KBK: Descent - Journeys in the Dark, Fairy Tale (x3)

Jeg havde aftalt med Tobias at vi skulle prøve et spil, som normalt ikke er min genre: Descent: Journeys in the Dark som er et nyt dungeon-udforskning/monster-bashing spil fra Fantasy Flight Games. En spiller er "overlord"; han kender det scenarie der skal spilles, og styrer de forskellige monstre (altså en slags dungeon master). Og de øvrige spillere repræsenterer selvfølgelig så hver en helt, som udforsker dungeonen. For dem er spillet kooperativt, dvs. spillerne vinder enten samlet over overlord'en, eller taber samlet til ham. I vores spil var Tobias overlord, mens Teis, Anders og jeg var de brave helte. Teis var en lidt vattet troldmand, Anders var en økse-svingende psykopat-ork, mens jeg var en næsten lige så drabelig sværd/magi-undead (eller sådan noget).

Og det var set i bakspejlet godt med alle de krigere, for hvis der er én ting man laver i Descent er det at slås. Hele tiden, stort set, kun afbrudt af lidt sporadisk samlen-skatte-op og den slags. I vores scenarie skulle vi have elimineret et fælt slange-agtigt væsen (en "naga", hvis man er til den slags), men vejen til det bagerste kammer, hvor det selvfølgelig holdt til, var tæt belagt med andre uhyrer. Heldigvis for os var de generelt ikke til så meget, og den dynamiske Anders/Jens "slå ting i hovedet med noget tungt metal indtil det er dødt" duo ryddede generelt en bred sti af splattede monstre. Til sidst nåede vi så (endelig) frem til nagaens kammer, men heller ikke den kunne stille så meget op mod de massive tæsk vi kunne uddele, så scenariet endte med en sikker sejr til os tre spillere.

Efterfølgende må jeg konstatere at Descent måske nok var meget hyggeligt, men noget 'Jens-spil' er det ikke. Morskaben i det kom for mit vedkommende næsten udelukkende fra det sociale (hvilket selvfølgelig ikke var at foragte), for spillet selv synes jeg altså ikke var til så meget.

Man kan håbe at det måske var det scenarie vi spillede der ikke var så godt, men omvendt kunne jeg sagtens forestille mig at det er typisk for alle scenarierne. I hvert fald synes jeg der var for meget monster-bashing - næsten ikke andet, faktisk - og ikke så meget "udforsk den spændende dungeon" fornemmelse. Godt nok var der et par gåder man skulle løse, men de var næsten fornærmende trivielle, så i sidste ende bestod spillet stort set kun af at slagte sagesløse uhyrer. Jeg tror heller ikke det er en god ide, at man i Descent kan se hele brættet fra starten af (modsat forgængeren Doom), da det ikke ligefrem bidrager til at højne fornemmelsen af at udforske det ukendte.

En ting der overraskede mig, var at jeg havde forventet noget mere af spillet betragtet som spil: Det er jo blevet rost til skyerne på nettet, og virkelig lagt ud som 'state of the art' indenfor genren, men sandt at sige syntes jeg ikke der var meget elegance over spilmekanismerne. De var selvfølgelig ikke specielt uelegante heller, men der er ikke meget over spillet som ikke kunne have været designet i firserne. Det er også meget langvarigt - og det var da vist endda et af de kortere scenarier vi havde gang i.

Så nogen stor succes kan man ikke kalde det, for mit vedkommende i hvert fald.


Efter Descent var der generelt opbrud, men en lille gruppe af os (Rasmus, Teis, Anders og mig) havde lyst til lidt mere, og valget faldt på mit forslag, kortspillet Fairy Tale. Dette er et lille japansk-designet spil med fantasy-tema, hvor spillerne "drafter" kort, som dernæst bliver spillet. Efter 4 omgange draft/udspille, afgøres vinderen ved at tælle points for de kort hver spiller har fået spillet.

Draft-mekanismen er hentet direkte fra "booster draft" formatet i Magic-verdenen. Her åbner hver spiller en booster pack, vælger et kort som beholdes, hvorefter resten af kortene sendes videre til den næste spiller. Denne vælger så også et kort, sender resten videre, og så fremdeles indtil alle kort er blevet fordelt. Efter dette laver hver spiller så et deck af sine draftede kort, og man spiller en turnering.

I Fairy Tale får hver spiller i en draft 5 kort, og også her beholder man et kort, sender resten videre, osv. Efterfølgende spiller hver spiller tre af sine fem kort, og mange af kortene har her specielle evner som udløses i forbindelse med at kortet spilles. Og som sagt gentages draft/spil cyklussen fire gange, hvorefter der tælles points. Nogle kort har en konstant points-værdi, andre giver lige så mange points som antallet af den pågældende type kort man har liggende, og andre kort igen giver points på andre obskure måder.

Idéen er selvfølgelig at man efterhånden som spillet skrider frem kan se, hvilke typer kort de andre spillere efterspørger, og derfor kan vælge at drafte enten konstruktivt (for at hjælpe sig selv) eller destruktivt (for at sabotere de andre). I hvert fald syntes jeg Fairy Tale var ret sjovt. Vi spillede kun med grundreglerne, men i fremtiden bør vi nok spille med alle reglerne da de giver noget ekstra dybde.

I vores tre spil var det Anders der var den store Fairy Tale-haj, med sejre i alle tre spil. I sidste spil måtte han dog dele sejren med Teis, så kun Rasmus og jeg viste os som totalt inkompetente kort-draftere. :-)

KBK: Byzantium, St. Petersburg - the Banquet, Money

Til denne gang i KBK var det aftalt at vi skulle prøve Martin Wallace's nyhed fra sidste Essen-messe, Warfrog-spillet Byzantium. Jeg havde fået læst regler (sådan da), i hvert fald godt nok til at jeg kunne viderebringe dem til de andre spillere; Rasmus, Jorid, Søren og Ken. Nu er Byzantium kun et 4-personers spil, så Ken og jeg spillede sammen.

Byzantium er et typisk Martin Wallace "crossover" spil: Tysk og abstrakt i sine spilmekanismer, men alligevel med mere forbindelse til sit tema end man normalt ser i tyske spil. Situationen i spillet er den oprindelige muslimsk/arabiske ekspansion, og de resulterende kampe mod det Byzantiske rige. Hver spiller repræsenterer, ja jeg ved faktisk ikke helt hvad, men i hvert fald har man et ben i begge lejre, styrer hære på begge sider og indtager byer for både araberne og Byzans. Man scorer også points for begge sider i konflikten, og til sidst er ens slutscore summen af de to tal, forudsat at det ene tal ikke er over dobbelt så højt som det andet, i hvilket fald man kun scorer det højeste af tallene.

Sit overbevisende tema til trods, virkede Byzantium som et mærkeligt misk-mask af et abstrakt tysk spil, og et gammeldags køb-hære-og-angrib-de-andre-og-slå-en-masse-terninger spil. Sandt at sige var det ikke nogen stor succes for mig, og det til trods for at Ken og jeg hev en snæver sejr hjem. "Slå på de andre" aspektet virkede for arbitrært, da det ikke var til at se hvorfor det lige skulle være bedre at slå på f.eks. Jorid end Rasmus. Så i sidste ende endte man med bare at vælge et offer tilfældigt, til offerets store utilfredshed. :-) I hvert fald har jeg ikke meget til overs for den type spil mere, så Byzantium er ikke noget der står højt på min spille-ønskeseddel længere. At jeg så har et eksemplar liggende uspillet derhjemme er lidt surt, men det vil sikkert blive solgt en dag.

Efterfølgende prøvede vi St. Petersburg, som med den nye, lille udvidelse fra Spielbox-bladet har fået en rennæssance i KBK. Ikke at udvidelsen ændrer så meget: Den består af en lille håndfuld nye kort, som blandes i de forskellige bunker fra start. Der er et par nye bygninger, men de fleste kort er nogle nye lilla, "engangs-kort", som man trækker op på hånden, og i en senere tur kan spille for at udløse en effekt. Umiddelbart kan jeg ikke se nogen grund til ikke at bruge udvidelsen, da den ikke er "skadelig" for spillet på nogen måde, og til gengæld giver lidt fornyelse. Gad vide, om/hvornår udvidelsen bliver implementeret i Westpark Gamers' PC-udgave af spillet?

Som aftenens sidste spil insisterede Rasmus på den nyeste (i KBK i hvert fald) Knizia-filler, kortspillet Money, som Rasmus, Teis og jeg kastede os over. Og nu er jeg jo ikke meget for at skrive dårligt om Knizia, men Money føltes altså lidt rutine-præget: Fordel nogle kort blandt spillerne, benyt nogle obskure og sindrige mekanismer til at fordele tilføje flere kort til folks hænder, og find til sidst en slutscore for hver spiller, baseret på et hav af mystiske kriterier. Jeg var i hvert fald behørigt skuffet, og har ikke nogen interesse i at spille Money igen. Og hvorfor egentlig også, når både High Society, For Sale, Geschenkt, Fairy Tale og masser af andre fillere er sjovere? :-)

Nyt spil

Et nyt spil er det blevet til i januar: Krigsspillet Commands & Colors: Ancients fra GMT. Spillet er tredie spil i Commands & Colors serien designet af Richard Borg - de to første er de ekstremt populære spil Battle Cry og Memoir '44.

Mens Battle Cry er et spil om slag fra den Amerikanske borgerkrig (serveret på en letfordøjelig måde) og Memoir '44 omhandler 2. Verdenskrig, handler Ancients om slag i oldtiden, nærmere bestemt om Rom mod Karthago i den 2. Puniske krig. Og mens de to første spil benytter plastikfigurer til at repræsentere styrkerne, bruger Ancients træblokke med klistermærker på. En klar nedgang i de komponenternes kvalitet i forhold til de andre spil vil en del nok mene, omend jeg som ikke er nogen plastikfigur-fan ikke har noget mod træblok-konceptet. Eneste ulempe er, at man jo selv skal sætte klistermærker på, og vi taler om 350+ klodser der alle skal have klistermærker på begge sider. :-(

Det er jeg ikke færdig med endnu, så spillet er stadig uprøvet. Men cool ser det ud, så det kan ikke vare længe inden det skal prøves.

KBK: Caylus

KBK aftenen bød på endnu et spil Caylus, denne gang med fem deltagere; Sune, Ken, Rasmus, Anders og mig. Jeg kom et stykke ind i spillet uden at have tiltusket mig nogen Favours, og som konsekvens af dette valgte jeg helt at lade være med at gå efter dem. Istedet minimerede jeg min indsats på slottet, og koncentrerede mig om at bygge bygninger, og det gik også meget godt. Ikke godt nok, dog, for Ken fik mange Favours, og fik bl.a. 20 VP fra den øverste række. Det var nok til at give ham sejren:


Orange (Ken), sort (Anders), blå (Sune), grøn (mig) og rød (Rasmus)

Bemærk Rasmus' flotte placering. :-)

Dette spil bekræftede mit første indtryk af, at spillet er for langsommeligt. I særdeleshed med 5 spillere, hvor det bare fortsætter og fortsætter med det samme, igen og igen... Egentlig kan jeg godt lide den type handlinger og beslutninger spillet involverer - på papiret er det et rigtigt Jens-spil - det er bare for meget af det gode.

Jeg kunne godt tænke mig at prøve det med færre (2-3) spillere, og se hvordan det så fungerer. Jeg har en mistanke om, at det ville passe mig bedre. 5 spillere er i hvert fald for mange, synes jeg. Men når det er sagt, var det jo sådan meget sjovt, og man kan sagtens spille værre spil end Caylus!