. Første spiller der ikke kan det må trække sig fra duellen, hvilket betyder at modstanderen vinder den, og som præmie får en eller flere drager. Der er tre drager i alt, og ved spillet slutning vinder den spiller der har flest drager. Man kan også vinde før det, hvis man allerede har alle tre drager, og derefter står til yderligere at vinde en.

Vi (dvs. jeg) valgte at vi skulle prøve racerne fra grundspillet, de ildfikserede Vulca mod de mere tricky Hoax. Jeg spillede Vulca, da jeg havde en idé om at de var mere ligetil at spille.

Som total begynder var de i hvert fald mere ligetil at tabe med: Første spil tabte jeg overbevisende 2-0, uden egentlig på noget tidspunkt at føle at jeg havde en chance. Jeg måtte naturligvis straks prøve igen, og i den følgende match fik jeg bank 4-0, altså en sudden-death sejr til Rasmus. Ouch! På dette tidspunkt kan jeg ikke helt udelukke at der fra den ene side af bordet kom et par sure udtalelser (eller ti) om den manglende balance deckene imellem, men der er ingen der kan bevise noget! :-)

Nu var det værste jeg kunne gøre naturligvis at insistere på at skifte decks, for hvis Rasmus så vandt igen, ville det være åbenlyst hvor svagheden var. Så jeg holdt stædigt fast på de efterhånden noget upopulære Vulca.

Og i tredie spil var de faktisk ikke nær så mimrende som i de første to spil. I hvert fald skrabede jeg en lille 1-0 sejr hjem med dem, og smilet var givetvis ikke til at tørre af mit ansigt. Og den efterfølgende match endte også med en 1-0 sejr til mig.

Jeg har læst på Boardgamegeek at de fleste mener, at Vulca decket er markant bedre end Hoax decket når det er begyndere der spiller, mens balancen de to decks imellem skifter efterhånden som spillerne bliver mere erfarne. Om det er rigtigt ved jeg naturligvis ikke, men jeg kan da stå inde for at balancen i enorm grad afhænger af om at man kender sit decks styrker og svagheder eller ej...

Alt i alt syntes jeg Blue Moon var et rigtigt godt spil. Jeg synes det er markant bedre end Knizias forrige CCG-lignende spil, Scarab Lords, og hvis man vil spillet noget "Magic-lignende" uden faktisk at blive trukket ind i hele collectible moradset, bliver det nok ikke bedre end dette.

Omvendt indeholder spillet altså ikke noget, som man ikke har set gjort både større og mere gennemført i Magic: The Gathering. Man skal altså ikke som garvet Magic-spiller (hvilket jeg absolut anser mig selv for, selvom det efterhånden er 5-6 år siden jeg dyrkede det) spille Blue Moon i forventning om en ny "aha!" oplevelse, for man kan få meget af den samme spiloplevelse ved at købe en håndfuld prækonstruerede Magic decks.

Men jeg ser meget frem til at prøve Blue Moon igen, og gerne med nogle af de mange andre racer der findes. Mimix, f.eks., men uden brug af sprittusser! :-)

Cronberg (x3), Royal Turf, Carcassonne: The Castle, 6 Nimmt!, Transamerica

Påsken blev holdt hos Tines forældre i Brønderslev. Som tidligere fortalt er de jo de mest entusiastiske Carcassonne-spillere jeg nogensinde har set, idet de forlængst er kommet over 1000 to-personers spil!

(Det almindelige) Carcassonne blev det dog ikke til i denne omgang, for jeg havde taget et par små spil med, som jeg tænkte kunne være et hit. Første aften tog jeg Cronberg frem: Umiddelbart er det jo lidt Carcassonne-agtigt, idet man spiller tiles og sætter små mænd ("meeples"), og får points for sine meeples når det de står ved er "færdigt". I praksis - som vores tre spil skulle afsløre - er det dog et markant andet spil. Der er i Cronberg meget større mulighed for at være direkte led ved sine modstandere, og Cronberg føles også helt anderledes ved at der er træktvang, og at det ikke altid er godt at lave et træk. Mens man i start- og midtspillet i høj grad prøver at placere meeples i et forsøg på at få points (forudsat ens modstandere ikke er for lede ved en), består slutspillet mest i at placere meeples, så de giver så få negative points som muligt!

Vores første spil gav os alle en idé om spillet (jeg var den eneste der havde prøvet det før, og kun et enkelt spil for længe siden), og jeg vandt stort. I andet spil havde John (Tines far) set at de gule "minus-til-plus" felter var gode, så han startede prompte med at placere meeples ved siden af gule felter der også havde store minus-tiles liggende (idéen var vel, at de negative tiles jo så ville tælle positivt). Et sådant træk gjorde, at jeg næsten følte mig tvunget til at demonstrere, at gule felter kan dækkes af tiles, så de negative tiles nu faktisk tæller negativt! Som konsekvens deraf fik John da også så mange minuspoints tidligt i spillet, at han røg ud af den negative ende af pointsskalaen. :-)

Andet spil - og tredie for den sags skyld - endte også med sejre til mig, omend noget mindre end første spil.

Lørdag aften stod den "kun" på et spil Royal Turf. Jeg kunne ved hjælp af køligt overblik og en solid sans for sandsynligheder - og ikke mindst ved at kunne slå tre hestesko i træk i det afgørende løb, og derfor avancere Earl Grey i rekordfart (!) - sikre mig sejren her, med Grethe på andenpladsen. Vi spillede grundudgaven af spillet - den med åbne bud - men jeg hælder efterhånden til at den avancerede udgave giver et mere interessant spil.

Søndag aften spurgte John om vi skulle prøve et spil Carcassonne: The Castle. Mens svigerforældrene har fået "grund-Carcassonne" og alle udvidelserne af Tine og mig, har de faktisk selv fundet og købt The Castle. Dog var det tydeligt at spillet, selvom de begge vist syntes det var OK sjovt, ikke havde været nær den samme succes som grundspillet.

At det ikke har været det store hit kan måske hænge sammen med, at de havde misforstået en central regel i spillet: Bonusbrikker, som ligger på pointsskalaen (som jo også er bymuren rundt om byen), gav de til den spiller der byggede en tile ved siden af det pågældende sted på bymuren!! Ouch... ;-)

Men da jeg jo ikke havde spillet det før, ville jeg selvfølgelig mægtigt gerne prøve det. Uden at gå i for mange detaljer kan jeg sige at jeg vandt en lille sejr med en 8-9 points mere end John. Han havde endda fået omkring 12 points for det største tomme område (da han havde lavet det største hus), men jeg havde - det mente han i hvert fald - fået en masse points i løbet af spillet ved at færdiggøre veje. Bonusbrikkerne, hvoraf vi fik en 3-4 stykker hver, gjorde ikke den store forskel for nogen af os.

Det var mit første spil The Castle, og mit umiddelbare indtryk var meget positivt. Som to-personers spil virkede det klart som det sjoveste Carcassonne spil der endnu er lavet.

Efter The Castle shanghaiede vi Tine og Grethe til at prøve 6 Nimmt! (bemærk, udråbstegnet er en del af titlen, så det er ikke fordi der er noget specielt sensationelt ved at overtale de to andre til at prøve spillet ;-) ). Det var første gang nogen af os prøvede det, og det blev vist lidt blandet modtaget. Alle syntes det var OK (jeg var faktisk den mest positive), men ikke så godt at spillet skulle gentages efter første spil. Nå ja, og så tabte jeg suverænt, mens Tine kom ud som den store vinder.

Aftenens sidste spil var Transamerica: Svigerforældrene har fået mit gamle eksemplar, da de jo er glade for det, og jeg mildest talt var ved at være lidt træt af det. Men jeg kunne da overtales til et spil, og efter 4 runder røg både Grethes og min pointmarkør i Stillehavet, mens John endte som den samlede vinder. Nu må der gerne gå et års tid, før jeg igen skal spille Transamerica. :-)

Så alt i alt en spilrig påskeferie, hvor jeg endda fik prøvet nogle nye, spændende ting. Kun et af mine medbragte spil, Alhambra, blev det ikke til i denne omgang.

Victoria Cross

Jeg havde aftalt med Frederik at vi skulle prøve mit nye blokspil fra Worthington Games, Victoria Cross. Spillet handler om slaget ved Rorke's Drift i krigen mellem briterne og zuluerne i 1879, hvor en lille gruppe britiske soldater, forskanset i Rorke's Drift handelsstationen, holdt stand mod tusinder af angribende zuluer.

Spillebrættet viser et view ud over Rorke's Drift, illustreret i et sjovt pseudo-perspektiv. Det er inddelt i områder. Hver side har en række enheder: De britiske tropper er blokke med fra 1 til 4 SP pr. blok, mens zuluerne dels har blokke med max. 4 SP, dels blokke med max. 10. Det maksimale antale SP pr. blok er nu ikke så vigtigt for zuluerne, som altid kan "veksle" deres enheder, sålænge det samlede antal SP ikke ændres. Hver side har desuden 4 ledere, men to af briternes ledere har nu kun specielle evner hvis man spiller med optional rules.

Spillet varer 16 ture; 8 dagture efterfulgt af 8 natture. I slutningen af hver tur checker zulu-spilleren, om han har vundet spillet her og nu. Har han ikke det efter tur 16, vinder briterne.

Hver tur har de følgende faser:

1. Briterne rykker.


2. Zuluerne får forstærkninger og rykker.


3. Briterne skyder med deres enheder. Zuluerne laver et specielt skarpskytte-angreb.


4. Nærkamp: Først angriber zuluerne med alle deres enheder, dernæst gør briterne det. Efter begge sider har angrebet, fjernes tabene.


5. Check for om hospitalet bliver sat i brand, eller om ilden breder sig.


6. Check om zuluerne har VP nok til at vinde.


7. Start næste tur.

Briterne starter spillet med ca. 50 SP på brættet, og har kun meget begrænsede muligheder for at genvinde tab (2 SP kan heles pr. tur blandt enheder der starter turen i lagerbygningen). Briterne er også bebyrdet med 4 "patientblokke", som repræsenterer sårede soldater på hospitalet, som zuluerne får VP for at eliminere. Zuluerne derimod starter ikke alene med 90 SP, men i hver tur må de placere alle deres døde SP tilbage på brættet (undtagen ledere). Så her er virkelig en regel der forstærker folks forestilling om endeløse horder af zuluer der vælter frem!

Zuluerne kan vinde på to måder i slutningen af en tur: Enten ved at have nedkæmpet briterne til 10 SP eller mindre, eller ved at have 14 eller flere VP. VP gives for det følgende: Kontrol af hospitalet, eller nedbrænding af hospitalet: 6 VP. Kontrol af begge kraal-områder: 4 VP. Kontrol af "the final redoubt": 10 VP. Kontrol af vandvogns-feltet: 5 VP (mindre hvis feltet først kontrolleres om natten). Hver patientblok elimineret: 1 VP. Desuden mister zuluerne 1 VP hver gang de mister 47 SP eller mere i løbet af én tur.

Begge sider har som sagt nogle ledere, som alle har det tilfælles at de tillader et vist antal enheder at rykke et felt længere i hver tur (2 felter i stedet for 1). Desuden giver de engelske ledere mulighed for at lave nogle specielle former for angreb med op til 4 SP hver: Koordineret skydning (volley fire) og bajonetangreb.

Men nok om reglerne. Hvad så med vores spil?!

Frederik var zulu, mens jeg var brite. Vi satte begge op, og zuluerne startede deres angreb. Frede havde grupperet sine tropper i ret få, men stærke, stakke, som desuden valgte at nærme sig stationen fra vinkler, hvor jeg ikke kunne skyde med særligt mange enheder. Første bølge nåede forskansningerne, og i den efterfølgende nærkamp mistede zuluerne en masse SP, men briterne mistede også nogle. Et par ture efter var de næste bølger zuluer nået frem (erstatninger for dem der var blevet dræbt i første og anden tur), og deres angreb dræbte også en del briter.

Og sådan fortsatte det egentlig. Hospitalet blev sat i brand, og nåede også at nedbrænde med en af patientbrikkerne indeni. Jeg mistede hurtigt mænd nok til at jeg blev nødt til at trække mig tilbage til en stadigt mindre perimeter. Og selvom jeg i mange ture dræbte 20-30 SP pr. tur, betød det ikke det store, da der hele tiden kom nye til. Ved dagens slutning havde jeg helt måtte opgive at forsvare den del af stationen der indeholdt hospitalet og vandvognen (11 sikre VP til Frederik). Kraalen, som ligger meget perifært i forhold til briternes position iøvrigt, måtte jeg også opgive, så det så ikke godt ud. Frederik følte sig nok også ret sikker i sadlen, for han valgte at gå efter at eliminere alle mine tropper, i stedet for bare at indtage kraalen og vinde på den måde.

Som sagt så gjort, og i 3. eller 4. nattur blev mine tropper i "the final redoubt" overmandet og slagtet til sidste mand.

Og hvad syntes vi så om spillet? Desværre må jeg sige, at spillet skuffede en del, ikke mindst for mig som fik stryg i hvad der lignede en meget ubalanceret situation. Faktum er, at jeg ikke havde meget mulighed for at lave taktiske finesser: Mit spil bestod mest af at rykke et par enheder rundt hver tur, enten for at forsøge at dække en potentiel angrebsvej for zuluerne, eller for blot at forsøge at falde tilbage og konsolidere fronterne. Jeg var også virkelig, virkelig heldig med terningerne, og slog konsekvent over gennemsnit, men da Frederik jo bare fik alle sine døde tropper tilbage i spil, gjorde det ikke den store forskel. Frederik derimod, som faktisk var ret uheldig med sine terningslag, havde derimod ikke nogen problemer med langsomt, men sikkert, at nedkæmpe mine tropper. Det virkede som en fin idé at samle zuluerne i nogle store stakke, og det var ret frustrerende tur efter tur at skulle lave nærkamp med 10-12 britiske SP mod Frederiks 60+ (hvilket ikke var en ualmindelig situation). Godt nok rammer briterne på 5-6 (4-6 i visse situationer) mens zuluerne kun rammer på 6'ere, men de forventede tab selv med disse sandsynligheder taler for sig selv (ikke mindst når man tager i betragtning af briternes SP ikke kommer igen, mens zuluernes gør).

Udover balanceproblemet var spillet ret "upoleret" visse steder: Brættet, måske pga. sin illustrationsmåde, gav anledning til en masse spørgsmål: Heldigvis har en fan af spillet lavet en stor tabel der viser eksakt, hvilke felter der kan se hvilke, samt hvor langt der er mellem dem, for reglerne er ikke til meget hjælp når man skal finde ud af det. Og spillerne slår mange terninger hver tur: I hver skyderunde/nærkamp slås en terning pr. SP, så når zuluerne initierer nærkamp med 60 SP, skal der rulles nogle terninger!

Endelig er det lidt bøvlet for zuluerne hver tur at sikre sig, at det rigtige antal forstærkninger bliver placeret, da det i princippet kræver en optælling af alle zulu-SP på brættet.

Hverken Frederik eller jeg var synderligt imponeret. Bevares, jeg har prøvet værre, men på den anden side kan jeg godt finde bedre spil at bruge mine sjældne krigspilsaftener på. Columbias blokspil giver næsten alle et bedre indtryk end Victoria Cross.

KBK: Jambo (x2), Ra

Jeg mødte lidt sent i klubben, og de fleste var allerede i gang med at spille. Sune var derimod også lige ankommet, så vi blev enige om at prøve et to-personers spil. Jeg havde medbragt to nye Kosmos-kortspil, Blue Moon og Jambo, men da jeg havde mest check på reglerne til Jambo, var det det vi kastede os over.

Jambo er som sagt et to-personers kortspil, designet af Rüdiger Dorn, manden som også står bag Goa og Traders of Genoa. Spillerne er handelsmænd, som handler med eksotiske varer i det mørke Afrika. Kortene i decket er dels varekort (som lader spilleren købe eller sælge varer), hjælpekort (som bliver liggende på bordet når de er spillet, og gør forskellige fancy ting), personkort (en slags en-gangs hjælpekort), samt dyrekort (en-gangs vær-ond-ved-modstanderen kort).

Til at starte med har hver spiller et stort varebord, med plads til 6 varer. Dette kan i løbet af spillet udvides med et eller flere små vareborde, hver med plads til 3 varer. I en spillers tur har man 5 aktioner: Man kan starte med at trække et kort ved at bruge 1 aktion, og kan faktisk, hvis man er utilfreds med det trukne kort, discarde det og trække et nyt, men hvert nyt kort man trækker koster endnu en aktion. Efter korttrækningen kan resterende aktioner bruges til andre ting: Man kan købe varer ved at spille et varekort, tage de varer der er vist på kortet (enten 3 eller 6 varer), betale købsprisen og placere varerne på sit varebord (hvor der skal være plads). Man kan også sælge varer, igen ved at spille et varekort, aflevere de viste varer fra sit varebord, og tage penge svarende til salgsprisen. Man kan spille et hjælpekort, personkort eller dyrekort, og endelig man kan bruge et af sine allerede spillede hjælpekort (disse kan dog kun bruges en gang hver pr. tur).

Hver spiller starter med 20 guld. Når en spiller når 60 guld, får modstanderen en sidste tur, hvorefter spilleren med flest guld vinder.

Vi syntes begge at spillet fungerede udmærket, og det virkede ret CCG-agtigt. En del af hjælpekortene muliggør "veksling" mellem de forskellige typer ressourcer (f.eks. varer -> kort, varer -> penge, penge -> kort, osv.), og man har en stærk fornemmelse af at visse kort kan lave gode, Magic-agtige 'comboer'. Omvendt var vores holdning også at spillet nok ikke var det mest spændende vi havde prøvet, og for mit eget vedkommende har jeg en fornemmelse af at spillet nok kan holde til nogle spil mere, men at det ikke er noget jeg spiller om 1-2 år.

Vi spillede to spil, med mig som sejrherre i første spil mens Sune vandt det andet. Interessant er det, at i begge spil kom sejrherren som en overraskelse for os begge to! I begge tilfælde var det nemlig den spiller som fik opbygget nogle (tilsyneladende) seje comboer, der f.eks. tillod trækning af adskillige kort pr. tur, som tabte.

Konklusionen må være, at vi nok stadigvæk har noget at lære om god strategi i Jambo. ;-)

Efter denne to-personers ekstravaganza tog vi et spil Ra med Morten og Kenneth: Dette spil vandt Sune.

Jeg var træt og havde ondt i hovedet, så jeg valgte at slutte efter det spil, og tage tidligt hjem...

Brætspil i radioen

Fantasks Spilfestival havde besøg, ikke alene af hundredevis af spilinteresserede, men også af en rapporter fra Danmarks Radio. Det blev der et kort indslag på P1 ud af, som kan høres her.

Det der slog mig ved indslaget var dets meget negative tone. Journalisten kommenterer adskillige gange at det kun er mærkelige nørder der kunne finde på at (mis)bruge deres tid med noget så mærkeligt som at spille brætspil, når der nu er så mange andre, mere fornuftige ting man kan foretage sig, så som at se film eller fjernsyn! Alt i alt præsenterer han brætspil som en latterlig hobby befolket af folk der i deres nørdethed ikke ved bedre.

Men DR skriver selv om journalisten:

Thomas Holmby Hansen

Radio- og tv medarbejder (bl.a. KulturNyt) [email]

En skidt forstads-knægt, der henslæbte store dele af ungdommen i S-toget mellem Friheden station og Hovedbanegården, som var gateway til det virkelige liv. Slog et sen-firser smut omkring Århus og Journalisthøjskolen, men har siden delt livet ligeligt mellem Vesterbro, Valby, Radiohuset og biografmørket. Ti år på radioen har ikke formået at tørre det drengede smil af fjæset, når der er film, rollespil eller computerspil (ja, nærmest alle slags spil) i farvandet.

(Mine fremhævelser). Og det er jo interessant: Tydeligvis kan han ikke selv fraskrive sig en vis nørdethed, så hvad er det lige der foregår her? Mine bud er enten at han som rolle- og computerspiller føler sig lidt truet af brætspilsmiljøet (hvem der så kan forstå det), eller alternativt at den negative tone i indslaget i virkeligheden bare er et eksempel på ekstrem sort selvironi. Jeg håber da det sidste, men tvivler på det var en særlig fornuftig måde at behandle emnet på.

På den anden side blev han så åbenbart udsat for at skulle spille Igel Ärgern, så hvis han er kommet derfra med et lidt forskruet indtryk af hobbyen, er det måske ikke så mærkeligt. :-)

Geistertreppe for små børn?

Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at vise Iben mit nye Geistertreppe, da det jo er et børnespil. Ifølge æsken er det for børn på 4 år eller mere, og jeg kan bekræfte at det nok ikke duer til 2-årige. :-)

For godt nok var Iben vild med det. Ikke at spille det som så (for det kunne hun ikke finde ud af), men bare at lege med komponenterne, sætte spillerbrikkerne under spøgelser, sætte spillebrikkerne sammen to og to, osv. Problemet var bare at jeg prøvede at håndhæve nogle regler, så som at hun ikke selv måtte tage spillet frem fra hylden, og at spillet ikke skulle spredes ud over hele lejligheden, men Iben tog det ikke pænt at blive dikteret hvad hun måtte. Vores konfrontation endte med hende højt hylende, med Geistertreppe komponenterne spredt over et stort område, og med at jeg bestemte at spillet hellere må blive gemt bort lidt endnu...

Men det er hårdt når hun efterfølgende med store øjne står og spørger efter "spøgelsesspillet", som hun ikke kan forstå hvor er blevet af. Ak, ja. :-)

KBK: Goa (x2), Geistertreppe

Jeg kæmpede mig bravt gennem snestormen som havde ramt København, for ikke at gå glip af KBK-mødet, og det var en spændende cykeltur med tungen lige i munden! Klubben var også lidt tyndt besøgt denne gang, idet en del nok havde valgt at blive hjemme i varmen. Men lidt folk var der da; Bo og Claus spillede Paths of Glory, mens Søren, Teis, Kasper og Poul spillede Sørens (?) nye 7 Ages. Det er jo et spil jeg havde kigget lidt på også, men dets slå-på-hinanden natur, for slet ikke at snakke om den lange spilletid havde afholdt mig fra at købe det. Og efter sigende nåede gutterne næsten at blive færdige med 2. tidsalder (ud af 7) efter at have spillet hele aftenen, så noget kort spil er det i hvert fald ikke. Men deres reaktioner var vist overvejende positive.

Selv satte jeg mig til at spille Goa med Rasmus, Ken og Anders. Ligesom i lørdags kom jeg godt fra start, og helt op til runde 5-6 stykker så det godt ud for mig, omend de andre fire også fik deres spil til at fungere. Men igen ligesom i lørdags gik det "galt" for mig til allersidst: Jeg gennemgik en auktionsrunde, hvor jeg fik købt en mindre god tile tidligt, og derfor ikke kunne være med til at byde på de senere, gode ting, og da jeg i mine efterfølgende aktioner præsterede at bruge tre aktioner på at kolonisere Calicut, var jeg lige pludseligt ude af spillet. Godt nok valgte jeg nogle koloniseringsforsøg der ikke var sikre, men odds var gode: Første gang skulle jeg trække 5 med tre kort, men trak to ettere og en toer. Anden gang skulle jeg trække 4 med to kort, men fik kun en etter og en toer. Grrr! :-(

Eneste positive var, at jeg endte med lidt flere points end Ken: Vi endte begge højt i 30'erne, mens Rasmus fik nogen-og-40. Anders vandt overbevisende med over 50 points, og da det var hans første spil, var han naturligvis ikke til at skyde igennem. Vi jokede lidt med at vi havde ladet ham vinde (da det er en kendt sag at Anders ikke bryder sig om spil, hvis han taber de første par gange) men han var vist ikke overbevist... :-)

Ken skulle på arbejde, men Rasmus, Anders og jeg besluttede bravt at kaste os ud i endnu et Goa: Også denne gang klarede jeg mig fint, og (overraskende!) gik det ikke galt for mig i de sidste par runder, men alligevel løb Anders endnu en gang med sejren, igen med omkring 50 points. Jeg havde i midten af 40'erne, mens Rasmus denne gang havde haft et skævt spil, så han kun endte med omkring 38... Jeg kunne have fået flere points, men min desperate søgen efter matchende ekspeditionskort i sidste runde bar ikke frugt (mine fem kort endte med at blive to par og et enkelt).

Rasmus mente efterfølgende, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, at to spil Goa på én aften er et for meget: Det er et fedt spil, men det er også virkelig tungt og krævende at spille, og vi var begge ret bustede bagefter. Jeg har også nedgraderet min rating på Boardgamegeek fra 9 til 8: Der er et par ting ved spillet der irriterer mig lidt. Bl.a. den uelegante knald-eller-fald mekanisme når man laver kolonier (at jeg selv blev ramt af uheld på den front har nok en del med min utilfredshed at gøre!) I hvert fald synes jeg den mekanisme virker lidt ude af trit med spillets ellers analyserende og processuelle feel. Desuden synes jeg spillet er en anelse for abstrakt: Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om nogen andre af de tunge tyske spil, hvor temaet virker så kønsløst som her. Og da mekanismerne ikke er specielt mere abstrakte end i de andre tunge spil, tror jeg forskellen for mig ligger i at Goa heller ikke har særligt meget visuel bekræftelse af temaet: Der er f.eks. ikke noget kort over området, mens spil som Puerto Rico da i det mindste gør et forsøg på at lade spillerne individuelle brædder ligne et landskab. I modsætning hertil er alle komponenter i Goa designet til at være funktionelle - og det klarer de godt - men der ikke er meget fornemmelse af temaet i dem, og det er synd synes jeg.

Efter andet spil Goa skulle Anders til gå, men jeg overtalte ham til at prøve mit nye Geistertreppe, som jeg var i færd med at hive shrinkwrappen af. Hans beklagelser om at han kun havde 5-10 minutter hjalp ikke, for jeg mente sagtens vi tre kunne prøve det på den tid! Og det kunne vi: Efter intensive 5 minutter stod Rasmus som vinder på toppen af trappen, da han havde været i stand til at huske hvilket spøgelse der var hans. Vi spillede nu også uden ekstrareglen ("for større børn"!), hvor spillerne også kan bytte rundt på hinandens identitets-brikker, og brug af den ville nok have gjort huskeelementet i spillet noget sværere.

Geistertreppe er oplagt et børnespil, men det var faktisk sjovt nok, i og med at det ikke tager længere tid end det gør. Jeg vil ikke udelukke, at det også kunne være et OK drikkespil (for voksne!), omend udfaldet af et spil i det tilfælde nok ville være ret tilfældigt... :-)

Klokken var nu mange, så med nogle af mine nye ting i tasken (Candamir, Old Town, Geistertreppe, 6 Nimmt), cyklede jeg hjem gennem det snedækkede landskab.