Nye spil (nu med billeder!)

En række nye ting har endnu en gang fundet vej til mine hylder:

• Das Ende des Triumvirats. Essen-nyhed. Tysk spil for 2-3 spillere, omhandlende en (lettere uhistorisk) konfrontation mellem parterne i det første Triumvirat, Cæsar, Pompeius og Crassus. Ser sejt ud.

• Byzantium. Essen-nyhed. Et Martin Wallace spil (!) hvor spillerne spiller de to stridende parter, Byzans og araberne, ud mod hinanden for egen vinding.

• War for the Union. Et gammelt, strategisk spil om den Amerikanske Borgerkrig, udgivet af Clash of Arms. Jeg har ejet et eksemplar tidligere, og har nu generhvervet mig et eksemplar i bytte for mit Princes of the Renaissance.

• Hitler's War. En anden gammel traver jeg har generhvervet i en byttehandel.


• Soldier Raj. Og endnu et krigsspil, denne gang omhandlende kolonikrigene i Indien (indtil ca. 1840). Multiplayer-spil, udgivet af Avalanche.

Med to tyske spil og tre krigsspil, er der noget at tage fat på!

KBK: Ys, La Strada, Through the Desert, Streetsoccer

En stille aften i KBK med 9-10 fremmødte. Og lad os få resultaterne overstået med det samme, Rasmus og jeg deltog i de fire ovennævnte spil, og Rasmus vandt dem alle.

Det lykkedes endelig Rasmus at få Essen-nyheden Ys (Essen 2004, altså!) på bordet i KBK. Spillet er et medium/sværvægts spil i den tyske genre, og historien er at spillerne repræsenterer købmænd i middelalder/fantasy-byen Ys, hvor det gælder om at skrabe så mange ædelsten sammen som muligt. Ædelsten kommer i fire farver, og til slut får spillerne her points alt efter om de har flest, næstflest, osv. af hver farve. Desuden findes sorte ædelsten, og her får hver enkelt spiller points baseret på hvor mange sorte ædelsten han har, uden hensyn til hvor mange eller hvor få de andre har. Der findes desuden nogle ekstra måder at få points på i løbet af spillet, så spillerne gives mange muligheder for at vælge hvor deres points skal komme fra (omend de farvede ædelstene åbenlyst er den primære pointkilde).

Brættet forestiller byen Ys, som er cirkelrund og opdelt i fire kvadranter (byplanlægning på et højt niveau, tilsyneladende!). Hver kvadrant består af tre områder; havnen, handelskvarteret, og slottet, og i hver af spillets fire ture placerer spillerne otte af deres agenter i de forskellige områder. Agenterne er store træcylindre med et tal (0-4) klistret i den ene ende, og idéen er, at spillerne placerer nogle agenter så tallet kan ses, og nogle så det er hemmeligt. Da det gælder om at få majoritet - højst samlet agentværdi - i hvert område hver tur, er spillet altså et "blind bidding" spil, omend som sagt med det twist at det kun er "halvblindt", da man jo kan se nogle af de værdier de andre spillere placerer. Efter alle spillere har placeret, bestemmes majoriteterne, og de forskellige belønninger fordeles. Højst samlet sum i en kvadrant får to af de fire ædelstene der er udbudt i kvadranten denne tur, mens næsthøjst og trediehøjst får én hver. Højst sum i kvadrantens havneområde får en sort ædelsten, højst sum i handelskvarteret inkasserer 3 victory points, og højst sum i slottet får et karakter-kort (hvilke giver forskellige engangs-bonusser, såsom ekstra points, ekstra varer, evnen til i én tur at placere alle ens agenter skjult, osv.).

Udover at placere agenterne i byen, kan de alternativt placeres på markedet, hvor de dels inkasserer et point med det samme, og dels er med til at kæmpe om de tre juveler, der denne tur er udbudt på markedet. Spillere der placerer agenter på markedet er desuden med til at bestemme ændringer i de fire ædelstenstypers relative værdier, og disse har indflydelse på, hvor mange points det til slut giver at have flest, osv. af hver type.

Hver spiller har 11 agenter, og de tre sidste af disse bruges hver tur til at bestemme spillernes turrækkefølge. Bruger man gode agenter til dette, kan man sikkert komme til at rykke sent i turen (hvilket er godt), men man har så tilsvarende dårligere agenter tilbage til at forsøge at vinde majoriteter i de enkelte områder på brættet.

Efter disse principper kører spillet nu fire ture, hvorefter pointene tælles sammen og vinderen findes.

En ting yderligere skal siges omkring spillet, og det er at uafgjorte situationer, og regler for tie-breaks er meget centralt for spillet! Jeg vil tro at 10% af teksten i reglerne dækker alle de forskellige tie-breaker situationer, og der er mange at tage hensyn til: Pointlighed i de agenter der bruges til at bestemme turrækkefølgen, lighed mellem agenter i et område, lighed mellem de forskellige søjler på ædelstens-værditabellen, lighed mellem ædestenenes relative værdier til slut, pointlighed blandt flere spillere til slut, og meget mere. Det er så centralt for spillet, at evnen til at udnytte tie-breakerne til sin egen fordel er absolut vitalt for et succesfuldt spil. Og min personlige holdning er, at det ikke er specielt elegant.

Min primære anke mod spillet er mekanismen med blind bidding. Der er for så vidt ikke noget principielt galt med denne mekaniske, men den opfordrer til gætteri og stolen-på-heldet (og bluff, vil nogle sikkert sige), og det er ikke mekanismer jeg bryder mig om i spil i denne genre.

Men kan man derimod lide blind bidding, og tungere tyske spil generelt, vil Ys garanteret være et hit. Personligt synes jeg det er et godt spil som jeg gerne vil prøve igen, men blind bidding problemet samt de mange regler for tie-breaks, forhindrer mig i at være helt ekstatisk. Vi får se om firmaets hit på dette års Essen-messe, Caylus, er bedre endnu. Meget tyder på det...


Efter Ys stod den på La Strada, og det er jo (oh, rædsel!) et Martin Wallace spil. Martin Wallace virker som om han grundlæggende kan lide at designe to typer spil; områdekonflikt-spil (hvor hver spiller har noget territorie, som man ekspanderer ud fra), samt ruteplanlægningsspil (hans togspil, for eksempel). Og La Strada hører til i den anden genre. Her forsøger spillerne at forbinde deres eget vejnet til så mange byer som muligt, og helst på en måde så så få andre spillere får adgang til de byer man selv har forbundet til. Man placerer sekskantede brikker med påtrykte vejstykker på brættet (a la Age of Steam og 18xx), og da man ikke kan bygge oven i andre spilleres veje, vil spillet være præget af forsøg på at spærre for de andres ekspansion så meget som muligt.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men spillet føles alligevel lidt fladt. Ens muligheder hver tur er ikke mange, og spillet bliver hurtigt repetitivt. Heldigvis skal det siges at spillet er hurtigt, så kedsomheden er da hurtigt overstået. Det skal også nævnes, at spillet fungerer langt bedre med fire spillere end med to, hvilket er den konstellation jeg tidligere har prøvet det i. To-personers spillet fungerer grundlæggende ikke, mens fire-personers udgaven da i det mindste er et nogenlunde middelmådigt lille spil.


Aftenen blev fulgt af en tre-personers Through the Desert, hvor jeg led et bragende nederlag. Og for første gang i mine TtD spil, oplevede jeg at spillet begyndte at stagnere hen imod slutningen. De sidste par ture havde jeg reelt ikke noget konstruktivt at give mig til, og måtte derfor bare bruge mine aktioner på at placere ikke-scorende kameler. Lidt træls, men som sagt har jeg ikke set det før, og jeg ved ikke om det er noget specielt for tre-personers udgaven af spillet.

Til sidst blev jeg af Rasmus introduceret til Streetsoccer, et lille to-personers spil om, ja du gættede det, fodbold. Spillepladen er en 10 x 6 felter stor bane, og hver spiller har fem spillerfigurer (kæmpe-meeples!) som rykker omkring på banen og forsøger at skyde bolden i mål.

For nu at starte med det positive; Streetsoccer føles ret meget som fodbold! Man positionerer sine spillere klogt (eller mindre klogt i mit tilfælde), afleverer bolden imellem dem, og ender forhåbentlig med mulighed for at score. Spillet er hurtigt, og kæmpe-meeples'ene er ret cool!

Når det er sagt, kan jeg kun sige at det gælder om at slå højt på terningen: Se, jeg slog en 6'er. Jeg tror jeg vil spille bolden tre fjerdedele ned ad banens længde og score. Nå, du slog kun en 1'er. Beklager, du kom dårligt nok ud af dit eget straffesparkfelt... Juhu, endnu en 6'er til mig! 2-0!! Og så fremdeles, indtil spillet (som sagt, heldigvis hurtigt) slutter.

Streetsoccer er en hurtig "filler", og hvis man kan lide fodbold og held i spil er det sikkert et fint spil. Personligt hadede jeg heldfaktoren, så jeg kan ikke forestille mig, det er noget jeg skal spille igen.

Udover de spil jeg deltog i, blev der dyrket alt fra Alhambra til Goa og Taj Mahal (eksotiske steder var in, tilsyneladende), og det er jo alle spil der vil kunne tæve Streetsoccer ud af en fodboldbane til hver en tid! :-)

Essen-nyheder

Samtidig med Viking-con blev årets messe i Essen også afholdt, og traditionen tro er der kommet et hav af nye spændende spil på markedet i den forbindelse. Jeg har derfor opdateret min ønskeliste med de spil jeg lige er faldet over som de meste interessante. Nu må vi se, hvornår (om overhovedet) de kommer til landet. :-)

Viking-Con 24

Sidste år havde jeg misset Viking-con, da det faldt sammen med Philips fødsel, men det er jo hvad der kan ske. :-) I år lykkedes det mig dog at komme afsted, og det var faktisk meget sjovt at være derude igen.

Jeg mødte op i KBKs lokale lørdag ved middagstid, lige i tide til at se finalen i Ra-turneringen. Da denne var færdig satte Rasmus og jeg os til at spille Taj Mahal med to piger, Anette og Marianne. Et sjovt spil som, ta-da!, endte med en sikker, og for mig overraskende sejr til mig. :-) Efter dette stod den på et par hurtige spil For Sale, som jo er mega-tilfældigt, men samtidig rigtigt sjovt. Også her vandt jeg det ene af spillene.

Nu er Viking-con jo andet og mere end bare at sidde omkring et bord hele tiden. En del tid går med at vandre rundt og se på andre folk, som sidder omkring et bord og spiller! Samt, selvfølgelig, med mellemrum at besøge madudleveringen, hvor man for små penge kan spise sig mæt i dejlige, nærende franske hotdogs og parisertoasts... Og så er der jo lige forretningerne (i år kun Fantask og Faraos Cigarer), men i år var udvalget dog ikke noget at skrive hjem om, så i første omgang var jeg sparsommelig.

Senere på eftermiddagen blev det til to andre spil i den tungere ende, først et Goa (hvor jeg som sædvanligt fik tæsk), og derefter et Tower of Babel. Tower of Babel har jeg kun spillet én gang før, og denne gang begyndte jeg at fatte lidt mere, men ikke nok til at vinde! Men det var egentlig et meget sjovt spil, så min initielle lidt lunkne fornemmelse af spillet blev lidt mere positiv nu.

Sidst på aftenen tog Rasmus og jeg os et spil stenalder-Carcassonne. Jeg spillede pænt og uaggresivt ("etisk", som jeg prøvede at overbevise Rasmus om), mens Rasmus gjorde alt for at sabotere mit spil. Slemme fyr, og heldigvis kan jeg berette at han nærmest blev massakreret i spillet, som endte med at jeg næsten overhalede ham med en omgang på pointsskalaen.

Søndag skulle jeg stå for St. Petersburg turneringen, som startede kl. 12. Jeg kunne kun fremskaffe tre eksemplarer af spillet, men da turneringen endte med kun at have 10 deltagere, var det fint nok. Det viste sig, at kun én af spillerne ikke kendte spillet, mens resten var garvede veteraner, så turneringen kom hurtigt i gang.

Turneringsformen var 3 runder, hvor alle fik lov at spille, fulgt af en finale mellem de fire bedste. I de indledende runder var Anette den bedste med tre sejre, men i finalen, hvor hun kæmpede mod Rasmus, Toke og Kenneth, gik den ikke længere. Rasmus havde et superspil, og løb sikkert med sejren. Hmm, jeg synes ikke det er første gang jeg har måtte overrække en gul t-shirt til Rasmus... ;-)

Sidste på søndagen gik forretningerne op på 50% rabat på resten af deres varer. Udvalget var dog ikke så spændende på det tidspunkt (omend man kunne have fået et War of the Ring til halv pris!), men jeg endte dog med at købe et lækkert bambus-mahjongsæt, samt kortspillene Dungeoneer - Dragons of the Forsaken Desert og Tichu.

Endelig skal også siges, at Consim vanen tro havde en spilquiz, og den endte jeg med at vinde. Det er ikke første gang (jeg har tidligere vundet ikke mindre end mit eksemplar af Expedition!), men i år var præmien lidt mere ydmyg. Dog, et eksemplar af Spielbox-magasinet, indeholdende Carcassonne - die Katharer udvidelsen er ikke noget at kimse af!

Alt i alt en hyggelig Viking-con, omend jeg godt kan mærke at min entusiasme for arrangementet ikke er den samme som i gamle dage. :-)

Orient Express

Jeg fik Tine med på at prøve mit nye detektivspil, det gamle Orient Express. Brættet viser to vogne i toget, med indikation af hvilke rum der har hvilken funktion, samt hvor de enkelte passagerer og personalet befinder sig. Som detektiv bevæger man sig nu rundt og undersøger rum og interviewer de forskellige personer. Alle informationer hørende til sagen findes på en række små kort, og de forskellige aktioner indebærer allesammen, at man læser det tilsvarende kort. Spillerne repræsenterer konkurrerende detektiver, og da de fleste kort skal læses højt, mens enkelte kun læses af den detektiv der er ved at tage sin tur, vil spillerne ikke have (helt) det samme vidensgrundlag, når de skal forsøge at finde ud af, hvad der er sket.

Alt imens spillerne skiftes til at have tur, bevæger toget sig fra Paris mod Istanbul, og hvis spillerne ikke inden ankomsten har formået at finde den (eller de) skyldige, taber de. Når en spiller mener at have løsningen, skriver han den ned med indikation af hvor mange ture der blev brugt. Det sidste er en slags tiebreaker, hvis flere spillere ender med den rigtige løsning.

Spillet indeholder 10 sager, og da hver enkelt sag ikke kan spilles mere end én gang - medmindre man da har glemt hvad den går ud på - har spillet som sådan en noget begrænset levetid. Dog, 10 sager tager også tid at komme igennem, så Tine og jeg har da en del afteners underholdning at se frem til.

For vores konklusion var generelt positiv. Tine brød sig ikke om det konkurrence-mæssige aspekt af spillet, så vores fremtidige spil bliver nok samarbejdende, med kun en detektiv. Den første sag, hvor en stakkels mand er blevet myrdet af ikke mindre end tre forskellige, var interessant og hverken for svær eller for let. Hvis resten af sagerne er af samme kvalitet, forudser jeg mange timers underholdning fra spillet.

PS: Vi løste ikke sagen korrekt, da vi kun ramte rigtigt med 2 af de 3 vi havde anklaget... :-)

KBK: Titan

Efter kun en uge var jeg tilbage i KBK, denne gang med aftale om at spille Titan med Frederik og Sune. Sune kom bedst fra start - langt bedst, faktisk - men jeg begyndte at få nogle points, ikke mindst da jeg slog Frederik ud af spillet. Min titan var således stærk, men ikke noget match for Sunes titangruppe, som til sidst indeholdt 3 kolosser (og assorterede andre nasties)! Jeg blev dog reddet af en af mine andre grupper, fyldt med slanger, som bravt tog kampen op mod Sunes titangruppe. Sejren i den kamp burde nok have været hans, og mit mål var også kun at svække ham lidt, men med usandsynligt fantastiske terningslag (20-30% seksere fra slangerne målt over hele kampen, vil jeg tro!) endte jeg faktisk med at vinde kampen, og dermed spillet. Sune var lidt tavs, og det er der jo ikke noget at sige til, mens jeg var forståeligt kåd. :-)

Samtidig er jeg også begyndt at spille computerudgaven af Titan, Colossus. Jeg spillede det lidt for et par år siden, men fandt den gang brugergrænsefladen for mystisk. Det er dog blevet bedre nu, så nu spiller spillet hurtigt og nemt, og det er supersjovt at spille hazarderet og aggresivt, vel vidende at man ikke er ved at kaste en hel aftens underholdning over bord, da man her bare kan start et nyt spil, hvis ens sats ikke lykkes. Det gør det nu gerne, for AI'erne er ikke så gode til at spille kampe, så man kan slippe af sted med at angribe med dårligere odds en når man spiller mod "rigtige" modspillere...

KBK: War of the Ring

Det er lidt sløjt med spilleriet for mit vedkommende i øjeblikket, hvorimod spilindkøbene paradoksalt nok (?) går over al forventning. Men der er da KBK til at holde mig i gang, og denne gang havde jeg aftalt med Sune at spille War of the Ring. Det er ikke for meget at sige, at jeg synes meget godt om spillet, og egentlig anser det for et af de bedste spil jeg har købt i årevis. Så det er fantastisk at få mulighed for at spille det en gang imellem.

Sune og jeg fik overraskende nok selskab af Ken, der ikke havde spillet War of the Ring før, men gerne ville prøve. Om det bare var fordi Rasmus samtidig var i gang med at forklare reglerne til Chinatown (som, mens det sikkert er et fint spil, ser skrækkeligt kedeligt ud), skal jeg ikke kunne sige. :-)

War of the Ring er egentlig et ret komplekst spil, hvis man bare betragter mængden af regler. Derfor tog det også en del tid at forklare reglerne for Ken (hvilket havde den positive sideeffekt at jeg lige fik repeteret dem overfor mig selv), men heldigvis er det for WOTR's vedkommende sådan, at spillet kører enormt glat derefter, og det tager ikke mere end en tur eller to, før man er fortrolig med regelmekanismerne.

Sune ville gerne spille de gode, så Ken og jeg delte de onde mellem os, med Ken som Saruman og øster-/sønderlændigerne, og med mig som onde, onde Sauron. Ken havde spurgt til spillets balance, og jeg havde svaret at den eneste konstante ubalance er, at jeg altid taber. :-)

Lettere inspireret af strategiartikler på nettet, besluttede jeg at dele Mordors styrker, og lede en hær nordpå mod Dale/Erebor/Woodland Realm området, mens en anden hær, støttet af Kens sønderlændinge angreb Gondor. Samtidig skulle Ken så opbygge Isengards styrker, og lave det obligatoriske angreb på Rohan.

Helt efter planen gik det dog ikke: Ken og jeg slog enormt mange character og event dice i de første ture, så mobiliseringen af de ondes styrker gik meget langsomt. Det tog en evighed at få Saruman og The Witch King i spil (det kræver 4 muster-terninger, uha-uha!), og endnu længere tid at få rykket Mordors hære ud af Mordor...

Samtidig gik det hele fint for Ringens broderskab: Først et felt syd for Lorien gik det lidt galt, da tre medlemmer pga. en event blev tvunget til at forlade broderskabet. Frodo & co kunne dog glæde sig over stadig at ligge på 0 corruption, så helt slemt var det ikke.

Erobringerne begyndte at indfinde sig, men det gik langsomt: Første sejr var sønderlændingenes relativt fredelige besættelse af Pelargir (1 VP). Dernæst fulgte Dale (2 VP) og Helm's Deep (4 VP). Og herefter gik det egentlig lidt i stå, idet jeg med fantastisk usandsynlige slag var ude af stand til at bringe Minas Tirith til fald før meget sent, hjulpet af stadige strømme af forstærkninger til at erstatte mine tab (6 VP). Sidste i spillet sendte Ken en ekspeditionsstyrke til The Shire, som den prompte indtog (7 VP).

Vores snedige plan var nu at bringe erobringerne til ende ved at lade Sarumans styrker tage Edoras, mens jeg koncentrerede mig om Erebor, men det var for sent og blev for halvhjertet: Kens styrke i Rohan præsterede at tabe slaget om Edoras, og jeg nåede kun lige at igangsættet belejringen af Erebor, da Frodo (sikkert lystigt fløjtende med sine 4-5 corruption points) uden problemer kastede Ringen i ilden. Turen gennem Mordor havde været omtrent så stressende som en shoppingtur på Strøget, så med kun 7 VP, og en frisk Frodo ved vejs ende, var spillet ikke engang tæt denne gang...

Og det er jo så her, jeg bør komme med mit balance-hyleri. :-)

For lad os se det i øjnene, balancen i et tre-personers spil bliver i hvert fald rykket markant til de godes side i forhold til spillet med to spillere. Den store forskel er koordineringen mellem de ondes styrker: Dels kan de onde ikke koncentrere deres terninger på en front: Man skal død og pine dele dem op mellem de forskellige fraktioner. Desuden har det også en stor betydning for de ondes eventkort, som nu bliver meget, meget sværere at få timet rigtigt. Om fire-spillers versionen vil ændre meget på balancen, tvivler jeg på. Godt nok bliver de gode også delt op på to spillere, men da de gode alligevel er langt mere reaktive, for ikke at sige passive, og da begge de gode spillere stadig kan aktivere broderskabet, kan jeg ikke se det er det store problem.

Men en god ting ved War of the Ring er, at selvom man taber er det sjovt alligevel! Så jeg er altid frisk på et spil mere. :-)