KBK: Antike, Amun-Re, Pyramiden des Jaguar (x2)

Ved min ankomst til klubben satte seks af os sammen for at prøve Antike (Teis, Anders, Jorid, Sune, Ken og mig), det nye civilisations-byggespil som udkom på Essen i år. Vi spillede på det vestlige bræt, og trak lod om nationerne, og jeg endte med at blive germaner - ligesom i mandagens spil i eks-rollespilsgruppen. Teis var Persien, Jorid var Fønikien, Anders var Grækenland, Sune var Karthago, og Ken var min nabo mod syd, Rom.

Det var hurtigt tydeligt at de tre østlige nationer havde mindre plads end os andre, og de kom da også hurtigt i kamp med hinanden. Jorid placerede sin base i det sydøstlige hjørne og kom hurtigt foran på points, men lidt henne i spillet blev hun overhalet af Ken. Ken beholdt faktisk sin føring resten af spillet, og endte som sejrherre, skarpt forfulgt af Sune og mig, med de tre østlige kamphaner længere tilbage. Der var bred enighed blandt alle om at det var et rigtigt sjovt spil (altså en lidt mere positiv reaktion end efter mandagens spil) som skulle spilles igen snarest.

Jeg synes Antike er et godt, snedigt udtænkt og hurtigt civilisations-byggespil, og det er det tætteste vi endnu er kommet på en hurtig/spilbar Civilization-klon.

Til trods for det er det ikke nogen erstatning for den gamle klassiker: Alle de aspekter der gjorde Civilization til den succes det var, mangler i Antike: Der er ingen befolkningstilvækst (istedet har man bare det sædvanlige byg-hære-og-flåder), ingen handel, ingen fornemmelse af civilisationernes storhed og fald, ingen naturkatastrofer, og et meget svagere teknologiudviklings-system. Byer er også håndteret meget mere abstrakt i Antike, hvor de i princippet bare er kontrolmarkører for et felt, istedet for i Civilization, hvor byer behandles helt specielt og interagerer med befolkningen omkring dem på en række spændende måder.

Istedet for et "Civilization light" har vi et hurtigt spil hvor hver nation hele tiden ekspanderer (i territorium, teknologier, templer, etc.) indtil en af dem når den vindende VP grænse. Mekanismen for at vælge aktioner vha. hjulet er overraskende velfungerende, og fører til mange svære valg. Slå-på-lederen problemet, som normalt er udtalt i denne type spil er stort set løst her, da spillerne jo scorer VP i løbet af spillet, og ikke senere kan miste dem igen.

Med hensyn til balancen af VP grænserne (altså om man spiller til for mange eller for få VP, afhængigt af antallet af spillere), har det virket OK for mig i begge spil. Især i 6-spillers spillet, hvor det føltes om om spillet endte på netop det rigtige tidspunkt. I 4-spillers spillet følte vi alle at der var potentiale for et langt, sejt slutspil (hvor folk prøver at angribe hinandens templer, bare for at score det sidste VP), men heldigvis undgik vi det. Jeg kan se at der kan være problemer med tre spillere, hvor man spiller til 12 VP, men løsningen er heldigvis simpel, nemlig at spille til færre (10) VP istedet.

Jeg synes at spillet fungerer bedre med mange spillere. Med færre spillere føles brættet for åbent, og der er ikke nok konkurrence om VP kortene. Hvorfor disse elementer ikke er skaleret ned med færre spillere, ved jeg ikke: Det virker som en oplagt løsning (f.eks. at spille på halvdelen af brættet og med ca. halvdelen af VP kortene, når man kun er tre spillere), istedet for at ændre VP grænsen for sejr.

I det store hele kan jeg gode lide spillet. Det er ikke - for mig, i det mindste - den klassiker Civilization er, men Antike er sjovt (nu, spørg mig igen om et år), og det er hurtigt nok til at man faktisk kan få det spillet.


Efter Antike stod den på et af mine yndlingsspil, Amun-Re. Deltagere var Rasmus, Jorid, Anders, Jakob og mig. Som altid var det guddommeligt sjovt, og det endte med en fortjent sejr til det nye medlem, Jakob, med Rasmus og mig få points bagefter, og med de to sidste længere bagud.

Sidst på aftenen satte Rasmus og jeg os til at spille Pyramiden des Jaguar, det lille bitte kortspil i Kosmos' to-spiller serie. Det kan lige nu fås til 1 euro (!) hos Adam Spielt, men om det er det værd er jeg lidt usikker på. Min konklusion er i hvert fald, at det ikke er specielt sjovt, og jeg har ikke den store interesse i at spille det igen. Forhåbentlig er mit andet, nye Kosmos-spil, Druidenwaltzer, sjovere!

Antike

Eks-rollespilsgruppen mødtes denne gang hos Claus, og med Antike, Puerto Rico, Modern Art og E&T kortspillet på bordet, faldt valget på Antike.

Antike er et civilisations-byggespil, i stil med det gamle Civilization, Vinci, Mare Nostrum og den slags spil. Hver spiller kontrollerer en nation og bygger byer, templer, enheder og teknologiske fremskridt, for på den måde at gøre sin nation mere succesfuld end de andres.

Brættet er to kort; et trykt på hver side af brættet. Den ene side afbilder Middelhavsområdet, fra Spanien og Britannien i vest til Tyrkiet og Mellemøsten i øst. Den anden side af brættet viser det østlige Middelhavsområde (fra Grækenland, cirka), den arabiske halvø, over til Mesopotamien.

Brættet er opdelt i felter, som kan producere en af tre forskellige ressourcer, marmor, jern eller guld, hvis en spiller har en by i feltet. Disse tre ressourcer bruges til hver sin ting: Marmor bruges på at købe templer, jern bruges på nye enheder, og guld bruges på teknologiske fremskridt. Udover de tre typer ressourcer får spillerne i starten af hver af deres ture en "mønt", som reelt bare er en joker/wildcard ressource.

Fra starten kontrollerer hver spiller en nation, med byer i tre felter (en af hver slags ressource) og ingen enheder. Startende med startspilleren (altid en fast nation), og gående med uret rundt, tager spillerne nu deres ture:

Hver tur består af fire faser:

1. Få en mønt


2. Lav en aktion (mere om det nedenfor)


3. Byg evt. nye byer.


4. Tilegn sig historiske personligheder (hvis muligt)

Aktionen man kan lave i fase 2 er bestemt af hvilket af otte felter på "aktionshjulet" (trykt i hjørnet af brættet) man står på. Der er tre produktionsfelter, en for hver type ressource, og vælger man denne aktion, producerer alle ens byer af den relevante type. Normalt producerer en by 1 ressource af sin egen type, men har byen et tempel, producerer den istedet 3 ressourcer.

Udover de tre produktionsfelter, er der også 3 "byggefelter" på hjulet: Et felt hvor aktionen er at købe teknologiske fremskridt (for guld), et felt hvor man kan templer (for 5 marmor hver), og et felt hvor man kan købe enheder (legioner og flåder, som koster 1 jern hver).

De sidste to felter på hjulpet er manøvre-felter, som giver en lov til at rykke og angribe med sine enheder. Som udgangspunkt kan enheder rykke et felt, og kamp i et felt sker hvis mindst en af de involverede parter ønsker det. Man kan også i forbindelse med en manøvre angribe byer, men dette koster et ekstra movement point, så enten skal man allerede stå i feltet med sine enheder, eller også skal man have de teknologiske fremskridt, som giver en lov til at rykke længere med sine enheder.

Meningen med at placere de 8 aktionsfelter i et hjul er, at en spiller i sin tur skal finde sine nye aktion ved at rykke sin brik på hjulet 1-3 felter med uret i forhold til dens gamle position. Man kan rykke brikken længere, men så koster det også 1 ressource pr. felt udover 3 man vil rykke. Ønsker man således at blivende stående på den samme aktion som sidste tur, skal man betale 5 ressourcer, svarende til at rykke 8 felter fremad.

Hjulmekanismen gør, at det ikke er alle aktioner der lige er til at nå i en given tur: Det kan være man desperat ønsker at opruste, men har man lige passeret "købe enheder" feltet, må man enten betale ekstra, eller vente et par ture, før man kan komme derhen.

Efter at have lavet en aktion, kan man bygge nye byer. Hvis man har en enhed i et felt, og der ikke allerede er en by i feltet, kan man ved at betale 1 jern, 1 marmor og 1 guld anlægge en by i feltet.

Sidste fase i en spillers tur er tilegnelsen af historiske personligheder. En "historisk personlighed" er i spillet et synonym for 1 victory point, og kortene er egentlig overflødige. Kortene findes i 5 udgaver:

• Konger - gives til en spiller for hver multiplum af 5 byer, spilleren har


• Lærde - gives til en spiller der som den første opnår et givet teknologisk fremskridt


• Borgere - gives til en spiller for hver multiplum af 3 templer, spilleren har


• Opdagelsesrejsende - gives til en spiller for hver multiplum af 7 felter, spilleren har skibe stående i, og


• Generaler - gives til en spiller hver gang en fjendtlig by med et tempel indtages (hvilket også medfører at templet fjernes)
  

Fælles for alle de historiske personligheder er, at har en spiller en gang vundet den, kan han ikke miste den igen, uanset om han stadig opfylder kravene for den eller ej. Der er desuden et begrænset antal af hver type personlighed, så hvis f.eks. kongerne på et tidspunkt er væk, kan spillerne ikke længere score points for at grundlægge mange byer.

Spillet slutter efter en spillers tur, hvis denne spiller har det antal VP der minimalt kræves. Dette afhænger af antallet af spillere (3 spillere; 12 VP, 4 spillere; 9 VP, osv).

I vores spil, som blev spillet på det vestligste af de to kort, var Hans fønikier, Claus var græker, Eva romer, og jeg var germaner. Hans og Eva startede med en "tempelstrategi", hvor de starter med en marmor-aktion, fulgt næste tur af en byg-tempel aktion (for hurtigt at kunne tredoble deres produktion i et felt). Claus og jeg fulgte en ekspansions-strategi, hvor vi hurtigt byggede enheder, for så hurtigt som muligt at komme til at bygge flere byer. Vores forskellige åbninger til trods, kom vores spil nu hurtigt til at ligne hinanden, idet vi alle fik et par templer, nogle enheder, og flere felter end vi startede med, uanset hvordan vi var startet.

På et tidspunkt virkede en krig mellem Hans og Claus som en uundgåelighed, men hårde ord til trods blev det ved sabelraslen. Hen imod slutspillet virkede det dog som om kamp måtte ske, da generaler efterhånden var den eneste type VP der stadig var til at få, men Eva (som havde ført lidt det meste af spillet) overraskede alle med at besætte 14 felter med skibe, hvilket gav hende den 2. opdagelsesrejsende, og dermed de nødvendige 9 points.

Vores konklusion var generelt ret positiv: Spillet havde været sjovt og engagerende. Claus syntes det havde været lidt kedeligt, og helt uret kan jeg ikke give ham, men vi var jo også fuldstændigt pacifistiske, hvorfor spillet blot udvikledes til et "hvem-producerer-bedst" spil. Eva havde da også mest land, og var også den eneste der havde fået 3 konger. Men som produktionsspil synes jeg det var rimeligt elegant.

Chris Farrell har hakket spillet ned, og givet det "2" på Boardgamegeek, baseret på et tre-personers spil. Hans store anke er, at VP niveauerne for sejr at sat sådan, at det tvinger folk til at angribe i slutspillet (for at ødelægge templer og få generaler som deres sidste VPs). Problemet er bare, at kamp er ekstremt dyrt og især i slutspillet nærmest umuligt at sejre i som angriber, hvorfor man i princippet kan bruge lang tid på at slå på hinanden.

Problemet skulle være mest udtalt i 3-personers spillet, men vi mærkede som sagt også lidt til det i vores 4-personers spil. Om det er et reelt problem med andet end 3 spillere ved jeg ikke, men heldigvis er løsningen simpel: Spil til færre VP. Faktisk har designeren af spillet selv foreslået, at man med tre spillere kan nøjes med at spille til 10 points. Hvorfor han så venter med at finde ud af det, til (lige) efter spillet er udkommet, kan man jo godt være lidt nervøs for!

I hvert fald var min første konklusion, at det var et solidt "OK" spil. Det er ikke det spil vi alle vil spille i de næste årtier som erstatning for Civilization, for dertil er spillene for forskellige og Antike nok for tørt og repetitivt.

Men Antike vil snarest blive medbragt i KBK, hvor det forhåbentlig også kan stå sin prøve!

Berømmelsens time!

Lørdagen så en, for KBKs medlemmer, spændt ventet artikel i Jyllandsposten: Nemlig intet mindre end en artikel om os selv:


Forsiden af Fritids-sektionen

... Københavns Brætspilsklub er navnet på en lille, uhøjtidelig forening med omkring 35 medlemmer, hvis daglige beskæftigelser spænder fra fysioterapi til folkeskoleundervisning og fysikstudier på universitet...

Det er en, som man kan se af billedet, prominent artikel, som strækker sig over det meste af side 1, samt en spalte af side 2. Indholdet er sobert og giver et rimeligt fair billede af klubben. Rasmus og Michael præsenterer henholdsvis tyske spil og ASL, og den eneste anke jeg reelt kan siges at have om artiklen er, at den vægter ASL lidt for tungt, i forhold til hvor meget det spilles i klubben.

Men alt i alt interessant at se sin egen hobby - og sin egen klub endda - i pressen.

Die Pyramiden des Jaguar, Lost Cities

Et par af mine nye spil blev afprøvet på hjemmefronten. Først Die Pyramiden des Jaguar, som er et to-personers kortspil fra Kosmos. Jeg skal ikke sige så meget om det her, bortset fra at nævne at det gælder og at lave en pyramide af 10 kort (med 4-3-2-1 pladser i de fire lag), og alle kortene skal ligge i stigende rækkefølge. Til dette benytter spillet et snedigt system, hvor spillerne skiftes til at tilbyde to kort, hvoraf modstanderen tager et og spilleren beholder det andet. Der er en masse andre, små regler rundt omkring i spillet, men humlen af det er at vi har at gøre med en lillebitte, fuldstændig abstrakt hjernebryder. Jeg vil ikke udelukke at det er et godt spil, men det faldt ikke i Tines smag.

Efterfølgende stod den på et spil Lost Cities, som jeg ikke har spillet i adskillige år, men hvor reglerne ligger så solidt plantet i min hjerne, at det ikke var noget problem at kaste sig ud i det igen. Sjovt, hurtigt, masser af held! :-)

Lord of the Rings - Friends & Foes

Tine og jeg påtog os igen rollen som hhv. Frodo og Sam, og drog ud på færden mod Dommedagsbjerget. Vi vinder godt nok ikke F&F så tit, for med to spillere er spillet ekstremt svært, Denne gang så det dog bedre ud, end det har de sidste mange gange: Vi kom igennem Bree, Moria og Isengard scenarierne uden de store katastrofer, men dog heller ikke uden nogen problemer. Helm's Deep lykkedes det os at springe over, så men i Shelob's Lair begyndte tingene virkelig at spidse til. Dette scenarie sluttede med at Sam (mig!) måtte stille træskoene, omend ikke før han havde spillet et kort der lod ham give alle sine skjolde til Frodo.

Stakkels Frodo måtte derfor, med meget corruption og med få kort rejse alene gennem Mordor. Jeg havde regnet med at Tine kun ville nå et par felter ind i scenariet før det uundgåelige ville ske, men meget til begges overraskelse gik det faktisk rimeligt godt. Et stykke tid, i hvert fald. Til slut kæmpede Frodo sig op på toppen af Dommedagsbjerget, men var nu så ødelagt at han skulle klare to terningslag uden at tage skade - og uden mulighed for yderligere healing eller brug af Gandalf. Det lykkedes desværre ikke, så på kanten af spalterne - på felt nr. 60 - måtte Frodo bukke under.

Vi kunne kun sige "øv", men spændende og tæt havde det da været!

Nye spil

Min seneste bestilling fra Tyskland ankom i dag - med rekortfart bør jeg tilføje, for det er ikke mange dage siden jeg bestilte. Her er et par billeder af godterne:


En stabel af spil!


Det er hvad der var i pakken

Ikke så mange aktuelle nyheder, faktisk: E&T kortspillet er helt nyt, og Timbuktu er godt nok lige udgivet af Queen, men det er faktisk en genudgivelse af et gammelt spil udgivet af db-Spiele i 1993!

Cheops er et spil fra Hans im Glück, udgivet i 1998. Det har aldrig været det store hit i spilverdenen, og bliver det vel heller ikke, men det meget lækre ægyptiske tema gjorde, at jeg måtte have det.

Spillet der egentlig udløste bestillingen i første omgang er Geschichten aus 1001 Nacht, en tysk genudgivelse af det gamle eventyrspil Tales of the Arabian Nights, udgivet af West End Games i 1980'erne. Spillet er et "paragraf-spil", dvs. et spil hvor handlingen er drevet af an bog med nummererede sektioner - hver sektion er et stykke tekst, dvs. noget handling, som beskriver hvad der sker når spilleren havner på sektionen. Med i dette spil er der ganske rigtigt også en (omkring 2 cm!) tyk bog, desværre på tysk! Den gode nyhed er dog, at der er initiativrige amerikanere, som har udarbejdet komplette oversættelser af al teksten fra det tyske spil, og disse oversættelser arbejder jeg nu på at få fat på.

Udover de ovennævnte spil bestilte jeg tre små spil fra Kosmos' topersoners-serie. Lost Cities har jeg ejet, men mit gamle eksemplar er blevet væk. Druidenwalzer og Pyramiden des Jaguar er to små, abstrakte spil, som var så billige at det næsten var synd ikke at købe dem.

Der er i alt fald mere end nok at tage fat på...!

KBK: Das Ende des Triumvirats (x2), Through the Desert

Så fik jeg prøvet DEDT i praksis, i to spil mod Sune og Ken. I begge spil var Sune Cæsar, jeg var Pompeius, mens Ken var Crassus (til trods for lodtrækning begge gange). I første spil så ud til at Ken ville vinde en politisk sejr, men det viste sig at Sune lige kunne skrabe en militær sejr hjem forinden. Andet spil var lidt i samme dur: Ken lå til at lave en kompetencesejr, men hverken han eller Sune havde opdaget, at jeg kunne vinde en militær sejr! Så to militære sejre. Disse skal nok tilskrives det tiltagende antal angreb hen imod slutningen af spillet, for at holde den aktuelt førende spiller lidt i ave. Dette havde nemlig som konsekvens at brættet blev meget tyndt befolket, med langt mellem legionerne, hvorfor det blev nemmere og nemmere for folk at løbe relativt uhindret gennem mange felter i løbet af én tur.

Vi syntes alle spillet var sjovt, omend Ken naturligvis måtte brokke over spillets uretfærdigheder (det var også synd at han som den eneste ikke prøvede at vinde). :-)

Og vores spil bekræftede mit første indtryk af spillet: Hurtigt, elegant, sjovt. Et tysk tre-personers krigsspil der virker.

Efterfølgende stod den på et spil Through the Desert, som sidste gang med Rasmus som vinder og med mig på sidstepladsen. Her er det så min tur til at whine: Placeringen af kameler fra start gav mig ikke en chance, og allerede omkring min 2. spiltur kunne jeg se, hvor det bar hen. Ikke sjovt, og spillet har da også fået et hug af mig, i form af en lavere rating på Boardgamegeek. :-)

Das Ende des Triumvirats

Som beskrevet tidligere er Das Ende des Triumvirats et tre-personers tysk krigsspil, som omhandler perioden omkring det første romerske triumvirat mellem Cæsar, Pompeius og Crassus. Historisk fik Crassus slået sig selv ihjel i et mindre klogt, uprovokeret felttog mod Parther-riget, og uden ham som balance endte de to andre ved Cæsars tilbagekomst fra Gallien i borgerkrig. Denne endte som bekendt med at Pompeius tabte både krigen og sit hoved, hvorefter Cæsar var den ubestridte førstemand i Rom. For en kort tid, altså... :-)

Spillet fusker lidt med historien og antager at de tre triumvirer var blevet uvenner tidligere i forløbet, og så er scenen sat for en tre-personers alle-mod-alle krig. Hver spiller tager rollen som en af de tre triumvirer, og det gælder nu om at blive Roms førstemand, hvad enten det så sker ved militære eller politiske midler.

Brættet viser det efterhånden velkendte view ud over Middelhavsområdet, opdelt i en række provinser. Provinser kommer i tre typer; militære (giver 2 legioner i indkomst), politiske (giver 2 penge i indkomst) samt kompetenceprovinser (som giver 1 legion og 1 penge i indkomst). Hver spiller kontrollerer fra starten 5 provinser.

Udover provinserne er der en lille "forum-sektion" i hjørnet af brættet, hvor det indikeres hvor mange vælgere hver spiller har på sin side, hvilket har betydning for politisk sejr. Endelig er der to skalaer, rangerende fra 1 til 8, "militær kompetence" og "politisk kompetence". Hver spiller starter på '1' på begge skalaer.

Svarende til de tre typer provinser er der tre måder at vinde spillet: Man kan vinde en militær sejr ved at indtage 9 provinser, en politisk sejr ved at blive valgt til konsul to gange (eller ved at blive konsul en gang, og derefter få 6 vælgere over på sin side), eller en kompetencesejr ved at avancere til tops på både "militær kompetence" og "politisk kompetence" skalaen.

Spillerrækkefølgen er altid først Cæsar, dernæst Pompeius, og til sidst Crassus, og da der er otte spillerture pr. år, vil en enkelt spiller altså hvert år få en tur mindre end de andre. Man starter dog bare næste år med den næste spiller i rækkefølgen, så hvem der bliver "snydt" skifter fra år til år.

En spillers tur består af 3 faser: Først en indkomstfase, hvor ens provinser giver indkomst. Som udgangspunkt giver hver provins indkomst i hver anden af en spillers ture, med undtagelse af provinser hvor der er placeret en embedsmand (hver spiller starter med en), som giver indkomst hver spillertur. Indkomsten (hvad enten det er legioner eller penge) placeres i provinsen. Desuden får hver spiller indkomst "fra Rom", hvilket i størrelsesorden svarer til indkomsten fra en provins.

Anden fase er rykkefasen. Hver af de tre hovedpersoner er repræsenteret med en brik, og det er disse brikker der driver handlingen. En spiller kan rykke sin karakter 4 felter, og kan opsamle og rykke rundt med sine legioner og embedsmænd. Bevæger man sig ind i en provins man kontrollerer, hvori der ligger penge, inkasserer man disse penge. Rykker man ind i en fjendtlig provins, starter en kamp. Uanset udfaldet af kampen kan man fortsætte sin tur bagefter, såfremt man kan rykke flere felter, så der er basis for at angribe flere gange i en tur, hvis det skal være.

Kamp er en spændende, og kun lidt tilfældig affære. Som det første trækker man et antal "våbenbrikker" ud af en pose svarende til antallet af legioner på den svageste side (dog max. 3). Hver brik i en af de stridenes farver dræber en af modstanderens legioner. Hvis angriberen er i færd med at angribe en provins hvor en af de andre har deres karakter, skal angriberen miste to legioner (vores hovedpersoner forsvarer sig godt!). Til sidst fjerner man nu alle legioner fra den svageste side, og lader den stærkeste miste et tilsvarende antal. Har angriberen stadig legioner tilbage vinder han, ellers vinder forsvareren.

Og nu til den første balance-regel: Taber forsvareren, får han "Kompensation I" kortet, som giver ham lov til at putte en ny våbenbrik i posen. Mistede han en provins med en embedsmand, putter han et ekstra våben deri. Har den tabende forsvarer allerede "Kompensation I" kortet, får han i stedet "Kompensation II" kortet, som giver ham lov til at avancere et felt på en af de to kompetence-skalaer. På denne måde kompenseres en spiller der bliver slået på, og slås der konsekvent på ham, kompenseres han altså endnu mere. Taber en forsvarer derimod en kamp hvor hans karakter er med, må denne flygte og så straffes spilleren ved at skulle reducere de kompetencer han fører i med 1!

Tredie fase i en spillers tur er aktionsfasen, hvor spilleren kan udføre op til tre aktioner mod betaling: Den første aktion koster 1 penge, den anden koster 2 penge, og den tredie koster 3. Hvilke aktioner man kan udføre afhænger af hvilken type provins karakteren befinder sig i:

I en politisk provins kan en spiller 1) avancere et felt på den politiske kompetenceskala, eller 2) tiltrække en vælger i Forum over til sig selv. Hvis man ikke fører (*) på den politiske kompetenceskala, koster den anden mulighed dog 2 penge ekstra hver gang.

I en kompetenceprovins kan en spiller 1) avancere et felt på den politiske kompetenceskala, eller 2) avancere et felt på den militære kompetenceskala.

I en militær provins kan en spiller 1) avancere et felt på den militære kompetenceskala, eller 2) lægge to af sine våbenbrikker i posen. Hvis man ikke fører (*) på den militære kompetenceskala, koster den anden mulighed dog 2 penge ekstra hver gang.

(*: At "føre" på en kompetenceskala betyder at dels at der ikke må være nogen der ligger højere end en selv, dels at mindst en spiller skal ligge lavere. Det er derfor muligt for to spillere at føre samtidigt på en skala, såfremt de ligger lige, og den tredie spiller ligger under dem.)

Efter at have udført op til tre aktioner er spillerens tur færdig. Er man nået slutningen af året vælges en konsul (den spiller med flest vælgere på sin side). Han reducerer 3 af sine vælgere til neutral tilstand (endnu en balance-mekanisme, som gør det sværere for en spiller af blive valgt flere gange), modtager en ny embedsmand i en af sine provinser, hvorefter næste år starter med næste spiller i rækkefølgen.

Pga. kriteriet for politisk sejr kan en spil højst vare fire år, hvorefter en spiller nødvendigvis må være blevet valgt til konsul for anden gang. Men på grund af de andre sejrskriterier kan et spil sagtens vare kortere tid!

Det skal lige nævnes at spillet også kan spilles af kun to spillere. I denne situation skriver man Crassus + de østlige provinser ud af historien, hvorefter resten af spillet kører stort set som sædvanligt. Om det fungerer godt med to spillere ved jeg ikke, men under alle omstændigheder er det oplagt at spillet oprindeligt er designet som tre-personers spil.


Das Ende des Triumvirats er indbegrebet af hvad der kommer ud af at tage et multi-player krigsspil og designe det som et "tysk spil": Reglerne er enkle og visse steder ret abstrakte, men spillet er hurtigt, spændende og involverer mange svære beslutninger. Det helt store "tyske" særpræg ved dette spil er nok, at det jo ikke bare er et spil, hvor det gælder om at indtage de andres territorie, men derimod et spil hvor man kan vinde på flere forskellige måder, og hvor spillerne derfor kan gribe spillets forskelligt an, alt efter hvordan de prøver at vinde. Dertil kommer de mange balance-mekanismer, lige fra kompensations-brikkerne til det faktum at kampe er blodige også for vinderen af dem, hvorfor det at blitze sig til en hurtig militær sejr er overmåde svært.

Er Das Ende des Triumvirats et klassisk amerikansk-style krigsspil eller et tysk spil? Begge dele i en vis grad, naturligvis, men de simple regler, den udprægede grad af abstraktion, den hurtige spilletid, samt fokuseringen på gameplay og svære taktiske beslutninger gør, at jeg opfatter det som primært et tysk spil. Og et tysk spil med krigstema som kan spilles af netop tre spillere, er jo sjældent nok til at være interessant alene på grund af det!

Nyt spil

Jeg har nu også modtaget et eksemplar af Antike, et letvægts-civilisationsspil fra firmaet Eggertspiele. Det ser superflot ud, og mange roste det til skyerne efter Essen (bortset fra Chris Farrell, som giver det '2' på Boardgamegeek!). Forhåbentlig kan det komme på bordet inden længe, så jeg kan danne mig min egen mening. Her er i mellemtiden et billede, neglet fra Eggertspiele's hjemmeside:

Billeder fra Crusader Rex sessionen d. 12/9

Bedre sent end aldrig! Her først situationen ved starten af spillet, hvor jeg jo spillede frankerne, mod Frederiks saracenere:



Og her i spillets andet år, hvor det allerede var ret svært at finde en frankisk-kontrolleret by i det Hellige Land: